Kommentar

Vi svigter dem, der er plaget af seksuelle tanker om børn, og deres potentielle ofre

Det stigma, som pædofili er omgærdet af, kan medføre flere krænkelser mod børn. Mennesker med pædofile tanker tør ikke søge hjælp, og forskning i området vil ingen finansiere. Vi er nødt til at tale om pædofile på en moden måde, skriver socialvidenskabsstuderende Trine Cosmus Nobel i dette debatindlæg
5. oktober 2019

»Intet kan hjælpe mig. Udsigt til selvmord.«

Udsagnet stammer fra en ung mand, som døjer med seksuelle tanker, han ikke kan komme af med, og er bare ét ud af mange, jeg og min projektmakker er stødt på i arbejdet med vores seneste universitetsprojekt.

Manden synes selv, det er ulækkert, at han oplever de tanker. Han ved, at de er forbundet med stigma. Han ved, at hvis han handler på dem, kan det skade et menneske for livet. Og han ved, at der er mennesker, der ville være klar til at gøre ham fortræd, hvis de fandt ud af, at han overhovedet har tankerne.

Han er pædofil.

Tag og smag på ordet. Hvad føler du? Det er nok en cocktail af afsky, kvalme og had.

Det er på tide, at vi gør op med disse følelser og dette stigma mod mennesker med seksuelle tanker om børn. Både for at forbedre trivslen hos de personer, der har en seksuel tiltrækning til børn, og for de børn, der potentielt kan blive deres ofre, hvis de pædofile ikke får hjælp i tide.

Tiden er inde til, at vi taler om pædofile på en moden måde.

Alene med tankerne

Her skal jeg minde om, hvad det betyder at være pædofil. For som adskillige forskere forgæves har forsøgt at slå fast i offentligheden, så handler pædofili om at være seksuelt tiltrukket af børn – og det har altså i sig selv ikke noget at gøre med at krænke nogen.

Faktisk er langt de fleste af de voksne, der begår seksuelle overgreb mod børn, ikke pædofile. Det fremgår af Red Barnets rapport »Når voksne krænker«.

Adskillige forskere peger imidlertid på, at det kæmpe stigma, som pædofili er omgærdet af, kan medføre flere krænkelser mod børn. Det er egentligt ret simpelt: Oplever man seksuelle tanker om børn, er der i praksis ikke noget sted at gå hen – man skal søge egen læge for at få hjælp, og det gør stort set ingen. Og når man ikke får nogen hjælp, er risikoen for, at man begår overgreb større.

Mange praktiserende læger er ikke klar over, hvordan de skal håndtere pædofili, og de synes også ofte, at det er klamt eller forkert. Derudover kan man ikke være sikker på, at journalen forbliver anonym, hvis man henvender sig med pædofile tanker.

De fleste pædofile er således alene med de forbudte tanker og det stigma, der følger med. Det betyder, at mange lukker sig inde, og ekstremt mange overvejer selvmord eller har forsøgt det.

Fordi pædofili er så stigmatiseret, er det vanskeligt at vide, hvor udbredt det er. Ifølge en artikel i European Psychiatry fra 2018 er det cirka en procent af den voksne mandlige befolkning, der er pædofile, andre forskningsartikler vurderer tallet til at være højere.

Holder man sig til det konservative skøn, svarer det til cirka 28.000 danske mænd – eller rundt regnet til alle mændene i Sønderborg og Hillerød tilsammen.

Fordommen om, at den pædofile er en klam, gammel mand, der står på hjørnet for at lokke uskyldige unger ind i sit net, holder ikke. Seksuelle tanker om børn kan forekomme i alle aldersgrupper, alle sociale lag og alle erhverv.

Det betyder, at det kan være den flinke mand bag kassen, din rare kollega eller en god ven – eller måske endda din søn eller datter, der døjer med et problem, som han eller hun er helt alene om – for ja, der er også pædofile kvinder.

Uden om lægen

Vi er ude i et giftigt, farligt mønster af ekstremt stigma og berøringsangst, der bunder i mangel på viden. Samtidig oplever danske forskere direkte og indirekte censur, når de vil forske i pædofili. Det betyder, at forskere, der vil undersøge pædofili, ikke kan rejse penge eller simpelthen bliver mødt af en løftet pegefinger fra institutledelsen.

Vi ved fra de forskere, der har arbejdet med emnet, at vi har behov for netop denne type forskning, og at den faktisk kan være med til at forhindre overgreb mod børn, men på grund af stigmatiseringen sker det ikke. Kan vi virkelig være det bekendt?

Der er allerede sket lidt, for eksempel med Bryd Cirklen, som er et telefonrådgivningstilbud til mennesker med seksuelle tanker mod børn.

Problemet er, at mange ikke tør ringe ind af frygt for overvågning, og der har i gennemsnit kun været 65 opkald om året. Derfor har vi brug for bedre tilbud, og vi har brug for, at man kan komme i behandling, uden at det skal gå gennem egen læge.

Jeg håber, at tiden er moden til at ændre vores syn på pædofile og gøre op med det uproduktive stigma, vi pådutter en masse af vores medmennesker. Jeg håber, at vi kan få udviklet et sprog til at tale om det her, selv om det er svært.

For vil vi virkelig hellere gamble med børneliv end ændre vores syn på pædofile?

Trine Cosmus Nobel, socialvidenskabsstuderende

Hvor mange danskere har pædofile tilbøjeligheder? Hvilken type behandling virker bedst på hvilke typer sædelighedsforbrydere? Vi ved det ikke. Emnet er så tabubelagt, at kun få vil forske i pædofili og sædelighedskriminalitet – og endnu færre vil finansiere forskningen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Anders Reinholdt
  • Flemming Berger
  • Hans Larsen
  • Alvin Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Randi Christiansen
  • Markus Lund
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • David Zennaro
  • ulrik mortensen
  • Ib Gram-Jensen
  • Agnete La Cour
Ole Frank, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Hans Larsen, Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Søren Peter Langkjær Bojsen, Randi Christiansen, Markus Lund, Claus Bødtcher-Hansen, David Zennaro, ulrik mortensen, Ib Gram-Jensen og Agnete La Cour anbefalede denne artikel

Kommentarer

Agnete La Cour

Godt og modigt, at forfatteren tør tage hul på dette svære emne!

Ole Frank, Allan Stampe Kristiansen, Hannah Werk, Anders Reinholdt, Torben Kjeldsen, Hans Larsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

"For vil vi virkelig hellere gamble med børneliv end ændre vores syn på pædofile?"

Denne sætning opfatter jeg som noget manipulerende. Som om det er mig, der bliver skyld i overgreb på børn, fordi jeg er forbeholden overfor mennesker, der er seksuelt tiltrukket af børn, og at mit fokus altid vil være på at beskytte børnene.

Nu kommer forfatterne så heller ikke med nogle løsningsforslag. Jeg kan ikke læse mig frem til, hvad jeg skal gøre for at undgå overgreb på børn?

Ib Gram-Jensen

Rikke Nielsen, han kommer med tre forslag: mere forskning, mere rådgivning, mere behandling, hvilket naturligvis er en samfundsopgave, ikke noget, vi som enkeltindivider skal gøre. Og den sidste sætning i artiklen må vel læses som den konklusion, at hvis forargelse og fordømmelse blokerer for disse tiltag, er en - naturligvis utilsigtet - konsekvens, at risikoen for overgreb på børn er større, end den ellers ville være. Jeg kan ikke se, at det er manipulerende eller lægger personlig skyld på nogen.

Christina Petterson, Ole Frank, Kenneth Graakjær, Anders Reinholdt, Hans Larsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

DR viste for nogle år siden en potentielt epokegørende svensk dokumentar om en trailerpark for pædofile i USA. Den film var én lang rejse ind gennem fordømmelsens reflektoriske blindhed og frem til nøgtern indsigt i pædofiliens tragiske årsag: de er misbrugte børn. En ildsjæl havde kæmpet sig frem til et konkret hjælpeprogram. Man følger de pædofiles smerte tilbage til egen misbrugthed. Ingen fordømmelse vil kunne lades uberørt af den film. Måske kan nogen hjælpe med titlen ( ordet Paradis' indgår ) eller endda med et link ? ! Den bør være obligatorisk undervisningsmateriale. Stor tak.

Torsten Jacobsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Peter Langkjær Bojsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"tre forslag: mere forskning, mere rådgivning, mere behandling, hvilket naturligvis er en samfundsopgave, ikke noget, vi som enkeltindivider skal gøre."

Som enkeltindivider kan vi dog godt gøre os lidt mere umage med at sætte os ind i hvad der hyppigt ligger til grund for udvikling af pædofili, således at vore holdninger/anskuelser tager et mere faktabaseret end fiktionspræget udgangspunkt. Forargelse fører typisk til fiktion, mens empatisk refleksion iht. alle berørte parter i f.eks. pædofilianliggender giver større adgang til fakta.

For et misbrugt barn har det i øvrigt endog meget stor betydning hvordan samfundet/omverdenen reagerer overfor dets krænker, specielt hvis denne er nærtstående.

Hannah Werk, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Der er mange måder mænd bliver svigtet på under nutidens kønsdiktatur. Manglende anerkendelse af kønnede problemer er en af dem og manglende empati mod mænd i kriser. Her får kvinderne mere støtte og hjælp, men der mangler fortsat ressourcer til voldsramte kvinder. Og jeg tror at så længe kvindesagen underprioriteres helt generelt, så kommer der ikke til at ske en tøddel politisk på mændenes felt. Folket vil hellere se en pædofil mand tage sit eget liv end at en kvinde eller et værgeløst barn er kommet til skade eller blevet forurettet. Børneideologien gennemsyrer konservatismen - ofte er det dog her, i familiens såkaldte trygge rammer, de fleste overgreb mod børn sker, såsom omsorgssvigt, manipulation og social straf. Der er langt flere børn der lider under dårligt samvær med mor og far end som nogensinde vil blive opsøgt af en blotter eller onanistisk mandsling i en bil med nedrullet vindue. Jeg har kun mødt én belurer i mit liv, og det var fordi jeg blev advaret af et andet utrygt barn om hans tilstedeværelse i skoven. Ellers havde jeg aldrig opdaget ham. Han stak af, da jeg nærmede mig træet, han gemte sig bag. Har aldrig set en mand løbe så hurtigt, så jeg havde intet signalement af ham udover kakishorts og bar overkrop. Vi råbte lidt efter ham, og det var dét. Ved at vende frygt til vrede kan man skræmme dem bort i kraft af skammermagten, så min påstand er at de slet ikke er så farlige, som folk gør dem til, men snarere nogle staklr, der har hårdt brug for hjælp og afvænning, måske endda mere af psykiatrisk karakter end professionel fordømmelse.

Randi Christiansen

Et vigtigt emne at få belyst. Hvorfor pædofili? For det er jo mærkeligt og svært at forstå den pædofile trang og derfor vanskeligt at håndtere på en hensigtsmæssig måde.

Markus Lund

"...så min påstand er at de slet ikke er så farlige, som folk gør dem til, men snarere nogle staklr..."

Mon ikke der findes gradbøjninger af pædofili.... nogle der kun fantaserer og nogle der griber til handling.

For nylig blev der sendt et par udsendelser i TV omkring danske pædofile mænd, der betalte sig til grusomme overgreb på børn i Østen. Så jo, pædofile er farlige. I den situation gik det (formentlig) ikke ud over danske børn, men det er for såvidt også diskussionen uvedkommende. Og enhver handlende pædofil mand, har engang nøjedes med at fantasere, indtil de er begyndt at handle på fantasien.

Men at bagatelisere pædofili, som du gør, forskrækker mig ganske enkelt. Da det forhåbentlig ikke er det I har på agendaen - at overgreb mod børn skal bagateliseres.

"Man jager et bæst og fanger et menneske" - en fantastisk titel for mennesket bag en forbrydelse, og god beskrivelse af indholdet, der lige så rammende beskriver de mennesker, der er bag pædofili-forbrydelser:

"Med mere end 20 år med drab på første hånd er Bent Isager-Nielsen en af Danmarks mest garvede drabsefterforskere. Men også en af de mest forstående. Og er der én ting, erfaringen har lært ham, er det, at der selv bag de frygteligste forbrydelser altid gemmer sig et menneske - ofte et skræmt, kuet og ødelagt barn i en stor mands krop.

Det er bare ingen undskyldning for drab."

Nike Forsander Lorentsen, Ole Frank og Hannah Werk anbefalede denne kommentar
Anders Christensen

Kære alle

For en uges tid siden sendte jeg nedenstående tekst til alle medlemmer af Folketinget samt til alle landsdækkende danske morgenaviser (inkl. Information) og et par andre. Jeg har endnu ikke hørt en lyd fra nogen, og jeg frygter, at ingen tør/vil tage emnet op. Da jeg så denne debat, tænkte jeg, at jeg ville vove det ene øje og poste min tekst her. Den er lang, men giv den en chance! Konstruktive kommentarer er velkomne. Jeg tager gerne en snak med alle, der er interesseret i reel debat, ikke i fordomsfuld tilsvining. Her følger den tekst, jeg sendte til Folketinget og aviserne:

Den 29/8 var der en artikel på jyllands-posten.dk (https://jyllands-posten.dk/premium/indland/ECE11580124/er-det-ulovligt-a...) om, at den norske højesteret skal tage stilling til lovligheden af ”sexdukker i barnestørrelse” (hvordan det så end skal defineres), og i den forbindelse kommer flere danske politikere på banen med støtte til et dansk forbud mod denne type dukker – på trods af, at samme artikel fastslår, at ”flere danske eksperter peger på, at der mangler valide undersøgelser, som kan be- eller afkræfte, om et lignende forbud vil have en effekt på antallet af seksuelle overgreb på danske børn.” Det tyder altså på, at det er vigtigere for politikerne at angribe de pædofile end faktisk at beskytte børn. Det inspirerede til denne mail.

Jeg er selv pædofil og af samme grund anonym. Det er desværre nødvendigt, da det er umuligt at leve åbent som (lovlydig) pædofil i dagens Danmark, fordi alene det at være pædofil betragtes som moralsk forkasteligt – på trods af, at pædofile ligesom alle andre hverken har valgt deres seksualitet eller det deraf følgende indre følelsesliv og de præferencer i forhold til seksualpartnere, som seksualiteten medfører, men som aldrig behøver blive udlevet. Den falske præmis om, at pædofile er moralsk angribelige og ikke er berettiget til almindelige borger- og menneskerettigheder alene på grund af deres seksualitet, uagtet om de nogensinde har udlevet den, er lige så diskriminerende, som når andre hele befolkningsgrupper, som kan defineres ved f.eks. en seksualitet, et køn, en kønsopfattelse, et religiøst tilhørsforhold, et handicap, en etnicitet, en hudfarve eller for den sags skyld en hårfarve, tillægges eller gennem historien er blevet tillagt alskens negative egenskaber og intentioner og forskelsbehandles over én kam på den baggrund. Mine argumenter herunder er ikke mindre valide, og min ret til at fremføre dem er ikke ringere, fordi jeg er pædofil. Tværtimod er behovet større, for jo hårdere, de pædofile som gruppe bliver angrebet uden saglig grund, jo mere nødvendigt bliver det, at en pædofil deltager i debatten, men jo mere urealistisk bliver tanken om at stå frem som pædofil desværre samtidigt, og jo lettere kan politikere og aviser derfor angribe pædofile alene på grund af deres seksualitet med tomme argumenter og på falske præmisser uden at møde modargumenter. Det er en ond cirkel. Men de argumenter, jeg vil fremføre, er i høj grad nødvendige, fordi den offentlige debat om alt, der vedrører pædofili, er en af de mest ensidige, der findes, netop fordi nødvendigheden af anonymitet for pædofile gør det nemt at udelukke os fra f.eks. avisernes debatsider og på andre måder tie os ihjel. Personligt kunne jeg ikke finde på at købe en sexdukke, men det er heller ikke det væsentlige, for diskussionen handler om langt mere og langt vigtigere principper – for demokratiet, for retssikkerheden og dermed for hele samfundet og for samtlige danskere – end det udemokratiske og direkte undertrykkende i at forbyde ting, som der ikke eksisterer det mindste bevis for, er farlige – tværtimod – blot fordi man ikke bryder sig om de mennesker, der kunne have lyst til at bruge dem. Faktum er, at det at stå åbent frem som pædofil i dagens Danmark vil have uoverstigelige konsekvenser i forhold til hele ens eksistens – familie og venner, job og karriere, naboer og boligsituation samt, kan man have en absolut berettiget frygt for, ens fysiske sikkerhed – selv om det ikke burde være sådan, og selv om jeg i det følgende argumenterer for, at det ikke burde være sådan, og samfundet kan ikke forvente, at en enkelt borger skal påtage sig et så enormt offer for at påpege falskheden i debatten om pædofili. Så jeg håber, at du, som modtager denne mail, i det mindste vil læse den til ende, selv om jeg fra starten fortæller, at jeg er anonym.

En af de retspolitisk og retssikkerhedsmæssigt problematiske udløbere af hetzen mod de pædofile er, at forældelsesfristen for seksualforbrydelser mod børn er fjernet. Lad mig for god ordens skyld slå fuldstændig fast, at jeg ikke er imod, at man straffer overgreb mod børn. Men i modsætning til, hvad politikerne forsøger at bilde befolkningen ind, er formålet med forældelsesfrister ikke at give forbrydere mulighed for at slippe godt fra deres forbrydelse, hvilket er politikernes argument for at undergrave forældelsesfristerne. Nej, forældelsesfrister har tværtimod til formål at beskytte de uskyldige! Det er der mange, der glemmer, men forældelsesfrister spiller en vigtig rolle for retssikkerheden og retsstaten, fordi det bliver sværere for uskyldige at forsvare sig mod anklager, hvis den påståede forbrydelse skulle være foregået for 20-40-80 år siden. Alle kan blive falsk anklaget for en forbrydelse af alle mulige årsager – forvekslinger, personligt had, krav om økonomisk erstatning, hvad ved jeg. Og ved at fjerne forældelsesfristen for seksuelle overgreb mod børn udsætter politikerne altså hver eneste dansker for risikoen for at skulle forsvare sig mod anklager om at have begået en forbrydelse for mange, mange år siden, hvor man ikke har en jordisk chance for at huske, hvad man faktisk lavede, finde vidner og alibier, der kan frikende en, osv. Og selv om mange måske mener, at den gode hensigt, det er at indskrænke og straffe de onde pædofile så meget som muligt, helliger midlet, så er der jo en grund til, at der findes ting, der har været betragtet som ukrænkelige retsprincipper. Nemlig at konsekvenserne for os alle, hvis de brydes, ikke mindst de uskyldige, er uendeligt alvorlige og undergravende for selve retsstaten og vores demokratiske samfund. Grundprincippet i retssamfund som det danske har alle dage været, at det er bedre, at 10 skyldige går fri, end at 1 uskyldig bliver dømt, og det er årsagen til, at man normalt forsøger at finde en balance mellem forbrydelsens alvorlighed (udtrykt ved den maksimale straf, forbrydelsen kan udløse) og forældelsesfristens varighed. Derfor er det normalt også kun forbrydelser som overlagt drab, højforræderi og lignende, der ikke er underlagt forældelse. Jeg kan sagtens se, at der er et særligt behov for en længere forældelsesfrist i sager om overgreb mod børn, men forældelsesfristen var allerede udvidet til vistnok 20 år fra ofret fylder 18 år, før den blev helt afskaffet, hvilket virker som en rimelig afvejning af de forskellige interesser. Er det virkelig nødvendigt at ofre grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper ved at fjerne den grænse, så både ofret og den (potentielt uskyldigt) anklagede kan være 100 år gamle eller ældre? Nogle af de sager, der har været fremme i medierne den senere tid, og hvor en lang forældelsesfrist måske har været nødvendig, har vist primært drejet sig om offentlige institutioners eller myndigheders ansvar, og den forældelsesfrist kan man bedre ophæve, uden at det går ud over borgernes retssikkerhed. Samtidig er det væsentligt at huske, at de overgreb, disse sager omhandler, netop fandt sted i en tid, hvor det var langt sværere at stå frem med anklager om overgreb, hvilket så har ført til, at de først kommer frem i dag. Nu om dage er kendskabet til overgreb og støttemulighederne for ofre langt bedre, og derfor er det svært at se behovet for at gribe til et så voldsomt indgreb som helt at ophæve forældelsesfristen.

