Kronik

Christina Hagens tale i forbindelse med, at hun modtager Otto Gelsted-prisen

Forfatter Christina Hagen modtog fredag aften årets Otto Gelsted-pris fra Det Danske Akademi. I den forbindelse holdt hun en tale, som hun formulerede som en mail til Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen. Vi bringer talen her
2. december 2019

Mail til litteraturredaktør Peter Nielsen fra Information.

Kære Peter

Jeg modtager dette års Otto Gelsted-pris uddelt af Det Danske Akademi. Min tale bliver en personlig mail til dig. Jeg ønsker, at I trykker den (hvis I vil), men kun hvis I accepterer den, som den ser ud her. En mail, ingen provokerende overskrifter, ingen fotos af mig eller andet, der kan være med til at fordreje det, jeg gerne vil sige.

Jeg har mødt dig én gang. Det var til fotograferingen i forbindelse med Montanas Litteraturpris. Du virkede sød og genert, en flot fyr, meget høj. Jeg kunne godt lide dig. Jeg har mødt Kizaja, fra jeres avis, en gang på Vestjyllands Højskole. Tue Andersen Nexø talte jeg kort med på Andy’s Bar for mange år siden. Rune Lykkeberg mødte jeg på Røddingmødet. Sympatisk fyr, sjov, sød. Jeg kan godt lide jer som mennesker, de af jer jeg har mødt.

Jeres avis har anmeldt alle mine udgivelser. I starten gik det godt. Boyfrind vandt Montanas Litteraturpris. White Girl 1 var fantastisk, syntes I. Men med Jungle-interviewet gik det galt. Interviewet fyldte, med fotos, seks sider, så vidt jeg husker. Jeg indrømmede i det interview, at jeg indimellem har racistiske tanker eller anskuelser. Det kan være helt små fordømmelser i hverdagen, og min tanke med den indrømmelse var at sige: ’Ingen bør tænke, at de er rene. Ingen bør tænke, at kun de andre indeholder det onde.’ Jeg indrømmede også, ganske sexistisk, at jeg foretrækker store pikke. Jeg var udmattet af renheden. De indrømmelser kunne I have grebet an på mange måder, men I valgte den tabloide. Asta Olivia Nordenhof postede det famøse opslag, som ændrede meget. I hoppede med på vognen. Andre aviser hoppede med på vognen, I var ikke alene. Men det blev skelsættende. Det var her jeg så, at mine tanker og min litteratur ikke må findes nu. Udadtil blev det til: Jungle var ikke en god bog, White Girl 2 var ikke en god bog, Korrekthedsbibelen var ikke en god bog. Mit teaterstykke Med mig selv i mine egne arme, som havde premiere i februar 2019, hyldede I dog stort. Måske fordi det gik an moralsk. Måske fordi dét passede til tiden: Sympati for kvinden, der ikke ønsker børn og samtidig er en stakkel. Ofret er populært, ofret går an. Hvem tør angribe den, der taler feministisk? Her fandtes et helle.

Da jeg gik i skole, blev jeg mobbet meget voldsomt igennem et år, og til sidst måtte jeg gå ud af skolen. Jeg var så angst, at jeg ikke kunne forlade hjemmet i to år. Der er alvorlig sygdom i min familie, som gør, at jeg, fra jeg var barn, har været tvunget til at være hård og selvstændig; karakteristika der ikke er populære nu, hvor jeg er blevet ældre i en tid, hvor man helst skal høre til en gruppe. Jeg har haft en stedfar, der drak sig så fuld, når han passede mig, at han brækkede sig ud over spisebordet. Og mange, mange andre historier kunne jeg bidrage med.

Det fortæller jeg dig for at sige: Jeg kunne også skrive fire digtsamlinger om mine traumer. Jeg er også et offer. Jeg er også ødelagt. Det er ikke et uproblematisk luksusliv, der gør, at jeg skriver en tekst om en hvid kvinde, der latterliggør og ydmyger sin sorte kæreste. Det er ikke et uproblematisk luksusliv, der gør, at jeg skriver Korrekthedsbibelen. Jeg forstår godt, hvad det vil sige at være offer. Men jeg nægter, i min litteratur, at henvende mig til verden som et offer og på mekanisk vis påkalde mig den medfølelse, det fører med sig. Det er for nemt.

