Læserbrev

Jeg er ung i det danske samfund og jeg er fucked

Der er ikke noget at sige til, at den unge generation er den mest stressede nogensinde. For vi skal både kæmpe med en klimakatastrofe og samfundets tårnhøje forventninger til os, skriver Ulrikka Bendtsen i dette debatindlæg
14. oktober 2019

Min generation har fået æren af at blive udnævnt som de mest stressede unge nogensinde. Måske er det ikke overraskende, når klimaet går amok, økosystemer dør, verden går under, og det er mit ansvar at redde den.

Ud over det har jeg også en skole, jeg skal passe, og her skal jeg jo ikke have noget fravær og helst få 12 i alle mine fag – dog uden at være en 12-talspige – for det er jo en usund tilgang til karakterer.

Min generation er Generation Præstation, og vi kan aldrig præstere godt nok.

Gymnasielivet er blevet et kapløb om, hvem der bedst kan omformulere, hvad der står i arbejdsbogen. Deltagelse i timerne minder mest om at læse op fra facitliste, og vi er bange for at blive dømt ude, hvis vi svarer forkert.

Men hvad gik galt? Vi burde ikke skulle lære begreber, teorier og formler udenad bare for at kunne gå op til en eller anden eksamen, vi burde hellere lære om og udvikle os selv. Men den her passive måde at lære på fører til, at vi i stedet spejler os selv og hinanden i vores karakterer. Og det er simpelthen for sørgeligt, at karakterer er blevet det eneste middel, vi har til at kategorisere vores evner.

Karakterer kan være gode til at give en nøgtern vurdering af et stykke arbejde – men mere betydning må de ikke blive tillagt. Som det er nu, handler gymnasiet bare om at få så gode karakterer, at du har frit valg på alle hylder, når du engang dimitterer og ikke har den fjerneste idé om, hvad du har lyst til at lave med resten af dit liv.

Igennem et helt skoleliv kæmper vi en udmattende kamp for at opnå et ideal, vi ikke engang ved, hvad vi skal bruge til! Og vi er bange for, at samfundet udstøder os, for det er det, vi er blevet lært.

Vi unge har alle været brikker i ét stort skakspil om konkurrencedygtighed og kapitalisme. Og jeg har ikke lyst til at spille med længere.

Hvordan fanden skulle jeg i øvrigt vide, hvad jeg vil bruge resten af mit liv på, når jeg ikke har lavet andet hele mit liv end at følge reformer? Det er, som om samfundet forventer, at vi alle har en plan for vores liv, og hvis vi ikke har, burde det ikke tage mere end ét sabbatår at lægge en. Vi skal jo bare igennem systemet så hurtigt som muligt, så vi kan skynde os ud og tjene nogle penge.

Så de unge er mere stressede end nogensinde før, men hvad fanden bliver der egentlig gjort ved det?

Ulrikka Bendtsen, gymnasieelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Britta Hansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anders Vang Nielsen
  • Thomas Tanghus
  • Morten Hjerl-Hansen
Kristian Nielsen, Torsten Jacobsen, Britta Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Vang Nielsen, Thomas Tanghus og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

“ Og vi er bange for, at samfundet udstøder os, for det er det, vi er blevet lært.”
I Folkeskolen? Eller hvem har undervist jer i det? Samfundets inklusion og beskyttelse af individet er bedre end det nogensinde har været, selv om der bestemt er plads til forbedringer.

Læg smartphonen fra jer i bare to sekunder om dagen og i er kommet et skridt væk fra andres “forventninger” og “perfekte liv”. Aldrig har en generation haft så mange muligheder som jer. Gør som så mange andre unge i verden og grib chancen i stedet for at være besatte af andres instagramprofiler. I skal selv skabe jeres fremtid. Hvis far og mor stadig vasker jeres tøj og laver jeres mad har i totalt misforstået værdien af at være selvstændig og hvad det indebærer.

Hvis det virkeligt var jer der skulle rede verden ville i lige netop nu arbejde på de teknologier der skal gøre os fossilfri, ikke sparke en åben dør ind ved demonstrationer. Det påfalder generationen før jer at rede klimaet.

