Kronik

Staten skal ikke støtte kultur. Staten skal investere i kultur

Staten skal investere massivt i de skabende kunstnere personligt. Ikke kun fordi kunst er vigtig, men fordi det også giver mening rent samfundsøkonomisk. Selv hvis man hader kunst, bør man gå ind for en fordobling af arbejdslegaterne under Statens Kunstfond, skriver forfatter og formand for Danske skønlitterære Forfattere Peter Adolphsen i dette debatindlæg
Den økonomiske støtte til de skabende kunstnere skal fordobles, mener forfatter Peter Adolphsen. På den måde kan kunstnere få ro til at skabe kvalitet, og det vil ikke kun være til gavn for de enkelte kunstnere, der kan skabe successer inden for deres felt, det vil også være til gavn for forlag, distributører, boghandlere – og i sidste ende samfundet, der vil modtage skattepenge.

Den økonomiske støtte til de skabende kunstnere skal fordobles, mener forfatter Peter Adolphsen. På den måde kan kunstnere få ro til at skabe kvalitet, og det vil ikke kun være til gavn for de enkelte kunstnere, der kan skabe successer inden for deres felt, det vil også være til gavn for forlag, distributører, boghandlere – og i sidste ende samfundet, der vil modtage skattepenge.

Gonzales Photo

26. oktober 2019

Kære politikere. I står med ansvaret for, at samfundet hænger sammen: En kompleks maskine, der skal holdes kørende og samtidig konstant fornyes. Dette arbejde begynder og slutter med at fordele et budget. For det handler selvfølgelig om at prioritere: skoler, sygehuse, plejehjem, renovation, vandforsyning, kloakering, veje, idrætsliv og så videre. Der skal være råd til det hele. Plus grøn omstilling, bedre normeringer og så videre.

Alle disse basisfunktioner for et samfund skal være på plads, før der kommer glasur på. Og i de fleste danskeres forstand, når de tænker på samfundskagen, er glasuren lig med kultur. Og glasur vil vi danskere have, så vi finansierer velvilligt en bunke kulturinstitutioner: biblioteker, museer, tv- og radiokanaler, teatre, kulturhuse og koncertsale.

Men sat på spidsen: Når der skal prioriteres – og det er netop jeres job som politikere – så ved vi godt, at kultur kommer til sidst. Først efter alle de andre udgiftsposter er allokeret, kan vi se på, om der er råd til kultur. Umiddelbart et indlysende fornuftigt standpunkt. Det er simpel behovspyramide. Først skal borgerne have mad og et trygt sted at sove. Så kan vi arrangere polka i forsamlingshuset bagefter.

Men det skal tænkes helt omvendt. Staten skal ikke støtte kultur. Staten skal investere i kultur (og her forlader vi så kagebilledet, fordi jeg ikke ved, hvordan man investerer i en kage). Fordi faktum er: Hvis vi både nu og i fremtiden skal have råd til sygehuse, skoler og veje og alt det andet, så skal vi investere MASSIVT i kultur.

Og her kommer den gode nyhed: En massiv investering det rigtige sted – en fordobling faktisk – er latterligt billigt, sammenlignet med så mange andre poster på statsbudgettet (ingen nævnt, umådelig mange glemt). Vi taler virkelig om pebernødder: 75 mio. kroner.

Fordi – og det her er meget vigtigt – staten skal investere klogt. Skattekronerne skal lægges, hvor afkastet bliver størst. Den skal investere direkte i kultur- og underholdningsindustriens råvareproducenter, nemlig de skabende kunstnere.

Det er så uheldigvis – men i sagens natur også nødvendigvis – bare sådan, at netop denne investering er den sværeste at måle, fordi den spreder sig som ringe i vandet.

