Kronik

Mine børn og jeg har kun ret til at ses få timer om ugen

Selv om landsretten har konkluderet, at mine børn er nært knyttet til begge forældre, har vi på sjette måned kun få timers samvær ugentligt. Myndighederne agerer stærkt kønsdiskriminerende og imod børnenes bedste i samværssager, skriver en far til fire i dette debatindlæg.
Selv om landsretten har konkluderet, at mine børn er nært knyttet til begge forældre, har vi på sjette måned kun få timers samvær ugentligt. Myndighederne agerer stærkt kønsdiskriminerende og imod børnenes bedste i samværssager, skriver en far til fire i dette debatindlæg.

Sara Houmann Mortensen

26. november 2019

Jeg har boet sammen med mine to små børn, siden de blev født. Jeg har kysset, krammet, trøstet, skiftet bleer, puttet og sovet med dem. Jeg har haft barselsorlov, og jeg har indkørt dem begge i daginstitutionen, da den tid kom.

Jeg elsker dem herfra til månen og tilbage igen, og det er gengældt.

Nu får mine børn og jeg kun lov at ses få timer om ugen. Her følger min historie om, hvordan myndighederne svigter fædre og forhindrer børn i at udvikle sunde faderrelationer med deres behandling af samværssager.

Information har valgt at anonymisere skribenten af hensyn til de pårørende. Skribentens identitet er Information bekendt. Vi har haft adgang til Landsrettens dom og været i kontakt med moren til de to små børn inden publicering.

Tilbage i maj fjernede moren til mine to mindste børn børnene fra vores fælles hjem. Forud for en bopælssag tog hun valget om at komme med en række påstande og flytte på krisehjem.

Med ét blev mine børn taget væk fra deres hjem, deres trygge, vante rammer og fra deres far og øvrige familie.

Jeg savner selvsagt mine børn grænseløst og er dybt bekymret over det savn, jeg ved, at også de lider under hver eneste dag.

Selv om denne handling var en klar tilsidesættelse af både børnenes bedste og af gældende lov og ret, opnåede børnenes mor ikke desto mindre rettigheder og fordele herved, som hun ellers ikke ville kunne få.

Åbenlyst svigt

»Børnene er nært knyttet til begge forældre«, og »begge forældre har deltaget i omsorgen for børnene«, står der i Østre Landsrets dom i bopælssagen, som jeg tabte. Det samme var resultatet af Familieretshusets dom. Begge instanser har alligevel belønnet morens handlinger ved først at lade stå til og reelt tillade, at moren kunne holde børnene helt væk og skjult for mig i fire måneder og dernæst ved at give børnene en ordning – af myndighederne kaldet »kontaktbevarende standardsamvær« – der kun sikrer dem fire timers samvær om ugen med mig, deres far og medindehaver af forældremyndigheden.

Børnenes fravær fra mig under sagen har tilmed givet moren yderligere gevinst, idet landsretten som en del af sin begrundelse for at tildele moren bopælen skriver, at den har tillagt den tid, hvor jeg ikke har haft samvær med eller set mine børn vægtig betydning.

Det er nu lykkedes min advokat at udvide det kontaktbevarende samvær, så jeg har børnene til én overnatning hver 14. dag og to timer torsdage i den modsatte uge. Men ikke alle fædre i min situation er så ’heldige’.

Det er smerteligt at opleve mine børns gråd og tryglen om at måtte blive hos mig efter hvert eneste af de kortvarige samvær. Det gør ondt langt ind i sjælen, når min treårige datter klamrer sig til mig, så hendes mor med magt må vriste hende fri, og når min toårige søn fortsat kalder »FAR!«, længe efter de har rundet hjørnet.

Ud over det åbenlyse svigt af børnene gør standardsamværsordningen på fire timer det mere end svært at se, hvordan man skal kunne leve op til lovens ord om, at børnenes forældre har et fælles ansvar for dem.