En anden retssikkerhedsmæssig problematisk særregel er, at danskere kan straffes for sex i udlandet ifølge den danske seksuelle lavalder på 15 år, selv om det land, hvor den seksuelle kontakt fandt sted, har en lavere lavalder. I Tyskland er lavalderen f.eks. 14 (http://webarkiv.ft.dk/?/Samling/19991/udvbilag/EUU/Almdel_bilag433.htm). Det betyder, at en dansker, som har fuldt lovlig sex med en 14-årig tysker i Tyskland, kan straffes i Danmark for handlingen, som Tyskland altså ikke selv betragter det som en forbrydelse. Det virker ærlig talt helt absurd og er i øvrigt et brud med et ellers helt ufravigeligt (og logisk) princip om, at man kun kan straffes i Danmark for forbrydelser begået i et andet land, hvis forbrydelsen både er ulovlig i Danmark og det pågældende land, men igen fraviges almindelige retsprincipper gerne, bare det sker under dække af kampen mod de pædofile.

Et særligt skræmmende eksempel på angreb på almindeligt anerkendte borger- og menneskerettigheder kommer fra Dansk Folkepartis tidligere retsordfører, Peter Kofod Hristov, som gik så langt som at foreslå, at (lovlydige) pædofile skulle fratages ytringsfriheden for at undgå, at de overhovedet taler om og diskuterer pædofili, f.eks. i ”hemmelige fora” på nettet (https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10483465/dansk-folkeparti-vil-goer...). Synes du, at det lyder fornuftigt? Så må jeg antage, at du også støtter Ruslands åbenlyse diskrimination og undertrykkelse af homoseksuelle, herunder det antidemokratiske og kvalmende populistiske forbud mod "homoseksuel propaganda", som er i kraft i Rusland, og som generelt fordømmes i vestlige demokratier. Peter Kofod Hristovs forslag kan direkte sammenlignes hermed – man vil forbyde en bestemt gruppe, defineret ved sin seksualitet, at udtale sig og tale om sin seksualitet. Og bemærk, at der ikke er tale om at opfordre til ulovligheder (hvilket i øvrigt også allerede er ulovligt), men blot om at tale med ligesindede og i fuld overensstemmelse med selve kernen i demokratiet at give sin holdning til kende, præcis som jeg her forsøger. Peter Kofod Hristovs forslag blev ikke vedtaget, men blev heller ikke skreget ned af samtlige demokratiske politikere i Danmark, som det burde være blevet. Det voldsomt ironiske i DF’s forslag er i øvrigt, at det enorme stigma, som DF og efterhånden langt de fleste politiske partier i Danmark er med til løbende at bære ved til, netop betyder, at pædofile ikke har andre at tale med end andre pædofile! Hvordan kan politikerne påstå faktisk at ville hjælpe børn, når alt, hvad de foretager sig, handler om at dæmonisere og isolere pædofile yderligere, i DF’s forskruede tilfælde i en grad, så man endda vil forbyde dem at tale med ligesindede, og dermed holde dem væk fra den sociale kontakt og professionelle hjælp, der faktisk kunne gøre en forskel? Ja, man kan søge ”behandling” på Sexologisk Klinik, men faktum er, at mange ikke ønsker ”behandling” og/eller ikke tør opsøge et sted som Sexologisk Klinik, som dels givetvis vil registrere henvendelsen, dels er en del af det ”system”, som konsekvent taler stærkt negativt om pædofile, og dels i deres offentlige udtalelser om emnet ikke ligefrem svømmer over af empati med de pædofile. Hvis man virkelig vil hjælpe pædofile med at undgå at have seksuel kontakt til børn, hvorfor findes der så ikke f.eks. gratis og anonym psykologhjælp hos en psykolog, som den pædofile selv kan vælge – helst uden at skulle gå til egen læge for en henvisning, hvilket også afholder mange fra at søge støtte (https://www.dr.dk/nyheder/indland/eksperter-tabu-om-paedofili-skaber-fle...)?

Anerkendte danske forskere inden for bl.a. psykologi, psykiatri og sexologi har også lært på den hårde måde, at det er bedre at undlade at forsøge at nuancere debatten om pædofili, da man ellers bliver udsat for voldsomme angreb og beskyldt for at gå de pædofiles ærinde og forsvare overgreb mod børn. Det har bl.a. den danske kliniske psykolog, psykiater, professor i sexologi og stifter af Rigshospitalets Sexologiske Klinik Preben Hertoft oplevet, da han for en del år siden, bl.a. i en kronik i Politiken (findes ikke på nettet, så jeg kan ikke linke til den, men den var vedhæftet til mailen til Folketinget og aviserne som scanning - da jeg ikke kan vedhæfte filer her, har jeg tilføjet en afskrift af kronikken efter mit eget indlæg) forsøgte at tilføre en dosis fakta og sund fornuft til den offentlige debat om pædofili. I kronikken påpegede han bl.a., at mindreårige, der har et venskab indeholdende et seksuelt aspekt med en voksen, sagtens kan opfatte forholdet positivt og uproblematisk og ikke behøver få psykiske problemer som følge deraf – heller ikke når de bliver voksne. Hertoft lærte sin lektie af de voldsomme og usaglige angreb mod ham og udtalte sig aldrig siden offentligt om pædofili, selv om han vel var landets fremmeste ekspert på området. Et andet eksempel er, da en kendt dansker for nylig offentligt fortalte, at han som 13-14-årig aktivt opsøgte sex med voksne mænd (https://ekstrabladet.dk/plus/kendte/jim-lyngvild-fortaeller-alt-jeg-havd...). Der blev straks stillet spørgsmålstegn ved hans motiver, og han blev anklaget for selv at være pædofil. Det viser, at alt, der bare lugter af noget, der kunne bruges til at moderere debatten om pædofile og/eller sex mellem voksne og mindreårige, straks udløser voldsomme (og grundløse og uunderbyggede) angreb for den værste nutidige form for ”kætteri”, nemlig at være pædofil. Selve det at argumentere for moderation eller omtanke (herunder i forhold til de retssikkerhedsmæssige konsekvenser) eller at ville tilføre videnskabelige fakta eller positive personlige oplevelser til debatten er effektivt blevet gjort umuligt, fordi man alene ved at gøre det bliver stigmatiseret med brændemærket ”pædofil”. Uagtet at DF’s forslag om at forbyde ”pædofile ytringer” ikke blev vedtaget, er ytringsfriheden altså de facto stærkt indskrænket eller ophævet for pædofile og andre, der ønsker at nuancere debatten bare en smule, og det burde være tydeligt for enhver med indsigt i demokrati (og verdenshistorie), at det er en særdeles farlig udvikling.

Forslaget om at forbyde sexdukker og de tilsvarende forslag om forbud mod computeranimationer, tegninger og historier om sex mellem voksne og børn, som dukker op med jævne mellemrum, er andre camouflerede angreb på den grundlæggende tanke- og følelsesfrihed, som ikke kun er en demokratisk rettighed, men en fundamental menneskerettighed. Selv hvis man anerkender, at børneporno skal være forbudt, fordi seksuelle handlinger med børn er en forudsætning for at producere det, holder dette argument hverken med sexdukker, tegninger eller historier. Derfor er det også det rene nonsens, når Dansk Folkepartis nuværende retsordfører, Peter Skaarup, i artiklen på jyllands-posten.dk påstår, at "der er hul i lovgivningen,” fordi børneporno er forbudt, mens sexdukkerne ikke er det. Nej, Peter Skaarup, det er der ikke. En sexdukke er en klump plastic, som intet har med noget rigtigt barn at gøre, og tegninger og historier har lige så lidt med den virkelige verden at gøre som kunst, film eller litteratur. Det giver ingen mening at påstå, at disse ting kan ”tilskynde til overgreb,” når ingen ved deres fulde fem frygter samme effekt fra de krimier og actionfilm om alt fra voldtægt og mord til terrorisme, som boghandlere, biblioteker og TV er fyldt med. Paradoksalt nok er det eneste tilfælde, hvor historier om pædofili er tilladt, når den pædofile er skurken (https://www.information.dk/debat/2013/01/paedofile-fortaellingens-evige-...)! Hvorfor skal sexdukker af dyr i øvrigt ikke også forbydes, da de jo ud fra samme tankegang kunne inspirere folk til at have sex med rigtige dyr, hvilket er ulovligt? Og hvordan kan vi vide, at SM-sexlegetøj som håndjern og piske eller ”voldsporno” med fingerede voldtægter – for ikke at tale om egentlig SM-sex – ikke inspirerer til voldtægt? Vi må hellere forbyde det også – for en sikkerheds skyld! Men det er der ingen, der foreslår – fordi ”voksenseksuelle” (dvs. ikke-pædofile – folk med en seksualitet rettet mod andre voksne) instinktivt ved, at deres fantasier aldrig kunne ”forlede” dem til vold eller lovbrud, mens de ikke har samme instinktive forståelse af pædofili. Det er denne manglende grundlæggende viden (kombineret med den omfattende negative propaganda mod pædofile), der er grunden til, at kun den pædofile seksualitet er udsat for så stærk en grundløs moralsk fordømmelse, at politikerne føler sig kaldet til at indføre tankepoliti over for den fantasiverden og den yderst hensigtsmæssige udlevelse af denne seksualitet, som dukker og andet er udtryk for, selvom de udmærket er klar over, at de derved risikerer at smide de børn, de påstår at ville beskytte, ud med badevandet. Dukker, tegninger og andre produkter af folks fantasi er ikke farlige – uanset brugerens seksualitet – og det bør snarere betragtes som et tegn på en vilje til at håndtere sin uhensigtsmæssige seksualitet på en hensigtsmæssig måde, at der findes pædofile, der ønsker at benytte denne type ”substitutter” eller seksuelle hjælpemidler, hvis jeg må bruge det udtryk. Om noget er det de pædofile, som IKKE ønsker at bruge sådanne substitutter, man burde være bekymret over!

I artiklen på jyllands-posten.dk fortsætter Peter Skaarup med at sige, at: "Som samfund vil et forbud sende et signal om, at det ikke er acceptabelt, at man har sex med børn eller tænker sig til det." Sende et signal? Mener Peter Skaarup virkelig, at det er nødvendigt at sende et signal – at der findes mennesker, der trods den massive negative omtale af pædofili overalt ikke er bekendt med samfundets holdning til sex mellem børn og voksne, som i øvrigt allerede er strafbart med en strafferamme, der svarer til de domme, man får for mord? Men det bliver endnu mere orwellsk, for Peter Skaarup giver udtryk for, at "det ikke er acceptabelt at tænke sig til sex med børn", hvilket kun kan ses som et argument for rent faktisk at indføre tankepolitiet. Ud over at jeg ikke er i stand til at forstå, hvordan Peter Skaarup vil bære sig ad med at regulere folks tanker, ville holdningen kun give mening, hvis den fejlagtige præmis om, at pædofile har VALGT deres seksualitet og dermed er moralsk ansvarlige for den type fantasier, som seksualiteten er udtryk for en præference for, var sand. Der er ingen logik i Peter Skaarups argumenter. Det er ren hadretorik, der har til formål at piske en stemning op og trække stemmer til i klassisk DF-stil. Det er vel forventeligt fra DF. Det skræmmende er, at selv et parti som Socialdemokraterne lader sig lokke til at fremføre meningsløse og direkte skadelige argumenter som led i et angreb mod en seksuel minoritet.

I førnævnte artikel på jyllands-posten.dk kommer nemlig også Socialdemokraternes retsordfører, Jeppe Bruus, på banen med en udtalelse om, at "vi skal bekæmpe pædofili med alle midler". Virkelig? Hvordan vil Jeppe Bruus gøre det? Ved at indføre genetisk screening for pædofili hos fostre (hvis det da var muligt) med efterfølgende tvungen abort? Ved at teste folk for pædofile tendenser (hvis det da var muligt), mens de som børn eller teenagere er unge nok til, at de kan interneres på sikker afstand af resten af samfundet (måske a la kvindeanstalten på Sprogø i 1920-1960’erne for utilpassede, samfundsskadelige unge kvinder), før de kan nå at sprede deres pædofili i samfundet? Pædofili er en uforanderlig egenskab ved et menneskes personlighed, og når først et pædofilt individ er født, må resten af samfundet beklageligvis trækkes med det resten af dets liv, så det er den type tiltag, der skal til for at ”bekæmpe pædofili”. Jeg sidder her og skriver dette indlæg og er pædofil, og jeg gør intet ulovligt. Er det mig, Jeppe Bruus vil ”bekæmpe”? Jeg kan naivt vælge at håbe, at det, Jeppe Bruus faktisk mener, han vil bekæmpe, er tilfælde af sex mellem voksne og børn, hvilket er en ulovlig handling, ikke pædofili, som er en lovlig seksualitet. Desværre blandes de to ting (seksualiteten og handlingerne) til stadighed sammen. Hvis nogen bliver dømt for sex med en mindreårig, taler medierne pr. automatik om, at de er blevet "dømt for pædofili", selv om ingen kunne finde på at bruge udtrykket "dømt for heteroseksualitet" om en mand, der dømmes for voldtægt af en kvinde, hvilket er et lige så meningsløst, men fuldstændig analogt udtryk til at blive ”dømt for pædofili”. Det er handlingen, der er ulovlig, ikke seksualiteten, i øvrigt uanset om den dømte er pædofil eller ej – et særdeles relevant aspekt, som jeg vil komme ind på senere.

Det kan lyde som trivielt ordkløveri, men i disse Trump-tider bør det stå klart for enhver, at denne form for groft diskriminerende ”hate speech” former virkeligheden og har stor indflydelse på, hvordan folk opfatter og behandler de grupper, den omhandler. Den sprogbrug, der konsekvent bliver brugt om pædofile, og som Jeppe Bruus her gør sig skyldig i, tjener alene til at piske had og angst op over for en hel gruppe af mennesker, alene fordi de er udstyret med en bestemt seksualitet, de (ligesom alle andre) ikke selv har valgt, og til at dække over, at hele den kaskade af love og lovforslag rettet mod pædofile, som Jeppe Bruus, Peter Skaarup og andre politikere udspyr, er unødvendige og kun tjener til at dæmonisere en bestemt befolkningsgruppe og undergrave vores alle sammens retssikkerhed. Overvej et øjeblik, hvordan samfundet ville reagere, hvis man talte om og behandlede en anden seksuel minoritet, f.eks. homoseksuelle, lige så diskriminerende, som man behandler (lovlydige) pædofile. Det interessante er, at vi faktisk engang har gjort noget lignende, det har de fleste bare lykkeligt glemt i disse Pride-tider, hvor politikerne står på tæerne af hinanden for at vifte med det regnbuefarvede flag. Men i Danmark havde vi indtil 1965 en lov, der populært blev kaldt "den grimme lov", og som diskriminerede mod homoseksuelle ved at hæve lavalderen for homoseksualitet til 21 år i forbindelse med prostitution, hvilket dog blev fortolket særdeles bredt til at omfatte stort set enhver kontakt mellem en ældre ”homofil” og en yngre fyr, for at forhindre de homofile i at ”forføre ungdommen” til homoseksualitet. Loven var vokset frem af en hjemmebrygget (og ubegrundet) teori, forførelsesteorien, ifølge hvilken folk bliver homoseksuelle ved at blive forført til det af en homoseksuel, og blev godt hjulpet frem af datidens mediehysteri, der til forveksling ligner den måde, nutidens medier omtaler pædofili på (se f.eks. https://kvinfo.dk/da-boesserne-blev-forfulgt-af-den-grimme-lov/). Den dag i dag findes der, f.eks. i USA, "behandlinger" mod homoseksualitet, hvilket vi i lande som Danmark nærmest (og med rette) betrager som barbarisk. Disse ”behandlinger” virker naturligvis ikke, fordi homoseksualitet ikke er en sygdom og ikke kan (eller skal) "helbredes", ligesom pædofili ikke er og ikke kan (mere herom om et øjeblik), men de er udtryk for samme holdning til homoseksuelle, som de fleste har over for pædofile – en moralsk holdning baseret på mis- og overtro, uberettiget frygt og diskrimination – og i nogle tilfælde på direkte og åbenlys politisk opportunisme, også i den danske debat. For teorien om, at dukker og andre ting kan ”tilskynde” eller ”forlede” pædofile til at gå ud og begå overgreb, er vor tids udtryk for hjemmebryggede nonsensteorier, som i virkeligheden skyldes en grundløs moralsk fordømmelse af dem, som teorien omhandler. Ligesom med forførelsesteorien i 50’erne og 60’erne er der i dag politikere som Skaarup, Bruus og andre, som slår sig op på at ville lovgive baseret på denne form for overtro, hadretorik og en påstået moralsk overlegenhed, og ligesom vi i dag kun har hovedrysten tilovers for holdningen til homoseksualitet i 60’erne, er jeg ikke i tvivl om, at vi om føje år med foragt vil se tilbage på de politikere og andre, som i dag fordømmer en stor gruppe danskere, alene fordi de har en uhensigtsmæssig seksualitet. I øvrigt er det interessant, at mens ingen længere tror på forførelsesteorien i forbindelse med homoseksuelle, lever den i bedste velgående i en pædofil variant, fordi mange stadig fejlagtigt mener, at en medvirkende eller primær årsag til pædofili er misbrug i barndommen. Det er ikke tilfældet, men det illustrerer, at historien gentager sig, og at holdningen til pædofile i dag til forveksling minder om den behandling, homoseksuelle var udsat for i 60’erne.

