Kommentar

Økonomers mangel på selvkritik spænder ben for faglig udvikling

Samfundsvidenskaben har en rig tradition for selvkritik og faglig udvikling, men det gælder ikke for økonomerne. Manglen på faglig pluralisme betyder, at grundlæggende antagelser ikke udfordres og udvikles, skriver klummeskribent Pelle Dragsted i dette debatindlæg
3. oktober 2019

Over de seneste årtier har den økonomiske videnskab og økonomerne fået en helt særlig placering i det politiske liv og den offentlige debat.

Økonomien opfattes af mange – og udlægges også ofte af økonomerne selv – som om den var en eksakt videnskab i familie med naturvidenskabelige fag som fysik eller kemi.

Som da tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jakobsen i 2011 udtalte, at finansministeriets antagelser om arbejdsudbud var lige så ukontroversielle, som at vand fryser ved nul grader.

Men opfattelsen af økonomi som en eksakt videnskab er grundlæggende forkert. Jo, jo – faget er præget af en matematisk tilgang, og det kræver stærke matematiske kundskaber at læse de fleste økonomiske forskningsartikler. Men den matematiske tilgang ændrer ikke ved, at økonomiens forskningsfelt ikke er naturvidenskabelige fænomener som vand eller kemiske processer.

Det, som økonomien forsøger at sætte på matematiske formler, er menneskelig adfærd. Eksempelvis hvordan forbrugere, lønmodtagere eller virksomhedsejere reagerer på politiske tiltag som for eksempel ændringer af skatter og afgifter.

Når mainstreamøkonomer kan sætte på formel, at en lavere marginalskat fører til, at det samlede udbud af arbejdskraft øges, og at velstanden og statens indtægter dermed vokser, bygger det på en antagelse om, at mennesker vil ændre adfærd og skrue op for arbejdstiden ved udsigten til en øget gevinst.

Men menneskelig adfærd er i modsætning til vands kogepunkt ikke en statisk størrelse. Den er påvirket af kultur, normer og samfundsmæssige trends – fænomener, som stedse forandres.

Når man for eksempel i Finansministeriets regnemodeller anvender forskning, der bygger på data fra slutningen af 1990’erne til at fastslå, hvordan sænket marginalskat ændrer på arbejdstiden, så er der en alvorlig risiko for, at præferencerne mellem arbejde og fritid har forrykket sig i de tyve år, der er gået.

Økonomers selvopfattelse

Opfattelsen af økonomi som et naturvidenskabeligt fag smitter også af på opfattelsen af økonomerne. Og ikke mindst deres selvopfattelse. For når økonomi er værdineutral eksakt videnskab, så er økonomerne selvfølgelig heller ikke påvirket af ideologisk eller politisk bias. Enhver antydning af det modsatte fører til himmelvendte øjne hos de fleste økonomer.

Men et netop offentliggjort forskningsprojekt gennemført af den verdenskendte sydkoreanske kritiske økonom Ha-Joon Chang (hans bog 23 ting man fortier om kapitalismen kan varmt anbefales) og hans kollega Mohsen Javdani fortæller en noget anden historie.

I forskningsartiklen »Who Said or What Said? Estimating Ideological Bias in Views Among Economists« offentliggør de to forskere resultatet af en survey gennemført med deltagelse af over 2.400 økonomer fra 19 forskellige lande.

Deltagerne blev præsenteret for 15 citater, som blev tillagt økonomer med forskellige ideologiske eller faglige udgangspunkter. Alle deltagerne modtog de samme citater, men forfatterne til citaterne blev tilfældigt udvalgt uden deltagernes viden. Resultaterne var iøjnefaldende og signifikante.

For selv om 82 procent af økonomerne svarede, at »en påstand eller et argument kan kun forkastes med grundlag i argumentets egen substans«, så var det langtfra det, der viste sig at være deres praksis. Økonomerne var nemlig langt mere tilbøjelige til at afvise en påstand, hvis den blev tillagt en økonom uden for den dominerende økonomiske mainstream, end hvis samme citat blev tillagt en mainstreamøkonom.

Bias var større hos mainstreamøkonomer end hos kritiske økonomer, og interessant nok befandt skandinaviske økonomer sig sammen med nordamerikanerne i gruppen med størst bias.

Forskningsresultatet svarer godt til den måde, hvorpå kritiske økonomer med andre tilgange ofte affejes af danske mainstreamøkonomer – senest eksemplificeret, da Berlingskes erhvervsredaktør, økonom Thomas Bernt, afviste kritik fra professor emeritus Katarina Juselius, som han klassificerede som »bifagsøkonom«.

Denne afvisning af faglig kritik på usaglige grundlag er et stort problem, fordi den spænder ben for, at den økonomiske videnskab udfordres og kritiseres på samme måde som andre forskningsfelter.

Økonomisk videnskab er vigtig. Den kan hjælpe os med at forstå økonomiske fænomener. Men opfattelsen af økonomi som en eksakt videnskab må ophøre, og økonomerne og deres teorier bør udsættes for samme sunde skepsis som andre fagområder ved at åbne op for en større pluralisme.

