Læserbrev

Smid Tyrkiet ud af NATO

Vi kan ikke være i forsvarsalliance med et regime, der fængsler kritiske journalister og bruger kræfter på at bekæmpe vores allierede. Tyrkiet må ud af NATO, skriver landsformand for Konservativ Ungdom i dette debatindlæg
18. oktober 2019

Tyrkiet har intet at gøre i en vestlig forsvarsalliance. Dette bør stå lysende klart for enhver efter det tyrkiske angreb på de kurdiske syrere, der har været Vestens nærmeste allierede i kampen mod IS. Imens kurderne har sat deres liv på spil i kampen for selvstændighed og frihed fra det islamiske kalifat, så har Erdogan siddet passivt på sidelinjen.

Ifølge nogle rapporter har Tyrkiet endda direkte understøttet IS med træning af soldater, samt givet jihadister fri adgang til at rejse til Syrien.

Mange forsvarer Tyrkiets medlemskab af NATO med, at det er bedre at have et stærkt militær på vores side end imod os, men hvad er i grunden forskellen, hvis de alligevel bruger deres militær til at bekæmpe vores allierede?

I det argument ligger også en grundlæggende misforståelse af, hvad NATO er. NATO er en forsvarsalliance for demokratiske, frihedsorienterede, vestlige nationer, der er villige til at sætte liv på spil for hinanden.

Hvis Tyrkiet får rodet sig ud i en storkrig i Mellemøsten, så betyder dette i yderste konsekvens, at danske soldater skal dø i kampen for Erdogans regime. Det mener jeg ganske enkelt ikke, vi kan leve med.

For det er ikke kun i Syrien, at Erdogan bekæmper alt, vi står for. Internt i landet har han over de seneste ti år, langsomt men sikkert, udvandet retsstatsprincipper som uafhængige dommere og presse og erstattet dem med marionetdukker og censur. Tyrkiet er nu et af de lande i verden, der fængsler flest journalister. Er det virkelig et regime, vi mener hører hjemme i vores demokratiske alliance? Det mener jeg i hvert fald ikke.

Trump har med sin hovedløse beslutning om at give Tyrkiet grønt lys i Syrien givet Erdogan en fri mulighed for at vise, hvad han i virkeligheden vil. For Erdogan drømmer om at generobre tabt prestige og dominans som Mellemøstens ubestridte leder, og hans først skridt er Syrien.

Mit håb er, at det bliver et wakeupcall til vestlige demokratier om, at det er på tide at stille Tyrkiet stolen for døren. Lad os smide Tyrkiet ud af NATO og dermed vise verden, at vi står ved vores principper.

Vi står side om side med dem, der kæmper kampen for frihed med os.

Af Anders Storgaard, landsformand i Konservativ Ungdom

Demonstration i Beirut efter drabet på den den kurdiske politiske leder Hevrin Khalaf, der angiveligt blev begået af tyrkisk støttede tropper.
Læs også
Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien er resultatet af et geopolitisk magtspil, som endnu engang har efterladt kurderne med sorteper: »Hvis man vil sikre sin befolkning, skal man have sit eget land. Det har kurderne ikke,« siger militæranalytiker Henrik Breitenbauch.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Ulf Olsen
Britta Hansen og Ulf Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo USA, der har muliggjort det tyrkiske overfald på kurderne, så vi bør vel ligeledes sparke USA ud af NATO?

Brian Nocis Jensen, Thomas Tanghus og Peter Andersen anbefalede denne kommentar