Apropos at jeg lige før nævnte, at pædofili ikke er en sygdom og ikke kan behandles, så lad mig med det samme nævne, at pædofilis status som en mental sygdom ifølge visse psykiatriske diagnosesystemer er lige så meningsløs, som at homoseksualitet indtil for nylig også blev betragtet som en sygdom. Homoseksualitet blev ikke fjernet fra listen over mentale sygdomme, fordi der var blevet gjort en epokegørende videnskabelig opdagelse, der pludselig afslørede, at vi i alle disse år havde taget fejl ved at gå og tro, at homoseksualitet var en sygdom. Nej, det skete alene, fordi holdningen (heldigvis) havde ændret sig så meget, at det simpelthen blev (læge-)politisk uopportunt at kalde homoseksualitet en sygdom. Og det, at pædofili af nogle stadig betragtes som en sygdom, er lige så politisk, uvidenskabeligt og arbitrært, som at homoseksualitet det ene øjeblik var en sygdom, det næste ikke. Jeg ville dog næsten ønske, at det var en sygdom, i hvert fald hvis den kunne ”helbredes” – intet ville gøre mig mere lykkelig end at slippe af med denne forbandelse, som har hængt over mig, lige siden jeg som ung dreng blev seksuelt bevidst. Apropos den omtale, der har været af den beklageligt høje selvmordsrate blandt LGBT-personer – hvordan mon den er for pædofile? Og antallet af alkoholikere? Osv.? Men hvem gider undersøge det – det er jo kun fint, at de pædofile tager livet af sig selv, så børnene kan være i sikkerhed…

Politikere retfærdiggør som regel deres imaginære ret til at opkaste sig til eksperter i psykologi, sexologi og kriminologi og de deraf følgende hjemmebryggede teorier og lovforslag ved at påstå, at der ikke findes relevant forskning eller undersøgelser, der f.eks. viser, om sexdukker og andre ”seksuelle hjælpemidler” (i mangel af bedre udtryk) som f.eks. porno fremmer eller dæmper hyppigheden af tilfælde af sex mellem voksne og børn. Men det er forkert. Undersøgelserne findes. Man skal bare gide lede efter dem. Lige her i Danmark har vi f.eks. haft en anerkendt kriminolog ved navn Berl Kutchinsky, som bl.a. har lavet undersøgelser af sammenhængen mellem frigivelsen af pornografien – herunder børnepornografi – i Danmark og antallet af sexovergreb mod voksne og børn. Og han fandt en meget tydelig sammenhæng, der viste, at antallet af sexovergreb mod både børn og voksne FALDT markant, da pornoen blev givet fri. Børneporno førte altså ikke til, at folk pludselig opdagede, at de havde lyst til sex med børn, og derefter gik ud og voldtog det første, det bedste barn (ligesom voksenporno heller ikke førte til en opblomstring i antallet af voldtægter) – tværtimod. Der findes rigeligt med andre og nyere undersøgelser, hvis man gider kigge efter dem – se f.eks. her: https://videnskab.dk/kultur-samfund/borneporno-forer-til-fald-i-overgreb

Dette nævner jeg ikke for at argumentere imod forbuddet mod børneporno, men fordi, at når porno fører til et fald i antallet af seksuelle overgreb, virker det ganske indlysende, at andre seksuelle hjælpemidler, der kan give folk afløb for deres seksualitet, f.eks. de famøse dukker, vil gøre det samme. Seksualdriften er en af menneskets stærkeste drifter, og de fleste har brug for at få afløb for den. Hvis det af den ene eller anden grund er svært eller uhensigtsmæssigt for en person at have sex (pga. moral og/eller modvilje mod at bryde loven (for pædofile), sociale hæmninger (for "voksenseksuelle") eller hvad man ellers kan forestille sig), har man derfor brug for en anden form for afløb, og der kan ting som den relevante type porno eller sexdukker give afløb for seksualiteten uden kontakt til andre mennesker. I forbindelse med pædofile er det jo netop, hvad alle lader til at ønske. Porno og sexdukker inspirerer ikke til noget som helst, som brugeren ikke allerede udmærket er i stand til at fantasere om – uanset brugerens seksualitet. Men det kan hjælpe med at få opfyldt de seksuelle behov, som ellers blot ville vokse og gøre tilværelsen ulidelig for den pågældende og måske på et tidspunkt komme til udtryk på uhensigtsmæssige måder. Og alt dette vil enhver, der nogensinde har benyttet (voksen)porno, (voksen)sexdukker eller andre seksuelle hjælpemidler, kunne bekræfte.

I P1 Morgen den 30/8 brugte Jeppe Bruus som argument for at forbyde sexdukkerne, at tegninger og computeranimationer allerede er forbudt, og at der altså er en form for præcedens for at forbyde ting, der ikke har med konkrete børn at gøre. Den 19/9 gentog han argumentet i BT, hvor han dog havde modereret sig, så han nu kun påstod, at computeranimationer er forbudt, men ikke tegninger, måske fordi nogen har hvisket ham i øret, at tegninger ifølge bemærkningerne til den pågældende paragraf i straffeloven udtrykkeligt ”falder uden for bestemmelsen” (https://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/bet1534/bet/k...). Jeg er ikke jurist, men så vidt jeg ved, er heller ikke computeranimationer generelt forbudt. Igen ifølge de bemærkninger til straffeloven, jeg linkede til herover, er computeranimationer kun forbudt, når gengivelsen ”bortset fra det fiktive har fuld lighed med et fotografi.” Det må betragtes som en bestemmelse, der alene har til formål at forhindre personer, der besidder børneporno, i at forsvare sig med en påstand om, at der blot er tale om computeranimationer, som til forveksling ligner virkelige optagelser. Der er således ikke, som Jeppe Bruus påstår, tale om, at paragraffen forbyder åbenlyst computergenererede eller tegnede materialer, og dermed kan Bruus naturligvis heller ikke bruge dette som argument for, at det også er OK at forbyde dukker, der intet har med virkelige børn at gøre (og som bestemt ikke ”har fuld lighed” med rigtige børn). Der er simpelthen tale om grov manipulation og vildledning af offentligheden fra Jeppe Bruus’ side, ligesom der desværre oftest er i debatten om pædofili og seksuelle forhold mellem voksne og mindreårige.

Også den tidligere regering har med stor retorisk dygtighed tilsvinet de pædofile over en kam. For godt et halvt år siden så vi den daværende konservative justitsminister, Søren Pape Poulsen, (i TV2-nyhederne) og Venstres politiske ordfører, Britt Bager, (https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11064598/der-skal-vaere-nultol...) fare frem med et ønske om at ophæve retsplejeloven og grundlovens bestemmelse om boligens ukrænkelighed for ”pædofilidømte” (ja, der var den igen!) ved at give politiet uindskrænket ret til vilkårlige ransagninger af deres hjem – åbenbart for evigt, for forslagene skal gælde, ”uanset om der er tale om prøveløsladelse eller løsladelse efter afsoning”. ”Pædofili er en af de værste forbrydelser, et menneske kan begå,” mener Britt Bager i perfekt politisk harmoni med Jeppe Bruus. Jamen så må jeg vel hellere gå ned og melde mig til politiet for at sidde her og skrive dette indlæg, mens jeg er skyldig i at være pædofil! Jeg vil ikke bagatellisere seksuelle overgreb mod børn, som jeg selv er indædt modstander af, men kan vi ikke godt nuancere tingene bare en lille smule? Selv hvis vi går ud fra, at Britt Bagers groft diskriminerende og meningsløse udtalelser blot er endnu et eksempel på, at den lovlige seksualitet pædofili blandes sammen med ulovlige handlinger, giver det ærlig talt ingen mening fuldstændig unuanceret at sammenligne ethvert tilfælde af sex mellem voksne og mindreårige med ”de værste forbrydelser” som drab, tortur, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og hvad man ellers kan komme på. Der er ingen tvivl om (og jeg benægter bestemt ikke), at nogle seksuelle kontakter mellem voksne og børn kan have alvorlige negative konsekvenser for børnene, men der er trods alt forskel på, om en mand kører rundt i sin lille røde bil og bortfører 7-årige piger fra gaden for at tiltvinge sig sex med dem på den ene side, og på den anden, at en seksuelt bevidst 13-14-årig dreng frivilligt og aktivt opsøger sex med mænd og aldrig oplever nogen problemer i den forbindelse, som den tidligere omtalte danske ”kendis” blot er ét eksempel på. Også førnævnte professor Hertoft forsøgte at påpege den enorme forskel i konsekvenserne (eller fraværet heraf) mellem frivillige og ufrivillige forhold og mellem småbørn og drenge i puberteten. Selv straffeloven graduerer alvorligheden ud fra alder og frivillighed! Alligevel blandes alt sammen i én pærevælling og vurderes ud fra de allermest grusomme eksempler, man kan komme på, og bruges som argument for en uendelig strøm af stramninger af alt, der kan lægges ind under den misvisende overskrift ”pædofili”.

Hvad er overhovedet formålet med, at folk, der er dømt for sex med en mindreårig og har udstået deres straf, som den eneste gruppe i samfundet skal udsættes for en behandling i strid med alle retsprincipper og menneskerettigheder ved at give politiet uindskrænket ret til at foretage husundersøgelser, måske resten af den dømtes liv? Det virker her, som om danske politikere aktivt forsøger at indføre samme forfærdelige retsstilstand, som mange, især afroamerikanere, i USA oplever, når de først én gang har været gennem retssystemet, og det derefter nærmest er umuligt for dem at få et normalt liv igen, fordi den mindste kontakt med ordensmagten eller retssystemet, uanset hvor triviel og/eller irrelevant i forhold til den tidligere dom, den er, medfører evindelige forlængelser af prøvetiden, risiko for nye straffe osv. I USA er man nu begyndt at få øjnene op for de meget skadelige konsekvenser af denne retstilstand og forsøger at arbejde i den modsatte retning. Britt Bager vil indføre denne retstilstand i Danmark. Formålet med forslaget var åbenbart at forhindre, at tidligere dømte skal fare ud og gentage forbrydelsen – hvilket det derfor må være en forudsætning for forslaget, at de gør. Men Britt Bager og Søren Pape Poulsen formåede i alt at trække 1 – ét – eksempel frem på en person, der åbenbart med ca. 10 års mellemrum og med en mellemliggende afsoning havde haft sex med børn. Og det må han naturligvis ikke, og jeg skal ikke forsvare hans handlinger. Men hvis Bager og Pape mener, at det i et demokrati giver mening at lovgive (endsige at undergrave grundlæggende borgerrettigheder og retsprincipper) på baggrund af en enkeltstående sag, ville der være langt større grund til og langt større potentiale for at beskytte børn ved at forbyde forældre at være sammen med deres børn. Ja, for fra 1980 til 2015 blev mindst 125 danske børn myrdet af deres egne forældre (https://www.information.dk/mofo/vidste-bare-piger-slaaet-ihjel), og alene i 2016-17 ombragte danske forældre deres eget afkom 18 gange (https://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-08-24-naar-foraeldre-slaar-ihjel-jeg-v...), så ud fra denne Erasmus Montanus-logik er forældre langt farligere for børn end pædofile! Har nogen overhovedet undersøgt, om det faktisk er et problem, at lige præcis personer, der er dømt for sex med mindreårige, gentager deres forbrydelse? Ja, det er der faktisk nogen, der har, men endnu en gang ignoreres fakta. Ifølge statistikken og videnskaben er personer, der dømmes for sex med mindreårige, en af de grupper med det laveste recidiv (gentagelseshyppighed) (se f.eks.
https://www.jv.dk/esbjerg/Paedofilidoemte-begaar-sjaeldent-nye-overgreb/...). De forslag, jeg har diskuteret her, og de evindelige forøgelser af strafferammerne og andre stramninger af diverse regler må derfor snarere skyldes uberettiget frygt og had, leflen for pøbelstemninger og populistisk stemmefiskeri end et unødvendigt ønske om at afskrække eller forhindre de dømte i at gentage forbrydelsen. Det lave recidiv betyder også, at gruppen er blandt de bedst egnede til at afsone med fodlænke. Alligevel har den nytiltrådte justitsminister, Nick Hækkerup, allerede nået at kritisere, at denne gruppe kan afsone med fodlænke – endda på trods af, at fodlænke kun kommer på tale, når der er tale om milde domme på op til 6 måneder, hvor der ofte vil være tale om unge, der har trådt over andre unges grænser. Hvordan er det til gavn for samfundet, at sådanne personer partout skal smides i fængsel – blot for at tilfredsstille det irrationelle had til pædofile?

Senest har vi (igen) set et forslag om, at personer, der er dømt for sex med mindreårige, skal have indskrænket deres ret til at rejse frit i udlandet. Jeg undres over, hvorfor det kun er denne type forbrydere, man vil beskytte resten af verden imod, og ikke f.eks. barnemordere (forældre og andre!), andre drabsmænd og -kvinder, serievoldtægtsforbrydere, krigsforbrydere, terrorister og andet godtfolk. Jeg kan ikke få øje på anden grund, end at pædofile tillægges en moralsk afstumpethed, som man end ikke tillægger barnemordere og de andre nævnte grupper. Og igen er mit formål her ikke at forsvare overgreb mod børn, herunder fattige børn i tredjeverdenslande, men når politikernes åbenlyse mangel på logik både synes underforstået at blåstemple, at danske barnemordere rejser til udlandet og slår flere børn ihjel, ”bare” de ikke har haft sex med dem, og samtidig er med til at puste til et irrationelt had mod en seksuel minoritet, der omvendt er så intenst, at det meget vel kan føre til drab på en dansk pædofil, hvis han eller hun er så letsindig at stå åbent frem, f.eks. for at deltage i den offentlige debat, burde det være tydeligt for enhver, at opfattelsen af og frygten for pædofile er gået fuldstændig over gevind. I samme forbindelse er det relevant at nævne forslaget om, at personer, der er dømt for sex med mindreårige, som den eneste gruppe dømte i det danske retssystem ikke skal have mulighed for prøveløsladelse (med dertil knyttede vilkår), hvorimod alle andre typer kriminelle altså fortsat kan se frem til prøveløsladelse. Ligesom forældelsesfrister, som jeg omtalte tidligere, ikke er en ”præmie” til forbrydere, der formår at slippe godt fra deres forbrydelse længe nok, er prøveløsladelser heller ikke en ”rabat” til afsonere, som det påstås. Det er derimod et resocialiseringsværktøj, der giver mulighed for at pålægge de dømte vilkår, når de løslades, som så fortsat gælder efter løsladelsen, og for at indsluse de løsladte i samfundet igen under opsyn og med passende hjælp. Men hvor mordere, voldtægtsforbrydere og terrorister altså fortjener ”rabat”, hjælp og indslusning, er personer, der dømmes for sex med en mindreårig, åbenbart uberettiget og uværdige (”utilgivelige”, har Søren Pape Poulsen kaldt dem) til nogen form for hjælp såvel som til ligeværdig behandling i retssystemet. I stedet skal ikke kun dømte, men også pædofile, som aldrig har brudt loven, fratages enhver mulighed for at eksistere som dem, de er, for at udleve deres seksualitet i fred uden at involvere andre, f.eks. med dukker, og for at udtrykke deres indre tanker og følelser i tekst, tale og tegninger, og hvis de falder i og faktisk har sex med en mindreårig, skal de straffes hårdere end alle andre grupper, som de eneste have indskrænket deres generelle menneske- og frihedsrettigheder og i øvrigt finde sig i vilkårlige krænkelser af deres hjem, måske resten af livet.

Eksperter mener, at ca. 10% af befolkningen er homoseksuel, og at 1-2 børn i hver skoleklasse derfor er bøsse eller lesbisk. Tilsvarende mener man, at ca. 1-3% af befolkningen er pædofil, dvs. et sted mellem ca. 57.000-170.000 danske medborgere. Det svarer til ca. 1 barn på hvert eller hvert andet klassetrin i hver skole. Prøv at forestille dig at være det barn (eller forælder til det barn), som hører politikernes fordømmelser af eller sidder i klassen og lytter til de velmenende læreres advarsler mod en selv og andre med præcis de følelser, som barnet selv sidder med – og absolut ikke tør tale til et eneste levende væsen om. Jeg var selv tidligt bevidst om min seksualitet og har oplevet det. Der findes næppe noget mere ekskluderende og fremmedgørende – over for en selv og over for samfundet – end den oplevelse. Der findes næppe noget, der kan skabe større angst, forvirring, selvhad og en grundlæggende følelse af udstødelse, isolation og ensomhed end det. Når det handler om unge LGBT-personer, er vi alle, inklusive de enormt rummelige medier og politikere, meget oppe på barrikaderne over, at nogle af dem (måske primært i udlandet) på tragisk vis drives til selvmord pga. mobning, udstødelse og manglende accept – alt imens de selvsamme medier og politikere ofte og gerne fuldstændig uden grund tilsviner og nedgør de pædofile som gruppe og udskriger dem som forbrydere værre end alt andet. Alene på grund af deres seksualitet. Uden sammenhæng med de pædofiles konkrete handlinger eller holdninger. Selv pædofile teenagere, som aldrig har haft sex, og som slås med deres identitet ligesom f.eks. LGBT-teenagere. Jeg har før hørt medier, politikere og (andre) populistiske debattører forsvare deres generaliserende og diskriminerende udtalelser om de pædofile som gruppe ved at påpege, at de naturligvis kun mener de pædofile, der faktisk bryder loven! Men ville vi acceptere, at mænd generelt omtales som voldtægtsforbrydere, eller at politikere generelt udskriges som korrupte, blot man bagefter præciserede, at man naturligvis kun henviste til de konkrete mænd eller politikere, der faktisk har begået voldtægt eller er korrupte? Naturligvis ikke. I dagens Danmark er det ene og alene de pædofile, man kan tillade sig at behandle på den måde. (Ovennævnte eksempler er, indrømmet, ikke særlig gode, og det understreger netop pointen, at det er svært at finde meningsfulde eksempler på grupper, som rent faktisk diskrimineres lige så groft og åbenlyst som pædofile!) Som jeg kort var inde på tidligere, er det også relevant at nævne væsentlige, men fortiede fakta, som at mange overgreb mod børn, herunder ikke mindst incest, begås af ikke-pædofile og er en form for opportunistisk løsning, hvor børn er ”lettilgængelige” (f.eks. i familien), snarere end at det skyldes en præference for børn frem for andre seksualpartnere (som hos pædofile, som defineres som personer, hvis eneste eller primære seksuelle og følelsesmæssige præference er mindreårige). Det er særlig væsentligt i lyset af, at ud over de 1-3% egentlige pædofile, der findes i samfundet, mener eksperter, at langt flere lejlighedsvist oplever et ønske om eller har fantasier om sex med børn (https://www.information.dk/kultur/2013/01/mest-forbudte-fantasi). Det understreger måske bedst af alt, at debatten burde handle om ufrivillige seksuelle kontakter til mindreårige snarere end om pædofile og pædofili.