Kun logoet er ændret

Det hele står i skarp kontrast til de lovændringer på området, der trådte i kraft i april i år og som efter sigende skulle være vedtaget i ligeberettigelsens ånd og med en politisk anerkendelse af, at tilknytning til forældre er kønsneutral – mænd er lige så kompetente forældre og omsorgspersoner som kvinder.

Med lovændringerne og oprettelsen af Familieretshuset blev det fra politisk side understreget, at børnene har ret til to forældre, og at deres bopæl af hensyn til børnenes bedste bør forblive i det hidtidige hjem under et brud og behandling af bopæls- eller samværssag.

Det er fuldstændig horribelt, at en kvinde bare kan tage på krisecenter og tage børnene med, uanset at den nye lovgivning fra den 1. april klart tilsiger, at hvis den ene forælder forlader det fælles hjem, så̊ bliver den anden bopælsforælder. Ovenikøbet kan en kvinde ved denne handling, der tilsidesætter både børnenes bedste og gældende lov, opnå rettigheder og fordele, der ikke er lovhjemmel for, og som hun ellers ikke ville kunne få.

Men fordi jeg er af hankøn og derfor ’kun’ far – og efter min bedste overbevisning alene derfor – har både jeg og mine børn i perioden efter indførelsen af den nye lov måttet græde mange tårer. For som min historie viser, er det tilsyneladende alene navn og logo, der er ændret ved den gamle statsforvaltning. Praksis har været gammeldags, lænet sig op ad en forudindtagethed, der pr. automatik tager udgangspunkt i, at børnene tilhører mor, været stærkt kønsdiskriminerende og i øvrigt helt ude af takt med børnepsykologi anno 2019 og den politiske hensigt med lovændringerne på området.

Deleordning er bedst

Det såkaldte standardsamvær og hele sagsbehandlingen i øvrigt skriger til himlen, når både Familieretten og landsretten konkluderer – uden vægtning til en enkelt part – at »børnene er nært knyttet til begge forældre«. Sådan en konklusion burde helt naturligt give begge forældre et omfattende samvær.

Det bedste for børnene vil være en egentlig deleordning, hvor tilknytningen til begge forældre kan dyrkes ligeligt. Den type samværsordning har blandt andet SFI også peget på, er mindst lige så god som at bo hos kun den ene forælder. Men det er svært at bevare håbet om, at det er et muligt fremtidsscenarie, når landsretten har givet afslag på min anmodning om en børnesagkyndig undersøgelse, hvis formål er at hjælpe parterne med at finde den løsning, der er bedst for børnene.

Myndighedernes dom harmonerer dårligt med udtalelsen fra en af de fremmeste forskere på området Svend Aage Madsen, forskningsleder for Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Rigshospitalet, der siger:

»Hvis barnet har en far, der er nærværende, og en mor, der er nærværende, så har det dobbelt op. Så har det to muligheder i verden, som er tryg base for det.«

Jeg formoder, at Familieretshusets tilkendelse af såkaldt standardsamvær oprinder fra et standardskriv, som nok er skrevet meget længe før de seneste lovændringer, før Familieretshuset har sat sig ind i disse. Det er derfor mit håb, at fornuften og hensynet til børnene trods alt vil sejre ved den videre behandling af samværssagen. En behandling, som jeg først nu er blevet stillet i udsigt – seks måneder efter bruddet og på trods af mine gentagne anmodninger.

Familieretshuset skal ellers »hurtigst muligt og inden tre uger efter«, en forælder har henvendt sig, træffe en afgørelse. Det til trods har mine børn og jeg altså levet under et »midlertidigt kontaktbevarende samvær« i månedsvis.

For så små børn er det en voldsomt lang periode, hvor de heller ikke har haft kontakt til deres to ældre halvbrødre eller til deres farmor og farfar, som de også har tæt tilknytning til. Det er en kontakt, der for børnene er meget vigtig at opretholde og som jo alene kan opretholdes gennem mit samvær med børnene.

Selv om konfliktniveauet har været højt, og selv om børnenes mor i min optik ikke har haft det nødvendige klarsyn til at handle i tråd med børnenes bedste i denne svære periode, er det mit håb, at vi, når vi er kommet ud på den anden side, med en ligeværdig samværsordning kan få et både stabilt, godt og givende samarbejde omkring børnene.

