Kronik

Vis os, hvad der er bag toiletdøren frem for, hvem der forventes at gå ind ad den

Offentlige toiletters opdeling af mænd, kvinder og handicappede er ikke en uskyldig varedeklaration, men et eksempel på normativ magtudøvelse uden anden funktion end strukturel underordning, skriver forfatter og aktivist Rolf Mertz i dette debatindlæg
Allerede i førskolealderen har flertallet lært, at et trekantet væsen betyder ’kvinde’, den mere universelle menneskeskikkelse symboliserer ’mand’, mens personer med funktionsnedsættelser tilsyneladende ikke formodes at have et køn overhovedet. De går ligesom bare i ét med deres kørestol. Men hvorfor er disse sondringer egentlig så nødvendige, spørger dagens kronikør.

Allerede i førskolealderen har flertallet lært, at et trekantet væsen betyder ’kvinde’, den mere universelle menneskeskikkelse symboliserer ’mand’, mens personer med funktionsnedsættelser tilsyneladende ikke formodes at have et køn overhovedet. De går ligesom bare i ét med deres kørestol. Men hvorfor er disse sondringer egentlig så nødvendige, spørger dagens kronikør.

Johnér Images/Johner/Ritzau Scanpix

14. oktober 2019

Der er ingen vej udenom. Uanset hvilken type toilet vi ender med at have brug for eller foretrække som voksne, må alle gennemgå det obligatoriske semiotiske crash course: Alle børn skal pinedød lære at skelne mellem de piktogrammer, der pryder dørene ind til langt de fleste offentlige toiletter.

Allerede i førskolealderen har flertallet således lært, at et trekantet væsen betyder ’kvinde’, den mere universelle menneskeskikkelse selvfølgelig symboliserer ’mand’, mens personer med funktionsnedsættelser tilsyneladende ikke formodes at have et køn overhovedet. De går ligesom bare i ét med deres kørestol.

Men hvorfor er disse sondringer egentlig så nødvendige? Hvorfor er det ikke afbildninger af henholdsvis wc’er, pisserender og opklappelige armstøtter, vi navigerer efter i stedet?

I det følgende vil jeg argumentere for, at den traditionelle opdeling af faciliteterne ikke blot tjener som en uskyldig vejviser, men også udfylder en performativ funktion. Dét at passere gennem den ene, den anden eller den tredje dør gør os faktisk til mænd, kvinder eller handicappede.

Det er også en performance per stedfortræder. Ofte føler omgivelserne sig nemlig kaldet til at vurdere, hvem der er værdigt trængende hvor, og bryde ind, hvis vi vælger den (i deres øjne) forkerte indgang. Kun sjældent levnes der rum – konkret såvel som i overført betydning – til dem, der hverken ser sig som damer eller herrer, eller hvis fysiske fremtoning ikke entydigt matcher stereotyperne for, hvordan disse bør se ud.

Det manglende rum opleves sikkert ikke som et problem for dem, som føler sig godt tilpas i dét køn, de fik tildelt ved fødslen, og som performer det på en genkendelig måde, altså ciskønnede. Men for mange interkønnede, transkønnede, nonbinære og andre kønsnormbrydere er de offentlige toiletters skilteregime en decideret pestilens.

Pige træd varsomt

Sidste sommer var jeg på campingferie med min svigerfamilie i Canada. Da man skulle gå et godt stykke i mørke for at forrette sin nødtørft, og mine tre svigerniecer dengang alle var under ti år gamle, indførte vi voksne lynhurtigt et rotationsprincip: Vi skiftedes simpelthen til at hanke op i ungerne og følge dem over til den bygning, der husede de myggebefængte washrooms.

Det var dog kun nogle af chaperonerne forundt at ledsage det yngste slægtled længere end til døren, nemlig de af os, som vi satsede på, at andre campister ville genkende og godkende som kvinder. Dette betød naturligvis, at den mindste, der endnu var for kortbenet til selv at kunne nå håndvasken, kun fik vasket hænder efter cirka hvert andet toiletbesøg.

Når selv hygiejnen må vige af hensyn til den symbolske orden, er der åbenlyst mere på spil end som så. I situationer som den her beskrevne får de voksnes moralske panik håndgribelige konsekvenser, nemlig kortvarig adskillelse fra poderne, og den paniske stemning forplanter sig til børnene, selv om de måske ikke helt er klar over, hvilke rædselsscenarier der udspiller sig på forældregenerationens indre filmlærred.