Jeg skriver denne mail til dig vel vidende, at hvis/når du trykker den i avisen, så sidder kolleger og litteraturinvolverede klar ved tasterne. De vil dele og kommentere på Facebook. Nogle vil skrive »OMG« eller efterlade grinende smileys. De vil skrive til hinanden privat om, hvor håbløst det er. Der vil være en fnisen og en lille klub, en hyggelig diskussion. Der er opstået sammenhold omkring det at mobbe dem, der tænker anderledes, dem der står frem, helt alene og uden gruppens tilladelse. Jeg ved allerede nu, at når jeg skriver dette, så vil de sige ’nu opfører hun sig selv som et offer hahaha’. I er en venstreorienteret avis, Peter, lad os sige det, som det er. I er glade for politiske forfattere, uden pletter på CV’et. Forfattere der ved, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert; forfattere der ved, hvem der er inde, og hvem der er ude. I anmelder dem bedre, I giver dem mere plads i jeres avis, I er mere fair over for dem. I er også en intellektuel avis, som alle vi, der skriver, interesserer os for at læse og er afhængige af. I har en enorm magt. I inspirerer andre aviser. I er med til at sætte dagsordenen inden for kunst og kultur. I er med til at bestemme, hvem der er de gode, og hvem der er de onde – og ofte er de kolleger – der fordømmer os i kunstverdenen – koner, mænd, venner og kærester med de mennesker, der arbejder på eksempelvis jeres avis.

Da jeg var til Røddingmødet 2018, og spisesalen åbnede, rakte Peder Frederik Jensen en hånd i vejret og kaldte på Rune Lykkeberg og andre vigtige mennesker: »Jeg har fundet et bord til os!« råbte han. Så kunne de sidde sammen.

Caspar Eric har et handicap og skriver om det. Det er vigtigt og rørende, og han er virkelig et forbillede for andre unge og andre unge med handicap. Det er bare ikke altid særlig godt, det han skriver. Altså selve den litterære kvalitet. Jeg kunne nævne en del forfattere, som har det lettere i jeres avis, end de burde have, fordi de er politiske og venstreorientrede og aldrig i tvivl eller åbenlyst lette at få sympati for, fordi de bruger deres skrøbelighed aktivt i deres kunstneriske produktion. Jeg har samvittighed til at nævne Caspar Eric, fordi han, trods egen skrøbelighed, selv er vældigt strid og dømmende over for dem, han er uenig med. Det kendetegner i øvrigt en del af de forfattere, der skriver litterært om egen skrøbelighed. En boksekamp hvor den udsatte står på et helle, og den anden står med bare tæer på kogeplader.

Officielt kan Christian Lollike ikke finde ud af at lave teater mere, selv om han, lige inden Black Madonna, var dansk teaters største geni og vandt alle priserne. Madame Nielsen er beskidt, ligeledes efter Black Madonna. Niels Frank skriver ikke så godt længere, og derfor inviteres han heller ikke til oplæsninger og foredrag. Det skete, efter Peter Højrups tekst om hans oplevelse af Niels Frank på Forfatterskolen. Katrine Wiedemann er kikset. Før var hun fantastisk. Men så fandt vi ud af, at hun ikke kalder sig feminist, og det er gået ud over hendes evner som instruktør. Pablo Llambias er et sexsvin efter sagen om sexchikane, og Jeppe Brixvold er fyret og borte med den fanøske blæst. Marianne Stidsen, ja lol, hvor skal jeg starte med den heks …

Fire-fem journalister fra jeres avis har i løbet af det seneste år henvendt sig til mig for at få mig til at bidrage til Information. Måske som et plaster på såret, for at opveje for de evige stikpiller i jeres avis. De har rost mit forfatterskab og min stemme til mig, i private mails. Også du, Peter, har henvendt dig og bedt mig anmelde en af jeres journalisters bøger. Men jeg har takket nej. Jeg synes ikke, I har været fair over for mig, og jeg synes ikke, I er fair over for andre, der i denne tid, ’træder ved siden af’ eller mener noget, som er upopulært lige nu. I er med til at ensrette kunstmiljøet helt enormt meget, og det gør alle avislæsere dummere, når I favoriserer den litteratur og den kunst, man som ligesindet og køber af jeres avis, ikke stikker sig på.

Olga Ravn og Mette Moestrup (hvis mand arbejder for jeres avis) har oprettet en Hekseskole. Fint nok. Men de egentlige hekse, der skal brændes på bålet, er jo ikke to feministiske fyrtårne, der hyldes alle steder. Det er derimod de hekse, som vores samfund, som det er lige nu, ikke kan acceptere og derfor straffer elegant, subtilt. Kunstnerkarrierer og forfatterskaber smadres, folk mister deres jobs, privatliv falder fra hinanden, hele familier ydmyges. Synderne udstilles på forsider af aviser og i aggressive, infantile Facebook-tråde, kommenteret af velbegavede mennesker, der, med største fornøjelse, vrider og vender sig i sølet, thi der kan de finde det svineri, som ikke må findes i deres egne liv.

Peter, jeg synes, at I, og andre aviser, skal tænke jer om. Provokunstnere er lige så menneskelige og sårbare som alle andre kunstnere. Vi har som kunstnere det tilfælles, at vi vil mennesket det godt, uanset hvordan vores produktion tager sig ud på overfladen. Der foregår en mobning, en hetz, lige nu som gør, at folk får depressioner, opgiver deres arbejde, mister lysten til at omgås andre kunstnere. Ender det en dag med, at en af de udstødte begår selvmord, så overraskes jeg ikke. Men måske skal man prøve det på egen krop, før man forstår, hvordan det føles, som de identitetspolitiske siger.

Det er så uendeligt trist at leve i en tid, hvor det ikke accepteres, at menneskedyret ikke er rent. At mennesket ikke er ideelt, men består af det kærlige og empatien såvel som det perverse, det gale, det ondskabsfulde og egoistiske. En hund kan man opdrage, men mennesket er vildt og egensindigt og deri ligger skønheden.

Tilgiv mennesket dets synder.

Jeg vil slutte med et citat fra min yndlingsforfatter, Joe Brainard:

»SOMETIMES EVERYTHING JUST SEEMS SO OH I DON’T KNOW«

Kærlig hilsen Christina.

Forfatter Christina Hagen formulerede sin tale i forbindelse med modtagelsen af Otto Gelsted-prisen som en mail til litteraturredaktør Peter Nielsen. Her svarer han
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Jan H. Hansen
  • Peter Møllgaard
  • Finn Jakobsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Kristian Nielsen, Ervin Lazar, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Jan H. Hansen, Peter Møllgaard, Finn Jakobsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"I er en venstreorienteret avis, Peter, lad os sige det, som det er."

Af alle de problemer og dilemmaer, som artiklen rejser, er denne misforståelse nok den mest problematiske. Misforståelsen om at en socialliberal anskuelse er venstreorienteret, demonstrerer neoliberalismens fordrejning af den ideologiske akse, som resulterer i at danskernes forudsætninger for at orientere sig politisk er stærkt forringede. Der er simpelthen tale om (endnu) et intellektuelt forfald.

Søren Dahl, Gerd Kreft, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Curt Sørensen, Karsten Nielsen, Lasse Glavind, Rasmus Knus, Anders Reinholdt, Finn Jakobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak Christina. Ikke mindst for dit mod og din insisteren på, at mennesket er så meget mere end det, dogmatikerne, moralisterne, spytslikkerne og kujonerne forsøger at reducere det til.

Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Jan H. Hansen og Randi Seeberg Løbger anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Sikke dog en masse selvmedlidenhed og indforstået namedropping. Måske er det ironisk, who knows, who cares.

Torsten Jacobsen

Så er der ellers serveret i salonerne ;)

Hvis det er dig til nogen trøst, Christina Hagen, så er der ikke en kæft ude i lokums-Danmark - et i grunden både beroligende og foruroligende sted, som jeg hyppigt frekventerer - der aner hvem Peter Nielsen er. Ej heller kan en Caspar Eric, en Kizaja, En Peder Frederik Jensen eller nogen af de øvrige benævnte medlemmer af 'døde poeters klub' i sådanne omgivelser imponere synderligt.

blæk på papir, ikke andet. Udflåd.

Man læser kun nødtvungent Dagbladet Information i lokums-Danmark. Der er givetvis for få billeder og for mange ord. Samtidslitteratur læser man slet ikke. Der er krimier nok at vælge imellem, og bagedyster og krydser på stranden at fordrive tiden med, når mørket falder på..

