Klumme

Ammestuesnak om kejsersnit og barsel hører også til på arbejdspladsen og i kunsten

Historisk set har der aldrig været prestige i at tale om graviditet, fødsler eller skævtsyede skamlæber. Men det er vigtigt, at moderskabets erfaringshorisont ikke udskammes og får lov at komme til orde, skriver teater- og litteraturanmelder Nanna Goul i dette debatindlæg
At det er kvinden, der hænger på den fødende krop, det er ikke noget, vi kan stemme os ud af. Det er heller ikke noget, vi kan tale os ud af, men derfor ville det være fint, hvis vi som samfund i det mindste kunne være med på, at den kvindelige erfaring, der hver dag skaber nyt liv verden over, ikke bare er en pinagtig foreteelse, der lugter af sur mælk og rådden navlestreng, skriver Nanna Goul.

At det er kvinden, der hænger på den fødende krop, det er ikke noget, vi kan stemme os ud af. Det er heller ikke noget, vi kan tale os ud af, men derfor ville det være fint, hvis vi som samfund i det mindste kunne være med på, at den kvindelige erfaring, der hver dag skaber nyt liv verden over, ikke bare er en pinagtig foreteelse, der lugter af sur mælk og rådden navlestreng, skriver Nanna Goul.

Lise Åserud

8. november 2019

Graviditet, fødsel og barselperioder – moderskab med andre ord – har aldrig været et højstatusemne at kaste i puljen ved arbejdspladsens frokostbord eller fredagsbar.

Jeg har set det ske mange gange, når en kvinde træder frem og begynder at tale om morgenkvalme, plukveer eller kejsersnit. Ryggene, der vender sig. Den blide small talk, der glider ud og bringer et blankt skær frem i øjnene.

Det er ikke bare for privat, det er for meget krop. Eller rettere: Det er for meget kvindekrop – og lige den krop skal man helst ikke tænke for meget på, når man bevæger sig rundt på arbejdspladsen, så kan den professionelle stemning let blive ødelagt.

Det er simpelthen sådan, det stadig er: Kvindens krop forstyrrer og formindsker ved sin udtalte synlighed kvindens intellektuelle formåen, hendes evne til at blive taget seriøst. Kvinder skal ikke klæde sig udfordrende, vælge stærke farver eller gå ind i ammestuesnakken, hvis de vil betragtes som ligeværdige mennesker, der er andet end krop.

Ammestuesnakken har altid været kvindernes, og det har altid været en underlødig kategori. For ammestuesnakken ændrer ikke verden, forstås. Men det gør den måske alligevel nu.

Moderskabet vinder frem

Inden for litteraturen og kunstlivet er det nemlig pludselig, som om den nybagte eller bare halvgamle mor ikke længere gider pudse appelsinhuden op og bruge lortebleen som mundkurv. Danske forfattere som Dy Plambeck, Maja Lucas og Cecilie Lind lader pludselig moren træde frem på scenen og få taletid for nærmest første gang ever.

Der har været enkelte undtagelser, vi husker Dea Trier Mørks Vinterbørn fra 1976, men ellers er feltet næsten fuldstændig ubeskrevet. Hvilket er ret vanvittigt at tænke på, fødsler er trods alt en temmelig central detalje for menneskeheden som sådan.

Men nu begynder det. Udfordringerne ved moderskabet adresseres. Tabuer som vrede rettet mod sine børn, ja, lysten til at slå dem tilmed, italesættes. Der peges på angst, sønderrevne kroppe og inkontinens.

Men kan det virkelig være rigtigt, tænker du måske, at vi skal høre så meget om den slags? Og ja, det kan det. For graviditet, fødsler og moderskab er jo ikke bare private forhold. Det er biologi.

At det er kvinden, der hænger på den fødende krop, det er ikke noget, vi kan stemme os ud af. Det er heller ikke noget, vi kan tale os ud af, men derfor ville det være fint, hvis vi som samfund i det mindste kunne være med på, at den kvindelige erfaring, der hver dag skaber nyt liv verden over, ikke bare er en pinagtig foreteelse, der lugter af sur mælk og rådden navlestreng.

Tendensen til at bringe moren frem i kunsten ses i øvrigt i hele Skandinavien. I weekenden talte jeg med den norske forfatter Monica Isakstuen, hvis nye roman Raseri netop er udkommet på dansk. Romanen handler om en mors ustyrlige vrede mod sine børn, den manglende evne til – som alle pædagogiske forskrifter anbefaler – at være rolig og ikke skælde ud.

Isakstuen berettede, at den litteratur, der lige nu vokser frem i Norge og tematiser netop moderskabet, havde fået den knap så glorværdige genrebeskrivelse ’brystmælkslitteratur’ sat på sig. Den norske litteraturkritiker og digter Endre Ruset har også udtrykt det således i Dagbladet:

»Farvel til den navlebeskuende litteratur. Velkommen til den navlestrengsbeskuende litteratur«.

Og videre:

»Verden brænder, og vi skriver om vores børn.«

Endre Ruset viderefører den tankegang, som både rødstrømperne og offentligheden har fastholdt i årevis: At hvis man skal tages alvorligt, skal man løbe ud på slagmarken i den store verden og opføre sig som en rigtig (mor-) mand. Slagmarken derhjemme, blandt bjerge af vasketøj, hylende snotunger og sutteflasker, gælder ikke i det store regnskab.

Moderskabet er en privat, perifer og værdiløs fortælling, der står i skarp kontrast til at interessere sig for verden.

Den patriarkalske fortælling om moderskabet og den kunstigt opsatte sondring mellem den store verdens brændpunkter og den lille verdens sutteklud bliver heldigvis udfordret nu. For det er og bliver mærkværdigt, at vores kultur har så svært ved at anerkende den erfaring, som de nye menneskeliv udspringer af.

At man så gerne vil skjule moderskabets fortælling i en parkeringskælder, som om den intet har at gøre med den resterende verden. Men det hele hænger jo sammen. Et barn fødes jo ikke ind i et tomrum – men netop ind i en stor, stor verden.

Ida Bencke mener, at moderskabet og det medfølgende omsorgsarbejde stadig er underbelyst og ikke særlig synligt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

femtebølge-feminisme? Altså en slags sejrrig tilbagevenden til det forkastede udgangspunkt? ;)

Så må vi da bare håbe, at barnet ikke endegyldigt nåede at drukne i badevandet :D

Virkelig ?

Dette er så nummer to artikel i dagens avis, jeg ganske enkelt ikke magter at læse. ( den anden var om 'Fremad')
Jeg er såmænd nok bare en sjuft OG en dårlig feminist

Torsten Jacobsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det er selvfølgelig bare et afsæt til hygge-snak om andre mere eller mindre uinteressante 'kvindeting'. Men det er alligevel et interessant valg, at skrive en længere klumme med udgangspunkt i en bizar misforståelse af begrebet ammestuesnak.
Det er næsten som om Nanna Goul forsøger at lave en ny, mindre nedsættende definition af begrebet.

Ammestuesnak har intet bestemt emne omend graviditet, barsel og børnepleje ofte er i fokus.
Ammestuesnak er derfor normalt defineret som en form for logisk induktiv snik snak, der på et håbløst svagt eller helt opdigtet datagrundlag, udleder dyb visdom og vigtige regler om ting som kun kvinder kan forstå(fordi livet vokser i deres mave osv.)

Ammestuesnak er altså en form for ulogisk ikke-viden som kun kvinder kan forstå(og bruge til noget). Og så er der jo ingen grund til at involvere os andre.