Kronik

Dansk Metal opnår ikke sin indflydelse ved at sætte sig på den høje ideologiske hest

Vi vil hellere bide os fast i forhandlingsbordet og få små forbedringer end ingen overhovedet. Det betyder også, at vi til tider er nødt til at æde sneglen for at være med i hulen, skriver forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen, i dette debatindlæg
Som grundregel vil Dansk Metal hellere bide os fast i bordet og få små forbedringer end ingen forbedringer overhovedet, skriver forbundsformand Claus Jensen. 

Som grundregel vil Dansk Metal hellere bide os fast i bordet og få små forbedringer end ingen forbedringer overhovedet, skriver forbundsformand Claus Jensen. 

Asger Ladefoged

21. november 2019

Da jeg i 2012 blev valgt som formand for Dansk Metal, var det med et klart og tydeligt erklæret mål om, at dagen i morgen skal være bedre end dagen i dag for vores medlemmer.

Vi stod på det tidspunkt med høj arbejdsløshed, stagnerede lønninger og virksomhedernes bundlinjer var pressede. Ja, kort sagt havde tågerne af finanskrisen ikke løftet sig endnu.

For Dansk Metal og resten af fagbevægelsen var og er opgaven med forhandling af gode overenskomster helt afgørende. Men den opgave må aldrig stå alene. Opgaven er i høj grad også at søge politisk indflydelse. En ekstra krone på timelønnen kan ikke bruges til meget, hvis medlemmerne slet ikke har arbejde, eller hvis stigende skatter bare udhuler hele overenskomstresultatet. Det er derfor, at vi i Dansk Metal altid har søgt politisk indflydelse.

Vi har mange holdninger til, hvordan vi får en ambitiøs erhvervs- og forskningspolitik, hvor vi bruger penge på at skabe eksport og nye arbejdspladser. Uddannelsespolitikken spiller selvfølgelig også en vigtig rolle. Det er her, hele Danmarks fremtidige konkurrenceevne bliver dannet. Ligesom vi ved, at en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor folk opkvalificerer sig i ledighedsperioden, er nødvendig.

Vi siger klart og tydeligt til vores medlemmer, at vi er politiske, og vi bruger kræfter på at søge politisk indflydelse. Det betyder også, at man en gang imellem må æde sneglen for at være med i hulen, som det var kravet til Mulle i filmen Zappa. Det ved vi i Dansk Metal. Vi er pragmatikere og løsningsorienterede.

Vi står grundlæggende ved, at der naturligvis er modsatrettede interesser blandt os og arbejdsgiverne, men der er så sandelig også mange af de samme interesser. Sådan har det været, lige siden Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund så lyset i 1888. Som Jacob Anton Hansen, forbundsformand fra 1899 til 1926, sagde, så kan »vi kun fordele dét, der er«.

Konstruktiv og pragmatisk

Det løsningsorienterede og pragmatiske har vi fået ind med modermælken. Det gælder ikke kun, når vi igennem CO-industri forhandler overenskomst på vegne af knap en kvart million lønmodtagere, det gælder også helt ude på den enkelte virksomhed. Her søger vores tillidsrepræsentanter hver evig eneste dag løsningen mere end konflikten.

Som grundregel vil vi hellere bide os fast i bordet og få små forbedringer end ingen forbedringer overhovedet. Og vel at mærke mens østeuropæiske eller asiatiske kolleger ånder os i nakken. For det er faktum: Finder vi ikke holdbare løsninger, rykker arbejdspladser til andre dele af verden, hvor produktivitet og løn hænger bedre sammen.

Er det så den rigtige måde at gøre tingene på, eller burde vi være mere konfrontatoriske og stille bombastiske krav til eksempelvis politikerne eller virksomhederne?

Ja, den vej er der jo andre i fagbevægelsen, der mener, vi skal gå.

Vi kender det også fra vores udenlandske kolleger fra Sydeuropa. Tag for eksempel til Frankrig og se, hvad det betyder, når konflikter og arbejdsnedlæggelser næsten er mere reglen end undtagelsen. Eller tag til Tyskland, hvor fagforeninger ikke er i nærheden af at have den indflydelse, vi har herhjemme. Resultatet? En working poor-klasse, der har brug for flere fuldtidsjob blot for at få råd til dagligdagen.

Det kan lyde både flyvsk og abstrakt, når jeg siger, at vi er konstruktive og pragmatiske. Sådan forholder det sig dog ikke. Lad mig give et eksempel. For nylig kom Vestas’ ledelse til en af vores dygtige tillidsrepræsentanter i Dansk Metal, Claus Christensen, og sagde, at de havde besluttet at udlicitere hans og 40 af hans kollegers job. Medmindre de kunne komme på en bedre løsning. Det kunne de. Claus og hans kolleger gik i tænkeboksen, regnede, analyserede og kom frem til en væsentlig bedre løsning. Ikke bare for alle 40 serviceteknikere, der beholdt deres job, men også for Vestas.