I forbindelse med forslaget om at forbyde dukker har selv Red Barnet været ude at mane til besindighed. Hvis videnskaben og mine argumenter ikke kan rokke ved jeres holdninger, så burde det bestemt gøre indtryk, at en forening som Red Barnet, som nærmest har slået sig op på at angribe pædofile over en kam, om end deres ønske om at beskytte børn givetvis er oprigtigt, nu også begynder at føle, at man er gået for vidt. Red Barnet og andre opfordrer til at vente med at forbyde dukker og i stedet gennemføre videnskabelige undersøgelser af emnet, som – igen på grund af det eksisterende og voksende stigma af alt, der har den mindste berøring med pædofili – er voldsomt underbelyst. Det kan jeg kun 100% tilslutte mig, meget gerne i form af en bred undersøgelse, der ikke kun omhandler dukker (selv om man også bare kan kigge på nogle af de undersøgelser, der allerede findes, jf. Kutchinsky, Hertoft og andre). Den virkelighed, den form for pædofil, som jeg og alle de ansvarlige pædofile, jeg omgås, ”repræsenterer”, er helt, helt anderledes end det billede, medier og politikere maler i dystre og bloddryppende farver. Sandheden er faktisk på de pædofiles side! Så en bred, evidensbaseret, ubiaseret og objektiv undersøgelse af pædofile, pædofili, seksuelle kontakter mellem voksne og mindreårige, seksuelle hjælpemidler og hele baduljen kan kun være til gavn for både de pædofile, samfundet som sådan og de børn, vi alle gerne vil beskytte. Og med ubiaseret og objektiv mener jeg, at eksempler som den kendte dansker (og mange, mange andre), der som unge teenagere fuldstændig frivilligt har sex med voksne og aldrig tager skade af det, skal med i undersøgelsen, og at man skal undgå den videnskabelige metodefejl, mange undersøgelser begår, fordi de udelukkende baseres på børn, der er i behandling for overgreb (eller voksne, der er i behandling for overgreb begået mod dem, da de var børn), altså en gruppe, der netop er defineret ved at opleve den seksuelle kontakt negativt. Det giver et lige så misvisende indtryk, som hvis man undersøgte heteroseksualitet ved kun at tale med kvinder, der havde været udsat for voldtægt. Og i betragtning af de voldsomme lovindgreb og -stramninger til skade for den generelle retssikkerhed, som politikerne finder det nødvendigt at indføre i samfundet, er der ingen som helst gyldig grund til ikke at få undersøgt hele området grundigt – medmindre, altså, hvis man er bange for den sandhed, en undersøgelse vil afdække.

I P1 Morgen den 30/8 udtalte Jeppe Bruus, at han finder det ”modbydeligt”, at der findes sexdukker af børn – her afslører Jeppe Bruus jo den virkelige årsag til sit – og formentlig resten af den moralske elites – korstog. Han kan simpelthen ikke bære tanken om, at der findes mennesker, som fra naturens hånd er blevet udstyret med en klam seksuel præference for børn – uagtet at de ikke selv har valgt det, og uagtet at det overvældende flertal udlever denne præference på lovlig og uskadelig vis – nogle af dem altså antageligvis ved hjælp af dukker. Det er stærkt problematisk i et repræsentativt demokrati, at en lovgiver på den måde helt åbenlyst lader sig styre af personlige og irrationelle antipatier mod en hel befolkningsgruppe, især når videnskaben tydeligt viser, at de lovforslag, som disse antipatier afføder, faktisk er direkte skadelige for de børn, man påstår at ville beskytte. ”I min verden kan jeg ikke forstå, hvorfor de [dukker] overhovedet bliver produceret,” betror Jeppe Bruus os til sidst i artiklen på jyllands-posten.dk. Nej, det kan du vel ikke, og hvor må det dog være befriende at være så indskrænket i sin privilegerede ”jeg har en accepteret mainstream-seksualitet”-tankegang, at man end ikke behøver forsøge at sætte sig ind i, hvordan det mon er at skulle komme gennem hver eneste dag som pædofil. Jeg kan kun drømme om, hvor befriende det må være, men lad mig afslutningsvis stilfærdigt fremføre, at man sagtens kan være pædofil uden nogensinde at bryde loven. Man kan sagtens være pædofil uden at synes, at det er i orden at have sex med børn. Man kan sagtens være pædofil og samtidig have samme sunde moral, ansvarsfølelse og virkelighedsopfattelse som flertallet af personer med andre seksualiteter. Mange pædofile finder faktisk afløb for deres seksualitet ved at være positive elementer i børns liv uden nogensinde at indgå i en seksuel relation til et barn, og de er omsorgsfulde, kærlige, glade for børnene og fuldstændig i stand til at ”styre sig”. Og derfor skal politikere, journalister og folk helt generelt holde op med at omtale og betragte pædofile som nogle, der pr. automatik er onde, har dårlig moral, er forbrydere eller er farlige for børn. Vi er helt almindelige mennesker, der i langt de fleste tilfælde udmærket er i stand til at indrette vores liv som lovlydige borgere på trods af en enormt besværlig og uhensigtsmæssig seksualitet, og vi har samme krav på at blive behandlet og omtalt ordentligt og respektfuldt som alle andre.

Venlig hilsen
Anders (opdigtet navn)

=========================================
Her slutter min mail til Folketinget, og herunder følger en afskrift af Preben Hertofts kronik fra Politiken:
=========================================
Politikens kronik den 15. december 1984

PÆDOFILE VIL IKKE GØRE BØRN FORTRÆD
af Preben Hertoft

[Manchet:] Omtale af såkaldt pædofile – børneelskere – får mange til at tænke på seksuelle uhyrer, børneporno, prostitution eller incest. Sådanne forestillinger bunder i uvidenhed, og en af vores førende sexologer, overlæge ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling Preben Hertoft, håber med denne kronik at sprede saglig oplysning om en udsat gruppe i en ulykkelig situation. Han mener, at tiden er inde til en fornyet debat om nedsættelse af den seksuelle lavalder.

[Selve kronikken:] Seksuelle overgreb, uanset hvem de går ud over, kan naturligvis ikke accepteres. Ingen ordentlige mennesker kan forsvare seksuelle overgreb. Er det børn, sådanne overgreb rammer, må vi være særlig på vagt. I alle kontakter mellem et barn og en voksen – ikke blot seksuelle – har den voksne et særligt ansvar.

Gennem de senere år har jeg truffet en del såkaldt pædofile mænd. De kom, fordi de følte sig ulykkelige, blev misforstået og ydmyget, frygtede arbejdskollegers, forældres og diverse myndigheders reaktioner. Det kunne gå så galt, at man antog dem for at være voldsforbrydere, ja mordere. De elskede børn – også seksuelt, det nægtede de ikke – men derfor var de ikke uden ansvarsfølelse, og de kunne ikke drømme om at gøre et barn fortræd. Tværtimod havde de ofte støttet børn, der var i vanskeligheder og følte sig svigtet, og de harmedes over hvor dårligt mange børn har det i vort samfund.

De pædofile er en udsat gruppe, og de er i en ulykkelig situation. For genstanden for deres interesse og kærlighed vil i en række tilfælde være uopnåelig. Nogen lykkelig løsning på mange af de pædofiles problemer gives næppe.

Da der hersker så mange misforståelser omkring pædofili og diskussionerne ofte bliver ophedede og usaglige – hvilket er forståeligt, men ikke hensigtsmæssigt – vil jeg i det følgende prøve at rede nogle af trådene ud. Først en definition: Ordet ”pædofil” betyder som bekendt børneelsker. Og en pædofil kan defineres som en person, oftest en mand, der især føler sig tiltrukket af personer, der aldersmæssigt befinder sig i perioden før, under eller lige efter kønsmodningen. Den pædofile finder sin egentlige seksuelle tilfredsstillelse i forhold til børn og unge i den aldersgruppe, og det er karakteristisk, at når den unge bliver fuldt udviklet i legemlig henseende, virker han mindre seksuelt tiltrækkende på den pædofile. Hvorfor nogle mennesker bliver pædofile, ved vi ikke, lige så lidt som vi ved, hvorfor de fleste er så heldige at udvikle en accepteret, såkaldt normal seksualitet. Antallet af pædofile kendes heller ikke. Vi har ingen midler til at ændre en pædofil driftsretning.

Holdningen til seksuelle forhold mellem voksne og børn afhænger af den kultur, hvor sådanne forhold forekommer. Der findes faktisk kulturer, hvor man, i hvert fald til en vis grad, accepterer forhold mellem voksne og børn. I vores del af verden vurderes sådanne forhold som bekendt overvejende negativt. Det skyldes antagelig, at barnet og den unge betragtes som et offer for en voksens overgreb, samt at man mener, at barnet tager skade af sådanne forhold, om ikke legemligt, så i hvert fald psykisk. Den voksne opfattes som en sædelighedsforbryder, blottet for etik og udelukkende seksuelt interesseret i barnet.

Denne udbredte opfattelse holder imidlertid ikke for en nærmere betragtning. Naturligvis forekommer voldelige seksuelle overgreb over for børn, ligesom det sker over for voksne, de er blot ikke karakteristiske for pædofile forhold.

Man må heller ikke forveksle den udnyttelse af børn, som børnepornografi er udtryk for, med sædvanlige pædofile forhold. Børnepornografi har lige så lidt med virkeligheden at gøre som voksenpornografi. Endelig er der yderligere to ting, der ikke må forveksles med pædofili – skønt det ofte sker og forplumrer diskussionerne – nemlig prostitution og incest.

De fleste pædofile forhold har lige så lidt med prostitution at gøre som seksuelle forhold har mellem voksne. De er sjældent blot en seksuel forbindelse, men rummer en gensidig følelsesmæssig interesse. Det er forkert ud fra undersøgelser over mindreåriges prostitution at slutte noget alment om pædofili og dens følger. Børneprostitution er primært et socialt problem, og børnenes voksne kunder er sædvanligvis ikke pædofile. Med hensyn til incest har sådanne forhold en helt anden baggrund og helt andre følger end pædofili. Dels er den voksne sædvanligvis ikke pædofil, altså ikke specielt interesseret i forhold til børn, dels indebærer incestuøse forhold ofte et groft tillidsbrud og hviler på tvang. Netop derfor kan incest være så traumatiserende og give anledning til svære psykiske konflikter. Incestforhold er et familieproblem, et udtryk for, at noget er galt i den familie, hvor sådanne forhold udspiller sig, ofte gennem flere generationer.

Tidligere mente man, at børn ikke har seksuelle følelser og drifter. Nu ved vi på grundlag af talrige undersøgelser og iagttagelser, at denne antagelse ikke lader sig opretholde. At børn også er seksuelle væsener er naturligvis ikke noget alibi for at voksne indlader sig med børn. Men ud fra vores viden herom burde det ikke komme som en overraskelse, at børn i deres behov for et nært forhold til en voksen ikke altid synes, at der er så stort et spring fra nær psykisk og legemlig kontakt i almindelighed til den form for kontakt vi – ofte kunstigt – udskiller som en seksuel kontakt.

At i hvert fald større børn selv udmærket ved, hvad der er tale om, giver følgende eksempel måske et indtryk af. Bent, en voksen, gift mand, fortæller: ”Jeg var 12 år, da jeg traf G. Jeg havde tabt en lille ring og G hjalp mig med at finde den. Han var vel godt 50 år gammel og sømand. Det anede mig, at der lå en seksuel interesse bag hans hjælpsomhed, det er noget, drenge hurtigt bliver klar over. Han var imidlertid flink og jeg var glad for at have nogen at snakke med.” Forholdet mellem Bent og G. udvikler sig til en seksuel kontakt og Bent fortsætter: ”Det var vist altid mig, som maste på med at vi skulle gøre noget sammen. En dag, vi gik tur, overtalte jeg ham til at vi skulle gå om bord i en tom båd, der lå ved kajen. Rent seksuelt bestemte vi lidt af hvert. For mig var han en kammerat. Jeg syntes, det var spændende at høre om hans liv som sømand, og jeg kunne snakke med ham om alt muligt. Jeg fik afløb for alt det, jeg ikke vovede at snakke om derhjemme. Jeg glædede mig til hver gang, hans båd kom til vores by. Vi havde det vældig sjovt sammen. Men efter et par år afmønstrede han, og jeg så ham ikke mere. Jeg havde det ganske almindeligt godt med mine forældre, men jeg snakkede aldrig om noget seksuelt med dem, og jeg fortalte heller ikke om G.”

Bents beretning er ikke usædvanlig, tværtimod ganske typisk, det ved vi fra de efterhånden mange undersøgelser der foreligger om pædofile forhold.

Det er ikke tilfældigt, at jeg som eksempel har valgt Bents historie. Dels er det antagelig den slags pædofile forhold, der er de almindeligste. Dels må man i diskussioner omkring pædofili altid præcisere, hvad man taler om, ikke mindst må man vide noget om barnets alder og køn. Forhold til mindre børn må vurderes anderledes end forhold til børn nær puberteten, ligesom barnets køn har betydning for ens stillingtagen. Men diskussioner af pædofili afspores ofte af gruopvækkende beretninger om voksne mænds overgreb på små piger. Dette siger imidlertid mere om de diskuterendes fantasiliv end om pædofili.

I øvrigt peger diverse undersøgelser på, at voksnes seksuelle forhold til børn mere former sig som børns indbyrdes seksuelle lege end som egentlig samleje.

De fleste forhold udspiller sig i en af parternes hjem. Parterne kender sædvanligvis hinanden forinden, dog således at pædofile forhold til piger hyppigst finder sted inden for en ret snæver bekendtskabskreds, mens forhold til drenge har en mere tilfældig baggrund. Alle undersøgelser viser, at børnene ofte selv deltager aktivt i forholdet (fuldstændig som Bent beskriver det), at de synes, de har et seksuelt og alment menneskeligt udbytte af det og ikke skades af det. For drengenes vedkommende bevarer de ofte forbindelsen med den voksne mand mange år efter forholdets afslutning. De udvikler sig ganske normalt, stifter familie, inviterer den pædofile hjem osv. Dette nævnes ikke for at idyllisere pædofile forhold, men som modvægt mod de fantasifulde rædselsberetninger.

Man kan altså slå fast, at hvor der er tale om frivillighed og gensidig seksuel tiltrækning synes selve den seksuelle kontakt ikke at medføre skadevirkninger. Forhåbentlig kan det berolige forældre og medvirke til, at deres opskræmthed og bekymring ikke antager urimelige dimensioner.

Man har hævdet, at det især var ”forsømte” børn, der indlod sig på seksuel kontakt med voksne. De undersøgelser, der foreligger, tyder ikke på dette. En af undersøgelserne viser f.eks., at drenge, der har seksuelle forhold til voksne, ikke kommer fra særlig dårlige hjem, ej heller fra særlige samfundslag, og at de både fysisk og psykisk snarere er plus- end minusvarianter.

Min hensigt med at nævne disse forhold er ikke at propagandere for pædofile forhold. Hensigten er naturligvis at vække til eftertanke. At spørge: Er sådanne følelser så fremmedartede, endsige ”unaturlige”, som det ofte påstås? Er der altid tale om overgreb fra den voksnes side, og er barnet blot et passivt ”offer”? Medfører sådanne forhold skadevirkninger for barnet, kan det derigennem afspores eller forkrøbles? Har sådanne forhold ingen positive sider?

Et roligere syn på de seksuelle forhold mellem børn og voksne – for de finder jo vitterligt sted, uanset hvordan vi forholder os til dem – ville medføre følgende fordele: forældre og andre, som har ansvar for børn, ville føle sig mindre opskræmte, og barnet ville blive udsat for færre traumer gennem forældres og myndigheders udspørgen og forhør i de tilfælde, hvor forholdet bliver opdaget.

De pædofile ville ikke blive anset for at være monstrøse børnelokkere, der kun ønsker at gøre børn fortræd, men man ville indse, at de er mennesker som alle andre, med samme gode og dårlige egenskaber. Den eneste forskel er, at deres følelser og drifter retter sig mod en aldersklasse, hvor seksuelle forhold ofte ikke lader sig etablere af hensyn til barnets tarv. For det siger naturligvis sig selv, at man ikke kan prisgive børn for at imødekomme de pædofiles ønsker og behov. Meget ville imidlertid være vundet, hvis pædofile ikke blev forvekslet med voldsmænd og mordere.

Til slut lidt om den såkaldte seksuelle lavalder. Det er jo den, der i en vis henseende bestemmer, hvad der skal forstås ved pædofili.

Før 1930 var aldersgrænsen for heteroseksuelle forhold 12 år! Det har de fleste nok glemt i dag, nogen vil det måske forfærde. Med straffeloven af 1930 blev der indført en grænse for heteroseksuelle forhold på 15 år, for homoseksuelle forhold på 18 år – forinden havde homoseksuelle forhold været forbudt.

I 1974 bad Justitsministeriet straffelovrådet tage stilling til en nedsættelse af aldersgrænsen for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold samt om faste aldersgrænser eventuelt helt kunne ophæves. Efter meget grundige overvejelser nåede straffelovrådet frem til at anbefale en nedre fælles aldersgrænse på 14 år, mens man af mange, især juridiske, grunde ikke mente, at man kunne opgive faste aldersgrænser (Betænkning nr. 747, 1975).

Som bekendt kunne der ikke opnås flertal for en lavalder på 14, men derimod for en fælles lavalder på 15 år. Dermed ophævedes mange års diskriminering af homoseksuelle medborgere. Der var selvfølgelig dem, der frygtede, lovændringen i 1976 ville give de homoseksuelle ”frit slag” over for værgeløse unge mænd, men de dystre spådomme er ikke gået i opfyldelse. Derimod er politiet blevet sparet for meget unyttigt arbejde og mange homoseksuelle har siden kunnet sove roligt. Det forholder sig da sådan, at uanset hvilken lavalder vi har, rummer loven stadig væk mulighed for at ramme seksuelle overgreb. En nedsættelse af lavalderen giver ingen ”frit slag” til misbrug, afkriminaliserer blot en række gensidige frit indgåede seksuelle forbindelser og befrier en række mennesker for unødig angst for skandalisering, ydmygelse, pengeafpresning og straf.

Som nævnt tidligere er det begrænset, hvad vi kan gøre for de pædofile. Men dels så jeg gerne en fornyet debat om den seksuelle lavalder – helst naturligvis en saglig debat. Dels håber jeg, uanset hvilken lavalder vi får, at realistisk kendskab til pædofil kan føre til, at vi holder op med at betragte pædofile som uhyrer, der udelukkende tænker på at forgribe sig på børn, men ser dem som det, de er – medmennesker, der på de fleste områder er som alle andre.
==========================================

Ole Frank, Annette Chronstedt, Flemming Berger og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Den seksuelle lavalder er en beskyttelsesmekanisme samfundet har sat op for at beskytte et umodent menneske mod en skæv magtrelation med en voksen. Jeg synes, den er sat for lavt, og sagtens kunne følge det tidspunkt, hvor et barn i samfundets øjne bliver myndigt. Dog med undtagelse ved prostitution, hvilket er noget perifær ift. denne debat, hvor lavalderen bør skubbes endnu længere op, så det er et modent menneske, der træffer er bevidst valg velvidende de konsekvenser valget måtte medføre af social og psykologisk karakter.

I en skæv magtrelation er muligheden for udnyttelse via manipulation/grooming større end ved en ligeværdig relation.

Men voksne kan også lade sig manipulere til at tro, at det er ok, at den seksuelle lavalder nedsættes, hvis man ikke passer på, selvom om en voksens største ansvar er at beskytte sine børn.

