Da Socialdemokratiet under Helle Thorning-Schmidts ledelse førte an i en række ulighedsskabende reformer, var fagbevægelsen larmende tavs. Tavsheden var ikke udtryk for tilfredshed, men alligevel var der ingen landsdækkende kampagner, da Thorning-regeringen gennemførte blandt andet topskattelettelser og sænkede selskabsskatten.
Mette Frederiksen var som beskæftigelsesminister frontkvinde for reformer af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp. Alle sammen reformer, der målt på GINI-koefficienten øgede uligheden langt mere, end VLAK-regeringens politik formåede.
Det kan derfor undre, at fagbevægelsen ikke kastede sig ud i frådende kampagner mod den voksende ulighed under Thorningregeringen. Det gjorde fagbevægelsen til gengæld op til valget i juni i år.
Med bulder og brag lancerede fagforbundet 3F ’92-kampagnen, hvor Danmark anno 2019 blev fremstillet som et ulykkeligt og splittet land. På trods af at den helt almindelige lønmodtager nok ikke har haft det bedre på noget tidspunkt i danmarkshistorien.
At ulighed åbenbart kun er et problem under de borgerlige regeringer, og ikke når socialdemokraterne er ved magten, er næppe tilfældigt. For jeg tror i virkeligheden ikke, fagbevægelsen er særligt optaget af ulighed. Når fagbevægelsen fører politiske kampagner, er det et middel til at få Socialdemokratiet i regering.
Problematisk afhængighedsforhold
For selv om det formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen blev kappet for en del år siden, er det tydeligt for enhver, at der fortsat eksisterer en meget stærk politisk alliance mellem Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj på den ene side og fagbevægelsen på den anden.
Ser man på det seneste år, har der været nærmest én-til-én sammenfald mellem de dagsordener, kampagner og politiske udspil, som henholdsvis fagbevægelsen og Socialdemokratiet har lanceret. Tænk bare på emner som ulighed, tidlig tilbagetrækning, social dumping og flere offentligt ansatte for at nævne nogle stykker.
Det skal anerkendes, at fagbevægelsen på godt og ondt er en af de mest magtfulde aktører i det danske samfund og kan tage en stor del af æren for et velfungerende arbejdsmarked. Modsat hvad mange tror, så ønsker jeg og Liberal Alliance ikke fagbevægelsen hen, hvor peberet gror. Vi samarbejder gerne med fagbevægelsen, hvilket vi i øvrigt også gjorde, da Liberal Alliance var i regering.
Men det er en vildfarelse at tro, at fagbevægelsen er politisk uafhængig, og at den varetager andet end egne interesser. Og den sætter sin lid til de røde partier, for netop de er garant for en politik, der tjener fagforeningsmedlemmernes interesser. For det handler i højere grad om fagbevægelsens ve og vel end om samfundets bedste.
Problemet ved fagbevægelsens magt opstår, når fagforeningernes dagsorden smelter så meget sammen med venstrefløjens, at de ikke kan skelnes fra hinanden. Der opstår et gensidigt afhængighedsforhold, som ingen af parterne kan bryde ud af. Et usundt økosystem, hvor fagbevægelsen støtter venstrefløjens dagsorden i valgkampe, så venstrefløjen kan sikre endnu flere offentligt ansatte – som igen kan sikre, at venstrefløjen fastholder magten.
Samtidig har vi et uholdbart centraliseret overenskomstsystem i den offentlige sektor, hvor det røde flertal på den ene side skal sikre produktivitet og mådehold, så sektoren ikke løber løbsk, og på den anden side er dybt afhængig af støtte fra netop FOA, Dansk Sygeplejeråd, BUPL og Danmarks Lærerforenings medlemmer for at opnå genvalg.
Det hele bliver et stort miskmask, som ikke nødvendigvis gavner det overordnede samfund. Det er eksempelvis paradoksalt, at der sjældent er sammenhæng mellem flere hænder og højere kvalitet i den offentlige sektor, da det hele er sandet til i bureaukrati og monopoltilstande. Men det kan venstrefløjen ikke gøre op med, da de dermed ville kappe deres egen iltslange.
Fattigdommen i 1992
3F’s føromtalte ulighedskampagne er et rigtig godt eksempel på, at fagbevægelsen kun har øje for egne interesser. I kampagnevideoen drømmer 3F sig tilbage til 1992, hvor direktøren og den ufaglærte lønmodtager stod side om side. Det var et godt samfund, for det var et lige samfund. Vi stod sammen, bankede tyskerne i fodbold og blev europamestre. Men nu er den tid forbi, fordi uligheden er blevet for stor, lader 3F forstå.
Kampagnen er et soleklart eksempel på, hvor snæversynet fagbevægelsens syn på det danske samfund er. For hvad i alverden er det for et utopia, som 3F drømmer sig tilbage til?
Ud over europamesterskabet i fodbold var der faktisk ikke meget at råbe hurra for i 1992. Ligheden var stor – for danskerne var lige fattige. 300.000 danskere var arbejdsløse – hele 11 procent af arbejdsstyrken stod uden arbejde. Hundredtusinder af børn voksede op med arbejdsløse forældre. Ak ja, alt var bedre i gamle dage. Også selv om de gamle dage var temmelig mistrøstige.
Siden da har reformer trukket tusindvis af danskere ud af passiv forsørgelse. Børn vokser i dag overvejende op i hjem med sunde værdier og med mor og far i arbejde. Levealderen stiger, og vi er alle blevet rigere siden da. Men for fagbevægelsen handler det naturligvis om, at reformer er dårlige. Særligt når det rammer egne medlemmer i form af kortere tid på dagpenge osv.
Ignorerer fagforeningstyranni
At alliancen mellem fagbevægelsen og den danske venstrefløj giver problemer, har vi senest set i sagen om vikaren i Københavns Lufthavns bagageafdeling, der blev truet til at melde sig ind i 3F.
Forargelsen og fordømmelsen af opførslen blev mindre og mindre for hvert skridt, vi kom ud på venstrefløjen. SF’s Karsten Hønge udtalte, at der med det frie fagforeningsvalg også følger en frihed til at sige fra over for sine kolleger. Derefter sammenlignede han det frie fagforeningsvalg med at hive varer ned fra hylderne i Brugsen og betale for dem i Netto og tog ingenlunde afstand fra metoderne. Enhedslisten vendte det blinde øje til og insinuerede i stedet, at SAS’ ledelse i virkeligheden ønskede en konflikt med medarbejderne.
Sympatien er også væltet ind til 3F-kollegerne i lufthavnen. Tag bare Aarhus Stilladsarbejderklub, der i en skriftlig erklæring slår fast, at det frie fagforeningsvalg ikke gælder hos dem. »Det kommer hverken lovgivning, Liberal Alliance – eller for den sags skyld 3F – til at lave om på!« skriver de.
Men det håber vi faktisk, at vi gør. For store dele af venstrefløjen vender det blinde øje til og legitimerer dermed det fagforeningstyranni, der hersker i visse brancher.
Det interessante spørgsmål er, hvorfor man, nu hvor fagbevægelsen åbenbart er så relevant og gavner sine medlemmer så meget, er nødt til at benytte sig af tvang?
Fagbevægelsen, der blandt andet har til opgave at sikre det gode psykiske arbejdsmiljø for sine medlemmer, sætter sine egne interesser højere og bruger endda det at skabe et dårligt psykisk arbejdsmiljø som et magtmiddel over for de medarbejdere, der ikke makker ret og melder sig ind i den rigtige fagforening.
Det er vigtigt at huske, at Menneskerettighedsdomstolen i 2007 afgjorde, at man har ret til frit at vælge fagforening.
Konklusionen er, at den danske model i den grad trænger til et eftersyn.
Der er ikke noget i vejen med, at fagbevægelsen varetager egne interesser, men det bør ikke ske med et argument om, at det er i samfundets interesse. For det bliver aldrig i samfundets interesse, når den offentlige sektor holdes uden for den frie konkurrence. Det opgør kommer desværre ikke, så længe venstrefløjen og fagbevægelsen eksisterer i dyb afhængighed af hinanden.
Alex Vanopslagh, politisk leder i Liberal Alliance.
Fagbevægelsens magt
Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.
Seneste artikler
Arbejdernes største sejre er kommet via store strejker – ikke ved at æde snegle
4. december 2019Dansk Metals formand taler for en pragmatisk tilgang, men han tager fejl af, hvad arbejderbevægelsens store sejre er kommet af. Arbejderne har aldrig fået noget foræret. Vi har kæmpet hårdt gennem omfattende mobiliseringer og storstrejker, skriver fem fagligt aktive i dette debatindlægDansk Metal opnår ikke sin indflydelse ved at sætte sig på den høje ideologiske hest
21. november 2019Vi vil hellere bide os fast i forhandlingsbordet og få små forbedringer end ingen overhovedet. Det betyder også, at vi til tider er nødt til at æde sneglen for at være med i hulen, skriver forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen, i dette debatindlægFagbevægelsen skal drømme stort og sætte mål, der matcher visionen om otte timers frihed
18. november 2019Den danske fagbevægelse har en uovertruffen kraft at trække på. Den er en nøgle til at skabe bæredygtige arbejdsliv og et sundere demokrati, men det kræver, at den styrker sin forbindelse til medlemmerne og formår at række ud over sin egeninteresse, skriver Bjørn Hansen og Rune Baastrup i denne kronik i serien om fagbevægelsens magt
Ja, der er et afhængighedsforhold mellem fagbevægelsen og de tidligere socialistiske partier. Man forstå godt liberalistens ironi m.h.t. Helle Thornings borgerlige Løkke-politik.
Men jeg ser nu afhængighedsforholdet mellem de borgerlige liberalistiske partier og udbytterne og de rige, som langt fastere og underdanigt overfor den økonomiske magt.
At skriverkarlene og kvinderne plus det non-binære vedhæng på Dagbladet Information nu pludselig finder det interessant at stille spørgsmålstegn ved legitimiteten i forbindelsen mellem venstrefløj og fagbevægelse, taler vel i grunden for sig selv.
Sådan må man vel med noget nær nødvendighed tænke, som selvrealiseret, urbaniseret egokraftværk på 'Den mindst ringe'..
"Hvad skal vi i grunden med al den solidaritet?"
Nej, lad os finde nogle rigtigt udfordrede 'minoriteter' at gå i brechen for i stedet, ikke sandt? Kvinder, homoseksuelle, Transer, og de stakkels etnisk udfordrede, der alle som en ikke selv kan gøre for noget som helst. Helst skal de selvfølgelig blot anerkende melodien - ellers spiller det hele falsk...Helst universitetsuddannede, eller nogen, der på anden vis er 'noget ved musikken'..
Vorherre Bevares, for en ynk!
Eriverslivet har stærke bånd til de blå partier, for netop de er garant for en politik, der tjener medlemmernes interesser frem for samfundets bedste. Det gensidige afhængighedsforhold fører til en dyr og ineffektiv offentlig sektor!
*SUK*
Der er intet at slås for!!!Jeg er glad for at jeg i 30 år har været efterlønner og pensionist.Mine børnebørns fødsel uddannelse boligforhold...... er elendige og jeg frygter dårlig hjemmepleje og plejehjem og så vedtager et socialdemokrati at vedtage en lov med tilbagevirkende kraft ( I 1945 blev de små landsforræddere henrettet - de store slap fri).End ikke børnene af etnisk danske mødre må komme hjem.jeg skammer mig .
med fredelig hilsen Peter Henning fredsvagt ved Chr-borg siden 2001
“Det er eksempelvis paradoksalt, at der sjældent er sammenhæng mellem flere hænder og højere kvalitet i den offentlige sektor”. Det er en påstand det kunne være interessant at se dokumenteret, for umiddelbart synes jeg at man borger oplever en ret entydig sammenhæng (børnepasning, klassestørrelse i skolen, sundhedsvæsnet, ældreplejen)
Man kan vel nærmest tale om et antivelfærdsstatsmanifest og forfatteren som en frimarkedsterrorist!?
Pengene fra Saxo bank og lignende var vel gode nok for LA.
Sjældent har jeg set så mange udokumenterede og udefinerede påstande linet op i et indlæg.
Hvis det havde været en ganske almindelig indlægsskribent fremfor kapitalens velpolstrede talerør var indlægget næppe blevet bragt i Information.
Ku vi lige bede om en vis kvalitetssans, når der kolporteres politiske bragetaler?!
Sagligt set synes jeg det er interessant at Information finder anledning til at begynde en kronikserie, om "Fagbevægelsens Magt". De fire linjer i tekstboksen, under ovenstående kronik, kunne godt have været uddybet til en selvstændig kommentar, hvor redaktionen argumenterede for nødvendigheden af kronikserien.
Hvad angår kronikken, i sig selv, mener jeg det er svært at finde ud af, at vi bliver beriget med afgørende nye analyser og dermed nye erkendelser vedrørende emnet.
Konklusion: dette tiltag kunne godt have været en smule mere gennemtænkt og gennemargumenteret!
mvh. poul.
Vidste sgu, den var skrevet af en DJØFer ...bare rubrikken sagde alt.
Det ville da være superfedt, hvis I kæmpede for at gøre alle partistøtter offentlige! På begge sider af midten selvfølgelig. Måske også gøre, at det var et borgerråd, der kunne regulere politikernes løn- og pensionsforhold. Eventuelt, i det frie markeds interesse, fjerne partistøtten, for det er da besynderligt, at borgerne skal betale partierne for noget som helst. Derudover ville det være smukt, hvis vi også fik en armslængdelov på plads, så man fx ikke kan hyres af firmaer, man har givet kontrakter, mens man har haft offentligt embede (eller modtage gaver fra dem... Selvfølgelig).
