Kronik

Bernie Sanders ved det: Arbejderklassen er tilbage som et positivt kollektivt vi

Politikere og medier taler om ’danskerne’ som én stor gruppe, men klasserne forsvandt ikke, da omtalen gjorde. Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har succes med klassepolitik, og den danske venstrefløj bør følge trop, skriver ph.d.-studerende Esben Bøgh Sørensen i dette debatindlæg
Hvor Warren mest har politiske forslag til fordel for befolkningen i bred forstand, handler Sanders’ kampagne også om at skabe en bevægelse – et kollektivt vi – med udgangspunkt i klasse

Hvor Warren mest har politiske forslag til fordel for befolkningen i bred forstand, handler Sanders’ kampagne også om at skabe en bevægelse – et kollektivt vi – med udgangspunkt i klasse

Rob Kerr

13. november 2019

»We bring a working class revolution to the ballot box of the United States of America!«

Ordene blev sagt af det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez ved Bernie Sanders’ massemøde i New York med over 25.000 deltagere.

Cortez er selv frontfigur for en ny generation af amerikanere, hvoraf en tredjedel identificerer sig som socialister. Hun er samtidig medlem af partiet Democratic Socialists of America (DSA), hvis medlemstal mellem 2016 og 2018 steg fra bare 6.700 til hele 50.000.

Både DSA og Bernie Sanders’ kampagne har formået at mobilisere en stor gruppe amerikanere for en politik, der vil gøre op med de enorme uligheder i ejendom, magt og velstand, der eksisterer i det amerikanske samfund. Det har de gjort ved at formulere deres politik med udgangspunkt i klassebegrebet.

Det er ikke givet, at man kan vinde tilslutning med udgangspunkt i klassepolitik i et amerikansk samfund, der i årtier har været gennemsyret af en liberalistisk ideologi. Her skyldes samfundets ulighed typisk de enkelte individers egen indsats.

Andre taler for, at klasse ikke længere er en relevant politisk kategori i mange vestlige samfund. Her har man sikret de grundlæggende materielle livsfornødenheder i tilstrækkelig grad. I stedet er vælgerne nu optagede af rene værdimæssige og kulturelle spørgsmål.

Det standpunkt har de seneste års politiske udvikling dog gjort til skamme. Det er ikke bare i USA, at klasse er tilbage som en af de vigtigste politiske kategorier. Også i Storbritannien har Labour under Jeremy Corbyn formået at basere partiets politik på et solidt klasseperspektiv.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt for venstrefløjen at formulere sin politik i klassestermer?

Det handler om magt

Laura Pidcock, en af Labours skyggeministre, har for nylig forklaret, at klasse er afgørende, fordi det er det »isoleret set vigtigste aspekt i en persons liv.«

Klasse kan ikke reduceres til blot ét aspekt af vores liv ved siden af mange andre. Klasse er helt grundlæggende for, hvordan vores liv udformer sig – fra vores helbred til vores uddannelsesmuligheder.

Hvis vi nogensinde taler om klasse i Danmark, er det som regel i betydningen: Socioøkonomiske grupper på baggrund af forskelle i indkomst, uddannelse osv. Men klasse er noget mere grundlæggende. Klasse har at gøre med, hvor magten ligger, og hvordan velstanden er fordelt.

I løbet af de seneste 20 år er uligheden steget markant, og det er åbenlyst, at der er store forskelle i fordelingen af magten mellem de rige, og det man i bred forstand kan kalde arbejderklassen.

Det er disse grundlæggende forskelle i magt og velstand, der former vores liv. Klasse handler først og fremmest om magt, hvor der jo som påvist er enorme forskelle også i Danmark. Der er altså nogle få mennesker, der har magten til at tage beslutninger, der har dyb indvirkning på det store flertals livsvilkår.

