Der burde rejses en skamstøtte for Reagan for at minde højrefløjen om hans forbrydelser

En statue af Ronald Reagan på et centralt torv i København. Det har i årevis været et stærkt ønske fra Søren Pind, der opfatter den tidligere amerikanske præsident som en historisk helteskikkelse. Venstremanden luftede senest ideen i anledning af årsdagen for Berlinmurens fald.

Ønsket om at hædre Reagan med en statue er et godt eksempel på, at det blå Danmark mangler et selvopgør med de forbrydelser, som deres ’hold’ begik under Den Kolde Krig, og med Vestens støtte til regimer og bevægelser, der stod bag omfattende og uhyggelige forbrydelser mod menneskeheden i antikommunismens navn.

Reagan stod som amerikansk præsident i spidsen for en blodig og brutal udenrigspolitisk dagsorden. I El Salvador støttede og trænede USA i Reagans regeringsperiode militæret og de berygtede dødspatruljer, der på blot få år tog livet af op mod 50.000 civile salvadoranere for at nedkæmpe et gryende socialt oprør. Det svarer til, at én ud af hundrede salvadoranere blev dræbt, og der er stort set ikke den familie i landet, som ikke har ofre for de CIA-støttede dræbergrupper.

I nabolandet Guatemala kuppede generalen José Efraín Ríos Montt sig i 1982 til magten med CIA’s støtte og udløste et voldsorgie rettet ikke mindst mod landets oprindelige befolkning. Flere hundrede landsbyer blev brændt ned og indbyggerne nedslagtet. Da kampagnen var på sit højeste, anslås det, at omkring 3.000 civile blev dræbt om måneden. Mens massakrerne foregik, var Reagan på statsbesøg i Guatemalas hovedstad og kaldte i den anledning den senere folkemordsdømte Montt for »en mand med stor personlig integritet og engagement«.

I Nicaragua, hvor sandinisterne havde væltet den USA-støttede diktator Somoza, finansierede Reagan en terrorkrig og minerede i strid med international lov de nicaraguanske havne. Og også i Argentina, Uruguay, Chile og Paraguay støttede Reagan brutale militærregimer, der dræbte tusinder af deres politiske modstandere.

Reagans støtte til forbryderiske regimer var ikke et særtilfælde for Vesten i Den Kolde Krigs polariserede årtier. I Indonesien støttede USA og Vesten Suhartos militærdiktatur, som begik det, der formentlig er historiens største politisk motiverede folkedrab, hvor mellem en halv og en hel million medlemmer og støtter af det indonesiske kommunistparti blev dræbt af regimet og dets paramilitære håndlangere.

Brutale militærregimer i Filippinerne, Thailand, Taiwan og Sydvietnam kunne også – uanset deres disrespekt for demokrati og menneskerettigheder – regne med de vestlige magters støtte, så længde de tilhørte den antikommunistiske blok. Samme tilgang gjaldt i Afrika, hvor USA og Vesten i årevis stod last og brast med det sydafrikanske apartheidregime og dets aggressive militæroperationer i nabolande som Namibia og Angola.

Målet helligede midlet

Den danske højrefløj var enten tavs over for disse forbrydelser støttet af Danmarks NATO-allierede eller støttede åbent de antikommunistiske regimer, som vi så med for eksempel Erhard Jakobsens støtte til apartheidregimet og højrefløjens langvarige støtte til USA’s krig i Indokina. Flere folkevalgte politikere fra Ole Bjørn Kraft til Pia Kjærsgaard deltog sågar i den berygtede World Anticommunist League, som samlede nogle af verdens værste krigsforbrydere og despoter.

Præcis som venstrefløjen lukkede man i det store og hele øjnene for forbrydelser – så længe de blev begået af den side, man var allieret med. Målet helligede midlet.

For venstrefløjen ledte Murens fald til et nødvendigt og fundamentalt selvopgør med den katastrofale opbakning til Sovjetunionen, Maos Kina og de andre despotiske regimer, som dele af venstrefløjen havde besunget under Den Kolde Krig.

Men et lignende selvopgør på den sejrende side i Den Kolde Krig er udeblevet. Her er der ingen anger eller selvrefleksion over den manglende afstandtagen til de uhyrlige forbrydelser, som blev begået i antikommunismens navn.

Måske er denne forskel én af årsagerne til, at det i disse år er venstrefløjen, der igen og igen må stå forrest, når demokratiske principper står for skud – både ude og hjemme. Mens højrefløjen fortsat ofte er parat til at sjakre med grundlæggende demokratiske rettigheder, hvis det tjener geopolitiske eller økonomiske interesser.

Hvis der skal bygges et mindesmærke for Reagan, bør det være en skamstøtte for hans støtte til drabene på titusindvis af fagforeningsmedlemmer, advokater, præster og menneskerettighedsforkæmpere. Sådan et mindesmærke kunne måske være en påmindelse til højrefløjen om aldrig igen at lukke øjnene for vennernes forbrydelser.