Mit fokus er alene på børnene. Det bliver nok også børnenes mors fokus på et tidspunkt.

TT er far til fire.

Lisa Holmfjord er CEO for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og kan ikke genkende den beskrivelse af ophold på krisecenter, som en anonym far har beskrevet i en kronik i Information.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Klaus Brusgaard
  • ingemaje lange
  • Niels Johannesen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Søren Kramer
  • Hannah Tvede
  • Jens Flø
Viggo Okholm, Klaus Brusgaard, ingemaje lange, Niels Johannesen, Klaus Lundahl Engelholt, Søren Kramer, Hannah Tvede og Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

Torsten Jacobsen

Der er vel næppe nogen tvivl om, at vi som mennesker har et helt grundlæggende behov for positiv kontakt med vores forældre. Et helt fundamentalt behov for at blive set og elsket af de mennesker, som har sat os i verden. De mennesker, der som de eneste kan forventes at elske os betingelsesløst. Nogle af os behøver blot kigge lidt ind i os selv, for - i det mindste delvist - at forstå konsekvenserne af en usikker tilknytning til en eller begge forældre. Det er ikke kontroversielt at hævde, at forældres fravær, om det så skyldes bort-adoption, for tidlig død, fængsling, psykisk sygdom, følelsesmæssig utilgængelighed eller noget helt sjette, med stor sandsynlighed vil sætte et dybtgående præg på barnets psykologi, og i forlængelse heraf på det voksne individs selv- og verdensforståelse.

Det er derfor med en vis knugende følelse i hjerteregionen, at jeg læser den anonyme skribents beskrivelse. Noget er helt sikkert galt her, og som altid er børnene de uundgåelige tabere: Børn forstår ikke voksnes spilleregler, ej heller juridiske koncepter som 'barnets tarv', 'til barnets bedste'.

Børn føler savnet, fraværet, ensomheden. Men også sådanne begreber er så at sige løftet ud af en voksens forestillingsverden. I børnehøjde eksisterer sådanne begreber ikke. Kun en langt fra artikuleret følelse kan manifestere sig i et umodent sind, og smerten rettes uvægerligt indad, tager næsten uundgåeligt form som en underkendelse, en selvbebrejdelse. I den forstand er børn håbløse narcissister: Alt handler om mig: Er alt godt, er jeg 'god'. Er alt forkert, er jeg 'forkert'. Ikke udtrykt som en bevidst tanke, nødvendigvis - børn føler mere end de tænker - men snarere som en tavs viden: Det hele er min skyld.

Med det sagt, så begår Dagbladet Information her en virkelig alvorlig fejltagelse. En fejltagelse, som i sidste ende kan tænkes at forværre en allerede åbenlyst uholdbar situation.

For hvad skal jeg som læser stille op med dette debatindlæg? Vi hører alene fra den ene part i en tydeligvis tragisk kamp mellem to mennesker. En konfliktfyldt kamp om retten til samvær med parrets fælles børn. En hjerteknugende fortælling, som sagt, men samtidig dybt problematisk:

Jeg formoder, at Dagbladet Informations redaktion med den nødvendige alvor har overvejet rimeligheden i at anonymisere debatindlæggets forfatter, 'TT'. Jeg anerkender den givne begrundelse. Men - og det er et meget stort MEN - jeg synes ærligt talt, at avisen svigter sit journalistiske ansvar, når den samtidig tillader et enøjet indlæg. Der er ikke alene tale om en 'generel' anke mod 'systemet' her. Der er primært tale om en 'førstehåndsberetning', en dybt personlig udlægning af sagsforhold, som vedrører andre, levende mennesker.

Ikke mindst mener jeg, at avisen svigter 'TT'. For mens jeg til fulde forstår hans behov for at fremstille sagen i et lys, der stiller ham selv bedst muligt, så svigtes han i sidste ende ganske enkelt her. Man kan måske ikke med rimelighed forlange af 'TT' at han selv skal kunne få øje på det håbløst utilstrækkelige i følgende beskrivelse:

"Tilbage i maj fjernede moren til mine to mindste børn børnene fra vores fælles hjem. Forud for en bopælssag tog hun valget om at komme med en række påstande og flytte på krisehjem.