Endelig må såvel offentligheden som økonomerne selv erkende, at de ligesom andre forskere aldrig kan påstå sig frie for at været påvirket af ideologiske og værdimæssige antagelser og bias.

 

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Alvin Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Steffen Gliese
  • Ole Henriksen
  • Curt Sørensen
  • Ib Gram-Jensen
  • Johnny Christiansen
  • Palle Pendul
  • lars søgaard-jensen
  • Ejvind Larsen
  • Benno Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Morten Lind, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Ole Henriksen, Curt Sørensen, Ib Gram-Jensen, Johnny Christiansen, Palle Pendul, lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen, Benno Hansen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fantastisk arbejde Pelle, som altid.

Anina Weber, Alvin Jensen, Ole Henriksen, Steffen Gliese, Curt Sørensen, Ete Forchhammer , lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mainstreamøkonomernes højtravende arrogance bekræftes gang på gang af ukritiske og/eller uvidende medier, hvor journalisten interviewer økonomen med en tilgang som var de ufejlbarlige orakler.

Det er i høj grad med til at forplumre den ukyndiges opfattelse af tingenes ulideligt uflytbare tilstand, hvor 'man bare må acceptere' den udlagte 'virkelighed', som Den Store Bastian proklamerer uden at stille spørgsmål til validiteten af argumentationen eller 'bevisførelsen'.

Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, P.G. Olsen, Ete Forchhammer , Johnny Christiansen, lars søgaard-jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Apropos Whitta-Jacobsens kommentar om at "vand fryser ved nul grader", så har jeg lige siden haft et fasediagram for ren Dihydrogenoxid (H2O, også kaldet vand) hængende over mit skrivebord.
På dette diagram fremgår det tydeligt, at faseligevægten mellem væske- og faststoffasen strækker sig over ca. 374 °K. (Fra Trippelpunktet ved ca. 0°C til kritisk punkt ved ca. 374°C)
Ud over lidt daglig morskab over mainstream økonomernes skråsikkerhed om at de bruger "Naturvidenskabelige metoder", samtidig med at de tydeligvis ikke kender til basale fysiske konstanter, og hvis man skal være lidt spydig, ofte har vanskeligt ved at skelne mellem korrelation og causalitet, minder det mig også om at de tydeligvis ikke har styr på grundlæggende naturfilosofi, og derfor absolut ikke benytter naturvidenskabelige metoder, blot fordi de sætter deres antagelser på indviklede matematiske formler.
Et langt liv med anvendt naturvidenskab (sagde den gamle ingeniør) har også lært mig, at hvis man ikke er opmærksom på modellers forudsætninger, usikkerheder og gyldighedsområder, så kan det gå grueligt galt. Sikkert lige så galt, som hvis jeg i laboratoriet pludselig begyndte af opstille eksperimenter ud fra samfundsvidenskabelige eller humanistiske metoder, eller undlod at justere mine antagelser, hvis resultaterne af mine eksperimenter ikke stemmer overens med modellens forudsigelser.
Jeg synes derfor at det ville klæde de herrer mainstream økonomer at udvise en lidt større ydmyghed overfor deres ”videnskabelige” arbejde, og for det første erkende at deres teorier er samfunds- og ikke naturvidenskab og at deres modeller er et forsøg på at beskrive virkeligheden som de tror den er, og at hvis en model gang på gang ikke stemmer overens med virkeligheder, så er det ikke absolut sikkert, at det er virkeligheden der er noget galt med….

Anina Weber, Allan Madsen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Arne Skov, Johnny Christiansen, Alvin Jensen, Torben Skov, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Som et supplement til Pelle Dragsteds påpegning af den manglende på selvkritik blandt økonomer vil jeg gerne pege på et interessant initiativ, der har udviklet sig blandt amerikanske mainstreamøkonomer i det seneste år.

I en artikel kaldet Economics After Neoliberalism præsenterer forfatterne – Suresh Naidu, Dani Rodrik, Gabriel Zucman – således deres nye forskningsnetværk: Economics for Inclusive Prosperity.

Forfatterne nævner selv, at de er ”working in broadly mainstream subfields”, og de er generelt knyttet til amerikanske topuniversiteters økonomiske afdelinger. Det er med andre ord ikke den revolutionære venstrefløj blandt økonomerne, der træder frem. Det er snarere – om man vil – en slags oprør fra midten.

Formålet med netværket er kort fortalt: ”to provide an overall vision for economic policy that stands as a genuine alternative to the market fundamentalism that is often—and wrongly—identified with economics.”