En ideel investering

Lad os tage et eksempel: Kaspar Colling Nielsen, en af de allermest begunstigede af Statens Kunstfond de senere år. Han lavede selv sit regnestykke i en artikel hos internetmediet POV International sidste år:

»Jeg har modtaget omkring 1,5 mio. kroner før skat (cirka 750.000 efter skat). For de penge har jeg skrevet tre bøger, som har solgt cirka 50.000 eksemplarer, der ved en stykpris på cirka 200 kroner har omsat for cirka 10.000.000 kroner. Jeg har fået 1,5 mio. kroner af det beløb (15 procent i royalties), som jeg har betalt skat af (cirka 750.000). Staten har altså allerede fået sine penge hjem af skatten fra mine royalties.«

»De resterende 8,5 mio. kroner er tilfaldet forlag, distributør, boghandlere og andre, som alle betaler skat af deres overskud og har medarbejdere, der betaler indkomstskat. Hvis vi beskedent antager, at 20 procent er gået til skat, så har staten altså netto tjent 1,7. mio. kroner på at støtte mig. Hvis vi medregner momsen, er statens indtægt tæt på det dobbelte.«

Staten har altså fået investeringen i Kaspar Colling Nielsen 2,5 gange tilbage, og det er bare i første omgang. Hans bøger er blevet oversat til en lang række sprog, hvilket genererer både indtægter og positiv omtale for Danmark i udlandet. Teatre har iscenesat hans historier, både i Danmark og i udlandet, film er produceret. Og han er i forfattersammenhæng en vårhare på kun 45 år.

Set med Statens øjne er Kaspar Colling Nielsen en ideel investering. Han kan forventes at give afkast i en lang årrække (måske endda hinsides sin død). Han lægger ikke beslag på mere jord end en treværelseslejlighed, han forurener ikke synderligt (han går ud på altanen for at ryge og er i øvrigt renlig og spiser pænt). Han bidrager til positiv omtale i ind- og udland. Teaterstykker, film. Underholdning og identitetsskabende fortællinger. Ringe i vandet.

Dette er selvfølgelig såkaldt anekdotisk bevisførelse og holder bogstaveligt talt ikke i byretten: Kaspar Colling Nielsen tilhører en lille gruppe af forfattere, der defineres som bestsellere – langt de fleste danske skønlitterære forfattere sælger mindre.

Et økosystem

Men tillad mig her at bruge et andet naturbillede: En skov. Skoven kan man som bekendt ikke se for bare træer. Lidt på afstand ses kun trækroner. Træerne er så bestsellerforfatterne. De tjener penge til sig selv, selvfølgelig, men også til forlag og boghandlere og bogmoms. Og kunstnere er i øvrigt ret dårlige til at ’skatteoptimere’, modsat så mange andre brancher.

Ganske som i en skov er der også i kunstens verden mange andre slags gevækster end bare træer. Faktisk det store flertal: græsstrå, buske, svampe, spirer og så videre. Og det hele hænger sammen i et økosystem.

Når bestsellerforfattere i interview afæskes deres egne læsevaner, nævner de påfaldende ofte temmelig ’smalle’ forfattere. Alle forfattere ved, at man først er læser og siden forfatter. Og man bliver, hvad man spiser. Det hele hænger sammen: et økosystem.

De statslige investeringsmidler er finansiel gødning, der skal spredes i hele skoven, (og husk, at selv de største træer var små engang). Og gødningen skal placeres, hvor væksten faktisk sker: hos råvareproducenterne.

I hele kunstens kredsløb har disse råvareproducenter, de skabende kunstnere, traditionelt de dårligste forhold. Til forskel fra for eksempel forlæggere og boghandlere nyder vi ikke goder som fast løn, pension, barsel eller løn under sygdom. Og det vil vi heller ikke have, vi har selv valgt denne tilværelse. Men vi vil stadig, som alle andre, have en rimelig betaling for vores arbejde. Fornærmende ofte forventes vi at udøve vores metier for en sandwich og ’dejlig eksponering’.

Kunstnerisk kvalitet

Men hvordan lægges investeringen bedst hos de skabende kunstnere? Jo, nu er det så visseligt, at der allerede findes et velfungerende og påfaldende ubureaukratisk system, som hedder Statens Kunstfond. Den fordeler midler til en lang række formål, herunder arbejdslegater. Efter ét eneste lovfæstet kriterium: kunstnerisk kvalitet.

Arbejdslegaterne – det kan enhver skabende kunstner fortælle – er de bedste penge: Dem, der bare lader os arbejde efter eget hoved. Lave den bedst mulige kunst.

Til sine talrige opgaver modtager Kunstfonden årligt en halv mia. kroner. Heraf går 75 mio. kroner til de skabende kunstnere i form af legater (fordelt inden for alle kunstområder: billedkunst, musik, arkitektur osv.). Hvis man fordobler dette beløb, vil der også i fremtiden blive penge til skoler og sygehuse.

Selv om man aldrig kunne drømme om at læse en digtsamling eller se et teaterstykke – selv hvis man bilder sig ind, at man hader kunst og (især) kunstnere – så bør man gå ind for at en lidt større, men stadig lille promille af vores fælles skattekroner kyles efter de skabende kunstnerne personligt. Vi har som samfund faktisk ikke råd til at lade være.

Jeg håber derfor at I, kære danske politikere, vil gå ind til efterårets finanslovsforhandlinger med et ønske om at fordoble beløbsrammen for arbejdslegater under Statens Kunstfond.

Peter Adolphsen er forfatter og formand for Danske skønlitterære Forfattere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mau Lindow Tarbensen
  • uffe hellum
  • Jes Enevoldsen
  • June Beltoft
  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
Mau Lindow Tarbensen, uffe hellum, Jes Enevoldsen, June Beltoft, Ervin Lazar og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det lyder godt, men jeg er ikke enig. Faktisk synes jeg, at det er denne tanke om staten som investor i dette og hint, der er velfærdens undergang i bredeste forstand.
Staten skal finansiere, men såvidt muligt overlade det til dem, der modtager støtten, at bestemme selv. Heldigvis lader det også til at være Adolphsens egentlige ærinde, og det kan han ikke prises nok for.

Henrik Brøndum

@Peter Adolphsen

Som du selv delvis er inde på, kan man ikke regne på den måde du gør. Ved at skrive sådan og når Informations redaktion ikke sliber saksen overfor denne type af argumentation, åbnes flanken for anklager om "fake news". Både de skabende kunstneres herunder forfatternes og de udøvende kunstneres statsstøtte kan miste legitimitet i den offentlige debat.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- Statens Kunstfond. Den fordeler midler til en lang række formål, herunder arbejdslegater. Efter ét eneste lovfæstet kriterium: kunstnerisk kvalitet".

Det er ikke korrekt, til trods for at kunstnerisk kvalitet nævnes som et overordnet kriterium i loven. Man støtter i såvel projektstøtteudvalgene som legatudvalgene personer ud fra forventninger til deres kommende kunst, ud fra tidligere erfaringer med de pågældende kunstnere i forhold til kunstnerisk kvalitet. Man fordeler støtten ud fra nogle velbegrundede formodninger til kunstnernes kompetencer med henblik på det at kunne levere kunst af høj kvalitet i forbindelse med de ansøgninger, man modtager.

For at kunne tale om kunstnerisk kvalitet i forhold til de processer, begivenheder og produkter, der støttes, må det forudsættes, at det er resultaterne, der støttes, og ikke forhåndsforventninger til resultaterne.

Desuden vedrørende Lov om Statens Kunstfonds virksomhed §3:
"Stk. 2. Tildeling af tilskud, garantier m.v. efter stk. 1 skal ske på grundlag af en vurdering af kunstnerisk kvalitet og TALENT.

Stk. 3. Statens Kunstfond skal endvidere i sin støttevirksomhed efter stk. 1 tilstræbe at

1) tilgodese alle kunstnerisk væsentlige GENRER og UDTRYKSFORMER inden for og imellem kunstområderne,

2) fremme den GEOGRAFISKE SPREDNING af kunst i hele landet og

3) TILGODESE produktion og formidling af kunst over for BØRN og UNGE".

(FREMHÆVELSERNE er mine)

Det lyder fint med arbejdslegater, men den bedste måde at kvalificere sig er, hvis du allerede har udgivet et par OK bøger, og bare skal have pudset talentet lidt af.

En bedre støtteform ligger lige til højrebenet: Engang var bogforlagene med til at styre kvaliteten, fordi korrekturen hjalp begyndere med at blive kompetente forfattere. Nu hvor forlagene er forældede, fordi selve trykkeprocessen er stort set gratis, og det meste salg alligevel er e-bøger, må staten træde til.

Hvis staten (evt. igennem det lokale bibliotek) tilbød gratis eller billig korrektur til self-publishers, så kan enhver tage forfatter-hatten på, arbejde sig igennem korrektur, og frigive bogen på amazon eller PlusBog.dk.

I stedet for at dele penge direkte ud til nybegyndere, kunne vi presse Amazon til at give 2/3 royalties, ligesom i USA, istedet for sølle 1/3.