Kommentar

Vi skal opruste på humaniora og samfundsvidenskab, ikke spare yderligere

Regeringen vil spare på taxameterpengene til humaniora og samfundsvidenskab i en tid, hvor verdensordenen er usikker, og vi har brug for dem, der sikrer samfundets sammenhængskraft i fremtiden, skriver lektor Nina Koefoed i dette debatindlæg
Besparelserne på universitetet har betydet markante forringelser af arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene, hvor en betydelig del af de ansatte dagligt lever med stresssymptomer.

Besparelserne på universitetet har betydet markante forringelser af arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene, hvor en betydelig del af de ansatte dagligt lever med stresssymptomer.

Jakob Dall

17. oktober 2019

Regeringens planer om at spare på de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser handler ikke kun om uddannelserne. De humanistiske og samfundsfaglige fakulteter vil blive berørt helt ind i kernen. For de nye besparelser lægger sig oven i årtiers nedskæringer og vil også ramme forskning, arbejdsmiljø og rekruttering. Vi har rationaliseret undervisning og uddannelser og samtidig øget kravet til forskningen. Smertegrænsen er nået for længst.

Vi har været gode til at leve op til effektiviseringskravene, men det har imidlertid haft store menneskelige konsekvenser for både ansatte og studerende. Det er hverken rimeligt eller samfundsøkonomisk fornuftigt.

Besparelserne på universitetet har betydet markante forringelser af arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene. En betydelig del af de ansatte lever dagligt med stresssymptomer. Samtidig er en universitetskarriere en meget usikker karrierevej. Unge, håbefulde mennesker springer fra løsansættelse til løsansættelse, indtil de enten ryger ud af systemet eller måske redder sig en fastansættelse, når de er omkring 40.

Den usikkerhed kompenserer lønnen som fastansat på ingen måde for. Den er blevet forringet i takt med besparelserne og lønudviklingen andre steder. Når man, som ved de seneste fyringsrunder, også fyrer fastansatte lektorer og professorer, forsvinder ethvert økonomisk rationale for at vælge en universitetskarriere. Dertil kommer de meget begrænsede karrieremuligheder, når man først er blevet fastansat.

Fondsmidler bestemmer

Hvis man skal gøre sig håb om en fortsat karriere, er de eksterne forskningsmidler helt afgørende. Det har også konsekvenser for både forskning, uddannelse og arbejdsmiljø. Konsekvenser, som vil blive værre, hvis der spares yderligere.

Universitetet er i forvejen en konkurrencepræget arbejdsplads. Det gør ikke noget godt for arbejdsmiljøet, at vi alle bruger ubegribelige mængder af tid og energi på at konkurrere om forskningsmidler – offentlige og private, danske og europæiske – med en succesrate på under ti procent.

Fondsmidler har betydning for universiteternes faglige udvikling. Det berører ikke kun forskningen, det berører også uddannelser og den faglige profil på de mennesker, vi sender ud fra universitetet. Her har både de offentlige og private fonde spillet en stigende rolle de senere år. Ikke alle forskningsfelter har lige let ved at skaffe ekstern finansiering. Nogle fagområder får sværere ved at markere sig, mens andre kommer til at dominere uforholdsmæssigt.

Afhængigheden af fondsmidler betyder, at universiteterne har mistet indflydelse på ansættelser. Tidligere blev stillinger slået op efter faglige diskussioner om, hvad der var brug for. Nu kommer en fastansættelse eller forfremmelse ofte efter en stor fondsbevilling. En fondsbevilling, som undervejs har krævet, at man i uvished var internationalt mobil på et tidspunkt i livet, hvor de fleste typisk etablerer familie.

Det har været virkeligheden på mange naturvidenskabelige forskningsområder i en årrække, men her er der ofte et privat arbejdsmarked, man kan skifte til, hvis den akademiske karriere ikke er tilfredsstillende. Det gør sig langtfra altid gældende på humaniora.

Attraktiv for de bedste

Hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi arbejdsbetingelser og karrieremuligheder spiller en vigtig rolle i, om vi kan tiltrække de bedste hoveder til universiteterne i fremtiden. Det er vigtigt, fordi samfundsfaglig og humanistisk forskning handler om vores samfunds sammenhængskraft.

Det er forskning i vores demokratiske institutioner og i vores kulturelle identitet. Det er forskning, der styrker vores samfundsmæssige modstandskraft i en tid, hvor den globale verdensorden er mere usikker, end den har været længe. Det er tid til at opruste på de felter, ikke beskære dem, presse dem og nedvurdere dem.

Vores studerende skal arbejde for de demokratiske institutioner, skabe sammenhængskraft og kulturel identitet, styrke vores samfund i fremtiden. De har brug for en ordentlig uddannelse, de fortjener at blive klædt ordentligt på til at håndtere de udfordringer, som fremtidens samfund møder.

Vi løser ikke klimamæssige, sikkerhedspolitiske eller sundhedsmæssige udfordringer, hvis vi ikke har samfund og institutioner, der kan håndtere dem. Lad os nu forske i hvordan og uddanne dem, der skal bære fremtidens samfund, så deres skuldre ikke bliver for smalle. Og lad os få en arbejdsplads, der er attraktiv for de bedste.

Nina Koefoed er lektor i historie på Aarhus Universitet

Unge er de seneste mange år blevet mødt med velmenende råd om at finde en ’jobsikker’ uddannelse. En underliggende antagelse har været, at de klassiske humanistiske uddannelser ikke tilhørte den kategori, skriver lektor Esther Oluffa Pedersen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Aske Hennelund Nielsen
  • Thessa Jensen
  • Bjarne Toft Sørensen
Steffen Gliese, Aske Hennelund Nielsen, Thessa Jensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Politikere gør sig ikke rigtigt klart, hvordan økonomiske muligheder i et samfund bringes til veje - og at dette i mindst ligeså stort omfang sker med humanistiske færdigheder, som med naturvidenskabelige, ligesom de heller ikke tager længere tid at få til at vokse.
Kunsten og kulturen er nogle af de mest indbringende investeringer, et samfund kan foretage, fordi afkastet er procentvis meget større end de småpenge, vi f.eks. over mange år har hentet på olie og naturgas.