Men hvor klassepolitik i USA indtil for bare få år siden var marginaliseret til en lille venstrefløj, er det i dag omdrejningspunktet for de to kandidater i det demokratiske primærvalg, der udgør den potentielt største udfordring for det politiske establishment og den økonomiske elite: Bernie Sanders og Elizabeth Warren.

Der er dog også forskelle mellem de to. Selv om Warren taler om at bringe magt tilbage til arbejdere, har hun også beskrevet sig selv som »kapitalist til benet«.

I modsætning hertil markerer Sanders ikke bare, at der eksisterer enorme klasseskel i det amerikanske samfund, men også at der foregår en kamp imellem de klasser, og at han stiller sig solidt på arbejderklassens side.

Klasserne står stadig

I Danmark er vi ikke på samme måde vant til at snakke om klasse, som man er blevet det i både USA og Storbritannien. De fleste partier snakker slet ikke om klasse, men derimod om »danskerne«, som om vi alle var i samme båd.

Vi forestiller os måske, at vi alle er medlemmer af den sagnomspundne middelklasse. Men der er store forskelle mellem den almindelige dansker og så det lille mindretal af rige og magtfulde.

Og det er i øvrigt langtfra alle dele af befolkningen, der har oplevelsen af at tilhøre en tryg middelklasse. Rigtig mange mennesker kæmper dagligt med at få tingene til at hænge sammen, og mange er kun en knivspids fra decideret fattigdom.

Middelklassen er også kun blevet skabt ved, at arbejderbevægelsen formåede at tilkæmpe arbejderklassen nogle bedre vilkår. Når disse vilkår kommer under angreb, som de har været det de seneste mange år, så vakler grunden under den trygge middelklasseoplevelse.

Netop derfor er det vigtigt at pege på, at det stadigvæk er vores klasse, der former vores liv og at det store flertal af befolkningen i en bred forstand tilhører arbejderklassen.

Én ting er, hvordan medier og politikere taler om – eller undlader at tale om – klasse. En anden ting er befolkningens egen opfattelse.

Faktisk har det vist sig, at det man kan kalde klassebevidstheden stort set ikke har ændret sig siden 1954. En stor del af befolkningen mener, at der eksisterer klasseforskelle i Danmark og rigtig mange identificerer sig stadigvæk med en bestemt klasse. På trods af at vi de sidste årtier er blevet fortalt, at klasse ikke længere er vigtigt, er klasse altså tilsyneladende stadig vigtigt i befolkningen.

Den største forskel fra 1954 til i dag ligger dog i, at færre identificerer sig med at være en del af arbejderklassen. Det kan have mange årsager. Dels lyder »arbejderklasse« nok for mange som et støvet begreb, der giver associationer til fabriksarbejdere i blå overalls. Dem er der stadig nogen af, mens arbejdslivet for de fleste ser noget anderledes ud i dag. En anden årsag er, at de politiske partier i takt med medierne og fagkundskaben er stoppet med at tale om arbejderklassen.

Arbejderpolitisk potentiale

Det gamle såkaldte arbejderparti, Socialdemokratiet, taler ikke længere om arbejderklassen som et positivt kollektivt vi. I stedet taler man om danskerne eller lønmodtagerne. Også på resten af venstrefløjen er der en tendens til ikke at tale om arbejderklassen, de taler derimod om de almindelige danskere.

Det er på baggrund af de seneste årtiers erstatning af klassepolitik med liberal værdipolitik ganske forståeligt og ikke nødvendigvis dårligt. Men det er også, som i USA og Storbritannien, på tide igen at tale klasse op som en af de mest centrale politiske kategorier. Det er på tide igen at tale om arbejderklassen som et positivt kollektivt vi.

Klasse er nemlig ikke bare det, der har størst indflydelse på vores muligheder og vores begrænsninger for at leve et godt og trygt liv. Klassepolitik har også et enormt potentiale for kollektiv samfundsforandring. Det store flertal tilhører i dag på den ene eller den anden måde arbejderklassen, og det er netop ved at fremhæve klasse, at det flertal kan samles om at skabe forandring.

Det er netop på dette punkt, at Sanders’ kampagne adskiller sig fra Warrens. Hvor Warren mest har politiske forslag til fordel for befolkningen i bred forstand, handler Sanders’ kampagne også om at skabe en bevægelse – et kollektivt vi – med udgangspunkt i klasse.

På tværs af uddannelsesmæssige, etniske, kulturelle, faglige og mange andre skel har arbejderklassen i denne brede forstand et enormt potentiale til at kunne forandre de enorme uligheder og forskelle i magt, ejendom og velstand, der eksisterer i vores samfund.

At tilhøre arbejderklassen er i den forstand noget positivt. Derfor er det vigtigt for venstrefløjen også i Danmark at sætte klasse på dagsordenen igen.

Esben Bøgh Sørensen, er ph.d.-studerende ved afdeling for filosofi og idéhistorie, Aarhus Universitet

Den borgerlige overklasse elsker at se arbejderen, kontanthjælpsmodtageren og migranten skændes med hinanden. Imens ruller Marx rundt i sin grav over, hvor uorganiserede proletarerne er hele vejen fra Munkebo til Mumbai
Læs også
Der er i Erik Jørgen Hansens arbejde en forbindelse mellem social indignation og videnskabelige undersøgelser. Hans livsforløb blev formet af et dobbelt engagement: for den frie forskning og imod social uretfærdighed
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Curt Sørensen
  • Tommy Clausen
  • Erik Winberg
  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • ingemaje lange
  • Palle Yndal-Olsen
  • John Hansen
  • Steen K Petersen
  • Karsten Nielsen
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Peter Knap
Morten Hjerl-Hansen, Curt Sørensen, Tommy Clausen, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, ingemaje lange, Palle Yndal-Olsen, John Hansen, Steen K Petersen, Karsten Nielsen, Christian Mondrup, David Zennaro og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er håb. Tendenser fra USA plejer at brede sig.
Herhjemme er en af de største katastrofer skamskydnig af esklusivretten. Storkapitalen har som en ulv i fåreklæder lokket med personlige rettigheder og udvalgte grundlovscitater smadret et af arbjderklassens stærkeste magtmidler, der var grundlaget for en anstændig fordeling inkomster.
Frihed er for dem, der har mangel på moral og magt nok til at tage den.
For os andre, er det sociale sammenhold vores beskyttelse.

Hanne Utoft, Curt Sørensen, Ib Christensen, Tommy Clausen, Nils Lauritzen, Carsten Wienholtz, Birte Pedersen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, ingemaje lange, John Hansen, Carsten Munk, Steen K Petersen, Mogens Holme og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg tror ikke 'arbejderklasse' længere er et dækkende begreb.
Selv den mest vederlagsbehæftede topfigur i erhvervslivet kan med en vis rigtighed kalde sig for løn'arbejder. Ligesom Venstres formand eller kammeraterne i LA...
Klasserne er der. Ja. men der skal nye ord til.
Jeg tror ikke heller den mest fortvivlede, syge, ptsdramte kontanthjælpsmodtager har lyst til at vedkende sig begrebet 'pjalteproletariat'. Selvom det nok er den nærmeste socialgruppe - men det er en temmelig håbløs position og alle har brug for håb for at overleve.

Tommy Clausen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, John Hansen, Jens Larsen, Henrik Leffers, Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Søren Kramer, David Zennaro og Peter Knap anbefalede denne kommentar

I 18- og 1900-tallet var der hurtig økonomisk vækst og dermed gode muligheder for individuel frigørelse. De muligheder er efterhånden stærkt svækkede, og dermed er den kollektive frigørelse blevet langt mere attraktiv. Det ligner en udvikling med langsigtede perspektiver.

Thomas T. Jensen

Opsplitningen af befolkningen i "os (vi)" og "dem" er fascismens første skridt.
Hvadenten det er national fascisme (nazisme) eller international fascisme (kommunisme).
Lad os håbe, at den kommende amerikanske præsident kan skræve over alle klasseskel.
Men det er altid et problem med politiske præsidenter, at de er nødt til at læne sig til én af fløjene.