I unge mennesker har så meget potentiale. Den dag i endelig indser det og lægger samfundets, jeres forældres og andres forestillede forventninger fra jer skal i nok komme langt :)

Torsten Jacobsen

Ulrikke Bendtsen,

En af de sværeste opgaver, tror jeg, i individets stræben mod at udfylde sit potentiale på bedst mulig vis, er at lære at vægte og kende forskel på det man i både filosofien og psykologien kalder fænomener af henholdsvis intrinsisk og ekstrinsisk værdi. Ikke mindst i diskussioner om, hvad der motiverer mennesker - hvad der bør motivere mennesker - er spørgsmålet af stor interesse.

Det lyder måske voldsomt kompliceret og abstrakt, men er det i og for sig ikke. En anden måde at tale om det samme på, kunne være at benævne begreberne som henholdsvis 'indrestyret' og 'ydrestyret' motivation.

Når man handler 'indrestyret', så handler man for handlingens egen skyld, så at sige, og ikke med henblik på at opnå noget hinsides handlingen. Vi taler altså om lystbetonet adfærd her: Leg, kreativ udfoldelse, nysgerrighed, læring.

Når man handler 'ydrestyret', så har handlingen et andet mål i sigte. Leg og kreativ udfoldelse transformeres til 'træning', nysgerrighed transformeres til målrettet søgen, og læring transformeres til indlæring.

Begrebsparret indrestyret/ydrestyret udspringer af et dybere, eksistentielt grundlag: Vi er alle individer omgivet af verden - en omverden - og denne omverden fremstår paradoksal: på en og samme tid udgør den et nærmest uendeligt mulighedsrum og en total begrænsning. Dens sprog er kulturen, dens medium andre individer og deres krav, forventninger, holdninger. Forsimplet til en formel, kan forholdet tage sig således ud:

Indrestyret(intrinsisk) motivation => Individet <= Ydrestyret(ekstrinsisk) pres (krav,forventninger)

Du beskriver for mig at se et perspektiv, hvor der lægges for stor vægt på den ydrestyrede del af ligningen. Du beskriver et gymnasium og en livssituation, hvor intet - og da slet ikke individet - synes at have nogen værdi i sig selv: Alt synes formålsrettet mod noget andet. Ikke mindst fornemmer jeg en afgrundsdyb angst i dette perspektiv, hvilket jeg finder både smerteligt og tragisk.

Der kan næppe herske tvivl om, at dit tragiske perspektiv ikke er selvvalgt: Vi lever i en kultur, som på snart sagt alle områder hylder effektivitet og planlægning. Hvor succes i livet som regel udmåles i købekraft og præstation. Vi bombarderes dagligt med billeder og beskrivelser af 'rollemodeller', og opfordres samtidig til at imitere disse kulturens fetischerede ikoner bedst muligt.

Med mindre man passer alvorligt på sig selv, så flyder intrinsiske værdier og motivation umærkeligt sammen med omgivelsernes ekstrinsiske kulturelle pres, og det i en grad så man ikke længere evner at kende forskel. Man taber således sig selv, i stedet for at modnes som et menneske i verden.

Du er heldigvis meget ung, og behøver endnu ikke at bekymre dig alt for voldsomt om disse ting. Ungdommens år er forvirrende, kaotiske, ofte smertefulde. Som al sund og naturlig udvikling kan være det. Blot vil jeg råde dig til altid at holde dig dette forhold mellem det indrestyrede og det ydrestyrede for øje. Og til at huske på, at det i en vis forstand ikke er muligt at fejle her i livet. Selve forestillingen om at have fejlet forudsætter en forestilling om, at der findes kun én rigtig vej gennem dette i grunden ganske vidunderlige morads, som vi kalder livet..

Her lidt yderligere opmuntring, i form af to radikalt anderledes perspektiver, end dem vi typisk præsenteres for i denne målstyrede kultur:

Alan Watts - 'Are You Tired Of Playing The Social Game?'
https://www.youtube.com/watch?v=LXVrNRo1Zj8

Terrence Mckenna - 'Culture Is Not Your Friend'

Fedt, Ulrikka, at du siger det højt. Jeg ved, at der er mange, der har det på præcis samme måde.

Ps. Du skal ikke høre for meget på de gamle røvhuller her ovenover. De er gode nok på bunden, men de fatter ikke en meter af din virkelighed, og nogle gange glemmer de at høre efter, før de skriver noget :-)