I en leder i Information kalder Mette-Line Thorup det et »tilbageskridt for sexarbejdere«, at jeg har valgt at lukke den tidligere borgerlige regerings arbejdsgruppe om prostitution.
Hun bebrejder regeringen for ikke at tilbyde exitstrategier for mennesker i prostitution. Men vi har netop indgået en bred aftale, hvor vi både sætter midler af til en exitpakke, mere rådgivning og bedre trivsel for de udsatte kvinder i branchen.
Jeg lukkede arbejdsgruppen, fordi dens fokus var forkert. Gruppen skulle blandt andet se på normalisering af prostitution og dermed mulighederne for at ligestille den med almindelige fag som tømrer eller skolelærer. Men det er en underlig forskønnelse af en brutal branche.
Prostitution er i sin grundform rå udnyttelse af kvinder, som oftest er der af nød og ikke af lyst. Det er ikke tilfældigt, at ’den lykkelige luder’ altid bliver omtalt i ental.
Alt for mange kvinder kæmper med en lang række sociale problemer, når de træder ind i branchen – blot for at pådrage sig flere ar på krop og sjæl. Mange bliver ofre for vold og voldtægt fra kunder og bagmænd. Vi ser kvinder med fysiske, varige skader, dyb gæld, misbrug af alkohol eller stoffer, og listen kan fortsættes.
I lande som Tyskland, Holland og New Zealand, der er gået normaliseringens vej, ser vi, at de samme problemer består.
Informations lederskribent mener så, at jeg burde tage konsekvensen af mine holdninger og helt få kriminaliseret købesex. Men erfaringer fra blandt andet Sverige viser, at dette heller ikke løser kvindernes problemer.
Selv efter 20 års forbud er der på ingen måde gjort op med den svenske sexhandel. Nu foregår den blot i det skjulte og ofte med skruppelløse kriminelle bagmænd i kulissen. Kvindernes kontakt med kunderne vil blive mere risikofyldt, og muligheden for at skride ind med hjælp og støtte vil blive vanskeliggjort. Et forbud vil blot mørklægge området yderligere.
Jeg mener, at flere skal have hjælp til at forlade prostitution. Derfor har vi prioriteret exitpakken i vores nye aftale, hvor vi desuden får et større fokus på menneskehandel og et bredere vidensgrundlag om prostitution. Det er der behov for.
Astrid Krag (S) er social- og indenrigsminister
Formynderiet vil ingen ende tage. Lad dog folk arbejde med hvad de vil. Dem der ikke trives må så få hjælp. Lad dog være med at ødelægge livsgrundlaget for folk af puritanske årsager.
Skal vi også have lukket ned for abort fordi nogen mener uønskede graviditeter kun kommer af hor?
Astrid Krag fortsæter med at stigmatisere samfundsgrupper hun ikke kan lide. Hun svarer ikke på altinget konkrete spørgsmål, og så bang et indlæg på Information. Det er regeringens politik kun at støtte samfundsgrupper organiseret i de etablerede fagforeninger. Senest Hummelgaard som nu er nervøs for fagforeningernes eksistens, da ASE har indført en ny model, men kære socialdemokarter, ingen kan leve af samfundets almisser. Om man er prostitueret, på dagpenge eller på pension. I lever på en anden planet.
Krag har en pointe, Liberaliseringen af den tyske prostitutionslovgivning har ført vanvittige fænomener som f.eks. de såkaldte "flat-rate puffs", hvor kunderne betaler et eller andet beløb og så kan knalde sig gennem døgnet.
Resultatet er, at visse tyske byer er blevet destinationer for sex-turister, f.eks. britiske stag parties.
Der er intet forsonende at sige om den politik. Udnytningen af kvinderne er blevet ekstrem. Rockere og andre alfonser har kronede dage. Forbruget af kvinder fra Balkan har vist aldrig været så stort...
Der er ikke noget godt at sige om det.
Niels Astrup hvis du nogensinde har været på en Middelhavs-destination om sommeren ved du at stags bringer dens slags med sig uanset om det er til rådighed. Stripklubber med piger der tilbyder “extras” er til rådighed vidt og bredt når folk kommer 15-30 gutter og har penge med. Sørgeligt men sandt. Prostituerede har de i øvrigt også i Storbritannien, craigslist osv.
Altinget spørger : Hvis man så er endt i prostitution ufrivilligt eller på grund af sociale problemer, hvordan hjælper det så, at man ikke får de rettigheder, andre har på arbejdsmarkedet? og S svarer : “Fordi det ikke er et arbejdsmarked. Fordi det ikke er et job.” Hvorfor skal man så være registreret som selvstændig erhvervsdrivende og betale skat? Se svaret i artiklen på Altinget.
https://www.altinget.dk/artikel/188658-s-vil-ikke-give-prostituerede-nye...
" hvis du nogensinde har været på en Middelhavs-destination om sommeren "
Øøøh - nej. Siger som statsministeren - så hellere Bælum.
Bælum er også dejligt. Det bedste er naturligvis manglen på larmende briter.