Klumme

Efter nobelfadæsen har litteraturens moralister taget over

I Sverige har vi nu fået en debat om, hvorvidt det bør være litteraturens opgave at gøre læseren til et bedre menneske, skriver forfatter og skribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
Katarina Frostensons bog K, handler om hendes oplevelse af at leve midt i en international mediestorm. Kritikere mener, at Frostenson, hustru til den voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault, burde have taget hensyn til de forurettede kvinder.

Katarina Frostensons bog K, handler om hendes oplevelse af at leve midt i en international mediestorm. Kritikere mener, at Frostenson, hustru til den voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault, burde have taget hensyn til de forurettede kvinder.

Henrik Montgomery

10. oktober 2019

Uge 41 er Sveriges store nobelprisuge. Medicin, fysik, kemi – og efter Svenska Akademiens sammenbrud i foråret 2018 tillige to litteraturpriser.

Hvem de går til, er i skrivende stund uafklaret, men der har for længst lydt opfordringer til boykot af hele institutionen, ja, nogle af de mere højtråbende kritikere har sågar udtrykt håb om, at mindst én af de prisvindende forfattere vil takke nej!

Et gammelt betændt sår er altså brudt op på ny og dermed også tanken om, at kun afstraffelse kan føre til renselse. Men ikke nok med det. I Sverige har vi nu fået en debat om, hvorvidt det bør være litteraturens opgave at gøre læseren til et bedre menneske.

Et eksempel på moralisternes holdninger fik vi, da bogmessen i Göteborg besluttede sig for, at den navnkundige tidligere formand for det siden hen skandaliserede akademi, Horace Engdahl, ikke var velkommen til at præsentere sin nytolkning af den svenske barokdronning Kristinas maksimer.

Et andet eksempel er modtagelsen af Katarina Frostensons bog K, der handler om hendes oplevelse af at leve midt i en international mediestorm.

Kritikere mener, at Frostenson, hustru til den voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault, burde have taget hensyn til de forurettede kvinder. Hun burde med andre ord have set situationen som journalist, jurist eller forsker.

#MeToo-revolutionens credo var den postkoloniale idé, at »alle har ret til deres egen historie«.

Men det gælder så åbenlyst ikke for Frostenson: Hun må ikke skrive fra sit eget livsperspektiv. Hun har ingen ret til at være subjektiv og jegcentreret af den simple grund, at hun lever sammen med den forkerte mand og fremturer med at gøre det.

Sakrosankt

K er den sørgelige beretning om en stærk og uafhængig kvindes kærlighed til en mand, som pludselig bliver almindeligt forhadt som sexist og overgrebsperson.

Katerina Frostensons forfatterskab er et af Sveriges mest lovpriste. Provokerende nok har hun været sakrosankt som en guddom. At det også er det billede, hun har af sig selv, fremgår af bogen. ’Katerina’ betyder ’den rene’, understreger hun. Hun springer ind i Paris’ største kirker, som søgte hun beskyttelse i et faderhus.

K bekræfter den psykologiserende forklaring, jeg selv har leget med i et forsøg på at begribe, hvordan Frostenson i så mange år kunne udholde at leve med en mand, der er hende utro.

Jean-Claude Arnault har behandlet hende som en madonna, og en madonna kan man ikke besudle. Derfor må han forlyste sig med de underdanige skøger, han mødte på sin vej som leder af kulturcentret Forum.

I bogen koketterer hun dog med, at hun ikke bryder sig om, når han behandler hende som en helgen.

Den guddommelige Katarina Frostenson viser sig dog til sidst ikke at være mere end en hustru og en kvinde som de fleste andre.

Litteraturen har ikke nogen mission overhovedet, men når den er bedst, skaber den nye indsigter i det menneskelige vilkår. Og det gør K. Uanset hvilken side af konflikten man befinder sig på, som om man skal vælge side, giver K et indblik i, hvor sårbar man er i kulturverdenen.

En erhvervsleder, som kører sin virksomhed i sænk, får gerne en ny chance som bestyrelsesformand, mens en forfatter, som falder fra parnasset, ikke har noget tilsvarende sikkerhedsnet.

Uden anger

Engdahl og Frostenson vægrer sig ved at optræde med den anger, der forventes af dem. Og dette er måske deres værste forbrydelse. Ligesådan med dronning Kristina.

Hun konverterede til katolicismen, var uinteresseret i mænd og dermed også i at føde en tronarving. Da hun i 1654 abdicerede, blev hun med det samme persona non grata.

Den afstraffelse fortsætter i vores egen tid, når Engdahl ikke får lov til at præsentere hendes maksimer på den ’kønsligestillede‘ bogmesse.

Personligt har jeg mistet al interesse for både Svenska Akademin og Nobelprisen. Da bølgerne gik højest, blev vi tvunget til at skrive næsten daglige kommentarer. Vi producerede artikler, som set i tilbageblik er uden værdi. Jeg ser i dag tilbage på den tid som en fornedrelsens tid.

Personlige sejre vandt de, som modsatte sig at træde ud af Akademiet, men de største vindere blev de, der mener, at det må være litteraturens opgave at skabe og udbrede gode værdier.

Det skulle undre mig meget, hvis Nobelprisen 2018 og 2019 går til forfattere, som ikke lever op til dette krav om perfektion. Uden private blamager må de være. Og med litterære værker, hvis moralske indhold er aldeles indiskutabelt.