Både piger og drenge opdrages til at være mistroiske over for alle mandspersoner over en vis alder. Imidlertid er det kun drengebørn, der siden får mulighed for at aflære denne frygt ved at stifte nærmere bekendtskab med og slutte sig til den halvdel af befolkningen, vi definerer som mænd: De presses indirekte til at identificere sig med den potentielle krænker.

Pigebørn, derimod, indskærpes fortsat at tage diverse forholdsregler, og selv voksne kvinder opfordres og opfordrer hinanden til at efterleve de mange påbud: Vælg den rigtige dør, undlad at bevæge dig udenfor alene efter mørkets frembrud, efterlad aldrig din drink ubevogtet osv. Underforstået: Ellers er du selv ude om det.

Mit argument er ikke, at der ikke sker overgreb og seksuelle krænkelser mod kvinder og børn. Statistikkerne bekræfter bare ikke den almene forestilling om, hvor det er farligt at opholde sig. I undersøgelsen Seksuelle Krænkelser fra 2017 finansieret af Det Kriminalpræventive Råd svarer f.eks. kun ni procent af respondenterne, at »det alvorligste overgreb i livsperspektiv er blevet begået på gaden, i et naturområde eller lign.«

Også vold og drab forekommer for kvinders vedkommende langt hyppigere i hjemmet end udenfor. Eller som formanden for LOKK Niels Christian Barkholt for nylig formulerede det i Politiken:

»Der, hvor du har størst risiko for at blive slået ihjel, er, hvis du er kvinde og er gift med en mand.«

Som sikkerhedsforanstaltning ville det dermed give betragtelig bedre mening at håndhæve en rigid kønsadskillelse i privaten, end når vi skal tisse alle mulige andre steder. Dét er der bare pudsigt nok ingen, der foreslår.

At træde af på kulturens vegne

Offentlige toiletter udgør på en gang materialiseringen af og overlappet mellem to ideologier, der forsøges maskeret som alt andet end ideologisk betingede: Den ene hedder heteronormativitet, antagelsen om, at alle såkaldte mænd er seksuelt interesserede i såkaldte kvinder. Den anden kan vi kalde for cisnormativitet: De, der ikke foretrækker at lade vandet, mens de står op, må nødvendigvis tilhøre sidstnævnte kategori – medmindre de altså bruger kørestol.

Vi kan med andre ord godt foregøgle hinanden, at vi skiller fårene fra bukkene for at værne om kvinders integritetsgrænse, men hvis ens toiletbesøg faktisk har voldtægt som formål, virker det da netop oplagt at stile mod dametoilettet, hvor man nærmest stensikkert kan operere uden indgriben fra den heteroseksuelle fortællings store beskyttere, frem for at prøve lykken på et unisextoilet. 

Det forekommer mig en anelse kontraintuitivt at opslå en visuel servicemeddelelse til overgrebspersoner om, hvor byttet befinder sig, når vi i stedet kunne fremelske en kultur, hvor kvinder ikke betragtes som fair game, så snart de trækker bukserne ned.

Kort sagt er det min tese, at tokønssystemet eksisterer, så vi lettere kan (køns)bestemme, hvem vi skal underordne – ellers holder patriarkatet op med at fungere. Og derfor er kampen mod tokønssystemet, og i forlængelse heraf det kønnede cpr-nummer, en feministisk kamp.

Ikke engang på sine egne betingelser er systemet en objektiv beskrivelse af tingenes faktiske beskaffenhed, for så ville interkønnede jo ikke findes.

Nogle af læserne har måske hørt om den såkaldte Bathroom Bill, der i 2016 blev indført i North Carolina, og som først blev delvis omstødt i juli i år. Loven tilsagde, at statens borgere skulle vælge offentligt toilet i overensstemmelse med det køn, de havde fået tildelt ved fødslen.

Transkvinder blev altså tvunget til at bringe sig selv i fare ved at entre mændenes domæne (en paradoksal bekræftelse af deres kvindelighed: At være kvinde er at være jaget vildt), mens transmænd risikerede at få tæsk på vej ind til kvinderne eller afstedkomme et ramaskrig derinde.

Derfor søgte og søger mange kønsnormbrydere tilflugt på handicaptoiletterne også uden for North Carolina. Herhjemme var ’transseksualitet’ da også indtil 2017 en diagnose på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. At være ikkeciskønnet var med andre ord at være krøbling. Og omvendt?

