Klumme

Er det etisk forsvarligt at teste udviklingsprogrammers effekt ved lodtrækningsforsøg?

Dette års modtagere af Nobelprisen i økonomi er pionerer, når det kommer til at teste effekten af udviklingsprogrammer gennem lodtrækningsforsøg. Priskomiteens valg genrejser spørgsmålet om etikken i metoden, skriver etikprofessor Peter Singer i dette debatindlæg.
Debat
12. november 2019

I sidste måned blev Nobelprisen i økonomi tildelt tre pionerer: Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer, som bruger randomiserede, kontrollerede forsøg til at bekæmpe fattigdom i udviklingslande.

I denne type forsøg inddeler man forsøgspersoner tilfældigt i to grupper – den ene gruppe bliver udsat for det indgreb, man vil teste, den anden gør ikke. Derefter sammenligner man grupperne.

Forskere, som arbejder med fattigdom, bruger forsøgene til at undersøge, hvilke indgreb eller politiske beslutninger som er mest effektive.

Takket være blandt andet Banerjee, Duflo og Kremer er randomiserede, kontrollerede forsøg blevet et stærkt redskab i kampen mod fattigdom. Men med brugen af disse rejser der sig en række etiske spørgsmål, fordi forsøgene kræver, at man tilfældigt udvælger, at nogle skal tildeles den nye 'medicin', mens andre ikke skal.

Principielt kan man følge Kants påstand om, at det altid er forkert at bruge mennesker som et middel. Kritikere har også argumenteret for, at forsøgene »ofrer forsøgspersonernes velbefindende til fordel for at ‘lære’«.

Affejer man alle former for randomiserede forsøg af den grund, skulle man også udelukke medicinske forsøg, som er afgørende for udviklingen af nye typer behandling.

Når man laver forsøgene, får forsøgspersonerne forklaret, hvad det går ud på, de melder sig frivilligt og har lov til at springe fra på et hvilket som helst tidspunkt. At forbyde folk at deltage i sådanne forsøg ville være formynderisk og en krænkelse af deres personlige frihed.

En mindre ekstrem kritik lyder, at mens man i medicinsk sammenhæng alene bruger randomiserede forsøg, hvis der er oprigtig tvivl om en behandlings effekt, bruges forsøgene i udviklingssammenhænge ofte til at teste indgreb, som tydeligvis er bedre end ingenting. Spørgsmålet er derfor, om man her blot bør give alle behandlingen?

Men for det første er det ikke altid åbenlyst, at et indgreb gavner. For eksempel frygtede man, at pengeoverførsler førte til konflikter og alkoholisme, indtil forsøg beviste det modsatte.

Det er heller ikke altid nok, at ét indgreb er bedre end et andet. Beslutningstagere er nødt til at vide, hvor meget bedre noget er end andet – og til hvilken pris.

En tredje indvending går på, at folk kan lide skade ved forsøgene. Hvis vi ser på pengeoverførsler, kan disse forårsage inflation, ligesom dem, der så ikke får noget, bliver fattigere, misundelige og ulykkelige. Dette kan tilmed have effekt på folk, der slet ikke har indvilget i at deltage i forsøget.

Det er nok den mest seriøse kritik – alligevel gør det ikke forsøgene uetiske generelt set. Det er bredt accepteret, at man kan eksponere forsøgspersoner for en vis form for risiko. Sådan er det også i den medicinske verden: princippet om ‘ikke at gøre skade’, som læger stræber efter i deres kliniske praksis, bliver i forskningen erstattet af et svagere krav om at minimere risici og maksimere fordele.

Omkostninger

De randomiserede, kontrollede forsøg bruges ofte til at teste programmer eller indgreb, som allerede bliver brugt af NGO’er, regeringer eller virksomheder. Det er vigtigt at forstå, om eller hvordan disse indgreb påvirker folk, som ikke umiddelbart er en del af det. Hvis man gennem forsøg eksempelvis finder ud af, at et program påvirker andre folk på negativ vis, så kan man forhindre yderligere skade ved ikke at fortsætte eller udbrede den type program.

Selv forsøg, der medfører nogen skade for mennesker, der ikke er en del af programmet, og som ikke specifikt tester et program, der står over for at blive implementeret af beslutningstagere, kan være acceptable, hvis fordelene klart overstiger omkostningerne.

Nogle randomiserede, kontrollerede forsøg har afdækket, at visse programmer er 100 eller 1000 gange bedre end andre. Derfor argumenterer vi for, at forsøgsstudierne er etisk forsvarlige og måske endda etisk nødvendige.

Ikke desto mindre er spørgsmålet om etik i forbindelse med forsøgene i udviklingslande vanskeligt. Nogle kritikere har argumenteret for, at selv om metoden i teorien er etisk, er den det ikke nødvendigvis i praksis. Når forskere, primært fra velstående lande, udfører forsøg i udviklingslande, er der et asymmetrisk forhold mellem magt og privilegier. Normalt skal forskningsforsøg dog godkendes af en etisk myndighed både i det land, forskerne kommer fra, og i det land, hvor forsøget skal finde sted, hvilket er et vigtigt sikkerhedsværn.

Peter Singer er professor i bioetik, Arthur Baker er forskningsassistent ved Center for Global Development og Johannes Haushofer er lektor i psykologi ved Princeton University

© Project Syndicate og Information. Oversat af Merle Baeré

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her