"Med ét blev mine børn taget væk fra deres hjem, deres trygge, vante rammer og fra deres far og øvrige familie."

Det kan man til gengæld forlange af en debatredaktør, ikke mindst en debatredaktør som allerede er gået med til, at anonymisere skribenten.

Der er så håbløst meget, der ikke bliver sagt her. Alene ordvalget kalder på en vis skepsis: 'Hun valgte at flytte på krisehjem..'.

Jeg vil igen understrege, at jeg ikke bebrejder 'TT' noget som helst. Jeg hverken kan eller vil stille spørgsmålstegn ved hans beretning. Med hvilken ret skulle jeg gøre det? Nej, mit anliggende er alene med den 'Mindst Ringe, som efter min ærlige mening burde vide bedre, end at agere på denne vis..

Lars Jørgensen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Christina Laugesen, Tommy Gundestrup Schou, Randi Christiansen, Fam. Tejsner, Marie Louise Wammen, Katrine Damm, Bo Klindt Poulsen , Mogens Holme, Jørgen Larsen, Rikke Nielsen, Hanne Ribens, Susanne Kaspersen, René Arestrup, Janne Bang, Steen Obel, susanne cordes, Ulla Søgaard, Mads Bech Madsen, Mikkel Madsen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, David Zennaro, Hannibal Knudsen, Gunilla Kurdahl, Marianne Stockmarr, Bjørn Pedersen, Marie Jensen, Grethe Preisler, Anina Weber og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Enig med Torsten. Specielt disclaimer "Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning" mister pludselig sit fylde, når skribenten tilkendes anonymitet, samtidigt med at bladet de facto vælger side = partsindlæg.

@Torsten Jacobsen 25/11/2019 - 22:51 : "Jeg formoder, at Dagbladet Informations redaktion med den nødvendige alvor har overvejet rimeligheden i at anonymisere debatindlæggets forfatter, ’TT’. Jeg anerkender den givne begrundelse. Men - og det er et meget stort MEN - jeg synes ærligt talt, at avisen svigter sit journalistiske ansvar, når den samtidig tillader et så enøjet indlæg. Der er ikke alene tale om en ’generel’ anke mod ’systemet’ her. Der er primært tale om en ’førstehåndsberetning’, en dybt personlig udlægning af sagsforhold, som vedrører andre, levende mennesker."

Så vidt jeg husker, ganske vist sikrer medieansvarsloven de, efter aftale med mediet, anonyme skribenter ansvarsfrihed for oplysninger deres indlæg indeholder, men det er ikke det samme, som at ansvaret for indholdet af de anonyme indlæg forsvinder, idet den samme medieansvarslov flytter ganske enkelt ansvaret - nu forfremmet til 'obejktivt ansvar' = skærpet ansvar for debatindlæggets indhold - til det pågældende mediets ansvarshavende redaktør.

Så er det at jeg håber, at bladet nøjedes ikke med blot at være "i kontakt med moren til de to små børn inden publicering" eftersom i tilfælde af at der ikke foreligger morens skriftlige samtykke til at 'TTs' indlæg blev publiceret - er moren, uanset omtalt anonymt i publikationen, dog med navn kendt af redaktionens medlemmer, berettiget til at få oprejsning ved at anlægge en sag mod mediets ansvarshavende redaktør.

Tessa Henglein, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, Steen Obel, Mikkel Madsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Indlægget rejser en række spørgsmål, der står ubesvaret hen: Hvad er årsagen til, at moderen har fået ophold i et krisecenter? Mig bekendt sker det kun, hvis der har været tale om vold i hjemmet eller andre meget vægtige årsager. Hvorfor dømmer Landsretten, som den gør? Redaktionen har læst dommen og været i kontakt med moderen, men vi får intet at vide om, hvad der står eller bliver sagt i den forbindelse. Det virker som om redaktionen har valgt at bringe et meget ensidigt indlæg, udelukkende for at skabe debat på et følsomt område, der naturligvis deler mange mennesker. For bidrager den med noget nyt til den verserende debat - altså andet end et læsbart partsindlæg i en privat sag, hvor retssystemet allerede har taget stilling? - jeg synes det ikke.

Markus Lund, Eva Schwanenflügel, Christina Laugesen, Joy Nitav, Christel Gruner-Olesen, Fam. Tejsner, Mette Fugl, Britt Pedersen, Mogens Holme, Rikke Nielsen, Susanne Kaspersen, René Arestrup, Janne Bang, Steen Obel, June Beltoft, Marie Jensen, Hannah Werk, Ida Signe Koefoed Nielsen, Anina Weber, David Zennaro og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar
Anders Weicheck

Kronikken er en beskrivelse af et personligt møde med dansk familieforvaltning.
Information har været i kontakt med begge parter og set landsrettens dom.
Der er ingen grund til at mistænke beskrivelsen for at være andet end sand og rimeligt dækkende.
Det er ganske sandsynligt at det ville betyde urimelig udlevering af sagens parter, med yderligere forværing af krisen som konsekvens, at bidrage flere detaljer.

Jeg kan tilføje fra personlig erfaring, dvs fra venner der har været gennem lignende kafkalske mareridt, at der er tale om et særdeles udbredt og systemisk problem.
Den danske familieforvaltning er indrettet således at kvinden i skilsmisse- og samværdskonflikter, kan vinde afgørende fordele ved at lyve, manipulere og rette ubegrundede anklager mod manden.
Samt at der nærmest intet gøres for at adressere dette ekstreme justitsmord.

Jeg kender til sager hvor kvinder er taget i gentagne løgne og beviseligt falske anklager om omsorgssvigt, mishandling og vold.
Hvor børnesagkyndige på baggrund af overvåget samvær beskriver manden som kærlig, kompetent og engageret. Hvor sagsbehandlere har måtte påtale grov ensidig sabotage af samværdsordningen fra kvindens side.
Men hvor Statsforvaltning og Familiestyrelse alligevel fastholder at kvinden skal have alle juridiske rettigheder, bopælspligten og 99% af samværet.

Hans Gravgaard, Morten Fals, Viggo Okholm, Marianne Tvede, ulrik mortensen, Niels Johannesen, Timme Ro Tvede, Bent Tullberg, John Liebach, Steen Bahnsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

Som mange andre skriver, er der for mange ubesvarede spørgsmål til at det er muligt at tage stilling til om, hvorvidt der begået justitsmord i den konkrete sag, og om der er et systemisk problem. Først og fremmest antydes det, at kvinden har anklaget manden for at være voldelig eller måske truende, men hvis TT mener, at kvinden har løjet om dette, er det mærkeligt han ikke skriver om det. Jeg synes også det falder tilbage på Information ikke at have stille nogle flere krav til indlægget. Så ville det være bedre at gøre det et tema, så feltet kunne blive ordentligt belyst.

Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Anina Weber, Fam. Tejsner, Hanne Utoft, Mogens Holme, Rikke Nielsen, Susanne Kaspersen, Steen Obel, June Beltoft og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Moderens/faderens rettigheder er irrelevante set fra et barns synspunkt.
Det bør først og fremmest dreje sig om barnets rettigheder, som er retten til både have mor og far.
Så meget desto mere klart eksempel på vigtigheden af mor og far tilsidesætter egne behov og holder sammen mens barnet vokser op.

Puha, den er svær. Mit hjerte græder for jer og jeres situation.

Jeg kender selvfølgelig ikke detaljerne i sagen, og hæfter mig ved, at 1) moren tager på krisecentger, og 2) du taber en retssag, selvom du er vurderet som lige egnet til at tage vare på børnene. Hvad er begrundelserne for det? Et højt konfliktniveau mellem jer? For umiddelbart tænker jeg, at et højt konfliktniveau mellem jer alene kan være årsag til, at I ikke kan have lige samvær. Lige nu. Hvorfor det så er hende og ikke dig, der "taber mindre end den anden" ved jeg jo at naturlige årsager heller ikke.