Unisextoiletter gør min tilværelse lidt lettere, men jeg ville klart foretrække, hvis skiltningen i stedet afslørede, hvad der gemmer sig bag en given toiletdør – ikke hvem der forventes at passere ind ad den. For egentlig vil jeg bare gerne tisse i fred.

Rolf Mertz er cand.mag., forfatter og aktivist. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Rolf Mertz skriver,

"I det følgende vil jeg argumentere for, at den traditionelle opdeling af faciliteterne ikke blot tjener som en uskyldig vejviser, men også udfylder en performativ funktion. Dét at passere gennem den ene, den anden eller den tredje dør gør os faktisk til mænd, kvinder eller handicappede."

En bemærkelsesværdig påstand, men der argumenteres ikke for den, i den videre tekst. Helt overordnet består et argument af en påstand og så et eller flere belæg for samme påstand. Jeg indbyder læsere af dette debatindlæg til at forsøge at identificere blot et belæg for påstanden.

I stedet for at levere belæg for sin mildest talt kontroversielle påstand, så vælger Rolf Mertz i stedet for at diskutere - ja, hvad egentlig? sandsynligheden for, at mennesker overfaldes - med voldtægt for øje - på offentlige toiletter?! Jeg forstår helt ærligt ikke helt, hvad det er Rolf Mertz forsøger at sige. Det behøver selvfølgelig ikke at være Rolf Mertz's skyld. Måske er jeg bare lidt tungt opfattende her til aften..

I den sidste tredjedel af debatindlægget gentages og forstærkes den indledende påstand, hvilket måske kan give en skødesløs læser den opfattelse, at forfatteren allerede har leveret belæg for sit ærinde:

"Kort sagt er det min tese, at tokønssystemet eksisterer, så vi lettere kan (køns)bestemme, hvem vi skal underordne – ellers holder patriarkatet op med at fungere. Og derfor er kampen mod tokønssystemet, og i forlængelse heraf det kønnede cpr-nummer, en feministisk kamp.".

Men det har han ikke.

Den offentlige samtale er i alvorlig fare for helt at degenerere til rene meningstilkendegivelser, og ikke andet end det. Hvorfor dog besvære sig med at levere belæg for sine påstande, når man kan nøjes med at føle sig frem? Og ikke mindst når ingen blandt publikum - og i tiltagende grad blandt professionelle journalister - kan kende forskel på en påstand og et argument...?

Søren Peter Langkjær Bojsen, Gustav Alexander, Erik Fuglsang, Niels Bønding, Bjarne Bisgaard Jensen, Mads Jakobsen, Thomas Tanghus, lars søgaard-jensen, olivier goulin, Emil Davidsen, Carsten Munk, Anina Weber, Rasmus Knus, Pernille Milthers, Bo Klindt Poulsen , Mogens Holme, Katrine Damm og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Tror kvinder og piger er meget glade for egne rum.

Benta Victoria Gunnlögsson, Christel Gruner-Olesen, Runa Bejstrup, olivier goulin, Agneta Noregren, Anina Weber, Rikke Nielsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Nogle gange skal man bare ikke påråbe sig normativ tyrani, men måske nøjes med at kalde det demokrti og flertalsbeslutninger, så vi ikke kommer alt for langt ud af den tangent, der i bun og grund er et mindretals tyrani af det almene.

Erik Fuglsang, Mads Jakobsen, Runa Bejstrup, lars søgaard-jensen, Agneta Noregren og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Der er jo efterhånden tale om en hel epidemi af læserbrevsskribenter, der har forlæst sig på Judith Butler og denne er en af de ringere, som Torsten påpeger.

Det er altså ikke nok at skrive køn og performance i samme sætning og så er den hellige ko (indsæt x,y eller z) velforvaret.

@ Søren Nielsen - jeg nøjedes ikke med at scrolle ;)

@Rasmus Knus 14/10/2019 15:35 : "Der er jo efterhånden tale om en hel epidemi af læserbrevsskribenter, der har forlæst sig på Judith Butler..."

Queers er i fuld gang med at omskrive den feministiske litteraturens budskaber - fra kvindesags- til fremadrettet dækkende (= bevisende berettigelsen af) queer-sagen.

Det gik op for mig for ikke så længe siden, da jeg opdagede (med øjnene så store som møllehjul) at ikke alene Simone de Beauvoir (fuldstændig forvrængning/queerisering af »man ikke fødes som kvinde – man bliver det«), men også Valerie Solana's 'SCUM manifest' (skrevet efter at Solana blev - som menneske, kvinde og kunstner - menneskeligt, kunstnerisk og økonomisk, brutalt ødelagt af Warhol og andre af miljøets mænd) bliver highjacked til at legitimere queer-bevægelsens forsøg på at afmontering af kvindesagen...