Hannah Werk, Erik Fuglsang og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

@Rikke Nielsen Kunne det ikke løses ved at der var en dobbelt granse, alt efter hvor gammel den ælste var? Så hvis det var et rimeligt jævnbyrdigt par var den ligt lavere. Det ville også kunde gøre så dit forslag kunne komme igemmen, uden at give problemer for de unge.

"Til slut lidt om den såkaldte seksuelle lavalder. Det er jo den, der i en vis henseende bestemmer, hvad der skal forstås ved pædofili."

Nej, den skal forstås som grænse for hvornår der opstår en seksuel krænkelse af mennesker, som ikke selv kan formodes at have opnået tilstrækkelig integritet og modenhed til selv bevidst at beslutte sig for seksuel aktivitet med andre mennesker. Men ganske enig i at en seksuel lavalder altid er værd at reflektere over, idet denne retter sig mod mange aspekter af et ungt menneskes liv ... og naturligvis får store kulturelle konsekvenser.

Ofte opstår der forveksling mellem pædofili og seksuelle krænkelser af mindreårige - og det kan være væsentligt at gøre sig klart at en stor part af sidstnævnte finder sted som en art substitutionskriminalitet, hvor krænkerens frustration over ikke at kunne begå sig med voksne partnere er en udløsende faktor. Pædofili er derimod betegnelsen for at man nærer en seksuel forkærlighed for børn; det er (klinisk betragtet) ikke tilstrækkeligt at man kan blive tiltrukket/opstemt af forestillinger om sex med børn.

Hvis vi så et øjeblik ser bort fra den skæve magtrelation mellem et barn og en voksen, så er det også lidt af en stråmand at påstå, at et barn er beskyttet af allerede eksisterende lovgivning ift. overgreb, hvis den seksuelle lavalder rent teoretisk blev fjernet. Kvinder over den seksuelle lavalder, der bliver voldtaget, har en minimal chance for, at der falder en dom. Det er næsten gratis at voldtage en kvinde. Den seksuelle lavalder yder derfor en meget stærk beskyttelse, som ville forsvinde, hvis den seksuelle lavalder blev fjernet. Og jeg kan slet ikke se for mig, at en 9-10-11-12-årig pige skulle forsøge at forklare politiet, at hun er blev voldtaget af en voksen. Det virker på mig helt urealistisk.

Randi Christiansen

Aldous huxley har i sin utopi om et asiatisk øsamfund bl.a. beskrevet, hvordan særligt uddannede vejleder seksuelt uerfarne i elskovens kunst.

Vi ved, at børn har en nysgerrighed om seksualitet, hvis fysiske dimension (hvem kender ikke til præpubertære forelskelser i voksne, jeg har f.eks. hørt flere mænd fortælle om, hvor fysisk betagede de som små drenge var af børnehavelærerinden, skolelærerinden mv) melder sig heftigt omkring kønsmodningen, og som de oftest er alene med at fumle sig igennem.

Seksualvejledning inkluderende en fysisk dimension bliver smukt beskrevet i huxleys bog og kunne måske tjene som inspiration for nytænkning mht børns seksualitet og mht, hvorledes voksne bedst varetager børnenes tarv i den forbindelse.

Anders Christensen

Et par af jer kommer med kommentarer til lavalderen, som ser ud, som om de er baseret på Hertofts kronik. Det er fint nok, men husk, at Hertofts kronik kun er 1 reference ud af de mange, jeg anfører i min tekst. Den eneste grund til, at jeg har inkluderet hele teksten som en del af mit indlæg, er som nævnt, at den ikke findes på nettet - det er ikke, fordi den skal veje tungere end mit indlæg eller de andre referencer. Det er en skam, at ingen af jer kommenterer på de principielle spørgsmål, jeg bringer på bane, ikke mindst om retssikkerhed. Føler I f.eks., at det er OK at forbyde dukker, der "ligner børn", selv om de ikke er farlige, men tværtimod hjælper pædofile med at udleve deres seksualitet uden kontakt med børn - bare fordi politikerne synes, at de er "modbydelige"?

Vedr. lavalderen, så husk, at den "skæve magtrelation" jo består mellem børn og voksne i alle livets forhold, ikke kun seksuelle. Og heldigvis kan de fleste voksne jo sagtens finde ud af at håndtere den skævhed på en måde, der er gunstig for barnet. Forældre opdrager deres børn fornuftigt, lærere underviser børnene i sunde værdier i stedet for at indoktrinere dem i deres egne politiske opfattelser osv. Det er lidt underligt, at alle går ud fra, at pædofile automatisk vil misbruge den skæve magtrelation til at opnå sex mod barnets vilje. Jeg har ærlig talt aldrig forstået den "automatiske ondskab", folk åbenbart tror, er knyttet til den pædofile seksualitet.

I øvrigt er de fleste mand-kvinde-relationer jo også "skæve". De fleste mænd kan vel, statistisk set, overmande de fleste kvinder, og vi ved, at heteroseksuelle voldtægter finder sted, men her kan folk godt skelne mellem "gode heteroseksuelle" og "onde heteroseksuelle", og folk formoder ikke automatisk de værste om heteroseksuellle mænd. Hvorfor finder folk det så svært at tro, at der også findes "gode pædofile"? Hvis vi alene ser på antallet af pædofile, som bare i Danmark tæller ti- eller hundredtusindvis, så fremgår det jo tydeligt af antallet af sager om misbrug af børn, at det er et fåtal af de pædofile, der krænker børn (husk igen på, at en stor del af de sager, der faktisk er, begås af ikke-pædofile).

Det er sådan set bare denne tanke, jeg gerne vil bringe frem. Jeg sidder her og skriver et indlæg på Informations hjemmeside en søndag eftermiddag, jeg er pædofil, og jeg har altså ingen planer om at gå ud og lokke børn! Ligesåvel som de færreste heteroseksuelle formentlig og forhåbentlig har planer om at gå ud og voldtage kvinder i dag.

@Hanne Ultoft, når Hertoft skriver, at den seksuelle lavalder "i en vis henseende bestemmer, hvad der skal forstås ved pædofili", så tror jeg, han mener, at mange mennesker netop knytter loven sammen med seksualiteten pædofili (igen i lyset af det misvisende udtryk "dømt for pædofili", som jeg er inde på i mit indlæg). Hvis det er ulovligt, må det være pædofili - det er manges fejlslutning. Men du har ret i, at ud fra et filosofisk og psykologisk synspunkt er det forkert. Men lavalderen er heller ikke en god målestok for, hvornår nogen er modne. Tænk igen på Jim Lyngvild (også nævnt i min tekst), som selv aktivt opsøgte sex med voksne, da han var 13-14 år. Og husk på, at rundt om i verden varierer den seksuelle lavalder fra vistnok 12 eller 13 til 18. Betyder det, at børn i nogle lande automatisk er modne nok til sex, når de er 12 eller 13, mens unge i andre lande først har den modenhed, når de er 18? Næppe - det er blot udtryk for moralnormer og politik. Det er ikke et argument mod lavaldre, men blot for, at lavaldre ikke i sig selv siger noget om folks modenhed, hverken generelt eller individuelt.

@Rikke Nielsen, jeg må indrømme, jeg synes, det er lidt ekstremt at tale for en højere lavalder. Jeg forstår heller ikke dit argument med, at piger skal argumentere for, at de er blevet voldtaget, og der er vist ingen i hele verden, der har foreslået en lavalder på 9 år (endsige helt at fjerne den), så det er vist i sig selv en kæmpe "stråmand", som du kalder det!

Men ellers er det, jeg finder mest interessant, det, som Trine Cosmus Nobel skriver i den artikel, som vi kommenterer på, nemlig at præcis det store tabu og den overdrevne angst for pædofile faktisk er til skade for både børn og pædofile (igen et tema, jeg er inde på i min tekst). Også det, som står i en af de artikler, Trine Cosmus Nobel linker til (https://www.information.dk/moti/2014/08/problemet-ingen-forske), om klimaet for videnskabelige undersøgelser af pædofili, er ekstremt interessant. I mit indlæg er jeg selv inde på, at forskere (bl.a. Hertoft) har oplevet alvorlige konsekvenser blot ved at forsøge at luge de værste misforståelser og fordomme ud af den offentlige debat, men beskrivelsen i denne artikel er værre, end jeg havde kunnet forestile mig. Vi bør alle spørge os selv, om det gør noget godt for samfundet, at noget emne er så tabuiseret, at end ikke vores mest respekterede videnskabsfolk tør røre ved det? Hvordan er det nogensinde bedre at famle i uvidenhed? Hvad er det for en sandhed om pædofili, som er så skræmmende, at den for alt i verden skal forhindres i at komme frem og skal ties ihjel?

Dybest set bryder jeg mig ikke om, at debatten om de problemer pædofile slås med bliver koblet sammen med en debat omkring relevansen af den seksuelle lavalder. Det kommer, igen, til at virke på mig, som om der er en skjult agenda omkring den seksuelle lavalder, og det i virkeligheden er den vi debatterer.

Det gør mig dybt bekymret.

Jeg er en "beskytter" og kan nok aldrig blive enig med en potentiel "forbruger" omkring formålet med en seksuel lavalder. Og jeg er helt med på, at den seksuelle lavalder er en arbitrær størrelse besluttet af samfundet, hvorfor jeg også mener, at det giver mening at koble den sammen med myndighedsalderen. Dog med Alvin Jensens gode kommentar om aldersforskel in mente.

Anders Christensen

Jamen jeg er ikke ude på at diskutere lavalder. Du har helt ret, den har intet med pædofiles problemer at gøre, men det var jo dig, der først bragte lavalderen på bane i denne debat (og senere Hanne Utoft). Jeg vil gerne diskutere retssikkerhed, irrationel angst for pædofile og diskrimination og har forsøgt at åbne debatten om de emner. Jeg hører som sagt meget gerne dine holdninger til de emner, jeg berører i mit indlæg.

Anders Christensen, jeg samlede op på den uheldige sammenblanding af pædofili og seksuel lavalder, som én af dine kilder bragte på bane ... og jeg er helt enig i følgende:
Pædofili er ikke en sygdom, det er en seksualitetsart som efter mine begreber skal accepteres og afmystificeres mest muligt, omend seksuel praksis mellem mennesker efter mine begreber udelukkende bør finde sted, når/hvis begge parter bevidst har sagt ja til aktiviteten. I denne forbindelse er en seksuel lavalder strengt taget unødvendig at have, selvom vor samfundsudvikling og-kultur på rigtigt mange måder gør det oplagt at vi har én.

Jeg opfatter det i øvrigt som rigtigt relevant, oplysende og befriende at du som erklæret pædofil bidrager med saglige kommentarer - så mange tak.

Flemming Berger

' Anders Christensen' . Det har været yderst interessant - og for mig også oplysende - at læse dit indlæg. Når jeg afholder mig fra konkret at drøfte dine synspunkter,er det grundet en fuldstændig mangel på indsigt i problematikken - en mangel jeg sandsynligvis deler med andre?
Derfor er det glimrende,at du har vovet dig frem for at dele din viden med dine medborgere.

Ib Gram-Jensen, Annette Chronstedt og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

En lille tilføjelse:

Nogle - sikkert mange - pædofile bilder sig ind at forstå børn bedre, end ikke-pædofile voksne forstår børn. Denne 'særlige empati' er et 'skjold', en psykologisk forsvarsmekanisme, som tillader den pædofile på selvoplevet moralsk sikker grund at forgribe sig på børn: I den pædofiles selvforståelse er der i og for sig ikke tale om et overgreb, men snarere om en 'frigørelse' af barnets naturlige seksualitet, som et bonert og forskræmt samfund ellers undertrykker.

Man behøver vel ikke nødvendigvis at være specielt psykologisk begavet for at se, hvilke kaninhuller vi nu begiver os ned i? Mon ikke en 'Anders Christensen' - hvis trykket rigtigt på maven - dog vil vise sig at være en forbilledlig tour-guide?

Torsten Jacobsen, jeg forstår Anders Christensens beskrivelse af sig selv som værende pædofil i dén forstand at han primært/evt. udelukkende opstemmes seksuelt af børn, dvs. individer som psykologisk og biologisk kan betegnes og opleves som sådanne.

Og uden at jeg skal gå hverken dit eller Anders Christensens ærinde(r), er åben og accepterende dialog sommetider første skridt mod beslutninger om forandring/behandling ... men i øvrigt vil jeg godt pointere at såfremt Anders Christensen undlader at beskæftige sig med sin seksualitet på en for andre skadevoldende måde (f.eks. ved blot at dyrke fantasierne uden at trække på bl.a. børneporno), har jeg ikke tilskyndelse til at anbefale ham livsændringer.

I øvrigt er det ikke min erfaring at man animerer mennesker, som pga. f.eks. en aparte seksualitet, befinder sig i konfliktramte livssituationer, til åben og udviklende dialog ved at henvise til/fokusere på moraler og normer, de helt givet allerede er velbekendte med. Snarere risikerer man at sparke åbne døre ind og trampe sig gennem dialogens ofte porøse gulv - hvorved ingen lærer ret meget.

Torsten Jacobsen

Hanne Ultoft,

Der er forskel på at være velbekendt med moral og norm, og så at anerkende den samme moral, de samme normer. Visse døre bør forblive lukkede, ved du nok? Medmindre vi da alle - i sidste ende - skal løbe rundt og æde hinanden?

Anders Christensen

Hej Hanne Ultoft - ingen grund til at takke, der er faktisk intet, jeg hellere vil, end at prøve at deltage i debatten. Og jeg er glad for, at I er nogle her, der kan og vil diskutere stille og roligt. Jeg ville faktisk helst stå frem uden at gemme mig bag et pseudonym, men desværre er hysteriet så voldsomt, at det ikke kan lade sig gøre (jeg tør i hvert fald ikke). Og det gør det nemt for både Folketinget og aviserne at ignorere mig og andre, der lige så gerne vil fortælle om, hvordan pædofil i virkeligheden (også) er. Artiklen om "Problemet som ingen tør forske i" viser mig, at det er endnu værre, end jeg havde troet - det er ærlig talt skræmmende, og når hverken aviser eller politikere vil tage fat i problemet, men hellere vil puste til ilden, så er der desværre nok ingen vej frem.

Jeg er glad for at diskutere her, men der er vist desværre kun få deltagere, så det er ikke denne debat, der batter noget. Det er rigtig, rigtig skræmmende at opdage, at vi faktisk lever i et samfund, hvor både politikere og medier tilsyneladende har en "hemmelig pagt" om simpelthen ikke at lade pædofile komme til orde. At medierne er den 4. statsmagt bliver tydeligt, når man som jeg faktisk ikke får lov at udtrykke mig, og uden omtale i aviserne er det desværre også umuligt at holde politikerne til ansvar, og derfor kan de slippe godt fra at underminere retssikkerheden under dække af "kampen mod pædofili" og fra at bøje sandheden med deres falske argumenter. Det er enormt desillusionerende.

@Torsten Jacobsen, hvilken forskel gør det, hvilken alder jeg "tænder på" i forhold til denne debat? Jeg har på intet tidspunkt ønsket at diskutere lavalderen - det er jo decideret usandt. Tværtimod udtrykte jeg i forhold til en af de andre debattører, at det er uvæsentligt. Det er jo her dig, der forsøger at fordreje debatten og lægge mig ord i munden. Min hovedpointe handler om, at nogle politikere - baseret på oppisket had og angst og usandheder - arbejder for at undergrave etablerede borger- og menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Hvad har lavaldre og mine præferencer med det at gøre? Og hvorfor skal jeg i behandling? For hvad? Fordi jeg skriver debatindlæg? Du har ingen som helst grund til at tro, at jeg foretager mig noget som helst ulovligt eller "behandlingskrævende" - ud over dine egne fordomme over for mig, fordi jeg åbent og ærligt fra starten har fortalt, at jeg er pædofil. Du vælger at knytte en række stærkt negative egenskaber til den seksualitet, og det er præcis den fejlslutning, de fleste begår - det er kernen i al diskrimination.

"Nogle - sikkert mange - pædofile bilder sig ind at ...", påstår Torsten Jacobsen. Hvor søren har du det fra? Findes der undersøgelser, der beskriver det? Kender du mange pædofile? Eller er det noget, du fandt på i forbifarten? Og selv hvis "nogle, sikker mange" pædofile mener det, har du så set mig udtale det på noget tidspunkt? Torsten Jacobsen, hvis du ikke kan holde dig til at forholde mig ting, jeg selv har sagt, har du intet at gøre i denne debat. Du har allerede vist, at dit ene formål her er at skyde mig ned med alt, hvad du kan finde på, for at lukke munden på mig. Helt i tråd med størstedelen af befolkningen, der end ikke tåler, at en pædofil blander sig i debatten.

Du påstår, at: "Artiklens budskab er, at alle pædofile bør søge behandling, snarere end accept." Det har du netop helt misforstået. Artiklens budskab er: "Tiden er inde til, at vi taler om pædofile på en moden måde." Den modenhed savner du, Torsten Jacobsen.

@Flemming Berger - det glæder mig. Men jeg synes, at du som borger i dette land sagtens kan påberåbe dig al den indsigt, du har brug for i forhold til de politiske og retssikkerhedsmæssige aspekter, jeg bringer på bane. Når din retssikkerhed påvirkes, har du bestemt også ret til at have en holdning. Er det f.eks. OK, at du som 100-årig kan anklages for forbrydelser, du skulle have begået, da du var 20? Er det OK, at du kan foretage dig fuldt lovlige ting i f.eks. Tyskland og blive straffet for det, når du kommer hjem til Danmark? Den slags eksempler synes jeg, rækker langt ud over diskussionen om pædofili. Derudover kan jeg godt se, at selve diskussionen om pædofili kan være svær at forholde sig til, men omvendt synes jeg også, at f.eks. ovenstående artikel (den, som disse kommentarer er knyttet til) og nogle af de ting, jeg linker til, i hvert fald burde vise, at tingene ikke er så sort/hvide, som især mange politikere meget gerne vil gøre dem til. Jeg er stærkt kritisk over for den demokratisk skadelige populisme, som mange politikere forfalder til, f.eks. når Peter Skaarup påstår, at der er "hul i loven", og når Jeppe Bruus i strid med sandheden påstår, at computeranimationer og tegninger allerede er forbudt. Det siger de jo for at vildlede jer som borgere og vælgere, og det bør alle danskere nægte at finde sig i.

Jeg er ikke ude efter f.eks. at afskaffe lavalderen eller at påstå, at alle pædofile er engle, for der finder vitterligt grove overgreb sted (f.eks. manden i den lille røde bil). Men jeg mener, at jeg har ret til at kunne diskutere min seksualitet og de problematikker, der er knyttet til den, både for mig som individ og for samfundet, åbent og ærligt - uden at politikere lyver borgerne op i ansigtet i et forsøg på at score stemmer på min bekostning. Og når både anerkendte eksperter (Hertoft og andre), videnskaben (f.eks. vedr. faldet i overgreb, da pornoen blev frigivet) og personlige beretninger (Lyngvild) viser, at sandheden omkring pædofile er lige så nuanceret, som den vel er omkring alle andre aspekter af menneskets eksistens, så kan vi vist efterhånden alle se, at mange i alt for lang tid har smurt alt for tykt på, når det handler om pædofili. Det håber jeg, at du, Flemming Berger, og andre i hvert fald kan gennemskue. Og det er op til borgerne at forlange at få sandheden på bordet.

