Klumme

Børn bliver mobbet mindre i dag end i min barndom. Men de har også mindre frihed

Mobning er blevet et markant mindre problem i løbet af få år. Det er fantastisk. Men det er værd at huske, at vi samtidig har indskrænket vores børns frihed og overvåger dem i langt højere grad end tidligere, skriver journalist Kristian Villesen i dette debatindlæg
Mine venner og jeg havde langt større frihed i 80’erne, end mine børn har i dag. Jeg følger dem i skole, og jeg henter dem efter skole. De går sjældent rundt alene i fritiden. Faktisk har de nærmest aldrig et minut, hvor vi ikke ved, hvad de laver, skriver journalist Kristian Villesen. 

Mine venner og jeg havde langt større frihed i 80’erne, end mine børn har i dag. Jeg følger dem i skole, og jeg henter dem efter skole. De går sjældent rundt alene i fritiden. Faktisk har de nærmest aldrig et minut, hvor vi ikke ved, hvad de laver, skriver journalist Kristian Villesen. 

Henning Bagger

Debat
28. november 2019

I mine børns hverdag er mobning tæt på ikke at være et problem. Der har været enkelte episoder i skolen, men aldrig systematisk mobning i deres klasser. Og hver gang, der har været optræk til selv små konflikter, har skolen taget hånd om det og informeret forældrene, som har kunnet rede det ud. Ekstremt positivt og trygt.

En opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at kun fem procent af de 11-årige i dag svarer, at de er blevet mobbet inden for de seneste to måneder. I 1998 var tallet 34 procent.

Fem procent er naturligvis også for mange, og denne klummes formål er ikke at negligere problemet med den mobning, som stadig finder sted, men det er dog et påfaldende fald.

Når jeg tænker tilbage på min skoletid i Aalborg i 80’erne, får jeg det helt dårligt. Jeg tror ikke, at jeg initierede mobning, men jeg har i hvert fald stiltiende overværet og formentlig også deltaget i en del: »Brixes deller på dåse,« sang vi om vores klassekammerat, som vi kaldte Brix, og som måske var lidt stor, men egentlig ikke ret meget.

Siden kom der en anden dreng i klassen, som var meget tykkere og tilmed kom oppe fra Skelagergården, så ham kastede klassen sig naturligvis over. Der var aldrig nogen, der gjorde noget ved det. Ikke noget, jeg kan huske i hvert fald, og helt sikkert ikke noget, der virkede. Set med nutidens forældrebriller er det helt vildt at tænke på.

Mindre frihed

Det er mit indtryk, at dilemmaet mellem frihed og tryghed er centralt, når det kommer til at forklare, hvorfor mobning fyldte mere i min barndom, end det gør i mine børns. Mine venner og jeg havde langt større frihed i 80’erne, end mine børn har i dag. Jeg følger dem i skole, og jeg henter dem efter skole. De går sjældent rundt alene i fritiden. Faktisk har de nærmest aldrig et minut, hvor vi ikke ved, hvad de laver. I skolen er det øgede fokus på mobning fra lærerne og pædagogerne også med til at indskrænke de rum, hvor børnene er alene og ikkeovervågede.

Mange børn blev – og bliver stadig – mobbet på nettet, men det er der også kommet meget fokus på. Jeg har ikke tjekket, hvad min ældste søn skriver til sine venner på sin telefon. Men jeg vil da sige, at tanken har strejfet mig, og det er mit indtryk, at det er udbredt at overvåge børnene digitalt.

Jeg tror, at den nedadgående mobbekurve, som i sig selv er en positiv historie, i hvert fald delvist hænger sammen med, at børn er mere overvågede og derfor har mindre frihed. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad de i øvrigt går glip af, når de konstant bliver fulgt rundt og iagttaget af voksne. Hvilke lege bliver aldrig leget? Lærer de selv at styre en gruppe – at finde deres plads og acceptere de andres? Udvikler de tilstrækkelig selvstændighed?

Tis i flasken

Skulle man forvilde sig til at tro, at børn i dag er blidere end de var i 80’erne, så tager man fejl. For nogle år siden var jeg på hyttetur med min søns daværende 1. klasse, og søndag morgen stod vi forældre med tømmermænd og prøvede at rydde hytten op. Fire drenge var løbet ned i skoven og havde et øjebliks ikkeovervåget frihed. Kort efter havde tre af dem tisset i en colaflaske og hældt indholdet ud over den fjerde. Den scene kunne Nils Malmros ikke have instrueret bedre i en af de 80’er-film, der tegnede et billede af min generations barndom.

