Sådan en person, der stopper op ved et trafikuheld for at næres af andres lidelse. Sådan en person er du, når du dyrker true crime. Du er på længere afstand, men det er det samme.
True crime-genren er historier om forbrydelser, som har fundet sted i virkeligheden. Den er som kriminalgenren, blot med den forskel, at den har virkelige ofre, virkelige mordere og virkelige pårørende.
Folket vil have krimi. Sådan har det altid været. Krimien synes at kunne massere vores dødsangst væk. Den bearbejder pr. stedfortræder vores panik over vores egen dødelighed.
I fiktionen er det andre, der dør, og vores angst bliver personificeret ved en psykopat, der i sidste afsnit spærres inde bag lås og slå. Fiktionen har gjort sit arbejde, og vi kan sove roligt. Katharsis hedder det i græsk dramaturg-jargon.
True crime giver et endnu større kick. Intet slår virkelighedens grusomhed.
Nysgerrighed er en dybt menneskelig egenskab. Det er naturligt at stoppe op ved trafikuheldet og gyse ved synet. Men alt, hvad der er naturligt, er ikke godt. Vores natur skal styres. Derfor er vi udstyret med empati og kan respektere andres grænser.
Vi lærer at vende hovedet væk ved trafikuheldet, da nysgerrighed kan såre de tilskadekomne dobbelt. Hvis man klumper sammen om trafikofrene, kan man blokere hjælpearbejdet. Man må som civiliseret menneske ikke bare give sig hen til sin primitive lyst til at svælge i andres død og lidelse.
Med true crime får du lov at se på trafikuheldet på fiktionaliseret afstand. Du ser ikke de pårørende som medmennesker, men som figurer i en fiktion. Derfor behøver du ikke passe på dem, du behøver ikke tage medansvar. Du behøver ikke agere moralsk, du behøver ikke stå inde for din handling, som er at være voyeur i stedet for hjælper.
Du konsumerer andres lidelse som underholdning, det er din ret. Du har selv betalt for den, og den offentlige mening velsigner din brug af andre menneskers skæbner. Du nedsætter din empatiske evne, du tillader afstumpetheden i dig selv, du får lov at være det dyr, du egentlig er.
Problematisk kombination
Netflix og HBO producerer true crime i stor stil, men også podcasts er med til at booste true crimes popularitet. I 2014 brød true crime-podcasten SERIAL alle rekorder ved at skaffe fem millioner downloads på iTunes. Og i sidste uge lanceredes Podimo, en betalingstjeneste for podcasts.
Manden bag er danske Morten Strunge, som også stod for lyd- og e-bogsplatformen Mofibo. Han ved, at podcasts er tidens hotteste trend, og han vil have endnu flere til at lytte til podcasts.
Og når man ser på lister over mest downloadede podcasts, er det tydeligt, hvad folket vil have. De vil have true crime.
Kombinationen af true crime og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren på en ny og problematisk måde. Podcast forbindes med noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt end tabloidpressens traditionelle krimistof.
Vi ved godt, at billedet kan være anstødeligt. Det er tydeligt, når paparazzierne overtræder etiske grænser. I vores visuelle tidsalder har man udviklet et kritisk blik på visuelle medier.
Med ordet forholder det sig anderledes. Det talte og skrevne ord har altid nydt en højere status og vækker respekt. Ord er dannelse. Men ordene i true crime-podcasts er ikke dannende og især ikke altid etisk forsvarlige.
Alle aviser, også de seriøse traditionelle medier, har podcasts på menuen. Med det følger saglige og højtprofilerede anmeldelser af de nye podcasts – også dem, hvis indhold burde forbydes.
Populære podcastserier som »Danske Drabssager« og »Mørkeland« ligner en lang øvelse i afstumpethed. Man instrumentaliserer livets tragedier. Man overhører medfølelsen. Man bruger andres død onanistisk.
Podcasts er et modefænomen og nyder den urørlighed, som Det Nye altid er omgivet af. Fordi podcasten endnu har en ånd af finkultur, risikerer vi at blåstemple underlødige true crime-produkter som kvalitet. Vi risikerer at miste vores moralske kompas og nedsætte vores sensibilitet.
Vi er ansvarlige for, hvad vi sætter i ørene, også selv om ingen andre kan høre det.
Fin klumme der præcist afdækker en kedelig tendens de seneste mange år.
Teatertyper er dem, der ikke vil se virkeligheden i øjnene. Teatertyperne er dem, der ønsker livet som skuespil og efterhånden får overbevist sig selv om, at virkeligheden er det, der foregår på scenen.
Afstumpethed er at sætte livet i teater og foregive, at man beskriver livet bedre derved.
Uha uha. Hold hænderne over dynen ... :p
Foretrækker non-fiction fremfor fiction.
Virkeligheden er bare mere relevant.
Og det til trods for at fiction altid er mere blodig.