Kun at det vigtigste for jer må være at få trukket konfliktniveauet mellem jer 2 ned.

Held og lykke.

Viggo Okholm, Christel Gruner-Olesen, Anina Weber og Marianne Tvede anbefalede denne kommentar

Af alle vanvittige love i det her land, er Forældreansvarsloven fra 2007 der - i enhver situation - påbyder skilsmisseforældre at samarbejde, det mest rablende, der nogensinde er sluppet ud fra Christiansborg.
Og hvis vi endelig skal tale om ligestilling i børnesager, sætter jeg en god flaske rødvin på højkant til den første, der kan komme med bare ét eksempel på:
- en far, der hellere går i fængsel end udleverer barnet til moderen
- en far, der flygter fra moderen, fordi han frygter for sit liv, og efterfølgende flygter ud af landet for at beskytte sine børn mod den danske stat
- en mor, der får forældremyndigheden, for derefter at sætte barnet i familiepleje fremfor at have det boende hos sig selv.

Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Anina Weber anbefalede denne kommentar

@TT 26/11/2019

Nils Valla (26/11/2019 - 15:34) skriver ganske rammende: "Moderens/faderens rettigheder er irrelevante set fra et barns synspunkt. Det bør først og fremmest dreje sig om barnets rettigheder, som er retten til både have mor og far. Så meget desto mere klart eksempel på vigtigheden af mor og far tilsidesætter egne behov og holder sammen mens barnet vokser op."

Så er det, at jeg spørger TT: hvilke af dine behov blev henholdsvis dækket og udsat, da dine børn blev afhentet efter endt besøg hos dig, hvilket du beskrev således: - "Det er smerteligt at opleve mine børns gråd og tryglen om at måtte blive hos mig efter hvert eneste af de kortvarige samvær. Det gør ondt langt ind i sjælen, når min treårige datter klamrer sig til mig, så hendes mor med magt må vriste hende fri, og når min toårige søn fortsat kalder »FAR!«, længe efter de har rundet hjørnet." -

Lad os ikke blande moderen i netop denne situation, hvad hun plejer, eller gør forkert o.s.v.... Det er ikke hendes, men dit hjem børnene forlod i en tilstand, så din treårige datter klamrede sig til dig, og hendes mor med magt måtte vriste hende fri, og når din toårige søn fortsat kaldte »FAR!«, længe efter de har rundet hjørnet... endda efter hvert eneste af de hidtidige samvær??

Er det virkelig foregået som beskrevet, ja, så kan det vække tvivl om dine kompetencer som forælder, samt bringe det 'kontaktbevarende standardsamvær' i fare, da det lyder klart traumatiserende for så små børn som 2- og 3-årige. Hvordan kunne du lade det ske? Hvorfor har du ikke sørget for, at børnene blev glade for, både at gense moderen, og for snart at besøge dig igen? Med en glad ffortælling, en bamse at holde i, et smil, knus og kram, kan man nå meget langt med så små børn, som 2- og 3-årige. At der er mere til sagen? Det er meget muligt, men hensynet til børnene må komme først.

Du skriver til sidst, at dit "fokus er alene på børnene. Det bliver nok også børnenes mors fokus på et tidspunkt."

Hvis dine børn genser dig med glæde, da har moderen allerede fokus på børnenes bedste. Så er det din tur at tænke på børnene først - sørg for at de er lige så happy, når de afhentes, som de er når de bringes til dig. Tal ikke ondt om din eks mens børnene er der, og kan du ikke lade være med at hade hende - had løs, når børnene er fraværende. Til syvende og sidst, må det jo også være i din interesse, at børnene stortrives - også udenfor samværet med dig? Held og lykke.

Viggo Okholm, Mogens Holme, Rikke Nielsen, Marie Jensen, Tessa Henglein, Christina Laugesen, nils valla, David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, Hannibal Knudsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar