Klumme

Efter nobelfadæsen har litteraturens moralister taget over

I Sverige har vi nu fået en debat om, hvorvidt det bør være litteraturens opgave at gøre læseren til et bedre menneske, skriver forfatter og skribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
Katarina Frostensons bog K, handler om hendes oplevelse af at leve midt i en international mediestorm. Kritikere mener, at Frostenson, hustru til den voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault, burde have taget hensyn til de forurettede kvinder.

Katarina Frostensons bog K, handler om hendes oplevelse af at leve midt i en international mediestorm. Kritikere mener, at Frostenson, hustru til den voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault, burde have taget hensyn til de forurettede kvinder.

Henrik Montgomery

10. oktober 2019

Uge 41 er Sveriges store nobelprisuge. Medicin, fysik, kemi – og efter Svenska Akademiens sammenbrud i foråret 2018 tillige to litteraturpriser.

Hvem de går til, er i skrivende stund uafklaret, men der har for længst lydt opfordringer til boykot af hele institutionen, ja, nogle af de mere højtråbende kritikere har sågar udtrykt håb om, at mindst én af de prisvindende forfattere vil takke nej!

Et gammelt betændt sår er altså brudt op på ny og dermed også tanken om, at kun afstraffelse kan føre til renselse. Men ikke nok med det. I Sverige har vi nu fået en debat om, hvorvidt det bør være litteraturens opgave at gøre læseren til et bedre menneske.

Et eksempel på moralisternes holdninger fik vi, da bogmessen i Göteborg besluttede sig for, at den navnkundige tidligere formand for det siden hen skandaliserede akademi, Horace Engdahl, ikke var velkommen til at præsentere sin nytolkning af den svenske barokdronning Kristinas maksimer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Maj-Britt Kent Hansen
ulrik mortensen, Morten Hjerl-Hansen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Trist, hvis Åsa Linderborg får ret. Man får lyst til at citere, hvad den engelske forfatter Oscar Wilde skrev i 1891:
"Der er ikke noget, der hedder en moralsk eller en umoralsk bog. Bøger er godt skrevet eller dårligt skrevet. Det er det hele."

Flemming Olsen, Steffen Gliese, Hans Aagaard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

"En erhvervsleder, som kører sin virksomhed i sænk, får gerne en ny chance som bestyrelsesformand, mens en forfatter, som falder fra parnasset, ikke har noget tilsvarende sikkerhedsnet."
Sikke noget vrøvl.

Så vidt jeg har forstået så har både Engdahl og Frostenson med hele deres autotitet forsvaret den voldtægtsdømte ud over alle grænser og uden faktuelt belæg. Nu må de stå til ansvar for deres gerninger. At de bliver ramt på økonomien og mister privelegier er noget der sker for så mange andre i lignende situationer.

Flemming Olsen, Espen Bøgh og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Der er en sammenhæng mellem fornedrelsens tid og glemslen. Denne observation berørte mig.

Hvis Knausgaard vinder er det godt for det er værd at belønne "én der flipper ud med sine egne sager". Hvis Knausgaard vinder er det skidt for hans holdning til psykiatri er for traditionel. Der er både for og imod.

Steffen Gliese

Det har altid været kunstens og litteraturens opgave at forædle menneskesjælen, det er kun metoden, der afviger.

Hanne Utoft, Nike Forsander Lorentsen og Michael Svennevig anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Christian De Thurah, der er ikke noget, der hedder dårligt skrevet eller godt skrevet. At Oscar Wilde skrev det, skyldes, at han befandt sig på den skidte side af datidens moral. Så noget måtte han gribe fast i og hæve sig over.

At du griber fast i hans navn er din manglende evne til at gribe andet end fortiden.

Jens Hedegaard Laursen Pind

Det er ret trist at læse Åsa Linderborgs mindre neutrale indlæg, hvor især den mest konfrontationsprægede fase af Akademi-forløbet betegnes som “fornedrelsens tid”.
Man kunne alternativt vælge at betragte hele dybdestrukturen (ikke nødvendigvis de talrige kulørte overfladefænomener) i Nobel-institutionens grafiske deroute som et praktisk lærestykke i samfundsudvikling.

Da ingen på disse debatkanter, og allermindst Information (selv om hendes alvorlige sygdom ikke var ukendt i offentligheden), umiddelbart synes at have nævnt det, gør jeg for en ordens skyld opmærksom på, at Sara Danius (57), Det Svenske Akademis tidligere permanente sekretær, døde natten til lørdag:

https://www.svt.se/kultur/sara-danius-dod

Endda i netop den uge, hvor Nobelprisen i litteratur modstræbende lod sig genføde.

Uanset hvad man måtte mene om Horace Engdahls skudsmål, om valget af Bob Dylan i sin tid, om den daværende *ständiga sekreterares* iscenesættelser, om de nærmere nitten medlemmers stoleleg og konsekvente tab af magt & status, så fik en ikke særligt konfliktsky Sara Danius væsentlig indflydelse på den vanskelige forvandling af akademiet fra mæt & tam dinosaur til … tja, sulten og legesyg klapperslange, måske?
Det må tiden vise.
I hvert fald har den allerede nået at vise, hvor svært forudsigelige komité-dispositioner kan være; årets foretrukne litteraturduo var således hverken markant moralsk, kvindelig, eller ikke-europæisk / ikke-vestlig. Vent bare til 2020.

Sara Danius var som Nobel-rorgænger ikke en af de sædvanlige flove pragmatikere, der – efter (højst) et par symbolske tiltag mod uvejrets symptomer – blot lader det hele sejle videre. Sprækkerne i Det Lukkede Selskab blev til revner, revnerne til en kløft, kløften en grav – hvoraf en fornyet & forynget litterær Nobel-struktur, med bl.a. den mere eller mindre begejstrede efterfølger Anders Olssons hjælp, kunne genopstå.

Denne nødvendige metamorfose kommer fremtiden til at erindre Sara Danius for, og glæde sig over resultaterne af.

Steffen Gliese

Alle undervises fra barnsben af i tekstanalyse - formodentlig sker det også i den svenske skole - men alligevel synes en naiv favorisering af indhold i en forudsigelig fortællestruktur at blive mere favoriseret end nogensinde. Faktisk er det, som om fortællingens død knap var erklæret af postmodernisterne, før alle med glubende appetit kastede sig over den igen og overtog de neuroser, som tidligere var skuespillernes erhvervssygdom, som de lykkeligvis synes at være sluppet af med.
Der mangler formeksperimenter og mere konceptpræget litteratur, eller også behøves der bare læsestrategier, hvor man ikke forblændes af det tilsyneladende, men rent faktisk forstår relationen mellem indholdet og den form, dette gerne skulle diktere, især fordi vi er kommet til t leve i en verden, hvor alt koncentrerer sig om form, og indholdet så må tilpasses; det gælder kunst, som videnskab og politik.