Torsten Jacobsen

'Anders Christensen'.

Artiklen først:

Buskabet er helt klart: På grund af unødvendig stigmatisering, søger alt for få pædofile rådgivning og behandling. Sekundært forskes der på grund af berøringsangst for lidt på området.

Jeg har ikke misforstået noget som helst: Pointen i artiklen er ikke, at vi skal acceptere hverken overgreb på børn, eller fantasier om samme. Pointen er, at vi skal acceptere pædofile som syge mennesker, der har hjælp behov. Jeg er helt med på, at du ikke anerkender dine tilbøjeligheder som en 'sygdom', men det gør jeg til gengæld. En sygdom, forstået i den forstand, at der ikke er tale om et aktivt tilvalg, men tværtimod om en seksuel tilbøjelighed, der i sig selv er patologisk.

Hvorfor er den patologisk? Det er den, fordi den i individet forankrer ønsker og behov, som omsat til handliing er til uoprettelig skade for både individet selv, og tillige for de individer, som måtte finde sig selv inddraget i udlevelsen af disse ønsker og behov.

Du sammenligner i din - alt for lange - tekst til det danske folketing pædofili med homoseksualitet. Det er en forkert sammenligning. Du kunne med større ret sammenligne pædofili med skizofreni eller psykopati: Ufrivillige tilstande, som ikke med nødvendighed resulterer i overgreb på andre individer, men som dog alligevel - og med rette - betragtes som risikofaktorer, og ikke mindst som akut behandlingskrævende. Jeg behøver vist ikke at tilføje, at der heller ikke findes nogen egentlig kur mod hverken skizofreni eller psykopati? Al behandling er symptomdæmpende og/eller adfærdsregulerende, snarere end egentlig helbredende.

Hvad din 'foretrukne alder' angår, så er jeg i og for sig bare nysgerrig: Der er dog en vis kvalitativ forskel på fantasier om at penetrere et spædbarn, og så på at blive seksuelt ophidset ved tanken om en 12-årigs spirende krop og naive uskyldighed, ikke sandt? Uanset vil det være en nødvendig oplysning for den plastic-fabrik - og de arbejdere på plasticfabrikken - som skal frembringe de sexdukker, hvis eksistens du så vedholdende argumenter for rimeligheden af. Ikke en eneste etisk bekymring her, nej bevares...

Næsten slutteligt må jeg skuffe dig med, at du ikke er den første selverklærede pædofil, som krydser disse sider. Jeg har tidligere haft æren af at diskutere både vidt og bredt med en ligeledes selverklæret pædofil. Han belærte mig om mangt og meget, og ikke mindst om pædofiles særlige indfølelse med børns virkelige behov. Der eksisterer vist også en organisation under akronymet NAMBLA, som fremturer med lignende nonsens. Altså er der tale om ren indbildning fra min side.

Samlet set finder jeg dit svar skuffende, men ikke overraskende, 'Anders Christensen'. Jeg stiller konkrete spørgsmål, som du uden omkostning - i kraft af din anonymitet - kan svare på, men du vælger i stedet for at stille dig krænket og fornærmet an. I wonder why...

Rikke Nielsen, Grethe Preisler, ulrik mortensen, Hannah Werk og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar

Hvis en pædofil offentligt må sige: "Jeg vil have sex med børn... men jeg gør det ikke..." må en heteroseksuel chef så også offentligt sige: "Jeg vil have sex med alle sekretærerne... men jeg gør det ikke..."?

Jeg har på fornemmelsen at svaret er nej. Jeg har på fornemmelsen at de pædofile her søger en minoritetsstatus som vil give dem særlig sympati og ekstra hensyn.

Og det er et problem, når nu en af overgrebsteknikkerne er, at bilde barnet ind at overgrebet er noget "normalt." Og en af teknikkerne for at slippe af sted med overgrebet er, for overgriberen at fremstå, overfor barnet, som en sympatisk stakkel.

At udleve sin liderlighed på bekostning af andre er ikke en menneskeret. At have sex med dukker har ikke ændret pornoens tiltrækning eller mænds lyst behov for sex med levende kvinder. Stå fast. Nej. Børn skal ALDRIG være sexovjekter. Sex er ikke en menneskeret og nu skal i fanme acceptere jeres lidelse og ikke forvente forståelse herfra. Kastration, gerne medicinsk for at få denne voldelige trang væk. Vild at høre hvordan nogle her ønsker at gradbøje pædofili. Jeg siger det lige igen. At udleve sin liderlighed ved vold mod andre er ikke en menneskeret. Stop digselv. Punktum

Randi Christiansen

@torsten jakobsen - hvad mener du om, hvis børn har lyst til sex med voksne?

Om at hvis man er under den seksuelle lavalder, må man holde sig til egen aldersgruppe og vente, til man bliver voksen? Jeg aner ikke, hvad jeg skal synes, blot at nabokovs bog 'lolita' beskriver en ung kvinde/pige, som i høj grad har lyst til en voksen, erfaren mand. Og at denne pige med en sund seksualitet, findes i virkeligheden. Men måske er der bare visse områder, man må vente med at udforske, til man har nået den af samfundet fastsatte lavalder.

Og dette er naturligvis ikke et forsvar for voksne menneskers seksualisering af børn. Misbrug af børn er noget af det værste, man som menneske kan gøre.

Annette Chronstedt

@'Anders Christensen': Også jeg har læst dig med interesse og taknemmelighed. Det er svært ikke at føle dyb respekt for dit faste fokus dér midt i orkanens øje. Dér sidder du og tænker klart og værdigt. Du beholder din menneskelige værdighed under en samlet verdens sydende foragt. På trods af din udtalte ansvarlighed og agtelse for grænsen hos de børn, du elsker på den forkerte måde.

Hvorfor er så godt som ingen tilsyneladende villige til at tro på, at et menneske er i stand til at kæmpe imod sin egen kærligheds udlevelse ? Ud af kærlighed til selve genstanden for sin seksualitet . .

Har den således afholdende påtaget sig et så dybt ansvar for sin egen kærlighed, at ingen har fantasi til at møde en sådan menneskelig styrke med andet end glødende mistro ?

Du kommer med ærlighed og fornuft og høster åndelige tæv og dehumanisering til gengæld! Jeg bøjer mig i respekt for dit mod til at stille dig værdigt i den totale, menneskelige isolation.

Tak også for - sammen med Hertoft - at vælte myten om pædofile som misbrugte børn. Måske gælder dette udelukkende de incestuøse voksne ? Folk, som er vokset op med det indtryk lejret dybt i kødet, at kærlighed består i den voksnes lyst til at udnytte éns barnlige uskyld ? Pædofili 'forklares' altså ikke med denne udbredte arvesynd, hvor krænkede børn - uden bevidsthed eller behandling - uvægerligt selv bliver krænkere. Eller gifter sig med én.

Gåden om den pædofile kærlighed står åbenbart indtil videre åben. At det er uimodståeligt at elske børnenes uskyld forstår enhver. Måske venter der en fremtidig, åndelig indsigt og dermed også en endnu ukendt helheds-løsning på den ulykkelige, kropslige kærlighed til børn ?

Dér, hvor det bliver svært, synes jeg, er punktet, hvor du sidestiller pædofili med homoseksualitet. Hvordan skal man forstå, at nogen skulle fødes med en seksualitet, som for den ansvarlige er dømt til evigt afkald ? En selvforkastelse, som homoseksuelle lykkeligvis har gjort oprør imod og idag er ( vestligt ) befriet for. .

Du skal ikke høre for at tage dig plads til at komme omkring alle faldgruberne i.f.t. 'din slags'. Selvom det givetvis kan virke kontraproduktivt, så siger det sig selv, at du - imod alle odds - vil forsøge at komme irrationaliteten i forkøbet og tale den på plads. Men i de fleste tilfælde vil irrationaliteten dømme videre, som om intet lige er blevet sagt. Som pædofil ved du nok bedre end nogen, at denne reflektoriske hang til fordømmelse ikke har meget med dig og selve sagen at gøre. Den udtrykker en dyb frygt, som automatisk umuliggør hørelse. Under frygtens indflydelse vil I - afholdende pædofile - nok længe opleves som en akut truende fare, hvorunder enhver forståelse stadig forveksles med accept. Som var selve indsigten en accept af den krænkelse, som I jo netop - heroisk - selv står for at kæmpe imod.
Må du også finde kærlighed og accept i din seje kamp.

Kommentarerne ovenfor viser vel et glimt af det overvejende kritiske, men også anerkendende spektrum, som pædofile i Danmark må forsøge at finde et fornuftigt liv i. Jeg har, som enkelte andre, fået indtryk af at Anders Christensen som et almindeligt menneske fortæller og søger at argumentere for bl.a. nogle kontraproduktive forhold i dansk kultur og lovgivning.

Jeg har ikke oplevet mine egne anskuelser om såvel forebyggelse af/reaktion på overgreb som lavalder antastet i dialogen med Anders Christensen, tværtom har jeg iagttaget hans refleksion og supplering af de kommentarer, jeg afgav. Men bortset fra dette, så findes der flere former for censur, herunder voldsom og grundløs defamering og inkriminering af afvigere, radikale synspunkter o.a., hvilket meget let bliver en hæmsko for alle parters bidrag til debatten.

Torsten Jacobsen, jeg kan tilslutte mig din kritiske observans - og på mange punkter understøtter du din kritiske vinkel fint, for naturligvis kan vi alle, uden at vide (ret meget) af det, strækkes for vidt, misforstå, manipuleres osv. På den anden side må du vel også tilstå at der meget let kan rejses kritik af kommentarer herinde, skabes saglig debat osv., hvor din relevante skepsis kan komme til udtryk på mange andre måder end ved at du på forhånd, dvs. efter at have læst meget få ytringer fra vedkommende, dømmer en kommentator som potentiel 'tour-guide' udi overgreb mod børn. Hvis du som person skulle bedømmes på grundlag af dine få kommentarer i ovenstående kommentartråd, kunne du i nogles øjne vel sagtens selv fremstå som unødvendigt aggressiv, fordømmende og intolerant, hvilket der så kunne spinnes videre på. Men en sådan debatudvikling rejser dermed intet af værdi for nogle af parterne, som tidligere pointeret. Den afvikler blot.

I øvrigt kan det i høj grad diskuteres om pædofili kan anskues som en sygdom, dels fordi sygdomme skal kunne forklares kausalt og dels fordi diversiteten blandt pædofiles habituelle tilstande er høj - lige fra karakterforstyrrede individer som praktiserer pædofilien uden anger eller kvaler til depressive, suicidaltruede, skamfulde og passive pædofile. Men selvfølgelig er der tale om en meget ofte destruktivt virkende lidelse, hvor én af vejene til lindring ... og dermed også bedre betingelser for at den pædofile kan finde andre veje end kriminalitet/overgreb i omgangen med egen seksualitet, er en saglig, imødekommende og så vidt muligt ligeværdig dialog, hvor langhåret dette end måtte (kunne) lyde i meningskampens gryde.

Annette Chronstedt, Torsten Jacobsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Anders C. Naturligvis kan jeg forholde mig til uærlige politikere og ubærlig populisme og oppiskning af had.Det er efterhånden blevet et mareridt,der rider vort land og ødelægger det billede jeg har af min barndoms Danmark,
Hvad jeg har svært ved at forholde mig til er seksuelle minoriteters problemer. Jeg føler det som noget fremmed.
Alle skal imidlertid være lige for loven.Selvfølgelig.

Det er for mig uden for enhver diskussion.

Anders Christensen

Hold da op, så er troldene vist vågnet!

Kære Torsten Jacobsen, forstå det nu: Jeg har aldrig argumenteret for en lavere lavalder! Det er da sjovt, at du bliver ved med at snakke om det. I wonder why... Kunne det være, fordi du ikke har andre argumenter imod mig end noget, jeg aldrig har sagt?

Det, jeg faktisk HAR sagt, er:
1) Nogle heteroseksuelle mænd voldtager kvinder - men det er de færreste, og derfor skal vi ikke angribe mænd alene for at være heteroseksuelle. Nogle pædofile begår overgreb mod børn - men det er de færreste, og derfor skal vi ikke angribe mænd alene for at være pædofile. Man er hverken nødvendigvis forbryder eller har dårlig moral, bare fordi man er pædofil (eller heteroseksuel, eller homoseksuel, eller...). Derfor skal folk holde op med at bruge ordet "pædofil", når de mener "seksuel omgang med mindreårig", og de skal holde op med at ligestille pædofile med forbrydere.
2) Politikere lyver og vildleder, når de argumenterer for, at der er behov for evindelige stramninger i lovgivningen for at "bekæmpe pædofili" (selv hvis de faktisk mener, at de vil "bekæmpe seksuel omgang med mindreårige"). Der finder ingen tsunami af overgreb sted, som nødvendiggør de mange love. Derimod undergraver det blot hævdvundne retsprincipper og menneskerettigheder - for ALLE danskere.

Om pædofili er en sygdom, er det defintionsspørgsmål. Indtil for få år siden var homoseksualitet officielt en sygdom. Tordnede du også mod homoseksuelle dengang? Er der andre "kronisk syge", du er vred på? Hvis nej, må du jo også selv erkende, at stemplet "sygdom" er ligegyldigt. Jeg kan simpelthen ikke se relevansen af, om pædofili er en sygdom eller ej, eftersom det ikke kan "helbredes". Det er ren semantik, og jeg forstår ikke formålet med at diskutere det (ud over at "debattører" som dig kan bruge det til at forplumre begreberne). Faktum er, at der findes pædofile i samfundet. Faktum er, at langt størstedelen ikke bryder loven. Faktum er, at folk alligevel betragter alle pædofile som monstre. Faktum er, at det er et skolebogseksempel på diskrimination. Du anfører, at pædofili er "patologisk", fordi det medfører "ønsker og behov" (hvilket vist er en lidt studentikos måde at sige "fantasier" på), som er til skade for andre, hvis de udleves. Måske, men det gælder også mange heteroseksuelle og homoseksuelle fantasier. Heldigvis kan de fleste, både hetero- og homoseksuelle og ja, såmænd også pædofile, godt kende forskel på fantasi og virkelighed, så at nogen har en given fantasi siger intet om personen, eller hvorvidt han eller hun er "syg" eller "patologisk".

Jeg er ikke skuffet over ikke at være den første "selverklærede" pædofile, der blander mig i debatten, som du sært nok påstår. Det er da fantastisk, at andre udtrykker deres holdning. Det er også fantastisk, hvordan du kan få ethvert simpelt udsagn, som at andre pædofile minsanden har deltaget i den offentlige debat, til at lyde som en anklage! Du fortsætter med at remse en masse ting op, den pågældende pædofile skal have sagt, bl.a. at pædofile skulle have større empati end andre (hvilket jeg selv aldrig har påstået), som om det nu er mit ansvar at stå på mål for det. Det gør jeg gerne - så snart du som "selverklæret heteroseksuel" har forsvaret ubådsmanden Peter Madsens heteroseksuelle forbrydelser mod en uskyldig kvinde. Dit argument er jo åbenbart, at jeg som pædofil automatisk skal forsvare og forklare alt, hvad andre pædofile siger og gør, så må det jo også gælde dig i forhold til heteroseksualitet. Jeg gætter ganske vist på, at du er heteroseksuel, men det er alene baseret på sandsynligheder - hvis det er forkert, undskylder jeg på forhånd og vil straks finde en alvorlig forbrydelse frem begået af en homoseksuel (eller hvad du nu er), som du så kan få lov at forsvare. Derefter skal jeg nok komme ind på de ting, du nævner, at en anden pædofil har snakket om. Og indtil da synes jeg, vi skal begrænse diskussionen til ting, jeg faktisk har sagt, ellers bliver det bare for fjollet - synes du ikke?

Du påstår også, at jeg sammenligner pædofili med homoseksualitet. Det, jeg sammenligner, er måden, homoseksuelle er blevet omtalt og behandlet på, med måden, pædofile omtales og behandles på (og du er et fantastisk eksempel herpå!). Du mener videre, at pædofili snarere skal sammenlignes med skizofreni eller psykopati. Det er forkert, men det er da nogle fine ord, du har fundet frem. Skizofreni hører til gruppen af psykoser, altså en sindstilstand, der er defineret ved (bl.a.) vrangforestillinger. Vil du påstå, at jeg lider af vrangforestillinger? Nå ja, det vil du sikkert, så lad mig omformulere: Kan du i min "alt for lange" tekst finde beviser på vrangforestillinger (eller noget af det andet, du anklager mig for)? (Teksten er ganske rigtigt lang - nok også for lang. Dér har du for en gangs skyld fundet en anklage, jeg ikke kan afvise... men det burde jo bare give dig så meget større chance for at finde noget reelt at diskutere eller for at finde tegn på vrangforestillinger.) Vil du påstå, at pædofili er en psykose? Var homoseksualitet en psykose, indtil man ud af det blå besluttede at fjerne denne seksualitet fra de psykiatriske diagnosesystemer? Hvad psykopati angår, så er det en tilstand, der er betegnet ved manglende evne til at føle empati. Det er særdeles interessant, at du føler dig berettiget tli at påstå, at pædofile ikke har empati, når du lige før harcellerede over, at en pædofil åbenbart har påstået, at pædofile har ekstra meget empati! Er forskellen, at man gerne må påstå om folk, at de ikke har empati, men ikke, at de har ekstra empati? Eller er forskellen, at du har en "acceptabel" seksualitet og derfor er et "acceptabelt" menneske, der har ret til at have og ytre holdninger, mens jeg og den anden pædofile debattør, du henviser til, "bare" er pædofile og derfor ikke har ret til at have holdninger og ytre os?

Du slutter af med at påstå, at jeg føler mig krænket, selv om jeg nu igen møjsommeligt har brugt en masse tid på at svare seriøst på alle dine angreb, der intet har med mig at gøre. Tro mig, som pædofil i dagens Danmark har jeg hård hud - der skal meget mere end dig til at krænke mig... Det interessante her er ene og alene din trang til at angribe mig med ting, jeg aldrig har gjort eller sagt. Som jeg tidligere har påpeget, er det en af de hyppigst anvendte strategier, når folk grundløst og diskriminerende angriber pædofile. Men det er vel også svært åbent at argumentere for diskrimination og for undergravelse af retsstaten og demokratiet - eller er det i virkeligheden din dagsorden, Torsten Jacobsen? Du vil så gerne afkræve mig konkrete svar på konkrete spørgsmål, så lad mig stille dig et (som til gengæld er relevant): Hvor står du politisk? Er du fascist? Er du antidemokrat? Er det derfor, du mener, at det er berettiget, at samfundet afskaffer borger- og menneskerettigheder og retssikkerheden for at straffe en bestemt gruppe betydelig hårdere end andre til skade for samfundet og demokratiet generelt?

Det er nu lykkedes dig igen at fordreje diskussionen og mine udtalelser til uigenkendelighed med dine troldeindlæg. Jeg mener, at jeg med dette indlæg har vist, at jeg ikke er bange for at tage diskussionen med dig på trods at, at intet af det, du siger, er relevant. Derfor vil jeg tillade mig at ignorere dig fremover, medmindre du henviser til KONKRETE ting, jeg har sagt i mit lange indlæg herover, så andre, mere seriøse debattører kan komme til.

@Mads Jacobsen, interessant spørgsmål. Hvem er den person, som offentligt har sagt: "Jeg vil have sex med børn"? Send lige et link eller lignende, så kan vi godt tage den snak. Men bortset fra det, så er der jo forskel på at tale generelt om en seksualitet (som pr. definition er rettet mod en bestemt type mennesker) og så at gøre bestemte individer til offentlige seksualobjekter, f.eks. en chef om sine sekretærer. Det kan du forhåbentlig godt se? Hvis du er heteroseksuel, er du jo også seksuelt interesseret i kvinder (generelt), men ikke nødvendigvis i din sekretær eller andre konkrete kvinder, og derfor er det, at du er heteroseksuel, jo heller ikke en krænkelse af nogen konkret kvinde (medmindre du er dum nok til at sige højt, at du er seksuelt interesseret i dem - så kan det meget vel være sexchikane, så pas på med det). Hvis du har lyst, kan du jo læse mit lange indlæg herover, så kan vi diskutere nogle af de ting, jeg faktisk har skrevet.

@Hannah Werk, du har ret. At "udleve sin liderlighed på bekostning af andre" bør forbydes. Hov, vent, det er jo allerede forbudt! Både for pædofile og heteroseksuelle, i øvrigt. Men apropos - hvem i denne debat har gjort sig til talsmand for, at det burde være tilladt? "At have sex med dukker har ikke ændret pornoens tiltrækning eller mænds lyst behov for sex med levende kvinder," forklarer du os. Det er rigtigt. Det samme gælder for pædofile og dukker. Og netop derfor er der ingen grund til at forbyde dukkerne - de forøger netop ikke pædofiles behov, hvilket ellers er visse politikeres påstand. Til gengæld hjælper de pædofile med at få afløb for deres behov, ligesom porno gør for utallige heteroseksuelle mænd hver eneste dag. Uden at det fører til voldtægt.

Anders Christensen

@Annette Chronstedt, meget spændende betragtninger! Som du tager jeg igen og igen mig selv i at undres over, hvordan nogle nærmest dyrker deres bevidste modvilje mod at forstå selv de simpleste argumenter, når emnet er pædofili. Jeg er hverken sociolog, psykolog eller historiker, men min egen lille lommeteori er, at mennesket har et iboende behov for at projicere al ondskab over på bestemte mennesker eller grupper. Gennem historien har disse grupper fået stempler som hekse, jøder, kommunister, homoseksuelle og nu pædofile (og mange andre). Den form for cirkelargumentation, der uden skam bruges over for pædofile i dag, har altid mindet mig om den hellige inkvisitions berømte måde at undersøge, om en kvinde var heks på: Man kastede hende i en balje med vand. Hvis hun flød ovenpå, var hun heks og blev brændt på bålet. Hvis hun sank til bunds, var hun frikendt for anklagen om at være heks - men druknede jo desværre i processen. Uanset hvad var der ingen lykkelig udgang for kvinderne.

Det samme ser man med pædofile. I mange år blev vi skudt i skoene, at vi ikke kunne præsentere et eneste bevis på et barn, der (som voksen) stod frem og sagde, at han eller hun havde haft sex som barn, havde været glad for det og ikke havde taget skade. Selv om de juridiske og menneskelige konsekvenser i praksis gjorde det umuligt for nogen at stå frem og fortælle de positive historier (selv som voksen - hvorfor løbe risikoen over for kærester, familie - og for at få tvangsfjernet sine børn, når man nu officielt var "pædofiliforkæmper"), blev det manglende bevis i strid med al logik brugt som bevis for, at de positive historier ikke eksisterede. Nu har vi så set eksempler på, at nogen fortæller om præcis disse positive oplevelser. Dels f.eks. Hertofts "Bent", dels Jim Lyngvild (som jeg for god ordens skyld vil nævne, at jeg ikke kender og aldrig har mødt - jeg kender kun hans historie fra medierne som de fleste andre). Men straks sørger nutidens hellige inkvisition (i form af politikere, medier og ikke mindst "den offentlige mening") for, at beviset ikke fører til den lykkelige udgang, som heksene også blev snydt for: Man stiller bare spørgsmålstegn ved Hertofts og Lyngvilds motiver og beskylder dem for selv at være pædofile! Grusomt genialt.

Jeg er heldigvis fast nok forankret i mig selv til ikke at lade mig knække af den modstand, vi møder, bl.a. fordi jeg som ung fik kontakt til en gruppe andre pædofile, som er blevet mine gode venner, så vi kan støtte hinanden. Men jeg frygter virkelig for de unge pædofile, som pga. den intense hetz mod os ikke har nogen mulighed for at få kontakt til ligesindede. Nogle finder heldigvis frem til de "hemmelige fora", som Dansk Folkeparti lod sig forarge så voldsomt over, og får i hvert fald elektronisk kontakt der, selv om ingen formentlig tør afsløre deres identiteter over for hinanden og mødes i virkeligheden af angst for infiltration. (Apropos - en sidebemærkning, men jeg kom lige til at tænke på en anden ting, der altid har undret mig, nemlig hvorfor 10 mennesker, der sidder sammen og snakker og hygger, kaldes venner, 10 mennesker, der arbejder samme sted, kaldes kollegaer, 10 journalister, der sidder sammen, kaldes et redaktionsmøde - men 10 pædofile, der kommunikerer med hinanden, kaldes en "pædofilring"!) Ja, der er mange sære og uforståelige fænomener at filosofere over i vores mangfoldige verden!

Jeg vil dog gerne høre lidt mere om det, du skriver med, at du har det svært med, at jeg sidestiller pædofili og homoseksualitet. Det synes jeg ikke, jeg gør - kan du skrive lidt om, hvad det er, jeg har skrevet, som du fortolker sådan? Jeg har forsøgt at sammenligne måden, homoseksuelle blev behandlet på for 40-50 år siden, med måden, pædofile behandles på i dag, men ikke de to seksualiteter som sådan.

@Hanne Utoft, tak for dine bemærkninger, både vedr. mig og Torsten Jacobsen. Du vil nok finde mine bemærkninger til Torsten Jacobsen, ikke mindst om, hvorvidt pædofili er en sygdom eller ej, som jeg postede lige før dette indlæg, interessante.

"Jeg er hverken sociolog, psykolog eller historiker, men min egen lille lommeteori er, at mennesket har et iboende behov for at projicere al ondskab over på bestemte mennesker eller grupper."

Anders Christensen, jeg finder faktisk denne pasus mere interessant. Efter min opfattelse har mennesker i forskellig grad og omfang forsvarsreaktioner (som på sæt og vis godt kan forstås som psykologiske behovsdækkere), som ofte har til formål at holde belastende/ubehagelige/nedbrydende/truende indtryk på afstand - og forsvarsreaktionerne hjælper os dermed med at bevare ligevægten og bekræfte vort umiddelbare udsyn til verden/os selv, mens de (desværre) samtidig notorisk hindrer os i at få bred og dyb information (om den givne sag, vores egen relation til den m.m.), fsva. de indebærer projektive identifikationer i omverdenen. Men naturligvis bærer projektioner også med jævne mellemrum megen relevans med sig, de er ikke udelukkende fejlkilder.

Mht. sygdomsdefinitionen; jeg har tidligere anført at pædofili kan betragtes som en seksualitetsart, fordi termen betyder en ikke-forklarlig forkærlighed for sex i tilknytning til (hvad der biologisk, juridisk, normativt og psykologisk i en given kulturkreds beskrives/forstås som) børn ... helt på linje med homoseksualitet, som heller ikke kan årsagsforklares. Ligesom hetero-seksualitet heller ikke kan, medmindre at man tyr til rent funktionelle (artsevolutions)betragtninger. Pædofil kan som term altså ikke forstås som et reaktivt, patologisk fænomen, men som en, hvor ærgerligt og uudholdeligt det end måtte lyde i manges øren, naturligt forekommende seksualitet, der findes blandt mennesker. Jeg omtaler også pædofili som en lidelse, hvilket primært beror på at et spektrum af tvivl, stress, ubehag og usikkerhed vil følge en pædofil, for så vidt at denne lever i en kulturkreds hvor fænomenet er bandlyst og kriminelt - og for så vidt at pædofilien resulterer i overgreb mod enten andre eller den pædofile selv. Hvilket den, som du så udmærket beskriver, langt fra altid gør.

Torsten Jacobsen

'Anders Christensen',

Jeg forstår i og for sig ikke, hvorfor du har set dig vred på mig. Det gør jeg vitterligt ikke. Du tilskriver mig en frygtelig masse holdninger, som jeg slet ikke har, og kalder mig endda for en 'trold', hvilket jeg ærligt talt finder under lavmålet. Men lad nu det være. Jeg er for længst holdt op med at tage denne slags debatter personligt. Tillad mig at anbefale dig samme strategi.

Hvis du stadig læser med, så lad mig begynde, hvor jeg fornemmer, at vi er enige:

Du har en væsentlig - kritisk vigtig - pointe, når du påpeger, at man ikke per automatik kan sætte lighedstegn mellem pædofili og kriminel adfærd. Det burde være indlysende for enhver, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem pædofili og overgreb på børn. Det er imidlertid og desværre ikke indlysende for enhver, og jeg forstår til fulde din frustration over denne udbredte fordom.

Jeg kan også følge dig et stykke af vejen, når du hævder at landets politikere i for høj grad lader deres ønsker om at tilrette lovgivningen styre af frygt og mavefornemmelser, frem for en nøgtern og faktabaseret vurdering af problemfeltet.

Det er da noget, ikke? En vis form for fælles grund? Måske bør du bare stoppe med at læse her, for nu når vi til uenighederne, hvor man risikerer at blive strøget mod hårene.. ;)

Jeg finder det både bekymrende og dybt problematisk, at du bliver ved med at drage sammenligninger mellem normale seksuelle præferencer, og så den patologiske seksuelle præference, som pædofili er. Jeg har tidligere redegjort for forskellen, men lad mig da blot gentage denne væsentlige pointe:

"Hvorfor er den patologisk? Det er den, fordi den i individet forankrer ønsker og behov, som omsat til handliing er til uoprettelig skade for både individet selv, og tillige for de individer, som måtte finde sig selv inddraget i udlevelsen af disse ønsker og behov." .

Du spørger mig så, om ikke også homo- eller heteroseksuelle kan have fantasier - og endda udleve fantasier - om at skade andre mennesker. Du nævner endda Peter Madsen som et eksempel på et sådant hetero-seksuelt menneske, hvis seksuelle fantasier resulterede i en særdeles modbydelig forbrydelse.

Men, kære ven, her begår du jo det, som vi 'studentikose' kalder en kategorifejl. Mere jævnt udtrykt kalder man det at 'blande æbler og pærer':

For hvor selve definitionen på pædofili indeholder patologien: en seksuel fascination af og tiltrækning mod børn, så er en Peter Madsens seksuelle voldsfantasier ikke indeholdt i definitionen på hverken hetero- eller homoseksualitet.

Derfor det tragiske element, kan man sige, i den pædofile tilstand. Hvilket du utvivlsomt kan tale mere om - og med større ret - end jeg. Personligt kan jeg ikke forestille mig nogen værre form for lidelse, men empati og forestillingsevne rækker jo kun så langt. Jeg bilder mig på ingen måde ind at kunne forstå omfanget af tragedien.

Slutteligt vil jeg blot prøve at opmale min position med et tænkt eksempel:

Lad os forestille os, at en af mine nære bekendte bekendte sin pædofili til mig. Jeg tror og håber, at jeg i den situation ville vise mig tilliden værdig, og møde vedkommende med forståelse og accept: Ikke en accept af de patologiske impulser, men en accept af min bekendte som et menneske, der rummer så meget mere end dette ene, tragiske element.

Jeg ville naturligvis spørge ind til om min bekendte nogensinde havde handlet på sine impulser, og jeg ville gøre en del ud af at sikre mig et ærligt svar. Uanset er det mit håb og min formodning, at jeg fortsat ville elske og respektere dette menneske.

Dog ville vedkommende aldrig igen blive bedt om at agere babysitter for mine børn, ligesom jeg ville betragte det som en borgerpligt at sikre mig, at vedkommende ikke arbejdede i nogen form for tillidshverv, der havde med børn at gøre - lærer, pædagog, spejderleder, fodboldtræner, you name it - hvor de foresatte ikke var bekendte med hans/hendes lidelse.

Annette Chronstedt

@'Anders Christensen': Den historiske parallel til homoseksualiteten er oplysende. Jeg misforstod så blot din sammenligning som var den også et udsagn om pædofili som medfødt. Men den diskussion er jo i sig selv ude af trit med en tid, hvor enhver åbenlyst kan vælge sit eget køn. .

Anders Christensen skrev en masse, bl.a.: "Hvem er den person, som offentligt har sagt: "Jeg vil have sex med børn"? Send lige et link eller lignende, så kan vi godt tage den snak."

Så nu vil du så kræve at jeg dokumentere at folk der vil have sex med børn vil have sex med børn. Jeg tror bare du spiller dum nu. Hvis ikke vi snakker om folk der vil have sex med børn, så snakker vi ikke om noget som helst her. Hvis det hele alligevel forbliver i jeres hoveder uden at komme frem, så har I ikke brug for at argumentere for hverken dit eller dat.

Anders Christensen skrev ydremere: "Men bortset fra det, så er der jo forskel på at tale generelt om en seksualitet (som pr. definition er rettet mod en bestemt type mennesker) og så at gøre bestemte individer til offentlige seksualobjekter, f.eks. en chef om sine sekretærer. Det kan du forhåbentlig godt se? "

Nej, det kan jeg ikke. Og det kan de pågældende individer nok heller ikke. Du kan rykke rundt med målstolperne dagen lang, men ingen børnefamilie vil lade sig berolige af at deres nabo er seksuelt tiltrukket af børn... men altså ikke specifikt af deres børn... måske...

Anders Christensen skrev, uden i øvrigt at forholde sig til hvad jeg skrev: "Hvis du har lyst, kan du jo læse mit lange indlæg herover, så kan vi diskutere nogle af de ting, jeg faktisk har skrevet."

Du ejer ikke denne tråd, og kan derfor ikke stille krav til folk for at de kan få lov til at deltage. Jeg har nøjagtig samme ret til at skrive indlæg som du har, og mine indlæg behøver ikke at have dig og dine alt for lange posts som omdrejningspunkt.

Torsten Jacobsen, jeg vil tro at du kommer til at forveksle begrebet patologi med eksempelvis destruktivitet. At pædofili kan have voldsomt destruktive konsekvenser gør ikke pædofilien til et sygeligt fænomen, andet end i normativ forstand, hvor udtrykket sygelig anvendes som et marginaliserende skældsord. Anders Christensen var tidligere inde på at det udelukkende var/er semantik, men det er bestemt betydningsfuldt om patologi-betegnelsen anvendes som nedsættende markør eller præciserende begreb.

Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

Det er efter min mening en tand for unuanceret at tale om 'børn, der har lyst til sex med voksne'. 'Lolita' er jo netop ikke skrevet af et barn, men af en granvoksen mand. Altså taler sandsynligheden for, at den beskriver en voksen mands fantasier, snarere end et barns.

Desuden er der for mig absolut ingen tvivl om, at der er væsensforskel på barnets spirende seksualitet, og så på det voksne individs udviklede seksualitet. Netop derfor - og af andre grunde - er der per definition tale om et overgreb, når voksne individer presser deres egen seksualitet ned over børn, så at sige.

Torsten Jacobsen

Hanne Ultoft,

Jeg anvender det som præciserende begreb. Det er et sygeligt fænomen, i en ikke moralsk normativ betydning. At antyde andet, især i samtale med en selverklæret pædofil, finder jeg mildest talt problematisk..

Torsten Jacobsen

Tillad mig et forsøg på en for mig at se for denne tråd nødvendig 'meta-kommetar' - endnu et 'studentikost' udtryk, bevares, men sådan er jeg nu engang indrettet:

Og nej, 'Anders Christensen', den er ikke primært henvendt til dig, så du behøver i og for sig ikke at lade dig yderligere ophidse. Den er primært henvendt til de deltagere i tråden, som for mig at se 'leger med ilden', i deres utvivlsomt oprigtige og empatiske omfavnelse af en 'fortabt sjæl'.

Det er iboende i ethvert menneske en fuldstændig naturlig og nødvendig trang til at retfærdiggøre sig selv. At erklære sig selv 'normal'. Så vedholdende og altdominerende er denne trang, at selv de - for andre - mest åbenlyse excesser i personlighedsstrukturen, i egen selvforståelse typisk bortforklares eller rationaliseres til det næsten ukendelige. Vi evner, det meste af tiden, ganske enkelt ikke at gennemskue os selv: Vores egentlige motiver, det virkelige grundlag for vores handlinger. Selvbevidstheden kan i en vis forstand forstås som en evig - og ensidigt subjektiv - 'retfærdiggørelses-mekanisme'.

Dette er psykologi 101: Vi genkender uden problemer mønsteret i andre mennesker. Vi ser tydeligt deres undvigemanøvrer, deres dansen om den varme grød. Ser vi det i mennesker vi holder af, oplever vi det gerne som mere eller mindre charmerende dele af deres personlighed. Ser vi det i fremmede, er tolerancen gerne væsentlig mindre. For det minder os om et eller andet, ikke? Om noget, vi helst ikke vil forholde os til.

Eller sagt mere firkantet:

Hitler indså aldrig - og det gælder helt til det sidste - at det var ham selv, den var helt galt med.

Sådan forholder det sig med os mennesker: Trangen til (selv)retfærdiggørelse er total. Derfor har vi brug for at blive sagt imod. Derfor har vi brug for, at andre mennesker blander sig, påpeger vores fejl og vores mangler. At andre mennesker ikke blot stryger os med hårene, men tværtimod optræder som bolværk mod egoets løsslupne udfoldelse.

Hvad har det med en diskussion om pædofili at gøre?

Pædofile er mennesker, som alle andre mennesker. Hverken mere eller mindre. Samme trang til retfærdiggørelse, samme manglende evne til at se, hvad der for andre mennesker skurrer så klart mod enhver rimelighed.

Hvad der så alligevel adskiller pædofile fra resten af menneskeheden, er denne seksuelle fascination af og tiltrækning mod børn. En patologisk seksualitet. En tragedie.

Det er det eneste, der adskiller den pædofile fra resten af menneskeheden. Denne eneste, lille anstødssten. Alt det andet er det samme. Og dog har den en vis betydning, ikke sandt? Når vi nu ved, hvad vi ved om mennesket, om menneskets evne til at retfærdiggøre selv det mest uretfærdige.

Dermed ikke sagt, naturligvis, at pædofile er hverken mere eller mindre troværdige bevidnere af egen eksistens, end folk flest. Blot er der patologien til forskel:

en seksuel fascination af og tiltrækning mod børn.