De er som økonomer blevet mødt af en voldsom kritik for den økonomiske forsknings tilsyneladende blåstempling af neo-liberale økonomiske politikker. Som de skriver det:

”… many people view the discipline of economics with outright hostility. They believe the teaching and practice of economics has to be fundamentally reformed for the discipline to become a constructive force. There are, indeed, legitimate reasons for discontent with the way economics is too often practiced and taught. Conservative foundations and think tanks have monopolized the banner of economics in policy circles, pushing the view that there is a steep efficiency–equality trade-off and assigning priority to economic growth. Students often leave their introductory economics courses thinking that “markets always work.” Conservatives tend to deploy “economics” as a justification for preferred policies, while liberals are seen as insensitive to the requirements for prosperity.”

En sådan fjendtlig reaktion er forståelig. Vores amerikanske økonomer har imidlertid også et andet interessant svar:

”Our response is fundamentally different. Many of the dominant policy ideas of the last few decades are supported neither by sound economics nor by good evidence. Neoliberalism—or market fundamentalism, market fetishism, etc.—is not the consistent application of modern economics, but its primitive, simplistic perversion. And contemporary economics is rife with new ideas for creating a more inclusive society.”

Det er vel egentligt et meget træffende udtryk: ”its primitive, simplistic perversion.” Det passer ganske fint på Thomas Bernt Henriksen indskrænkede bemærkninger, som Dragsted citerer overfor. Eller på de dårligt begrundede finansministerielle påstande om de såkaldte dynamiske effekter af skattelettelser for samfundets mest velbeslåede borgere. Osv. osv. osv. Der mangler desværre ikke eksempler fra hjemlig debat.

Forskningsgruppen skitserer herefter en lang række mere eller mindre progressive forslag til økonomiske politikker. Om deres forslag fremhæver de, at:

“These proposals all show a willingness to subordinate textbook economic efficiency to other values such as democratic rule and egalitarian relationships among citizens.”

Ligesom de påpeger, at:

“Contemporary economics is finally breaking free from its market fetishism, offering plenty of tools we can use to make society more inclusive.”

Som nævnt ovenfor et disse tanker mere end noget andet et mainstream oprør. Et oprør hvis indhold man så kan være eller mindre enig i. Men det er interessant, synes jeg, at denne ”primitive, simplistic perversion” af økonomisk tænkning faktisk også kritiseres og forkastes indefra.

Det er ikke en debat og en kritik, man har mærket meget til herhjemme (om end den findes i begrænset omfang). Desværre. Og når den rejses – som af Pelle Dragsted ovenfor eller af Katarina Juselius i hendes nye bog, der også er nævnt ovenfor – afvises den som oftest uden videre eller forbigås i tavshed.

Citaterne ovenfor er taget fra: http://bostonreview.net/forum/suresh-naidu-dani-rodrik-gabriel-zucman-ec...

Se også hjemmesiden: https://econfip.org/#

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Arne Skov, Alvin Jensen, Ole Henriksen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Henrik Plaschke

Mange tak for at delagtiggøre os i dette håbefulde økonomiske oprør fra midten.
Formodentlig når det også til Danmark om føje år, som sædvanligt med importen af amerikanske strømninger - såfremt der da ikke er brudt en borgerkrig ud, som en præsident har forudsagt..

Ikke alene er nationaløkonomi ikke en naturvidenskab - det er et samfundsvidenskabeligt redskab opfundet med et formål, der ofte er mere eller mindre af politisk karakter. Et af de tydelige eksempler på dette er BNP: Hvorfor omfatter BNP det, den gør? BNPs ophavsmand (Kuznets, 1937) mente ikke at militærindustri og reklamearbejde skulle tælles (positivt) med, da det ikke var et udtryk for et lands velstandsproduktion, snarere et forbrug af velstand. Men det holdt ikke længe, da USA og UK økonomer, bl.a. J.M. Keynes, på opdrag fra deres regeringer havde behov for at finde tal, der kunne understøtte lånemuligheder til finansiering af våbenproduktionen til bekæmpelse af Nazityskland. Så blev militærindustri en positiv faktor i BNP og en del af et lands "velstand". (Primær kilde til dette: David Pilling: The Growth Delusion). Så når vi mødes at nationaløkonomiske teorier og modeller, bør vores første spørgsmål ikke være "hvor er der fejl og unøjagtigheder?", men "hvad vil de opnå med denne beskrivelse?". Med Magritte: "Ceci n'est pas une pipe".

Anina Weber, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Trumps tilbagevenden til enevældets merkantilistiske økonomi understreger kun at ”økonomisk videnskab” i realiteten er et spørgsmål om politisk magt og mål/hensigt.
Ikke om økonomisk ”teori”.

Henrik Plaschke

Allan Madsen:

Det er måske mig, der er tungnem, men jeg forstår ikke dit indlæg.

Hvorfor understreger Trumps tilbagevenden til merkantilistisk økonomi, at ”økonomisk videnskab” er et spørgsmål om politisk magt og mål/hensigt???

Havde du skrevet ”økonomisk politik”, havde jeg forstået din tanke, men det står der ikke. Men der er ikke mange repræsentanter – om nogen - for ”økonomisk videnskab” – hverken mainstream eller andre retninger – der forsvarer eller legitimerer Trumps politikker.