Jeg vil tilmed vove den påstand, at kun en brøkdel af Danmarks befolkning har en kvalificeret mening om dig, Christina Hagen, eller om vigtigheden, betydningsfuldheden af dit litterære virke. Et forhold du sikkert vil begræde, men er det i grunden ikke snarere befriende? Der er stort set ikke en kæft i dette land, som ved hvem du er, eller hvad du egentlig går og roder med. Og selv hvis de vidste det, ville et foragteligt skuldertræk nok være den mest generøse reaktion, du sådan kunne håbe på.

Det er så nemt at stirre sig blind på parnassets oplyste vinduer. Ikke mindst hvis man er således psykologisk disponeret, at man altid og for evigt finder sig selv ind-kiggende, ikke-deltagende, ikke-inviteret, ikke-tilstede der, hvor det sner. En sådan tragedie kan man ikke skrive sig ud af. Denne trang til at blive inviteret indenfor, samtidig med at man brænder for at smadre ruden, tiltvinger sig adgang på egne vilkår..

Tillad mig at give dig to gode råd, som har tjent mig selv vel:

- Læs ikke samtidslitteratur: Sommetider er det bedre ikke at vide besked.

- Forestil dig selv de mest højt besungne smagsdommere på tønden, med hæmoride-diarré. Glansen fortager sig så uden videre problemer, vil du få at se, og pludselig kan man ånde mere frit og rent.

Den slags forestillinger griner vi meget af, herude i lokums-Danmark:

Lort og hæmorider ..

Gerd Kreft og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar

Christina Hagen har fuldstændig ret, når hun skriver, at vi lever i en tid hvor det ikke accepteres, at menneskedyret ikke er rent. Følelser er aldrig rene, men altid blandet op med frygt, had og vrede. Stay free, Christina!

Randi Seeberg Løbger og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”I er glade for politiske forfattere, uden pletter på CV’et. Forfattere der ved, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert; forfattere der ved, hvem der er inde, og hvem der er ude. I anmelder dem bedre, I giver dem mere plads i jeres avis, I er mere fair over for dem”.
og
”Jeg synes ikke, I har været fair over for mig, og jeg synes ikke, I er fair over for andre, der i denne tid, ’træder ved siden af’ eller mener noget, som er upopulært lige nu. I er med til at ensrette kunstmiljøet helt enormt meget, og det gør alle avislæsere dummere, når I favoriserer den litteratur og den kunst, man som ligesindet og køber af jeres avis, ikke stikker sig på”.

Jeg er enig i den tendens, der her gøres opmærksom på, og på mange måder fungerer Christina Hagen som den lille dreng i ”Kejserens nye klæder” af H. C. Andersen, og så kan man spørge sig selv om, hvordan det kunne gå så galt? Hvem er kritikken rettet mod, og hvor stort er redaktøransvaret i den sammenhæng?

For det første synes jeg ikke, at Information på de nævnte punkter er værre end de andre dagblade og Weekendavisen, men at der snarere er tale om en kollektiv tendens i dagbladskritikken.

For det andet er der stor forskel på, hvordan anmeldelser falder ud, alt efter hvem der får lov at anmelde det pågældende værk. Der undrer jeg mig tit over, hvem der får lov til at anmelde hvad på Information?

Undertiden sidder jeg med en fornemmelse af, at hvis værket var blevet anmeldt af en anden af avisens kritikere, ville resultatet være faldet helt anderledes ud. Ligesom jeg sidder med en fornemmelse af, hvordan resultatet af anmeldelsen er blevet, inden jeg har læst den, når jeg ser, hvem der har fået lov at anmelde værket.

Mit indtryk er, at det generelt gælder for kritikere på dagbladene, at jo højere status på det pågældende dagblad og blandt kritikere i miljøet i øvrigt, de oppebærer, jo mere nøgterne og afbalancerede bliver deres anmeldelser også. I jo højere grad er de også, på et ikke bevidst plan, i stand til at se bort fra de forventninger, der måtte ligge i bestemte dele af det litterære miljø om, hvad resultatet må blive af anmeldelsen af et bestemt værk.

Jeg er overbevist om, at i langt de fleste af de tilfælde, hvor der er tale om tendentiøse anmeldelser i den forstand, som Christina Hagen anfører det, er der ikke tale om, at vedkommende kritiker kalkuleret overvejer, hvad der vil være mest fordelagtigt at skrive. Det er den faglige stolthed nok for stor til.