Et forhold man bør have sig akut for øje, selv mens man omsorgsfuldt og respektfuldt gratulerer andre mennesker for deres åbenhed, deres mod, deres enestående integritet...

Anders Christensen

Den eneste grund overhovedet til at jeg berører den seksuelle lavalder, er fordi du skriver en del om den i din - meget lange - tekst.

"... en debat om den seksuelle lavalder...."
Du er i hvert fald ikke enig med mig i, at den skal være højere, det har vi fået afklaret. Skal den sættes lavere? Skal den fjernes? I princippet vil du ikke være pædofil, hvis den seksuelle lavalder fjernes, er det hvad du mener? Så en normalisering af dig vil kræve en afkriminalisering af det, du allermest ønsker dig (i fantasien, måske).

Som mor er jeg egentlig ligeglad med om pædofili er en sygdom eller en seksualitetsgren, bare der ikke sker mine naive og umodne børn noget. Og i min holdning ligger der selvfølgelig en erkendelse af, at jeg altid vil handle, hvis du fortæller mig, at du er pædofil. Fordi jeg ønsker at beskytte mine børn, min families børn, mine venner og naboers børn. Deri ligger tragedien for dig, men til dels også for mig, hvis du forinden var en god ven.

"Som nævnt tidligere er det begrænset, hvad vi kan gøre for de pædofile. Men dels så jeg gerne en fornyet debat om den seksuelle lavalder – helst naturligvis en saglig debat. Dels håber jeg, uanset hvilken lavalder vi får, at realistisk kendskab til pædofil kan føre til, at vi holder op med at betragte pædofile som uhyrer, der udelukkende tænker på at forgribe sig på børn, men ser dem som det, de er – medmennesker, der på de fleste områder er som alle andre.

Anders Christensen

@Annette Chronstedt, du har ret i, at jeg (i mit lange indlæg) faktisk formulerer mig, som om jeg mener, at pædofili er medfødt. Det mener jeg faktisk ikke (nødvendigvis), men jeg valgte lige i den forbindelse at formulere mig uden de mange forbehold, jeg ellers har bygget ind i min tekst for at imødegå mere eller mindre bevidste misforståelser af teksten, som i forvejen var rigeligt lang. Jeg kunne sagtens (og burde måske) have tilføjet: "hvis pædofili da er medfødt, men argumentet er det samme, selv hvis pædofili opstår inden for de første leveår".

Da jeg var yngre, spekulerede jeg en del over, hvorfor denne skæbne mon havde ramt netop mig - var det arv eller miljø? Jeg opgav at finde frem til en holdning, da det, sådan rent pragmatisk, ikke spiller nogen rolle for mit liv. Rent videnskabeligt er det naturligvis uhyre interessant, men så vidt jeg ved, har ingen afkodet årsagen endnu - vist heller ikke for homoseksualitet? Jeg forstår dig sådan, at du mener, at det er bevist, at homoseksualitet er medfødt? Det er jeg ikke helt sikker på, i hvert fald ikke som eneste faktor, men hvis du har hørt om undersøgelser, der påviser det, vil jeg bestemt gerne høre om det.

@Mads Jacobsen. Når du skriver "Hvis en pædofil offentligt må sige: "Jeg vil have sex med børn..." og "Jeg har på fornemmelsen at de pædofile her søger ...", og jeg er den eneste pædofile i debatten, så betragter jeg dit indlæg som henvendt til mig. Hvis jeg tager fejl, må du undskylde, men ellers mener jeg da, at det er på sin plads, at jeg beder dig påvise, hvor jeg har sagt de ting, du anklager mig for at have sagt. For jeg har jo aldrig sagt, at jeg vil have sex med børn. Det er derfor, jeg skriver, som jeg skriver. Jeg har for nylig lært, at det, du laver her (igen forudsat, at dit indlæg var henvendt til mig), hedder en "stråmand". Det er et argument baseret på en falsk præmis/en udtalelse, modparten aldrig har sagt, som har til formål dels at tilsværte modparten i diskussionen (ved at give indtryk af, at vedkommende har sagt noget, vedkommende aldrig har sagt), dels at dreje diskussionen i en retning, der er nemmere at håndtere for den, der leverer "stråmanden". Derfor bad jeg dig vise mig, hvor jeg har sagt, at jeg vil have sex med børn. Ikke for at spille dum, men for at demonstrere, at det kan du ikke, for det har jeg aldrig sagt.

Du skriver så: "Hvis ikke vi snakker om folk der vil have sex med børn, så snakker vi ikke om noget som helst her. Hvis det hele alligevel forbliver i jeres hoveder uden at komme frem, så har I ikke brug for at argumentere for hverken dit eller dat." Jo, det har vi desværre, og når du skriver det, så viser du, at du desværre slet ikke har forstået mit budskab. Når aviserne bevidstløst skriver, at en person er "dømt for pædofili", selv om pædofili ikke er ulovligt, og man derfor ikke kan dømmes for det, så ER det nødvendigt at påpege forskellen på at have en seksuel præference inde i sit hoved - også selv om den forbliver derinde - og at udleve den! Dét er netop hele min pointe. Jeg er pædofil, FORDI jeg har en seksuel og følelsesmæssig præference for børn inde i mit hoved. Jeg bliver ikke først pædofil i det øjeblik, jeg faktisk har sex med et barn. Og derfor vil jeg ikke finde mig i, at folk bruger betegnelsen for min seksualitet som synonym med en forbrydelse. Dét er min pointe.

Så beskylder du mig for at flytte målstolperne, fordi jeg vælger at gå med på det eksempel, du selv bringer frem (med chefen og sekretærerne). Det var dit eksempel, så hvis nogen flytter målstolperne, er det dig, for dit eksempel er forkert, og det er det, jeg prøver at forklare dig. Du sammenligner udsagnet om, at "jeg vil have sex med børn" (som jeg altså i øvrigt aldrig har sagt) med en chef, der siger: "jeg vil have sex med alle sekretærerne", og den sammenligning holder ikke. Det er der, du forsøger at rykke målstolperne. At en person er heteroseksuel, bør ikke skræmme nogen. Men hvis en heteroseksuel (især en chef) offentligt udtaler, at han vil have sex med en bestemt kvinde (især en underordnet), så lægger det da et pres på den kvinde. Det er noget helt andet end at sige: "jeg er heteroseksuel". Derfor er der også enorm forskel på, at jeg siger, at jeg er pædofil (hvilket blot betyder, at jeg har nogle tanker og følelser i mit hoved), og så på at sige: "Jeg vil have sex med dét barn". Misforståelsen her er nok, at du betragter udsagnet "jeg er pædofil" som synonymt med "jeg vil have sex med børn". Hvis det er rigtigt, er det endnu en helt fundamental ting, du har misforstået. Det har jeg allerede brugt lang tid på at forklare tidligere, så det vil jeg ikke gøre igen, men hvis du er interesseret i at prøve at opklare misforståelsen mellem os, så er det et sted, du kan starte.

Du skriver til sidst: "Du ejer ikke denne tråd, og kan derfor ikke stille krav til folk for at de kan få lov til at deltage." Det har jeg sandelig heller ikke gjort, og du er velkommen til at deltage. Men jeg kan godt stille krav til folk, der vil diskutere med MIG! Og det var helt tydeligt det, jeg skrev til dig, så nu er det vist dig, der spiller dum. Jeg vil gerne diskutere de ting med dig, som jeg har bragt på bane (og måske endda andre ting, det kan jeg ikke afvise), men du skal ikke lægge mig ord i munden, som jeg aldrig har sagt, og forvente, at jeg skal stå på mål for det. Og det var, hvad du gjorde.

@Torsten Jacobsen. Jamen så lad os tage en runde til. Ja, jeg kaldte dig (og flere andre) en trold, fordi du virker mere interesseret i at anklage mig for alt muligt og lægge mig ord i munden, jeg aldrig har sagt, end i at diskutere de ting, jeg faktisk har sagt. Jeg kan se, at du har slettet nogle af dine indlæg, bl.a. der, hvor du spørger mig, hvilken alder jeg "tænder på", og der, hvor du påstår, at jeg ønsker at få sænket lavalderen (hvilket er usandt). Alene det at du sletter indlæg tyder da på, at dine motiver er tvivlsomme. Så var der din påstand om, hvad "nogle, sikkert mange" pædofile mener, hvilket du indirekte anklagede mig for også at mene. Igen troldeadfærd (eller en "stråmand", som jeg nu ved, at det kaldes). Du påstod - fejlagtigt - at jeg sammenligner homoseksualitet med pædofili, hvilket igen har til formål at få folk til at vende sig imod mig, hvis de ikke har læst, hvad jeg faktisk siger. Så kaster du skizofreni og psykopati ind i debatten (og i dit seneste indlæg formår du endda at få sneget Hitler ind i diskussionen!), selv om du vist godt ved, at pædofili intet har med hverken skizofreni (defineret ved vrangforestillinger) eller psykopati (defineret ved en manglende evne til at føle empati) at gøre. Alt i alt meget tydelig troldeadfærd. En trold er jo en person, der benytter "stråmænd", altså falske anklager og falske citater, til at skabe modvilje i en debat mod en person og til at forplumre debatten, og det mener jeg bestemt, at du har gjort.

Men jeg vil medgive, at du et øjeblik sætter en anden tone i det indlæg, hvor du giver mig ret i nogle af mine centrale pointer. Tak for det! Selv om du så ryger lidt tilbage i din gamle rille igen senere, ikke mindst da du nævner Hitler.

Med hensyn til din forkærlighed for ordet "patologi" er det nu dig, der blander æblerne og pærerne (eller endnu værre, du ophøjer dine egne subjektive kriterier til objektivitet). Fordi: du definerer pædofili som patologisk, fordi selve præferencen (tiltrækningen mod børn) (uanset om den udleves) ifølge dig er patologisk - sygelig - mens f.eks. Peter Madsens seksualitet (rettet mod kvinder) ikke i sig selv er sygelig (hvis jeg forstår dig ret). Men hvad baserer du det på? Hvori består det objektivt patologiske ved en tiltrækning til børn? Er det, fordi du mener, at 100,00000 procent af alle seksuelle kontakter mellem en voksen og en mindreårig vil føre til skader på den mindreårige? Rent bortset fra det vanvittige i at påstå, at noget som helst gælder generelt for 8 milliarder mennesker, har Jim Lyngvild (og mange andre) allerede modbevist det. Din påstand kræver også en knivskarp definition af "barn" - hvordan vil du definere det? Efter den danske lavalder på 15? Den tyske på 14? Den norske på 16? Mange amerikanske staters på 18? Kan du se, hvad jeg mener? Eftersom lavaldre netop ikke er objektive, men varierende af subjektive og politiske årsager, kan de ikke benyttes til at definere patologi (eller pædofili, eller normalitet). Hvad kan man så vælge som kriterium? Biologi, dvs. forplantning? I så fald burde du faktisk gå ind for sex mellem voksne mænd og piger ned til nogle gange 11-12 år, hvor nogle piger bliver biologisk kønsmodne, ligesom du er nødt til også at erklære homoseksuelle for patologiske, da sex med samme køn er biologisk meningsløst. Så som du kan se, selv hvis jeg går ind på dine præmisser, kan jeg ikke få dit argument til at hænge sammen. Det objektive er pludselig enormt subjektivt, og det, du kalder patologi, er snarere udtryk for den aktuelle kultur, som til andre tider og andre steder har sagt noget andet. Husk, at den seksuelle lavalder i Danmark indtil 1930 var 12 år! Men måske kan du fortælle mig, hvilket kriterium du benytter som definition af patologien? Og jeg håber, at du anerkender, at jeg her virkelig prøver at være pivåben over for din holdning! Og så har jeg slet ikke været inde på, at der er dem, der påstår, at mænds seksualitet pr. definition er dominerende og aggressiv - hvilket du jo burde kalde patologisk, selv om kun få udlever det i form af voldtægt eller som Peter Madsen.

Men selv hvis jeg går med til at kalde mig for syg, patologisk eller unormal - hvilken forskel gør det så? Det er ikke væsentligt for mig. Det væsentlige er, at folk behandler mig ordentligt, bedømmer mig på mine handlinger, ikke min seksualitet. Og at politikerne ikke smadrer vores alle sammens retssikkerhed pga. ren populisme. Det burde også være det væsentligste for dig, og derfor lugter det langt væk af våd trold, når du bliver ved med at ville diskutere det! Men lad mig slutte af med denne lille pointe: Hvis du ikke ville lade din pædofile ven passe dine børn, men du godt ville lade din heteroseksuelle ven være alene med din kone, så behandler dem du jo forskelligt. Du forskelsbehandler dem. Og forskelsbehandling er et andet ord for diskrimination. Du antager, at der er større risiko for, at den pædofile vil sætte sig selv over barnet, end der er for, at den heteroseksuelle vil sætte sig selv over kvinden. Alene pga. deres respektive seksualitet. Det ER diskrimination. Det er din ret som far og som ægtemand, det nægter jeg ikke - jeg siger bare, at du må erkende, at du diskriminerer. Du betragter en pædofil som mindre troværdig, mindre værdig til din tillid, mere utilregnelig eller egoistisk, end en heteroseksuel. Og det er den (grundløse) diskrimination, jeg har forsøgt at gøre opmærksom på. Det synes jeg, er en langt mere interessant diskussion, end om jeg er syg eller ej, så længe jeg opfører mig ordentligt.

@Rikke Nielsen - nej, jeg har ikke skrevet det med "... en debat om den seksuelle lavalder ...". Det har du misforstået. Som jeg allerede flere gange har påpeget, står det i en kronik af professor Preben Hertoft, som jeg bruger som en af mange referencer i min tekst. Jeg har ikke nævnt den seksuelle lavalder på noget tidspunkt. Du er nødt til at skelne mellem, hvad jeg har skrevet, og de tekster, jeg refererer til som støtte for en bestemt pointe (som i forbindelse med Hertofts kronik ikke er det med lavalderen).

Jeg har behov for at præcisere min udtalelse vedr. Rikke Nielsens anklage om at jeg bagatelliserer pædofili: et mindretal af pædofile er udøvende og naturligvis farlige for børn, der ikke formår at gøre modstand eller sige fra over for krænkerne for at passivisere dem eller indgyde frygt for at aktivere flugtinstinktet i dem, mens et flertal er ikke-udøvende og lider mentalt under det stigma, som aktive pædofile påfører hele gruppen i kraft af deres krænkelser - ikke bare af mindreårige, men seksuelle tilnærmelser uden samtykke generelt, for de kendetegnes desværre ved at handle subtilt eller direkte på liderlighed i lighed med voldtægtspersoner frem for at søge gensidig forståelse for seksualiteten og dens drivkraft ved at udtrykke sig følelsesmæssigt forud forhandlingen, sådan som almindeligttænkende individer gør eller bør gøre. En udøvende pædofil er en forbryder, og det gælder om at afhjælpe og udbedre problemet præventivt før det udarter sig i en kriminel handling. Her kan behandling i form af afvænning og terapi være en del af løsningen. Farligheden helt konkret afhænger af individets temperament og voldsparathed samt afstumpethed, for der skal meget til at skade en anden person mod vedkommendes vilje. Derved er vi tilbage ved mit udgangspunkt ved at de fleste udøvende ikke er farlige, men snarere ynkelige, mens en lille mindretal af disse er ekstremt farlige, og at man bør tage sig mest i agt for disse, for hvem der rummer psykopatiske træk. De er samtidig de mest fordækte udøvere, der færdes bedst i det skjulte ved at drive børnepornoringe og sextrafficking og kidnapning af mindreårige, enten med henblik på fysisk samkvem med andre pædofile eller overgreb via videochat på internettet. Resten skal opsnappes og integreres i behandlingssystemet før de gør nogen fortræd.

Randi Christiansen

@torsten jakobsen - "Det er efter min mening en tand for unuanceret at tale om ’børn, der har lyst til sex med voksne’. ’Lolita’ er jo netop ikke skrevet af et barn, men af en granvoksen mand. Altså taler sandsynligheden for, at den beskriver en voksen mands fantasier, snarere end et barns."
Som sagt, jeg ved, at de piger findes.

"Desuden er der for mig absolut ingen tvivl om, at der er væsensforskel på barnets spirende seksualitet, og så på det voksne individs udviklede seksualitet. Netop derfor - og af andre grunde - er der per definition tale om et overgreb, når voksne individer presser deres egen seksualitet ned over børn, så at sige."

I lolita er der tale om en ung pige, som forfører en voksen mand. Altså som sagt ikke et utænkeligt scenario. Og ingen skal naturligvis presse seksualitet ned over andre. Du bør læse huxleys bog 'Ø', som jeg omtaler tidligere i tråden.

Torsten Jacobsen

'Anders Christensen',

Det er ikke muligt at slette sine kommentarer her på Information.dk. Min tidligere kommentar er blevet slettet af en moderator, som af uvisse grunde har fundet min kommentar uværdig til dette forum.

Du forstår mig ikke ret, hvad angår Peter Madsen: Hans seksuelle voldsfantasier er patologiske, og det er de - en gang til for Prins Knud - fordi:

"Hvorfor er den patologisk? Det er den, fordi den i individet forankrer ønsker og behov, som omsat til handliing er til uoprettelig skade for både individet selv, og tillige for de individer, som måtte finde sig selv inddraget i udlevelsen af disse ønsker og behov." .

Du kan ikke forklare Peter Madsens patologi med en henvisning til, at han er Heteroseksuel.
Hvorimod der kan sættes lighedstegn mellem pædofili og patologi. Pædofilien er patologien.

æbler og pærer, som sagt.

Du udtrykker forvirring over mit argument, kan ikke rigtig få det til at hænge sammen, skriver du. Jamen så lad mig da forsøge at udpensle mellemregningerne også:

Min overordnede påstand:
1.a :Pædofili er betegnelsen for en patologisk seksualitet.

1.b :Den er patologisk, fordi den pædofile nærer en seksuel fascination af og tiltrækning mod børn, hvilket uvægerligt resulterer i - you guessed it - ønsker og behov, som omsat til handliing er til uoprettelig skade for både individet selv, og tillige for de individer, som måtte finde sig selv inddraget i udlevelsen af disse ønsker og behov..

Min overordnede påstand bygger altså på en sekundær påstand:

At seksuel kontakt mellem voksne og børn medfører uoprettelig skade på både barn og voksen.

Denne sekundære påstand er for mig et 'aksiom', som ligger til grund for hele diskussionen. Hvis ikke alle deltagere i diskussionen anerkender denne påstand som værende sand, så kan diskussionen ikke fortsætte. Man må først blive enige om aksiomets sandhedsværdi, inden
diskussionen kan fortsætte.

Det skal dog godt nok være en kold dag i helvede, førend jeg indlader mig på at diskutere rimeligheden i sex med børn, og da især med en selverklæret pædofil som deltager i diskussionen. Så enten opgiver du omgående enhver form for argumentation, som stiller spørgsmålstegn ved mit aksiom, eller også forlader jeg diskussionen her. Og jeg vil så i samme ombæring anbefale alle andre at gøre det samme. Af indlysende moralske grunde.

Sider