Deres løsning indebar nye og mere effektive arbejdsgange, der betød, at deres samlede pris var lavere end ved en udlicitering. Det er et fremragende eksempel på vores tilgang til tingene. Først og fremmest ville ledelsen aldrig være gået til Claus, medmindre de i forvejen havde et tillidsfuldt og godt samarbejde. For det andet kunne Claus og hans kolleger have valgt en anden løsning, hvor de blot råbte højt om, at det var for dårligt, at de skulle fyres. Det gjorde de heldigvis ikke.

Indflydelse giver tæsk

Når man har indflydelse, får man også kritik. Det sker, at vi bliver dæmoniseret, kaldt klasseforrædere og det, der er værre. Det oplever jeg selv af og til. Sådan er vilkårene, når man er Dansk Metal og ikke mindst, når man er formand. Det lever vi, og jeg, ganske fint med.

Særligt oplevede jeg det, da jeg som den første forbundsformand holdt tale til Venstres Landsmøde i 2012. Netop den episode forklarer meget godt Dansk Metals holdning til indflydelse: Vi fik lejlighed til at forklare en hal fuld af Venstre-folk om herlighederne ved den danske model. Det mener jeg ikke, at man som fagforening kan sige nej til, og det var vigtigere end de tæsk, jeg offentligt måtte få.

Metals medlemmer får nemlig ikke bedre vilkår af, at vi hopper op på den høje moralske eller ideologiske hest. De får bedre vilkår af konkrete handlinger.

Til tider bliver vi i Dansk Metal også skudt i skoene, at vi kun fokuserer på særinteresser. Intet kunne dog være mere forkert. Vi arbejder ud fra princippet om, at hvad der er godt for Danmark (typisk) også er godt for Dansk Metals medlemmer. Vi er for eksempel altid gået forrest for at sikre ordentlige barselsforhold til kvinder ved stædigt at have det som en af vores topprioriteter ved overenskomstforhandlingerne.

Hvis vi kun handlede ud fra snævre egeninteresser, ville det ikke give mening alene af den årsag, at kun omkring fire procent af vores medlemmer er kvinder. Men den indflydelse, som Dansk Metal og resten af fagforeningerne har herhjemme, betyder efter min mening også, at vi har en enorm forpligtelse til at se ud over snævre egeninteresser.

Historiske bånd

Opbygningen af velfærdssamfundet er sket i en stærk og nødvendig alliance mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Derfor er der selvfølgelig altid nogen, der spørger, om de historiske bånd til Socialdemokratiet i dag er kappet. Samfundet har ændret sig, og det er der heller ingen tvivl om, at båndene har. I gamle dage sad man lårene af hinanden, hvilket ikke altid var lige hensigtsmæssigt.

Der er dog ingen tvivl om, at vi har de største sammenfaldende interesser med Socialdemokratiet. Det kommer i høj grad til udtryk, når vi har vores demokratiske kongresser. Her vedtager Metals medlemmer, via deres tillidsvalgte, Dansk Metals resolutioner og handlingsplaner, og der er absolut størst sammenfald med Socialdemokratiets politik.

Dansk Metal vil i fremtiden gøre, som vi har gjort, siden ruder konge var knægt: Søge indflydelsen, kompromiset og de løbende forbedringer. Både for det enkelte medlem i Dansk Metal og for Danmark.

Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal

Serie

Fagbevægelsens magt

Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis begrebet klasseforræder overhovedet giver mening, så er det, hvad Dansk Metal i årtier har præsteret overfor den del af fagbevægelsen, der ikke arbejder på det absolut mest privilegerede område, som 'jernet' er.

Erik Winberg, kjeld jensen, Anders Reinholdt og Lasse Glavind anbefalede denne kommentar

Ja, solidaritet har man altid kun haft med sig selv i Metal, når det virkelig gjaldt. Det er ikke kvinder og børn, der komme først, når redningsbådene skal fordeles på den synkende velfærdsskude - smedene har altid i samfulde 130 år været sig selv nærmest.

Syndikalisterne er de rige i dag. Medlemmerne skummer fløden på ryggen af de fattige. De har overskud til at pisse på alle andre samfundsgrupper. Det er den danske model. En model som er en slags forsikring for dem som er omfattet. Du bruger mange ord på, at du ikke vil, eller vil undgå at gå i strejke. Solidaritet og samfundsansvar er ikke noget som du finder vigtigt. Men glemmer du ikke at piloterne fik 13% i lønforhøjelse på et grundbeløb på 100.000 om måneden? Hvad er det i forhold til en 0-stigning for metalarbejdere? Har du glemt dine rødder.