Der er snarere tale om, dels nogle præferencer i form af et bestemt litteratursyn og nogle præferencer i forhold til litteraturen i samtiden, der gør, at kritikeren kommer til at læse værket med ”skyklapper på” og foretage en form for stråmandskritik (ikke forstår værkintentionen).

Dels at kritikere også er stemningsmennesker og nogen, der ved ”hvad vej vinden blæser”. De har tilegnet sig en ubevidst evne til at manøvrere uden om situationer, hvor de kan udsættes for kritik eller tabe anseelse i bestemte kredse.

Et par tilfælde, hvor jeg oplevede, at det gik helt galt, var ved Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensens anmeldelse af Christina Hagens: ”Korrekthedsbiblen” og ved Lone Nikolajsens anmeldelse af Marianne Stidsen: ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’. Det fremgår også af de fyldige kommentarer, jeg dengang skrev til de pågældende anmeldelser.

Derfor er der også brug for en større selvbevidsthed og selvkritik i arbejdet, samt en form for evaluering, hvor man i fællesskab tør forholde sig kritisk til, hvad kollegerne på avisen har skrevet. Det vil alle kunne lære noget af, men risikoen er selvfølgelig, at det internt på redaktionen kan medføre, at nogen, på forskellig måde, får et dårligt forhold til hinanden. Er man bevidst om dette, må det kunne gøres på en måde, så modsætningsforhold ikke opstår eller forstærkes.

Anna Regine Irgens Bromann, Gerd Kreft og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar

Tak fordi du tør så meget Christina. Det etøjede selvfede Parnas måtte da have en opsang. Stærkt , imponerende og få nu ikke tømmermænd.

Poul Erik Pedersen

Som helt almindelig læg læser, langt væk fra de cirkler der refereres til i talen, synes jeg det er svært at gennemskue hvad meningen med indlægget/talen egentligt er. Mit indtryk, stadig som udenforstående, er at man skal kende de forskellige personer der refereres til ganske godt, for både at forstå præmissen for kritikken og kunne bedømme om den er berettiget - eller ej. For at sige det så nænsomt, som sådan noget nu kan siges: her var mit indtryk at indlæggets forfatter ikke er hjælpsom over for den almindelige læge læser.
Dette stiller et mere generelt spørgsmål: burde indlægget være bragt i dagens avis? Med den præmis at der er tale om en vurdering af, om det bidrager til en oplyst litterær debat. Jeg kender sådan set ikke svaret, men så vidt jeg kan se må redaktionen da have stået i et dilemma her. For uanset hvad man gør, efterlades læserne stadig med en fornemmelse af ikke at kende præmisserne for diskussionen - fordi både prismodtager og avis er part i sagen. Så undertegnede læser er altså uoplyst og forvirret, på et højere plan. Det mener jeg er ærgerligt.
mvh. poul.

hannah bro, Torsten Jacobsen, Steen Obel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Re: Poul Erik Pedersens indlæg ovenfor: En forfatter og redaktør Peter Nielsen har en privat samtale i Information. Som når nogen fører en højrøstet samtale på mobiltelefonen i et offentligt rum. Tilsyneladende har Hagen noget imod andres krænkethed, så derfor benytter hun lejligheden til at lufte sin egen krænkethed. Og Peter Nielsen skal så forsikre hende om, at det har hun ingen grund til at være (altså krænket). Spændende.

Søren Dahl, Gerd Kreft, Poul Erik Pedersen, Torsten Jacobsen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Også kunsten at skælde ud så det berettiger at bruge andres opmærksomhed på det, er en svær en...

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Poul Erik Pedersen og Lars Koch anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Christen Thomsen: jeg er så småt ved at begynde at forstå, hvorfor jeg også har det svært med højrøstede samtaler i mobiltelefon i det offentlige rum. - Om ikke andet: så kom der da den indsigt ud af dagens avislæsning. Man bliver aldrig for gammel til at lære.
Tak for at du hjalp den erkendelse på vej.
mvh. poul.

Bjarne Toft Sørensen

@Poul Erik Pedersen, christen thomsen

Selvfølgelig var Christina Hagens tale indforstået, for den var i første omgang henvendt til en kreds af personer i Det danske Akademi og i øvrigt til mere indforståede litterære kredse.