Jeg har dog på fornemmelsen, at queers og 'queer jihad' er ved at komme faretruende tæt på at skulle deale med andre udfordringer, end os, simple hetero-sexister... idet antallet af kamplystne macho transkvinder er ved at stige markant, samtidigt med at de har ikke i sinde at antage det, ellers typiske biologisk-kvindelige 'charmerende væsen' (ref.: John Stuart Mills allerede i 1869, samt bl.a. af Rune Lykkeberg her i bladet d. 19. marts 2010 'Opgør med det charmerende væsen') og eftersom 'den heteroseksuelle verdensorden' udgør en p.t. uoverstigelig udfordring, siden 'hetero-sexisterne' udgør jo et absolut flertal, astronomisk større end alle de øvrige køn tilsammen - må aktivisterne indtil videre nøjes med kamptræning ved at bekæmpe hinanden, som det jo senest er sket i Gothersgade/København lørdag den 5. oktober, men det er en anden historie, Susanne Staun skrev om i POV sidste onsdag https://pov.international/transaktivismens-dodeblik-underkast-dig-eller-...

@Gert Hansen 14/10/2019 14:36 : "Gad vide om der i dagens verden ikke er større problemer ens kønsopdelte toiletter, som Information kunne give plads til."

Enig, men langt mere interessant er Liv Rolf Mertz's valg af tema, hen mener er værd at ofre på Informations læsere? Hele debatindlægget øser af ringeagt for 'den heteroseksuelle verdensorden', og for at lokke de træge hetero-sexistiske Informations læsere, kan skribenten lige så godt gribe til noget simpelt, enkelt, alle kan forstå og kan forholde sig til, selv uden de helt store forudsætninger - som toiletter? (retorisk spørgsmålstegn)

Skribenten er tidligere underviser i queer-teori på universitetet og medstifter af Enhedslistens Queerudvalg. Vil man vide mere om skribentens sag, søg blot på "Queer Jihad"

Nike Forsander Lorentsen, Erik Fuglsang, Torsten Jacobsen, lars søgaard-jensen, Emil Davidsen, Søren Nielsen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Her er et forslag til alternative piktogrammer:

Opslået toiletsæde
Nedslået toiletsæde
Manglende toiletsæde

Så kan kan enhver vælge deres præference

/O

Problemet med kønsopdelte toiletter? Øh ja, voldtægt. Mænd ved, hvor de skal slå til.

Der er intet, der befordrer sekteriske idéer som en god gang skræmmekampagne. Jeg er sikker på, at summen af dømmekraft og ondskab vil bestå med overgangen til politiske unisextoiletter.

“Tokønssystemet”? Satans til natur altså! Hvor vover moder jord på den måde at blande sig i menneskets selvforståelse med hendes matriarkalske strukturer!

Gustav Alexander

Man trættes sådan af de her hyppige dæmoniseringer af flertallet. Heteronormativiteten som forfatteren italesætter som en elitær konspiration, udspringer af vores normalitetsbegreb. Det stammer fra hvad "de fleste" gør samt er og ser sig selv som. De fleste mennesker ser sig selv som henholdsvis mand eller kvinde, hvorfor vores kultur præges af normen mand/kvinde. Det er ikke et forsøg på at undertrykke nonbinære mennesker, der ikke mener at biologiske fakta er noget man skal lade sig fængsle af. Det er et udtryk for kulturens, spontane og endda demokratiske kerne: Vi afspejler kulturelt set hvordan folk er flest.

Vi kan ikke have et samfund uden normer. Normer er generealiserede regler for social interaktion, der er nødvendige for et gruppedyr som mennesket. Det virker mere og mere om om at køns- og identietskampen går på at afmontere samfundets dominante norm - men så ender vi jo med at fjerne repræsentation for godt og vel 90% af samfundets borgere, for at tilgodese nogen ganske få mennesker ,der åbenbart ikke kan udstå tanken om så simple ting, som toiletter, der henvender sig til henholdsvis mænd eller kvinder.

Så synes jeg iøvrigt at der er en global kamp mod stigende fattigdom, en klimakamp osv, der burde fylde langt mere i det moderne sind, end de her introspektive, navlepillende debatter, der afkræver samfundet af det skal afspejle hver enkelt individs unikke og selskabte fortælling om sig selv.