Eller hva`med de fascistiske træk her i landet, hvor centralistisk statsstyre i alle sektorer praktiseret med hård hånd.
Engang sagde en statsmagt : Arbeit macht frei.
Her er det noget lignende: Wollen Sie nicht arbeiten, har vi mange metoder.
Uden sammenligning iøvrigt.

Tommy Clausen, Anders Reinholdt, Erik Winberg, Carsten Wienholtz, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Fra en "Gamling": I virkeligheden synes jeg at mentaltilstande som f.eks. " det at være vel anset", det "at at have gjort det godt", "det at have et højt uddannelsesniveau", "det at ens børn klarer sig godt i samfundshierakiet", har været ødelæggende for et reelt sammenhold blandt middelklassens venstrefløjsfolk.
Sagt på en anden måde: hvor mange lektorer, journalister, skuespillere, embedsmænd, psykologer osv. har børn, der uddanner sig til pædagog, lærer, murer, tømrer...- Næh, for det giver ikke anseelse i den gruppe , man tilhører. Og det på trods af at det faktisk er nogle af de job, som samfundet har rigtig meget brug for.
i stedet har alle vi mellemlagsfolk opdraget vores børn til at tage en akademisk uddannelse - "for det er skam virkelig noget". I rigtig mange akademiske job er man nemlig fri for at forholde sig til den konkrete og til tider forbandet komplicerede konkrete virkelighed. Alle mulige problemkomplekser kan løses ved ord og begreber og eftertanke - og mange gange uden medfølgende ubehag..
Den situation står pædagogen, læreren, taglæggeren, sygeplejersken, osv. ikke i. Der skal træffes konkrete valg med medfølgende "omkostninger"
Kort sagt: På den danske venstrefløj har der gennerm tiderne været rigtig meget "snobberi", som har haft en ødelæggende effekt på det sammenhold, der egentlig burde karakterisere denne.
"Og det kan være mit barn har lyst og evner til at "læse ægyptisk filosofi", men det er ikke ensbetydende med, ar samfundet forpligtiger til at betale for et job, der modsvarer denne uddannelse - og slet ikke når samfundet har brug for mennesker, der tør begive sig ind i reelle potentielle konfliktsituationer og her bidrage med fornuftige løsninger"

Morten Hjerl-Hansen, Leo Nygaard, Erik Winberg og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Ja hvori består arbejderklassens børnebørns bidrag til almenvældet, hvis vi ser bort fra beslaglæggelsen af en betydelig del af pengestrømmen til en lang uddannelse, et lukrativt arbejdsliv og en pinligt eksklusiv pension med masser af finkulturel underholdning fra vugge til grav ?

Hvordan kan man forestille sig en genopblomstring af solidaritet og kammeratskab under en sådan forskelsbehandling af håndarbejde og tankespind ?

Per Torbensen, Hanne Utoft og Jens Larsen anbefalede denne kommentar

"Jeg tror ikke heller den mest fortvivlede, syge, ptsdramte kontanthjælpsmodtager har lyst til at vedkende sig begrebet ’pjalteproletariat’. Selvom det nok er den nærmeste socialgruppe - men det er en temmelig håbløs position og alle har brug for håb for at overleve."

Positionen som pjalteproletar er kun håbløs, hvis ingen arbejder for at afhjælpe/forandre situationen. Håbløsheden er ofte et sandhedens moment for mennesker, vi skal ikke frygte den. Derimod skal vi være særdeles skeptiske overfor initiativer, som vil kalde de kendte, depraverende fakta noget nyt, eller som forgøgler folk at de skal håbe på noget bedre. De skal arbejde for en forbedring, ikke passivt håbe. De skal gå i revolutionær adfærd, hvilket der ikke er meget håb i, men styrke og integritet.