Til dem, der måtte være bare en lille smule nysgerrige, giver Peter Nielsen i sit svar, med en række links til tidligere artikler i Information, en oplagt mulighed for at sætte sig ind i, hvad det nærmere drejer sig om.

Henvendelsen til Peter Nielsen er, som en form for performance, også en påpegning af, hvad det vil sige at leve i en medialiseret tid, og en eksemplificering af hvor galt det kan gå, hvis man overskrider nogle grænser for, hvad toneangivende litterære kredse mener, at man kan tillade sig at sige og gøre, også selv om der er tale om kunst.

At rammerne for det politisk korrekte nu også gælder kunstens område, og at man let bliver "syndebuk", hvis man overskrider disse grænser.

Centralt er følgende interview i Information, på baggrund af bogen "Jungle", med titlen:

"Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke"
https://www.information.dk/kultur/2017/02/infantil-overfladisk-racistisk...

Det man her skal forstå, er at i vores medialiserede tid er et sådant interview, der får karakter af performance, også en del af værket. Der er tale om en iscenesættelse, hvor forfatteren ikke bare sidder pænt og fornuftigt svarer på journalistens spørgsmål. Hvor hun ikke "helt ærligt og som sig selv" gør rede for, at det med værkets racistiske undertoner bare er noget, der anvendes som en form for et litterært greb.

Det strider mod Christina Hagens værkforståelse, for det kommer dybest set ingen i offentligheden ved (er uden relevans), hvem hun "helt autentisk er som privatperson", og i en vis forstand vil der alligevel altid være tale om en form for iscenesættelse.

Det er en værkforståelse, som på mange punkter er helt i strid med f.eks. en forståelse, hvor kunstneren, både gennem sin kunst og i offentligheden i øvrigt, ønsker helt ærligt og sårbart at give sig selv til kende over for sit publikum eller sine brugere, som den vedkommende er.

Derfor lød kravet også med det samme, flere steder fra, til Christina Hagen: Du bliver nødt til ("som dig selv") at tage afstand fra racisme.

Til sammenligning kan henvises til et interview med Bjørn Nørgaard i BT om, hvad der ville være sket, hvis hans værk, der i 1970 involverede en hesteofring, var foregået i dag, efter fremkomsten af de sociale medier.
https://www.bt.dk/danmark/han-parterede-en-hest-og-puttede-den-i-glas-nu...

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

I henhold til vores tidligere, af mig i det mindste værdsatte, diskussion om en Yahya Hassans kunstneriske integritet:

"Are you fucking kidding me?" (medialiseret, performativt)

Bjarne Toft Sørensen

Torsten Jacobsen

Nu ved jeg ikke, hvad du præcist hentyder til, men jeg kan sige, hvad jeg undervejs har tænkt på vedrørende ligheder og forskelle mellem henholdsvis "Mail til litteraturredaktør Peter Nielsen fra Information" og "Yahya Hassan 2". For mig at se er der i begge tilfælde tale om brug af "performativ biografisme".

Jon Helt Haarder definerer det på følgende måde ifølge artikel i Information:
" ---- at kunstnere bruger både sig selv og andre virkelige personer i en æstetisk betonet interaktion med læserens og offentlighedens reaktioner – i feedbacksløjfer af mere eller mindre umulig skelnen imellem sandhed og løgn".
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2014/07/hovedstroemning-sto...

Spørgsmålet om det umoralske i værket må ses i sammenhæng mellem det faktisk levede liv ifølge historiske kilder, og hvorledes dette bliver brugt i i værket i form af performativ biografisme.

Hvis f.eks. Breivig skulle finde på at forsøge sig som skønlitterær forfatter og gøre brug af performativ biografisme omkring, hvad han foretog sig på Utøya, vil jeg mene, at hans muligheder ville være begrænsede i forhold til det moralsk acceptable.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Ja, en mere eller mindre umulig [æstetisk] skelnen imellem sandhed og løgn.

Hvor er det dog fint udtrykt. Accenten her på det umulige i den ellers nok så påkrævede skelnen.

Og dog synes du ikke at have problemer med netop denne skelnen i tilfældet 'Christina Hagen' - som blot opfører et 'performativt' stykke teaterkunst, må man forstå - i modsætning til en Yahya Hassan, som ellers ligeledes og ikke mindre højtråbende står ved sine synder?

