Læserbrev

Pædagog: Børnene mistede os til en politisk dagsorden

Der var engang, hvor man bare passede børn i institutionerne. Nu skal alt skrives ned og registreres, så det kan måles og vejes, og det bliver taget for givet, at pædagogerne er til stede, selv om vi ikke længere har tid til det vigtigste: nærværet, skriver pædagog Nanna Høyrup Andersen i dette debatindlæg
28. oktober 2019

Hvor ville det være skønt, hvis vi kunne spole tiden tilbage til der, hvor daginstitutioner var et sted, hvor man helt ned i maven, mere eller mindre bevidst, følte en tryghed. Med selvfølgelighed omkring, at børnene var omgivet af varme og nærvær, og at de trygt kunne udforske verden. Dengang man tog det for givet, at alt var godt.

Dengang hvor flertallet tænkte, at pædagog kunne alle blive, for der passede man bare børn. Fra pædagogens perspektiv indebar det, at man var sammen med børnene med en instinktiv ro og nærvær.

En tilstand, som for nogle var svær at sætte ord på, fordi det mere var en følelse og fornemmelse, der opstod i relationen med børnene. Man mærkede, når den var der.

Men er den der stadig? Politisk blev man opsat på at dokumentere, hvad der skete i institutionerne. Læreplanerne kom til. Barndommen skulle i kasser, så man kunne måle og veje, hvad der foregik derude – andet end bare ’at være’.

Vigtigste faktor: At være der

Man tænkte, det var godt med et fælles sprog for, hvad pædagoger lavede. For det med bare at stole på hinanden og kende børnene gennem nærvær og samspil var ikke længere nok. Og hvad fik man for pengene?

Læreplanerne blev et redskab til at tale om daginstitutioner på det politiske plan og med et fokus, der tog den basale menneskelige udvikling for givet. Omsorg og nærvær blev ikke tillagt nævneværdig værdi.

Læreplanerne gav nye opgaver og skriftligt arbejde, der tog tiden fra samværet og nærværet med børnene. Med læreplaner fulgte forberedelse. Men alt blev så at sige komprimeret for at passe ind i samme tidsramme.

Det blev på bekostning af de ting, der ikke kan måles eller skrives ned. Det usagte. Børnene mistede os til en politisk dagsorden, der ikke tog højde for nærværet som fundament for trivsel.

I dag er håbet, at vi kan få et fælles sprog, politikere, forældre og pædagoger imellem, som bygger på indsigt i, hvorfor man førhen nærede tillid pædagogerne.

Er vi bevidste om og har faglig indsigt i, hvad fundamentet er i at passe på andres børn, så kan vi også sikre børnene nærværende voksne.

Det er nemlig en faktor, der betyder allermest for børnene: At man er der.

Nanna Høyrup Andersen er pædagog.

Børn har brug for autentiske voksne, som kommer til at gentage 80 procent af det lort, deres egne forældre gjorde mod dem. Voksne, som er mere interesserede i at udvikle deres egen medfølelse for de børn, de arbejder med, end at være medfølende på den ’rigtige’ måde, skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu