Kronik

DR-serien ’Doggystyle’ forstærker fordommene om os unge i Udkantsdanmark

Selv om DR’s ’Doggystyle’ foregår på min hjemegn, genkender jeg hverken mig selv eller mine venner i serien. Den spiller på fordomme om forladte huse, voldelige forhold og teenagegraviditeter og viser ikke, at unge i udkanten også kan være kreative og succesfulde, skriver Matilde de Boer i dette debatindlæg.
Dagens kronikør kan ikke genkende sig selv og sit liv Doggystyle, der er tænkt som et portræt af ungdommen i Udkantsdanmark

Dagens kronikør kan ikke genkende sig selv og sit liv Doggystyle, der er tænkt som et portræt af ungdommen i Udkantsdanmark

Valdemar Cold Winge Leisner

22. november 2019

For lidt over tre år siden kom jeg tilbage til Odsherred efter et år på efterskole. Jeg begyndte at tage bus 560 fra Nykøbing Sjælland til Holbæk kl. 7.06 og tilbage igen kl. 15.04. Jeg blev pendler mellem to kommuner, mellem mit gymnasium i byen og mit hjem i Udkantsdanmark.

Siden jeg vendte hjem til Udkantsdanmark og Odsherred Kommune, er jeg begyndt at lægge mærke til, hvordan tøjet, menneskene og stemningen ændrer sig, i takt med at bus 560 nærmer sig sin endestation.

Der er 200 skoledage på et år og tre år i gymnasiet. Siden jeg startede i gymnasiet for over tre år siden, har jeg taget over 1.200 busture med bus 560.

På busturene har jeg oplevet det meste. Jeg har set alle ’typerne’ og siddet ved siden af halvdelen. Jeg ved, hvor de står af, og det tager mig ikke lang tid at spotte en førstegangspassager. For som i alle andre fællesskaber, så har vi i bus 560 vores egen buskutyme.

Jeg husker særligt den første gang, jeg vandrede hen ad brostenene på Nykøbing Sjællands gågade, efter jeg kom tilbage fra efterskole. Hvordan jeg glædede mig over, at alt stadig så ud, som det altid har gjort.

Det var en følelse af at høre til. Her var min by, mit helle i verden.

Det seneste års tid er min udkantskommune kommet i søgelyset. Den kommune, som jeg og 32.534 andre til daglig bor og lever i, er blevet udødeliggjort i DR3’s ungdomsserie Doggystyle. Serien om en hjemvendt datter, der efter at have fejlet i København, bliver nødt til at flytte tilbage. Tilbage til sin barndom på Sjællands Odde.

Men hvordan kan det være, at jeg ikke kan genkende mig selv eller mine venner, når Doggystyle efter sigende er tænkt som et portræt af ungdommen i Udkantsdanmark? Hvordan kan det være, at ingen af karaktererne gør op med stereotyperne om ungdommen i udkanten, når serien har fordomme som tema?

Fordomsfuld retorik

Når det eneste, der virker bekendt, er statisterne, omgivelserne ved havnebyen og Sommerland Sjælland, har jeg svært ved at tro på, at denne serie reelt er udarbejdet med Odsherreds ungdom i tankerne.

Det første afsnit af Doggystyles første sæson så jeg ved en fejltagelse. Det var først senere, det gik op for mig, at dette var serien, som skulle forestille at foregå i mit udkantsunivers.

Jeg ville ønske for alle, at de oplevede en barndom i en udkantskommune. Der er intet mere livsbekræftende end at lade blikket vandre ud over markerne og Kattegats uendelige horisont for ikke at tale om følelsen af græs og jord under fødderne efter en dag i baghavens viltre natur.

Gennem tv-udsendelser og avisartikler er jeg blevet fortalt, at vi, udkantens ungdom, drikker for meget, knalder for meget og engagerer os for lidt i vores fremtid. I stedet for at udfordre og nuancere denne retorik puster Doggystyle til ilden.

Instruktør Anna Emma Haudal har med Doggystyle skildret udkanten, så synet på os aldrig vil ændres. Vi kommer ikke til at ændre på den stereotype samtale om en ’uregerlig ungdom’, når der otte søndage i træk ruller tv-afsnit fyldt med voldelige kærlighedsforhold, forladte huse og teenagegraviditeter over skærmen på Danmarks public service-kanal. For denne envejskommunikation tillader ikke, at vi, indbyggerne i Odsherred, kan stå op for det lokalområde, der nu engang er vores.

Misforstået og undervurderet

Sjællands Odde er ikke en ø, man ikke kan slippe væk fra.

Det tager 40 minutter at køre fra Odden til Holbæk og på McDonald’s, i byen eller videre til København. Det er sådan, alle vi andre gør, alle os ægte mennesker fra Odsherred. Vi har venner uden for kommunegrænsen, og det er faktisk umuligt ikke at bevæge sig væk fra Odsherred på månedlig, hvis ikke ugentlig basis.

Fra mit udkantsunivers er der udsprunget utrolige kunstnere, unge mennesker, som jeg beundrer, for vi har en central ting tilfælles: Vi er opvokset i Odsherred. Kommunen i centrum af Danmark, hvor der er lige langt til Aarhus og København.

Når jeg hilser på min gamle pædagog i supermarkedet eller støder ind i en barndomsveninde på loppemarkedet i Rørvig, bliver jeg stadig sentimental. Og jeg tror langtfra, at jeg er den eneste, som føler dette nære tilhørsforhold til denne egn.

Jeg har også svært ved at tro på, at den unge kvinde i Doggystyle, der vender hjem fra Københavns storbymylder, ikke også må have lykkelige minder i gensynet med de omgivelser, som har dannet kulisse for hendes opvækst.

Jeg er en del af den ungdom, som Doggystyle ubevidst portrætterer. Men jeg kan ikke se mig selv eller min nære familie og venner i seriens ensidige vinkling af ungdommen uden for lygtepælenes lys.

For her i mit Odsherred er der liv og drømme og en tro på, at succesen også rammer os. Her er kreativitet og musikalitet, og ønsker man det, er det endda muligt at starte allerede nu. Vi er den eneste ungdom i Odsherred, og det er ungdommen, der er fremtiden.

Som alle andre steder så er begrebet ’ungdom’ også misforstået af kultureliten. De gamle i eliten har svært ved at slippe grebet om formidlingsmagten, selv om deres ideer om kultur efterhånden altid indeholder stok- og rollatorvenlige lokationer. Derfor er min ungdom, Odsherreds ungdom, også utrolig misforstået og undervurderet.

Mangfoldig ungdom

Ud fra personlig erfaring kan jeg forsikre storbyboerne om, at ungdommen i Udkantsdanmark er meget mangfoldig. Jeg kender begge ender af spektret, og derfor bliver jeg provokeret, når Doggystyle kun viser et lille udsnit af, hvad der sker herude i københavnernes sommerhusparadis.

I mit udkantsunivers er træerne nu ved at smide deres sidste gulnede blade, her er vi globaliserede og venstreorienterede, lige såvel som vi er trodsige og trofaste. Det er få steder, jeg har oplevet en social opbakning så stor som i Odsherred. Vi deler en fælles skæbne ved at være opvokset her for enden af jernbanenettet, og derfor er det hér, mit supportsystem er forankret.

En serie som Doggystyle, der får så megen omtale, burde som minimum være med til at nedbryde fordommene mellem land og by. Det nytter ikke noget kun at vise den ’uregerlige’ del af ungdommen, som allerede er beskrevet i medierne. Hvis serien for alvor vil arbejde med fordomme og kontrasten mellem land og by, er mit råd at gå i dybden med, hvem vi egentlig er herude i Udkantsdanmark. Ikke hvem vi var engang, men hvem vi er lige nu i år 2019.

Skab en dialog, men gør det med ungdommen. Gør det ikke kun internt i kultureliten, de andre ved lige så lidt om os unge i udkanten, som I selv gør.

Der er kun én gruppe af mennesker, der kan fortælle jer om livet som ung. Snak med de unge. Det er trods alt vores virkelighed, I tolker på.

Hvis nogle portrætterede jeres hverdag, ville I så ikke selv gerne spørges til råds?

Matilde de Boer er medstifter af dB RABALDER og arbejder på Lokalkompagniet i Nykøbing Sjælland

Fordi der er så rigeligt plads til forbedring i Astas måde at håndtere tilværelsen på, er den overordnede handlingsbue i ’Doggystyle temmelig’ forudsigelig.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Markus Lund
  • Viggo Okholm
  • Bjørn Pedersen
  • Henrik Brøndum
  • Kurt Nielsen
  • Anne Svendsen
  • Ervin Lazar
  • erik pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Flemming Berger, Markus Lund, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Henrik Brøndum, Kurt Nielsen, Anne Svendsen, Ervin Lazar, erik pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dit fromme ønske har nok desværre ikke rigtig nogen gang på jord. Den såkaldte (kultur-)elite er bevisligt (Århus Universitet) godt 20% dummere end tagpap.

Henrik Brøndum

"og det tager mig ikke lang tid at spotte en førstegangspassager" og "venner uden for kommunegrænsen" og "formidlingsmagten" ...desværre med det skrivetalent tror jeg ikke det lykkes dig, at holde dig udenfor kultureliten særlig mange år endnu ... nyd det mens det er.

Nicolai Claesson, Flemming Berger og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tænk sådan ser jeg ikke Doggystyle.
Kan serien ikke ses som, at unge i landlige områder har de samme problemer som unge i mere bymæssige områder.
Vold i hjemmet, druk, osv.....

Jeg tror nok ikke at serien er tænkt som et portræt at et område, men som en serie, der skal give seertal. For at den kan det, skal den ikke ramme lokationen, men de negative fordomme der er hos målgruppen. Og samtidig, så målgruppen kan spejle sig selv. Uden at det dog er så slemt.
Som i fred til lands, forekommer alle elementerne nok også i Albertslund og Holte.

Sådan er det jo med fiktion. Man bliver hurtig fornærmet hvis man vælger at se det som nogens forsøg på en historisk og samfundsmæssig korrekt gengivelse af virkeligheden.

Hvad med om Mathilde de Boer finder pen og papir frem og skriver hendes helt egen Odsherredsfiktion som tilfredsstiller hendes eget behov for en anderledes fremstilling af Odsherred?

jens peter hansen

Dengang i 50' erne blevet bondelandet befolket med syngende forkarle, pusseløjerlige originaler og stoute gårdejere. De fleste af os fra landet syntes at det var forløjet teater, men Morten Korchfilmene trak fulde huse. Noget egentlig kendskab til det landlige liv var der vist ingen der havde så på teaterjysk/sjællandsk/fynsk blev vi fyldt med romantik, mens over 5000 landbrug blev nedlagt årligt. Lige den problematik var der ikke nnu nogen der syntes var en film værd. Jeg ser ikke serien men provinsen bliver ofte skildret som en karikatur og mister derfor nuancerne.