Klumme

Er det etisk forsvarligt at teste udviklingsprogrammers effekt ved lodtrækningsforsøg?

Dette års modtagere af Nobelprisen i økonomi er pionerer, når det kommer til at teste effekten af udviklingsprogrammer gennem lodtrækningsforsøg. Priskomiteens valg genrejser spørgsmålet om etikken i metoden, skriver etikprofessor Peter Singer i dette debatindlæg.
12. november 2019

I sidste måned blev Nobelprisen i økonomi tildelt tre pionerer: Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer, som bruger randomiserede, kontrollerede forsøg til at bekæmpe fattigdom i udviklingslande.

I denne type forsøg inddeler man forsøgspersoner tilfældigt i to grupper – den ene gruppe bliver udsat for det indgreb, man vil teste, den anden gør ikke. Derefter sammenligner man grupperne.

Forskere, som arbejder med fattigdom, bruger forsøgene til at undersøge, hvilke indgreb eller politiske beslutninger som er mest effektive.

Takket være blandt andet Banerjee, Duflo og Kremer er randomiserede, kontrollerede forsøg blevet et stærkt redskab i kampen mod fattigdom. Men med brugen af disse rejser der sig en række etiske spørgsmål, fordi forsøgene kræver, at man tilfældigt udvælger, at nogle skal tildeles den nye 'medicin', mens andre ikke skal.

Principielt kan man følge Kants påstand om, at det altid er forkert at bruge mennesker som et middel. Kritikere har også argumenteret for, at forsøgene »ofrer forsøgspersonernes velbefindende til fordel for at ‘lære’«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu