Kronik

Samler vi os om bevidst forbrug, kan vi give den herskende klasse reel modstand

Arbejderne har ikke længere en fælles identitet. Nu er vi alle gjort til forbrugere. Men bliver vores forbrug bevidstgjort og kritisk, kan det blive en fællesidentitet for massen, der skaber modvægt til den herskende klasse, skriver social- og sundhedsassistent Jonas Palm i dette debatindlæg
Arbejderne har ikke længere en fælles identitet. Nu er vi alle gjort til forbrugere. Men bliver vores forbrug bevidstgjort og kritisk, kan det blive en fællesidentitet for massen, der skaber modvægt til den herskende klasse, skriver social- og sundhedsassistent Jonas Palm i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
5. oktober 2019

Det frie individ. Denne idé har den herskende klasse lykkedes med at vinde arbejderen for. Det har givet den herskende klasse en styringsmekanisme til at maksimere udnyttelsen af arbejderen – og samtidig sikre, at massen af arbejdere bruger deres løn på en måde, så deres værdiophobning reelt set kun er luftkasteller. For deres værdier bliver ikke omsat til magt, der kan true den herskende klasse.

Konsekvensen af individualismen er, at massen ikke længere har en fælles identitet. Proletariatet er blevet splittet op efter del og hersk-metoden. Småfraktioner af massen, såsom kristne, surfere, politisk aktive eller fodboldfans, har hver deres værdisæt, krav og bevidsthed.

De kan hver for sig udfordre den herskende klasse på mærkesager og skabe små forandringer, men da massen ikke længere har en fælles identitet og bevidsthed, har den ikke styrken til at kræve og skabe reelle strukturelle ændringer.

Samtidig er de fragmenterede identiteter ikke bundet op på ideologier, som sætter en normativ retning. Religion giver mening for religiøse, fodbold for fodboldfans, men hverken gud eller fodbold er retningsgivende ideologier, selv om begge dele giver mening for de enkelte sekters medlemmer.

Fagforeninger og politiske partier er blevet adskilt. Der er ikke længere tale om en arbejderbevægelse, men derimod praktiske, konservative foranstaltninger, der arbejder på at bevare status quo. Fagforeningerne sikrer overenskomsten og hjælper med, at den bliver overholdt.

Midtsøgende venstreorienterede partier arbejder for at sikre velfærdsstaten, undgå de værste konsekvenser af kapitalismen og indgå kompromiser, der tilgodeser almenvellet uden at udfordre den herskende klasses fortsatte overtagelse af verdens værdier.

Middelklassens illusion

For middelklassen er denne struktur stort set uproblematisk. Da den herskende klasse profiterer kraftigt på middelklassen, vil den gå langt for at sikre en tilfreds middelklasse.

Samtidig er identiteten som en ironisk, individualistisk forbruger med egen kapital et stærkt og behageligt narrativ. Middelklassen skaber sig identitet ved at kalde sig frigjorte, oplyste, veluddannede eller den kreative klasse. Middelklassen vil gå meget langt for at forblive i den illusion.

Middelklassen distancerer sig således fra lønarbejdermentaliteten, mens de tjener den herskende klasses interesser i stedet for almenvellet.

Den marxistiske revolution blev undgået ved at give arbejderen følelsen af selv at være kapitalist og dermed overbevise ham om, at det ikke ville være i hans interesse at omstyrte samfundsstrukturen. Massens identitet som proletarer blev erstattet med en identitet som individualist.

Denne styring af arbejderen er så stærk, at middelklassen, som rent faktisk genererer egne ressourcer nok til at omstyrte den herskende klasse og skabe social retfærdighed, vælger at bruge sine ressourcer på at styrke den herskende klasse gennem sit forbrug.

Den øvre og midterste del af middelklassen kan teoretisk set frisætte sig. De har et reelt frit valg og kan udfordre den herskende klasse, men vælger altså ofte at indordne sig. Den herskende klasse har en fest og kan gøre, som de vil.

Det er ikke et fuldstændig dysfunktionelt samfundssystem. Så længe det tjener den herskende klasses interesser, vil problemer blive løst. Klimakrisen vil blive imødeset, men først når den får mærkbare konsekvenser for den herskende klasses profit.

Middelklassen vil kunne beholde sine lån og illusioner, da den herskende klasse har brug for deres velvilje som garant mod større omfordeling af verdens værdier og som købestærke forbrugere.

Hægtet af

Hverken den herskende klasse eller middelklassen interesserer sig synderligt for den lavere del af middelklassen og de lavere klasser.

Den lavere del af middelklassen vil ofte identificere sig med den midterste middelklasse og går med drømmen om eget hus og bil. Det holder dem på plads. Fagforeninger og midtsøgende venstreorienterede partier sikrer, at de ikke så nemt ryger ned i de lavere klasselag i form af rimelig lønudvikling, a-kasse, boligsikring og friplads i børneinstitutioner.

Den nederste middelklasse og de lavere sociale lag har ikke økonomisk frirum til at udfordre den herskende klasse. De er proletariatet, men uden den stærke proletaridentitet.

De lavere sociale lag tyr til alternative fortællinger for at sikre sig en identitet. Nogle af disse skabes af den herskende klasse. Det drejer sig om livsstile, der genererer forbrug, men disse identiteter er svært tilgængelige for den lavere sociale klasse, da den pr. definition ikke har råd til øget forbrug.

At være forbrugere af bestemte typer mærketøj, at finde det nødvendigt at rejse på ferier, er ikke økonomisk muligt for mennesker på overførselsindkomst eller med perifer tilknytning til arbejdsmarkedet.