Manden skriver:
“ For selv om det formelle bånd mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen blev kappet for en del år siden, er det tydeligt for enhver, at der fortsat eksisterer en meget stærk politisk alliance mellem Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj på den ene side og fagbevægelsen på den anden.”
At det er noget, han undrer sig over, er fuldstændig absurd og tyder på mangel på viden og indstig og almindelig forståelse for sammenhænge i samfundet.
Havde han måske forstillet sig det modsatte?
Det er en udtalt tro blandt liberale om, at hvad der gavner den enkelte også gavner samfundet. Igen skal vi så se på, at en der gør sig til talsmand for en finansiel elite af Lamborghini-ejere i Rungsted og omegn pludselig ser det som sin opgave, at skule tale arbejdernes tarv.
Tricket virker heller ikke i denne omgang. Vi ved sgu godt, hvad vores objektive interesse er, og at faglig kamp også er politisk, og at der ligger et naturligt interessesammenfald med venstrefløjen, hvis man tilhører et bestemt socialt segment af lønmodtagere..
Det burde være selvindlysende, men er det så åbenbart ikke alligevel :-(
Det burde ikke undre nogen at fagbevægelsen søger politiske alliancer der hvor den får meste for pengene, så at sige, og det gør den i det store og hele stadig hos Socialdemokratiet. Andre politiske partier, herunder Vanopslaghs eget, kan jo bare selv servere noget relevant for medlemmene, hvis de vil hverve fra puljen. Mere i løn er fx altid et godt bud, når det gælde lønmodtagere, det er det bare, mens lavere skatter ikke altid er det mantra der skal til, for uden relativt høje skatter er der ikke råd til den lighedsskabende og solidariske politik som fagbevægelsen, trods alt, altid har kæmpet for, i hvert fald indenfor egne rækker. Heldigvis er politik stadig et åbent felt, hvor kun fantasien sætter grænser for hvad der må foreslås, så det er bare om at gå til biddet. Vælgerne løber jo ingen steder.
Torsten Jacobsen, for helvede, du havde helt ret i din første kommentar til Vanopslaghs historieløse ævl af en kronik. Men hvorfor skal du køre på med din sædvanlige bashing af kvinder og seksuelle minoriteter? Jeg forstår ikke sammenhængen her. Information trykker jo kronikker af personer af alle mulige observanser, uden at skulle stå til ansvar for det.
Jeg troede lige at jeg ikke skulle være genstand for generaliseringer på baggrund af mit køn i dette kommentarspor, men der tog jeg åbenbart fejl.
Altså så er det heller ikke værd at give manden mere opmærksomhed på det søm.
Han er jo blot en skrædder der leder efter nøgne kejsere til at fylde parti kassen.
Øh! Hvad skal man så mene om politikkere, der burde arbejde for samfundets interesser, det vil sige alle medlemmer af samfundet, men som rask væk allierer sig med et asocialt system, der hverken vil ofre lidt af den rigdom de begunstiger en besiddende overklasse med, frem for at støtte de syge, styrke uddannelserne eller sikre et boligmarked der er til at betale for alle.og så videre. Det er ingen nyhed for politikkerne, men de vil hellere stå solidarisk med det system, der tilgodeser dem selv med pensioner, orlovsordninger. Så skide da være med resten, de skal bare være glade for de politikkere der skaffer folk i arbejde, selv om det jo nok mere skyldes de internationale konjunkturer end danske politikeres dygtighed, den dygtighed kan vi beundre, når vi ser på behandlingen af SKAT, udlicitering til italiensk mafia. Alex bræger som han har forstand til, sådan kan man også forsøge at aflede opmærksomheden fra LAs fatale konkurs.
Alex Vanopslagh er ikke gammel nok til at forstå, at fagbevægelsen har en afgørende betydning for at han kan leve det liv han gør i velstand. En velstand som alle danskere kan takke velfærdsstaten og de ægte fagforeninger for. Kald du dem bare for røde Alex. En velstand som en person som Alex Vanopslagh tager for givet og aldrig i livet har rørt en finger for. Kun nydt født med en sølvske i munden fra fødslen. Magen til tåbelig selvforherliget, egoistisk og forkælet vrøvl har jeg sjældent hørt.
Men noget skal manden jo gøre for at blive hørt, når LA kravler stødt, men sikkert underspærregrænsen - Hvis den var 5% som i Tyskland ville et sådant et parti, købt og betalt af landets absolut rigeste få personer, aldrig have sin gang på jorden.
Ligheden var stor – for danskerne var lige fattige. 300.000 danskere var arbejdsløse – hele 11 procent af arbejdsstyrken stod uden arbejde.
Vi har vel endnu flere arbejdsløse i dag. Forskellen er blot at 2/3 af dagens arbejdsløse masse ikke længere kan aflæses i arbejdsløshedsstatistikken, men blot er lagt ned i nogle andre kasser. Bl.a. optræder en dagpengemodtager, der er i "praktik", ikke længere i statistikken...
Hundredtusinder af børn voksede op med arbejdsløse forældre. Ak ja, alt var bedre i gamle dage. Også selv om de gamle dage var temmelig mistrøstige.
Jeg kniber næsten en tåre. Alt var virkelig hårdere i gamle dage. Dengang var det også moderne med brændt sienna på væggene. *gys*
Da DK vandt EM i 1992, stod der 8 måneder på Alex VanOpslaghs fødselsattest.
Jøsses...
Jeg var forresten forbi LA's facebookvæg forleden, hvor jeg fandt et gruppebillede, som jeg valgte at redigere lidt i. :)
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=2465018210284486&set=a.154190288...
Måske skulle Information følge op på denne artikelserie om fagbevægelsens magt med en artikelserie om kapitalens magt og hvordan denne kan inddæmmes og/eller modvirkes?
Ikke mindst i betragtning af, at fagbevægelsens magt vel nærmest må betegnes som aftagende, mens kapitalmagt gennem formuekoncentration, international kapitalmobilitet, skattely, svage internationale institutioner, finansielle dereguleringer, lettelse i beskatning af formuer og høje indkomster, sammenfiltring af private og offentlige interesser f.eks. i finansverdenen (svingdørseffekter) m.v. snarere på betegnes som voksende!
Det burde ikke være en hemmelighed, men ikke desto er der alt for lidt opmærksom om betydningen af kapitalmagt.
Skulle man i tvivl om dette, kan man f.eks. starte med at læse den tidligere CBS-professor Brooke Harringtons glimrende artikel i The Guardian: https://www.theguardian.com/us-news/2019/feb/07/why-the-wealthy-back-tru...
Man kan også erindre sig Warren Buffetts ord om den amerikanske situation – Buffett er ifølge Forbes verdens 4. rigeste mand – fra 2011. Men de har næppe mistet aktualitet – snarere tværtimod:
”there’s been class warfare going on for the last 20 years, and my class has won. We’re the ones that have gotten our tax rates reduced dramatically… So, if there’s class warfare, the rich class has won” (citeret i Washington Post, September 30, 2011).
Men fagbevægelsen står jo også svagt i USA…
@ Lise Lotte Rahbek
Udover at kronikken er et partsindlæg, så er det jo også skrevet af en retoriker, som har en Danmarksmester-titel i debat. Alex Vanopslagh kan hver eneste retoriske trick til fingerspidserne inklusiv alle de beskidte og det kan tydeligt ses. Der er alt lige fra konjunktions-fejlslutninger, bærplukning og adskillige stråmænd til gamle klassikere som argumentum e silentio, plurium interogationum, post hoc ergo propter hoc og argumentum ad nauseam i hans kronik. I alt eksisterer der over 300 logiske fejlslutninger, så der er nok at tage af for en trænet retoriker. Du (og andre) kan evt. selv gå på opdagelser efter hvor mange han har brugt i sin kronik. Der er en liste over de mest anvendte her, som kan bruges til assistance: https://www.nedersteetage.com/de-76-falske-argumenter/
Det er faktisk ret imponerende og der er ingen tvivl om at han selv tror på disse falske argumenter, eftersom det vil være svært at bruge dem så overbevisende uden selv at tro på dem, hvilket også er en vigtig faktor i at overbevise andre. Det er også en magtfuld og effektiv måde at debattere på, fordi det er meget tidskrævende at tilbagevise fejlslutninger med dokumenterede fakta. Han kan nå ti nye argumenter for hver gang en modpart tilbageviser et.
Alternativet til dette er hvis en modpart selv tyr til samme sæt af retoriske bøllemetoder, men så ender debatten i en ren påstand imod påstand situation. Typisk for sådanne situationer er at den stærkeste part vinder og Alex Vanopslagh er en meget stærk part. Han er folketingsmedlem, dm-vinder, tidligere LAU-formand, har tre større tillidsposter i København og er generelt ressourcestærk. Overfor det brede udvalg af borgere i Danmark vil han være den stærkeste part i ca. 9 ud af 10 tilfælde.
På disse sider er han oppe imod den dokumenteret højest uddannede læsergruppe blandt danske nyhedslæsere af etablerede aviser, så han har ikke helt den overmagt han er vant til, men det betyder i praksis kun lidt, fordi kronikken bliver videreformidlet i andre nyhedsmedier og på SoMe. Udover hvad han selv gør i denne retning, så er her både LA-vælgere og LA-medlemmer i Informations læserskare, som vil bringe kronikken ind i andre fora og der er også dem som gerne forsvarer og fortsætter han retorik på disse sider.
Ret beset har han opnået det han ville, uanset hvor mange af os, der peger på hans BS. Han får miskrediteret siddende regering og styrket den opposition han selv er en del af. Han skal bare fortsætte i samme stil frem til næste valg og så skal socialt bevis nok løfte ham op i en af de mere magtfulde positioner han ønsker sig.
Det er nu ellers let nok at finde eksempler på ren BS i hans kronik. Han langer ud efter reformerne af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp og kritiserede manglende modstand imod disse fra fagbevægelsen, men "glemmer" meget bekvemt at nævne at LA er forligspartner i disse reformer. Han "glemmer" lige så bekvemt at nævne at VLAK-regeringen efterfølgende gennemførte Jobreform2015 fase 1 og fase 2 med en indbygget, planlagt yderligere øgning af gini koefficienten og under lige så manglende modstand fra fagbevægelsen.
Ligeledes peger han på bindingen imellem LO-fagbevægelsen og Socialdemokratiet, som vi nok alle ved kan være problematisk, men reducerer denne til at være imellem FOA, Dansk Sygeplejeråd, BUPL og Danmarks Lærerforening og hele den samlede venstrefløjs partier. Dette kalder han "Et usundt økosystem, hvor fagbevægelsen støtter venstrefløjens dagsorden i valgkampe, så venstrefløjen kan sikre endnu flere offentligt ansatte – som igen kan sikre, at venstrefløjen fastholder magten."
Her bruger han en for disse fire forbund urelateret sag fra 3F til at "dokumentere" påstået adfærd og igen er det hvad han bekvemt undlader at nævne som afslører retorikken. Han nævner ikke det fagforbund som har fået den største fremgang i offentlige ansættelser og opgaver, samt ignorerer at nogle af dem han nævner har haft tilbagegang. Og med god grund, fordi det bliver jo noget svært at pege en anklagende finger imod den røde fagbevægelse, når forbundet med mest fremgang i offentlige ansættelser faktisk er DJØF.
Dette er nu engang sådan bærplukning fungerer. Man tager kun de fakta eller delfakta som støtter det argument man vil føre og undlader alle de fakta som står imod argumentet. Alex Vanopslagh gør dette meget flydende og rutineret. Det at han selv tror på i hvert fald det meste af det han skriver gør ham til en meget farlig mand. Hvor farlig kan blandt andet ses på noget af den sociale udvikling i LAU og hvordan han helt har undgået kritik for sin part i denne.
Han var formand for LAU fra 2014 til 2016 og gjorde sig fra start af talsmand for den markante holdning at kvinder ønsker at blive domineret seksuelt af mænd: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2014-11-20-la-ungdom-i-hed-koensdebat
Senest i 2015 starter en række overgreb på kvinder inde i selve LAU fra ledende mandlige medlemmer af LAU, men dette bliver først kendt af offentligheden i starten af dette år, hvor 7 kvinders vidnesbyrd og en politianmeldelse af sagerne på LAU's landsmøde offentliggøres at Alex Vanopslaghs forgænger på formandsposten Rasmus Brygger. Her endte problemerne med at tackle efterspillet i hænderne på den nye formand Carl Andersen. Vi ved dette ret præcist, fordi at der d. 26. juni i år blev afsagt en skyldig-dom i Odense Byret i en af de 7 kvinders sager omhandlende en voldtægt under et LAU-weekendkursus i Bred Kulturhus i Vissenbjerg i februar 2015. Og vi ved det fordi allerede inden dommen udtalte LAU's nye landsformand Signe Bøgevald Hansen til pressen: "Der har været en dårlig kultur, når det handler om sex og krænkelser." Dette uddyber hun med at LAU nu har taget en række initiativer for at forebygge overgreb.
Det står derfor klart at frem til 2014 havde LAU en landformand, som bevisligt reagerer med konsekvens og handlekraft overfor seksuelle krænkelser og at der også i dag sidder en landsformand, der gør det samme, men hvordan har formandens ledelse set ud i den mellemliggende periode? Og har der herfra været vist tegn på på den dårlige kultur Signe Bøgevald Hansen omtaler?
Alligevel er Alex Vanopslagh sluppet fra hele sin LAU formandstid med et næsten uplettet omdømme og var den dag, der faldt dom i Odense Byret, leder af LAU's moderparti Liberal Alliance. Radio 24syv fik givet ham lidt knubs, da de tog ham på fersk gerning i at forsøge at hindre LAU-medlemmer i at udtale sig om krænkelserne, hvilket han nogenlunde fik snakket sig ud af igen. Og det sker ikke igen, eftersom 24syv ikke længere er en trussel mod smarte politikere. En af de mere fantastiske detaljer i forløbet er da han kommer med følgende udtalelse til pressen: "Jeg kan stadig den dag i dag være forbløffet over, at der ikke var nogen, der kom til mig." https://www.information.dk/telegram/2019/06/tidligere-medlem-las-ungdom-...
Jeg er 100% sikker på at både du og alle andre kvinder, kan komme med nogle rigtigt gode svar på, hvorfor de 7 seksuelt krænkede kvinder i LAU ikke søgte hjælp hos Alex Vanopslagh. Nogle af disse vil sikkert også forbløffe ham, men det værste ved hele sagen, er et spørgsmål som endnu ikke har været stillet offentligt. Vi ved fra en lang række kilder at seksuelle krænkelser mod kvinder og herunder voldtægt er forbundet med underrapportering og meget store skyggetal, så når 7 kvinder er stået frem, hvor mange andre er så ikke? Hvor mange ofre har den dårlige kultur i LAU i virkeligheden kostet?
Og imens jeg har skrevet dette her, kom der en hertil relevant nyhed. Østre Landsret har lige omstødt dommen fra Odense Byret til en frifindelse, begrundet i at beviserne er utilstrækkelige, fordi der er gået så lang tid fra episoden skete, til den bliver anmeldt. Da politiet ikke har ført de 6 andre anmeldelser for retten, så er spørgsmålet om krænkelser og dårlig kultur i LAU nu endt i ren påstand imod påstand, hvor alle frit kan tro hvad de har lyst til. https://www.dr.dk/nyheder/indland/et-tidligere-medlem-af-liberal-allianc...
Dette var desværre hverken første eller sidste gang han er sluppet ud af prekære situationer, som normalt sender pressen ud i karriereødelæggende shitstorme. Et andet eksempel er at imens han stadig ledede ungdomspartiet, studerede han public affairs i landbrugets lobbyorganisation Landbrug og Fødevarer og efter tiden som landsformand i LAU blev han i 2016 professionel lobbyist lige præcis her: https://www.grace-pa.com/om-grace/
Dette forblev han frem til at lønnen som lobbyist kunne udskiftes med lønnen som folketingsmedlem, hvilket betyder at han under hele valgkampen til folketingsvalget var lobbyist tilknyttet Dansk Industri og The American Chamber of Commerce. Også dette er han sluppet uplettet fra og det er endda ukendt af vælgerflertallet. Ved valget hvor LA samlet set fik en rungende øretæve af vælgerne, så blev Alex Vanopslagh samtidigt partiets største stemmesluger. Midt i en tid hvor den samlede danske presse har haft stigende fokus på svingdøren imellem erhvervslobbyen og Folketinget, sejler han sikkert ind i Danmarks politiske maskinrum, uden at være blevet hæmmet af kritiske spørgsmål i pressen. I dag har han 6 ordførerskaber og sidder i Ervervsudvalget, Beskæftigelsesudvalget og Miljø og Fødevareudvalget.
Der mere teflon på Alex Vanopslagh end der nogensinde har været på Lars Løkke Rasmussen og han har samme slags politiske "kvalifikationer" plus et helt sæt af egne, en brændende tro på sin ideologi og ungdommens energi til at bruge det hele. Ligegyldigt hvad han skriver og siger, bør han på ingen måde undervurderes eller negligeres, fordi når det kommer frem i offentligheden, så har han allerede foretaget de to næste træk. Han flytter sig hele tiden, så han kan aldrig blive angrebet hvor han er, men kun hvor han var. Det skidt hans egen adfærd skaber vil ganske simpelt ikke klæbe fast på ham, medmindre at han bliver begravet under et helt bjerg af det. Han er kun lige fyldt 28 år, har allerede et pengestærkt og magtfuldt netværk bag sig og er kun et fløjpolitisk magtskifte fra at kunne sætte sig på en ministerpost, hvilket kan ske indenfor 4-8 år. Er man en af de 90% af danske borgere, som ikke selv er en del af Danmarks elite, så kan hans farlighed nærmest ikke overvurderes.
Det er ganske simpelt ikke nok at kalde ham ud på de mange udokumenterede og udefinerede påstande, han bruger i sine argumenter, fordi for titusinder af fans og tusinder af unge politikerspirer er hans ord sandhed indtil de bliver modbevist. Ikke bare efterlader det for meget plads til at han fortsat øger sin magt over samfundet, men Alex Vanopslagh er også den første skoledannende succes for hundredvis af en ny type af unge højreliberale løver, som er stærkt inspirerede af de hårdeste ender af USA's politiske landskab. Bliver han ikke bremset ned af modstand, så har vi om få år nogle meget større problemer med sammenbindingen af ejerskab, frihed og rettigheder, end dem vi allerede har fået.
Hvis ikke vi vil have dette, så skal hvert eneste af hans argumenter mødes med et sagligt modargument og hver eneste påstand køres igennem et dokumenteret faktatjek og dette skal gøres skriftligt og online-tilgængeligt på hver eneste platform han udbreder sine holdninger på. Hans retoriske evner og den hastighed han kan flette påstande sammen i gør at dette er en kollektiv opgave for rigtig mange mennesker. Hvis ikke vi vil have det Danmark som Alex Vanopslagh drømmer om, så kan vi enten gøre det nu eller fortryde at vi ikke gjorde det senere.
Det er jo sin sag, at skulle modgå alle argumenter i hans indlæg om fagbevægelsens og velfærdsstatens oprindelse i denne artikel med faktuelle modargumenter. Det ville intet mindre end kræve en større afhandling, som kommentarsporet næppe åbner rum for.
Det rækker i alle tilfælde for undertegnede, at se hans indlæg som "forskruet" og ude af takt med, at både velfærdsstaten og fagbevægelsen har et historisk ophav, og at kapital kan modstilles arbejde i et kapitalistisk samfund. Men han lægger naturligvis op til en vældig konsensusforståelse.
Hvad skulle lønmodtagerne ellers have stillet op, hvis de ikke skulle have sluttet sig sammen i faglige foreninger? Og var fælleskab og solidaritet ikke netop en forudsætning for succes i et sådant forehavende?
Næ der var en verden før Alex Vanopslagh blev født, og liberale reformer har såmænd nok haft deres pris, og verden er ikke ubetinget gået frem siden da. I dag kan man møde fattigdommen på hvert gadehjørne, - noget der var sjældent før 92. Men som sagt "forskruet" er det ord der falder en ind når man læser hans indspark i debatten.
Brian W
Jeg erkender blot, at jeg ikke orker/har tid/magter at følge Vanopslaghs utallige vrangforestilliger op med fakta på sociale medier eller andre steder.
jeg kan godt se værdien i at gøre det. Han er uden tvivl dårlige nyheder..
Men jeg er heller ikke sikker på at jeg ønsker at ofre ham ret meget opmærksomhed. For mig er han bare endnu en Paludan. Der er så mange ting at gøre i denne verden, også af positiv art, og jeg vælger ham og hans vrøvl fra.
Jeg kan alligevel ikke hindre nogen i at TRO, på at han har ret, ved hjælp af logik.
Det største problem hvad angår monopol tilstande ses vel inden for kapitalen selv, da monopoler jo dels kan kontrollere samtlige led i produktionsprocessen, men også begrænse konkurrencen, og derved tilegne sig ekstra profitter.
I øvrigt er der ikke noget specielt i, at fagforeninger får en lidt monopolpræget karakter. En gammel kapitallogisk forståelse af fagforeninger er netop, at fagforeninger ved, at begrænse udbuddet af arbejdskraft inden for et område, har mulighed for dels, at skabe bedre lønninger og vilkår, Og det sås jo også i sådan noget som eksklusiv aftaler mv.
Næ den tematik man med rimelighed kunne rejse er, at det netop er et problem, at fagbevægelsens betydning er blevet reduceret i en neoliberal verden, hvor fagbevægelsen ikke har haft noget modsvar til internationaliseringen af kapitalforholdene, men hvor arbejdskraften også kan bevæge sig frit. Noget der også har betydning i forhold til social dumping, som Alex Vanopslagh får nævnt i en håndevending.
Kriteriet for fagbevægelsens succes var også dens enhed, og i realiteten underminerer gule fagforeninger og arbejdskraftens frie bevægelighed vilkårene for mange danske lønmodtagere. Men den side af sagen har Alex Vanopslagh øjensynligt ikke blik for.
Marie Jensen,
Jeg 'basher' ikke kvinder, ej heller homoseksuelle, 'non-binære', mennesker af anden etnisk oprindelse. eller nogen anden form for minoritet.
Jeg 'basher' alene en for mig at se særdeles privilegeret klasses bemærkelsesværdige og for deres egen klasseposition ufarlige optagethed af 'minoriteters' interesser, mens den i en og samme bevægelse søsættes kronik-serier om legitimiteten i arbejderbevægelsens forankring i venstrefløjen.
Forstår du betydningen af det spørgsmålstegn, som her sættes i verden? Jeg tvivler...