Det tidligere medlem af Det Svenske Akademi Katarina Frostenson har udgivet et forsvarsskrift på bogform. Hun går til angreb på den skandaleramte kulturinstitution og på medierne – men forveksler sin magtposition med urørlighed. Alligevel har bogen sin berettigelse, mener flere anmeldere
Læs også
Akademiet var tæt på at gå i opløsning eller miste retten til at uddele den årlige nobelpris i litteratur i forbindelse med alle skandalerne sidste år. Det har Anders Olsson, der blev indsat som permanent sekretær, siden indrømmet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Maj-Britt Kent Hansen
ulrik mortensen, Morten Hjerl-Hansen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Trist, hvis Åsa Linderborg får ret. Man får lyst til at citere, hvad den engelske forfatter Oscar Wilde skrev i 1891:
"Der er ikke noget, der hedder en moralsk eller en umoralsk bog. Bøger er godt skrevet eller dårligt skrevet. Det er det hele."

Flemming Olsen, Steffen Gliese, Hans Aagaard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

"En erhvervsleder, som kører sin virksomhed i sænk, får gerne en ny chance som bestyrelsesformand, mens en forfatter, som falder fra parnasset, ikke har noget tilsvarende sikkerhedsnet."
Sikke noget vrøvl.

Så vidt jeg har forstået så har både Engdahl og Frostenson med hele deres autotitet forsvaret den voldtægtsdømte ud over alle grænser og uden faktuelt belæg. Nu må de stå til ansvar for deres gerninger. At de bliver ramt på økonomien og mister privelegier er noget der sker for så mange andre i lignende situationer.

Steffen Gliese, Flemming Olsen, Espen Bøgh og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Der er en sammenhæng mellem fornedrelsens tid og glemslen. Denne observation berørte mig.

Hvis Knausgaard vinder er det godt for det er værd at belønne "én der flipper ud med sine egne sager". Hvis Knausgaard vinder er det skidt for hans holdning til psykiatri er for traditionel. Der er både for og imod.

Steffen Gliese

Det har altid været kunstens og litteraturens opgave at forædle menneskesjælen, det er kun metoden, der afviger.

Hanne Utoft, Nike Forsander Lorentsen og Michael Svennevig anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Christian De Thurah, der er ikke noget, der hedder dårligt skrevet eller godt skrevet. At Oscar Wilde skrev det, skyldes, at han befandt sig på den skidte side af datidens moral. Så noget måtte han gribe fast i og hæve sig over.

At du griber fast i hans navn er din manglende evne til at gribe andet end fortiden.

Jens Hedegaard Laursen Pind

Det er ret trist at læse Åsa Linderborgs mindre neutrale indlæg, hvor især den mest konfrontationsprægede fase af Akademi-forløbet betegnes som “fornedrelsens tid”.
Man kunne alternativt vælge at betragte hele dybdestrukturen (ikke nødvendigvis de talrige kulørte overfladefænomener) i Nobel-institutionens grafiske deroute som et praktisk lærestykke i samfundsudvikling.

Da ingen på disse debatkanter, og allermindst Information (selv om hendes alvorlige sygdom ikke var ukendt i offentligheden), umiddelbart synes at have nævnt det, gør jeg for en ordens skyld opmærksom på, at Sara Danius (57), Det Svenske Akademis tidligere permanente sekretær, døde natten til lørdag:

https://www.svt.se/kultur/sara-danius-dod

Endda i netop den uge, hvor Nobelprisen i litteratur modstræbende lod sig genføde.

Uanset hvad man måtte mene om Horace Engdahls skudsmål, om valget af Bob Dylan i sin tid, om den daværende *ständiga sekreterares* iscenesættelser, om de nærmere nitten medlemmers stoleleg og konsekvente tab af magt & status, så fik en ikke særligt konfliktsky Sara Danius væsentlig indflydelse på den vanskelige forvandling af akademiet fra mæt & tam dinosaur til … tja, sulten og legesyg klapperslange, måske?
Det må tiden vise.
I hvert fald har den allerede nået at vise, hvor svært forudsigelige komité-dispositioner kan være; årets foretrukne litteraturduo var således hverken markant moralsk, kvindelig, eller ikke-europæisk / ikke-vestlig. Vent bare til 2020.

Sara Danius var som Nobel-rorgænger ikke en af de sædvanlige flove pragmatikere, der – efter (højst) et par symbolske tiltag mod uvejrets symptomer – blot lader det hele sejle videre. Sprækkerne i Det Lukkede Selskab blev til revner, revnerne til en kløft, kløften en grav – hvoraf en fornyet & forynget litterær Nobel-struktur, med bl.a. den mere eller mindre begejstrede efterfølger Anders Olssons hjælp, kunne genopstå.

Denne nødvendige metamorfose kommer fremtiden til at erindre Sara Danius for, og glæde sig over resultaterne af.

Steffen Gliese

Alle undervises fra barnsben af i tekstanalyse - formodentlig sker det også i den svenske skole - men alligevel synes en naiv favorisering af indhold i en forudsigelig fortællestruktur at blive mere favoriseret end nogensinde. Faktisk er det, som om fortællingens død knap var erklæret af postmodernisterne, før alle med glubende appetit kastede sig over den igen og overtog de neuroser, som tidligere var skuespillernes erhvervssygdom, som de lykkeligvis synes at være sluppet af med.
Der mangler formeksperimenter og mere konceptpræget litteratur, eller også behøves der bare læsestrategier, hvor man ikke forblændes af det tilsyneladende, men rent faktisk forstår relationen mellem indholdet og den form, dette gerne skulle diktere, især fordi vi er kommet til t leve i en verden, hvor alt koncentrerer sig om form, og indholdet så må tilpasses; det gælder kunst, som videnskab og politik.