Klumme

True crime lærer os, at det er OK at bruge andres død onanistisk

Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Kombinationen af true crime-genren og podcast er foruroligende. Podcast brander nemlig true crime-genren som noget mere raffineret, sofistikeret og intellektuelt lødigt, selv om den fostrer afstumpetheden i os uanset medie, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg

Mikkel Lock Svendborg

3. oktober 2019

Sådan en person, der stopper op ved et trafikuheld for at næres af andres lidelse. Sådan en person er du, når du dyrker true crime. Du er på længere afstand, men det er det samme.

True crime-genren er historier om forbrydelser, som har fundet sted i virkeligheden. Den er som kriminalgenren, blot med den forskel, at den har virkelige ofre, virkelige mordere og virkelige pårørende.

Folket vil have krimi. Sådan har det altid været. Krimien synes at kunne massere vores dødsangst væk. Den bearbejder pr. stedfortræder vores panik over vores egen dødelighed.

I fiktionen er det andre, der dør, og vores angst bliver personificeret ved en psykopat, der i sidste afsnit spærres inde bag lås og slå. Fiktionen har gjort sit arbejde, og vi kan sove roligt. Katharsis hedder det i græsk dramaturg-jargon.

True crime giver et endnu større kick. Intet slår virkelighedens grusomhed.

Nysgerrighed er en dybt menneskelig egenskab. Det er naturligt at stoppe op ved trafikuheldet og gyse ved synet. Men alt, hvad der er naturligt, er ikke godt. Vores natur skal styres. Derfor er vi udstyret med empati og kan respektere andres grænser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Jørgensen
  • Olaf Tehrani
  • Svend Erik Sokkelund
Dennis Jørgensen, Olaf Tehrani og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Fin klumme der præcist afdækker en kedelig tendens de seneste mange år.

Dennis Jørgensen, Markus Lund, Svend Erik Sokkelund og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Teatertyper er dem, der ikke vil se virkeligheden i øjnene. Teatertyperne er dem, der ønsker livet som skuespil og efterhånden får overbevist sig selv om, at virkeligheden er det, der foregår på scenen.

Afstumpethed er at sætte livet i teater og foregive, at man beskriver livet bedre derved.

Peter Andersen

Foretrækker non-fiction fremfor fiction.
Virkeligheden er bare mere relevant.
Og det til trods for at fiction altid er mere blodig.