Jeg forstår simpelthen ikke denne skelnen: Hvorfor 'performer' en Yahya Hassan ikke blot sin 'ligegyldighed' i en ganske vist modbydelig symbiose med både medier og forlag? Hvordan adskiller hans bekendelser sig fra en Christina Hagens? Er der blot (fraværet af) Hagens feriebilleder blandt storlemmede, afrikanske uskyldigheder til forskel? Og er denne forskel så i sidste ende til at tage og føle på?

Steffen Gliese og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Bjarne Toft Sørensen:
Jeg har forstået at talen er indforstået og at den var henvendt til en snæver kreds, i første omgang. Det er sådan set helt fint, for mit vedkommende. Det jeg anker over er, at den så i anden omgang offentliggøres i en avis der har adskillige tusinder læsere. Langt hovedparten af disse læsere kender ikke de omstændigheder, af mere eller mindre privat karakter, der omtales i talen, da de jo netop er private!
I denne sammenhæng er jeg, som almindelig læg læser, ganske forudsætningsløs for at forstå den dybere mening med indlæggets budskab. Jeg vil vende tilbage til det jeg påpegede i første omgang: forudsætningen for at den demokratiske samtale, herunder den samtale der er i Information, kan fungere er at det enkelte synspunkt er til at forstå - at læseren er oplyst. Det er, til stadighed, her jeg mener at Hagens indlæg lader noget tilbage at ønske, fordi det er af for privat karakter.
Dette betyder, så vidt jeg kan se det, to ting: enten at hun selv havde overvejet om det indlæg hun lod offentliggøre rent faktisk var hensigtsmæssigt, i den offentlighed hun henvender sig til, eller at Informations redaktion havde overvejet det hensigtsmæssige i at offentliggøre indlægget. Mht. den redaktionelle overvejelse: problemet er jo at avisen publicerer et indlæg der direkte er kritisk over for nogle redaktionelle beslutninger og navngivne medarbejderes, angivelige, opførsel, som den almindelige læge læser er helt forudsætningsløs for at forstå og vurdere. Yderligere at avisen selv er part i sagen, fordi avisen er medstifter af den litteraturpris Hagen skulle have modtaget. Det principielle i dette forhold er at den offentlige debat derved også er blevet kortsluttet.
Spørgsmålet er derfor: hvem bliver egentligt klogere af at læse Hagens indlæg?
mvh. poul.

Bjarne Toft Sørensen

Torsten Jacobsen
Du skriver: "Jeg forstår simpelthen ikke denne skelnen: Hvorfor ’performer’ en Yahya Hassan ikke blot sin ’ligegyldighed’ i en ganske vist modbydelig symbiose med både medier og forlag?"

Ligegyldighed er i sig selv galt nok, men der burde have stået "gangstersmart" i stedet, og den attitude i en digtsamling er ikke passende, når man rent faktisk er dømt for brugen af grov vold i de omtalte sager. Det er ikke selve dommen, der her er afgørende, som andet end dokumentation, men dette at begå vold af den omtalte karakter og så at bruge det på den måde.

Selvfølgelig har forlaget og mediernes litteraturkritikere også et ansvar, i og med at de lader det gå upåagtet hen eller ligefrem udtaler deres billigelse af den pågældende gangsterattitude i forhold til begået vold i digtsamlingen. Min pointe er her, at det under særlige omstændigheder ikke er muligt at adskille det æstetiske fra det etiske ved en litterær vurdering.

Bjarne Toft Sørensen

Poul Erik Pedersen:
Hvorfor ikke bare indrømme, at du interesserer dig meget lidt for, hvad der foregår på området for kunst og litteratur, og at du gør meget lidt for at holde dig orienteret på området ved læsning af Information.

Poul Erik Pedersen

Bjarne Toft Sørensen:
Tak for kommentaren - hvis det er til glæde for nogen, følgende: herved indrømmer jeg at jeg egentligt ikke interesserer mig for kunst og litteratur, samt at jeg gør meget lidt for at holde mig orienteret på området ved læsning af Information.
mvh. poul.

Vi diskuterer moral igen, så barometeret står på foranderligt - efter 30 års uregerlig storm. Ting afkræves igen værdi, hvilket kun kan opfattes som positivt.