De er alle fire nogle gode drenge, og heldigvis blev der taget kyndig hånd om situationen, og mobningen har – som sagt – aldrig været systematisk i hans klasse. Men børn opfører sig ikke nødvendigvis pænt over for hinanden, hvis man giver dem frihed. Faktisk kan de være decideret brutale, det var vi i skolegården i Aalborg, og det ville mine børn og deres venner også være i dag, hvis de fik lov.

Der er mennesker, som aldrig kommer sig helt over at være blevet mobbet. Det følger dem resten af livet, det er fuldstændig forfærdeligt at tænke på. At der er mindre mobning i dag er en fantastisk nyhed, og den vil formentlig kunne ses i fremtidens sundhedsstatistikker og målinger af livsglæde. Men det er værd at tænke over, at vi også i de mellemliggende år har indskrænket vores børns frihed, hvilket man næppe kan gøre uden omkostninger.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

Erik Lyhne:"Kan vi basere skolen på uformelle læringsmiljøer?"

Flemming Mouritsen "De prøvede man faktisk i høj grad i 60’erne og senere igen i 80’erne. Men der kom en stram budgetstyring, der havde en modsat virkning. Strukturen er selvmodsigende og modsatrettet. Man siger ét og gør noget andet. Og mener igen og igen at børnene og deres disciplin er et hovedproblem. Det er nu nok nærmest de voksne i flere niveauer, der er problemet snarere end børnene.
Man kan tage ved lære af børnene. Man kan se mange avancerede processer. Hvad enten det er tilegnelse af færdigheder eller det er produktion i praksis. Børnene producerer hele tiden deres virkelighed, og det har de nogle ret avancerede redskaber til. Bl.a. legekulturen og dens udtryksformer. I disse processer ligger deres motivation. Men det er også her det kikser i skolen, for man tror, man kan tage en færdig pakke og bare overføre den til skolen. Vi må i meget højere grad vænne os til at se, hvad børn kan frem for at fokusere på, hvad de ikke kan. Vi må lære at udnytte den nysgerrighed børnene har" (Interview september 2011) kilden: http://www.lyren.dk/artikler/flemming_mouritsen.htm

Kommentar til hvorvidt mobning i skolen og børns indskrænkede frihed har, for det første , noget med hinanden og gøre og dernæst hvilken betydning det har for børns evne til at skabe grupper og finde sin plads.
Mobning er skadeligt og skal undgås for hver en pris. Børn skal ikke overvåges døgnet rundt. De skal have fritid. Fjern de lange skoledage og Wupti to fluer med et smæk. Måske vi skal styre os lidt i måden vi i de pædagogiske miljøer altid italesætter alt og forsøger at dialogisere børns konflikter. Vi komplicerer deres gæren og laden med en forventning til at i skolen skal med tryk på skal du finde gode venner. Nej vi skal være gode klassekammerater med alt hvad der følger med det. Respekt og empati for alle i klassen, også dem jeg ikke har det så godt med. Det er ok ikke at have bedste venner i skolen. Dem kan jeg have andre steder. Præcis som vi har kollegaerne og vennerne. Jeg ser som lærer elever lide fordi de ikke har bedste venner med tons af lejeaftaler der selvfølgelig også næsten er blevet en skoleopgave at initiere. Det burde det ikke være. Vi skal på vegne af vores børn og elever slappe lidt af. De skal dannes til demokrati og kunne samarbejde. På den måde kan alle børn opnå en plads og finde status som klassekammerat. Alt det andet kan ske i fritiden hvis vi gir dem den tilbage. Børn er ikke onde-de afspejler den virkelig de vokser op i. Status som værende populær rent socialt er i dag desværre livsnødvendigt og det spejler de.

Leo Nygaard, jeg kan kun sige "not like" til at du sammenligner mobning med opdragelse...

Gunilla Kurdahl

Der er andre forhold end overvågning der er relevant for det emne der bliver taget op her. Måske er det en meget større synder at indskrænke børnenes frihed på den måde at de skal befinde sig et bestemt sted i et bestemt tidsrum med en bestemt aktivitet. Det er mange timer, ufatteligt mange timer. Det er lidt plads, ufatteligt lidt plads. Selvfølgelig bliver overvågning nødvendig når man holder børn på den måde. Alle dyr (mennesker er også et dyr) der tvinges til at være sammen på alt for lidt plads i alt for lang tid går til angreb på hinanden. Overvågning er ikke problemet.
Og så har børn selvfølgelig brug for masser af kontakt med nogen der kan og vil sætte standarter og kultur for dem for hvordan det er acceptabelt at agere overfor andre mennesker. Det får de nok heller ikke i løbet af deres lange lange ophold i skolen.