At tage en uddannelse er identitetsskabende og vejen frem til at blive en del af middelklassen og dens hykleriske, men behagelige identitetsnarrativer. Men ikke alle formår at tage en uddannelse, og ikke alle uddannelser fører til høje lønninger eller fast arbejde.

Derfor kan det at være udlært serviceassistent med deltidsjob eller arbejdsløs akademiker klinge noget hult som fællesskabende identitet. At være arbejdsløs er bare en dårlig fortælling; ligeledes at være working poor.

De lavere sociale lag er hægtet helt af. De tilbydes intet bekvemt og behageligt narrativ, der er positivt identitetsskabende.

Forbrugermagt

Fælles for alle disse individualistiske forbrugs- og uddannelsesbestemte identiteter er, at de ikke kan samle nogen masse. De danner ingen modvægt til den herskende klasse.

Vi er alle gjort til forbrugere. Forbrug er magt. Men i dag bliver vores forbrug brugt som samfundsbevarende og undertrykkende redskab af den herskende klasse.

Men hvis en samlet skare aktivt fravælger bestemte typer produkter, stiller krav til kvalitet, bæredygtighed og rimelige arbejdsforhold, kan det ændre produktionsforhold og få store konsekvenser for enkelte personer fra den herskende klasse.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Den herskende klasse, der samlet set sidder på produktionsapparatet, vil naturligvis få udvandet forbrugerkravene, skabe forvirring og tvivl i en sådan grad, at der ikke vil være tale om store strukturelle ændringer.

Men bliver forbrug bevidstgjort og kritisk, kan det at være forbruger blive en samlende fællesidentitet for massen – en modvægt til den herskende klasse.

Det er en vigtig pointe, at den enkelte forbruger selv skal tage aktivt stilling til, hvad denne ønsker at være kritisk over for. Derved bliver det sværere for kommercielle interesser at manipulere massen i en bestemt retning.

Så undgår man også, at der udelukkende kommer fokus på enkelte mærkesager, faktisk kan et generelt kvalitetsløft i vareudbuddet og produktionsapparatet blive resultatet.

Samtidig vil den mangesidede kritik forsinke den herskende klasses kontraangreb, da der ikke vil være én klar problemstilling, som en veltilrettelagt og godt spundet kontrakampagne kan imødekomme.

Den samlende forbrugeridentitet vil bygge på det simple udgangspunkt, at vi er bevidste om vores forbrug. Ligesom proletaren kunne ranke ryggen og sige: ’jeg er arbejder’, vil mennesket kunne ranke ryggen og stolt sige: ’jeg er forbruger’.

Jonas Palm er social- og sundhedsassistent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Borgere der ejer en bolig og en bil, er i reglen gældsatte og dermed afhængige, af den ikke bæredygtige pseudo økonomiske vækst, der er drivkraften i den hurtigt accelerede klimakatastrofe skabende forbrugersamfunds død.

Det er politik, der har en fremtid, der mangler!

En politik der sikre overlevelse for borgerne, hvor der ingen udsigt er til alternativer til fossilt brændstof i de mængder, det kræver, at opretholde den nuværende forbrugerisme globalt.

Niels Duus Nielsen, Pia Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er en glimrende analyse af hvordan den private individualisme har undergravet fællesskabet.
Men konklusionen forekommer ærlig talt noget selvmodsigende.

For hvordan kan den laveste socialklasse påvirke den højeste via sit forbrug, når overførselsindkomsterne er blevet så lave og fortsat udhules, efter årsskiftet nu med tvangsopsparing til ATP, at dens købekraft er nærmest ikke-eksisterende?

For laveste socialklasse gælder det om ALDRIG at få uforudsete udgifter, så som et køleskab der lækker, et toilet der løber eller en smadret telefon, for de har ikke råd til nye ting, ej heller til en ganske almindelig indboforsikring.
De skal hver uge vælge om de har råd til medicin eller mad, og en bil kan man ikke eje, hvis den er over 10.000 kroner værd, for det er formuegrænsen, hvis man er på kontanthjælp.

Man benytter sig af genbrugstøj, skralder mad i supermarkedets containere, eller får eventuelt hjælp på Facebook eller af Kirkens Korshær.
Denne klasse flyver aldrig, tager aldrig på krydstogt, eller i det hele taget ud af landet.
De har ikke planer om udskiftning af samtalekøkkenet eller et nyt badeværelse.
De genbruger og bytter for et godt ord.

Kortsagt, de lever enormt miljø- og klimavenligt - ufrivilligt.
Alligevel er det dem, der af Dansk erhvervsliv er udpeget til at skulle holde endnu mere for i den grønne omstilling ved at blive erklæret jobparate, uanset hvor syge de er.

Nej, det er ikke fra denne gruppe, forbrugerrevolutionen får magt. Selvom de er tvangsindlagte first-movers..

ingemaje lange, Thomas Tanghus, Niels Duus Nielsen, Pia Nielsen, Lillian Larsen, Carsten Svendsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Støt din lokale købmand, hvis du vil hjælpe med dit forbrug.

Det er kun de små private købmænd, hvor man kan købe på klods, de er helt uundværlige og der bliver færre af dem i takt med uligheden stigers.

Arbejdende fattige og underklassen har ofte en ustabil økonomi.

Eva Schwanenflügel

Philip, desværre er den lokale købmand også ofte det dyreste valg..
Men det er godt at støtte dem, og det sidste sted man kan købe på klods.
- Klart at foretrække fremfor dyre kviklån !!

Niels Duus Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bevidst forbrug er minimalt forbrug. Sværere er det såmænd ikke.