International kommentar

Sociale revolter i rige byer er et tegn i tiden

Paris, Hongkong og Santiago hører til verdens rigeste og mest konkurrencedygtige byer, så hvorfor er de skueplads for så omfattende protestbølger?
Selvom Paris, Santiago og Hongkong er tre af verdens rigeste byer, er eller har der i disse byer været voldsomme folkelige protester. Derfor er det nødvendigt at kigge på andre mere sociale faktorer, mener dagens klummeskribent Jeffrey D. Sachs. Her er et billede fra Hongkong, hvor der har været vedvarende uroligheder siden marts.

Selvom Paris, Santiago og Hongkong er tre af verdens rigeste byer, er eller har der i disse byer været voldsomme folkelige protester. Derfor er det nødvendigt at kigge på andre mere sociale faktorer, mener dagens klummeskribent Jeffrey D. Sachs. Her er et billede fra Hongkong, hvor der har været vedvarende uroligheder siden marts.

Tyrone Siu

Debat
28. oktober 2019

Tre af verdens rigeste byer har i år været skueplads for voldsomme protestoptøjer.

I Paris udbrød De Gule Vestes revolte i november 2018 og stod på i adskillige måneder, før de omsider døede hen. Hongkong har oplevet vedvarende uroligheder siden marts. I denne måned eksploderede Santiago i folkelig vrede, efter at Chiles præsident, Sebastian Pinera, havde beordret prisen på metrobilletter til at stige markant.

Selv om hver protestbølger udspringer af lokale forhold, fortæller de samlet set en større historie om, hvad der kan ske, når oplevet uretfærdighed og lav social mobilitet smelter sammen.

Målt på BNP pr. capita er de tre storbyer forbilledligt fremgangsrige. Pr. capita-indkomsten ligger i Hongkong på omkring 40.000 dollar, i Paris er den over 60.000 dollar. Med 18.000 dollar er Santiago en af Latinamerikas mest velstående byer. Men selv om de tre storbyer således oplever en stor økonomisk succes og hører til blandt verdens mest konkurrencedygtige, mærker store dele af lokalbefolkningen ikke fremgang på det personlige plan.

Det ved vi fra Gallups årlige globale ’lykkeundersøgelse’, 2019 World Happiness Report.

På spørgsmålet »Er du tilfreds eller utilfreds med den personlige frihed til at vælge, hvad du vil i dit liv?«, ligger Hongkong på en 66.-plads, skønt Hongkongs BNP pr. capita er verdens niendehøjeste.

Samme diskrepans ser vi i Frankrig: Landet er nr. 25 på BNP pr. capita, og nr. 69 hvad angår oplevet personlig valgfrihed, mens de respektive placeringer for Chile er nr. 48 og nr. 98.

Fortvivlelse

Ironisk nok har Hongkong ifølge opgørelser fra Heritage Foundation den højeste økonomiske frihed i verden. Ikke desto mindre føler Hongkongs borgere sig altså ikke frie i dagligdagen. I alle tre lande er der især blandt unge betydelig fortvivlelse over, hvor svært det er at finde velbetalte job og boliger, der er til at betale.

I forhold til gennemsnitslønninger er boligpriserne i Hongkong blandt verdens højeste, mens Chile har den højeste indkomstulighed blandt OECD-landene. I Frankrig er børn af elitefamilier begunstigede, men de meget høje boligpriser i landets mest driftige storbyer driver almindelige mennesker ud i periferien og ud i afhængighed af egen bil eller et velfungerende kollektivt transportsystem.

Det er symptomatisk, at transportomkostninger – i Frankrig benzinafgifter og i Santiago metrobilletpriser – blev gnister til de folkelige vredeseksplosioner.

Hongkong, Frankrig og Chile er langtfra ene om at måtte konfrontere sociale mobilitetskriser og dyb forurettelse over ulighed.

USA oplever kraftig vækst i selvmordsraten og andre tegn på social stress såsom massenedskydninger i en epoke, der er kendetegnet ved historisk ulighed og et kollaps i den offentlige tillid til stat og regering. Fortsætter USA ud ad det nuværende politiske og økonomiske spor, vil fremtiden også her bringe sociale vredeseksplosioner.

Ranglister

Kan vi lære noget af disse tre tilfælde? Påfaldende er det, at alle tre regeringer blev overrumplet af protesternes omfang og varighed og længe troede, at de kunne inddæmmes alene ved politiets hjælp.

Den vigtigste, men i grunden ikke overraskende lære er dog, at traditionelle økonomiske målestokke for velfærd ofte kan være aldeles uegnede til at lodde en befolknings sande tilfredshed.

BNP pr. capita måler nok den økonomiske gennemsnitsindkomst, men fortæller os ikke spor om velstandsfordeling eller den pågældende befolknings oplevelse af uretfærdighed, finansiel sårbarhed eller andre parametre, herunder tillid til regering og stat, der påvirker den generelle levestandard. Ej heller er ranglister for global konkurrencedygtighed eller økonomisk frihed i stand til at belyse menneskers oplevede livssituation.

Der er brug for andre metoder for at indkredse sådanne forhold som oplevet personlighed frihed, tillid til regering, stat og medborgere og andre dimensioner i det sociale liv, som er væsentlige for en samlet vurdering af levestandarden.

Økonomisk vækst uden retfærdighed eller miljømæssig bæredygtighed er en opskrift på social uro, ikke på velfærd. Der er brug for bedre offentlige tjenester, en større omfordeling fra rig til fattig og større offentlige investeringer i miljømæssig bæredygtighed.

Selv tilsyneladende fornuftige politikker som højere afgifter på motorbrændstof eller højere metropriser for at finansiere udbygning af kollektiv transport kan meget vel føre til omfattende uroligheder under vilkår, hvor den sociale tillid er lav, uligheden høj og oplevelsen af uretfærdighed udbredt.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christina Hansen

Der findes en målestok for økonomisk ulighed. Den heddder gini-koefficienten. Hvis den er over 0,40 er den oplevede sociale ulighed så høj, at der forøget risiko for social uro og opstand. Dette er den historiske viden, som der ligger om gini-koefficienten. Kina har i mange år droppet at offentliggøre gini-koefficienten. Det kunne være interessant at undersøge Gini-koefficienten for verdens større byer, f.eks også København.

Torben Lindegaard

@Jeffrey D. Sachs

Du er lidt længe om at komme frem til erkendelsen af, at BNP pr. capita ikke siger ret meget om det enkelte individs indkomst - og da slet ikke individets generelle tilfredshed.

I min tid brugte underviseren Kaj Munk som eksempel.
Kaj Munk tjente vel i sin tid lige så meget som resten af kommunen tilsammen, så uden ham havde kommuneskatten været anderledes belastende.

Torben Lindegaard

@Jeffrey D. Sachs

Du er lidt længe om at komme frem til erkendelsen af, at BNP pr. capita ikke siger ret meget om det enkelte individs indkomst - og da slet ikke individets generelle tilfredshed.

I min tid brugte underviseren Kaj Munk som eksempel.
Kaj Munk tjente vel i sin tid lige så meget som resten af kommunen tilsammen, så uden ham havde kommuneskatten været anderledes belastende - og en almindelig middelværdiberegning af den gennemsnitlige indkomst pr. capita siger lige nøjagtigt ingenting. Median eller typetal kan derimod anvendes i dette tilfælde.

Philip B. Johnsen

Alle ved det, at alle andre i verden ved det, så spændingen stiger globalt!