Kronik

Fagbevægelsen svigter medlemmerne, når den bekæmper, at det skal kunne betale sig at arbejde

Visse dele af regeringen har så intens en flirt med fagbevægelsen, at det giver berøringsangst. Det er problematisk, når fagbevægelsen bekæmper politik, der sikrer en gevinst for at arbejde for helt almindelige mennesker, skriver tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i sin kronik i serien om fagbevægelsens magt.
Visse dele af regeringen har en flirt med fagbevægelsen, og det fører til berøringsangst, skriver dagens kronikør.

Visse dele af regeringen har en flirt med fagbevægelsen, og det fører til berøringsangst, skriver dagens kronikør.

Jens Dresling

5. november 2019

»Forudsætningerne for velfærd og frihed er arbejdspladser.«

Det kunne være sagt af en Venstremand. Nu ved jeg ikke, hvad manden bag citatet stemmer. Men citatet stammer fra Dansk Metals formand, Claus Jensen, ved Venstres landsmøde i 2013, hvor han havde takket ja til invitationen om at komme og tale til Venstres medlemmer.

»Det må have gjort ondt i sjælen på Helle Thorning-Schmidt og S-ledelsen at se Dansk Metals formand, Claus Jensen, tale på førstedagen af Venstres landsmøde,« lød det efterfølgende fra den politiske kommentator Thomas Larsen.

For sandheden er jo, at fagbevægelsen ikke normalt er at finde på Venstres landsmøder. Ikke fordi, de ikke er velkomne. Men fordi fagbevægelsens bånd til Socialdemokratiet traditionelt har været stærkere end til Venstre.

Måske var situationen en lidt anden på præcis det tidspunkt, da den samlede fagbevægelses forhold til Socialdemokratiet havde lidt et knæk i løbet af foråret 2013. F.eks. havde daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens lovindgreb i forbindelse med lærerkonflikten næppe gjort Socialdemokratiet mere populært i de kredse.

Eller måske var man bare enig i, at Venstre havde fat i den lange ende, når vi insisterede på, at pengene skulle tjenes, før de kunne bruges, og at forudsætningen for at investere i vores fælles velfærd, var – og er – at vi har vellønnede job og gode private arbejdspladser, som producerer og eksporterer.

Mindre attraktivt at arbejde

Det var i øvrigt på samme landsmøde, at Venstre præsenterede en 'Det skal da kunne betale sig at arbejde'-reform. For som det moderne arbejderparti, Venstre er, insisterer vi selvsagt på, at det altid skal kunne betale sig at tage et arbejde.

Det løfte indfriede vi selvfølgelig, da vi vandt regeringsansvaret i 2015. Vi gennemførte en reform, der skulle falde i to dele. Et kontanthjælpsloft, som satte et loft over, hvor meget kontanthjælpsmodtagere samlet set kan modtage i offentlige ydelser. Og skattelettelser målrettet folk med små arbejdsindkomster.

Den prioritering var alle i fagbevægelsen desværre ikke enige i. Den danske fagbevægelses dronning, Lizette Risgaard, brugte f.eks. en stor del af sine vågne timer mellem 2015 og 2019 på at bekæmpe Venstres kontanthjælpsloft.

Man skulle ellers tro, at fagbevægelsen ville støtte op om formålet: at sikre en gevinst for at arbejde for helt almindelige danskere.

Alligevel var det Risgaards klare forventning og opfordring til Socialdemokratiet, at kontanthjælpsloftet skulle afskaffes, »så snart en socialdemokratisk ledet regering kommer til igen«, som hun sagde det efter Socialdemokratiets kongres i 2016.

Desværre har Mette Frederiksen lyttet til Lizette Risgaard. For én af de første ting, Socialdemokratiet har aftalt at gennemføre efter valget, er at hæve ydelserne til kontanthjælpsmodtagere – som Mette Frederiksen også gjorde det, da Socialdemokratiet overtog regeringsansvaret i 2011.

Danmarks såkaldte arbejderparti gør det altså mindre attraktivt at arbejde!

Underlig form for solidaritet

Lizette Risgaard bekæmpede i øvrigt også Lars Løkke Rasmussens visionære helhedsplan fra 2016, som havde til hensigt at gøre Danmark rigere, så vi bedre kunne sikre vores fælles velfærd.

Fagbevægelsen ønskede ikke skattelettelser til sine egne medlemmer. Ikke så meget som én krone ekstra måtte danske lønmodtagere få. En noget underlig form for solidaritet, Risgaard udviste.

Fagbevægelsen udviste også en underlig form for solidaritet i forbindelse med kommunalreformen fra 2007. Det oplevede jeg selv som beskæftigelsesminister i VK-regeringen. Her var spørgsmålet bl.a., om jobindsatsen skulle samles i jobcentre, som både skulle omfatte forsikrede og ikkeforsikrede ledige.

Fagbevægelsen arbejdede for at besvare et system, hvor de forsikrede ledige skulle have en langt bedre behandling end ikkeforsikrede. Det gjaldt især de tilbud, de ledige skulle have.

Udgangspunktet var, at fagbevægelsen ikke interesserede sig for kontanthjælpsmodtagerne før kommunalreformen. Men med jobcentrene blev fagbevægelsen altså nødt til at se på, hvordan alle ledige kunne opkvalificeres og komme tættere på arbejdsmarkedet.

Det var ikke et hævntogt mod fagbevægelsen. Formålet var at ansvarliggøre fagbevægelsen for de ikkeforsikrede også.

Det, tror jeg, lykkedes et godt stykke ad vejen. Fagbevægelsen lyttede. På samme måde, som vi løbende gør. På godt og ondt. For sådan gør vi i Danmark, og det har vi gjort i mange år.

Flirten giver berøringsangst

Men der er trods alt forskel på at lytte og indgå i en dialog – og så den tilgang, som Socialdemokratiet også har forsøgt sig med: et for tæt forhold, der skaber berøringsangst for at sige tingene ligeud.

Det forsøger visse dele af regeringen sig med i øjeblikket. De vil for alt i verden ikke lægge sig ud med fagbevægelsen – også selv om i hvert fald dele af den fortjener klar tale.

Senest er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, som ifølge egne ord praktisk talt er »vokset op i 3F Kastrups fagforeningslokaler«, blevet sat på prøve i forbindelse med sagen om den vikar i SAS Ground Handling, som benyttede sig af sit frie valg til at være medlem af en anden fagforening end 3F, men som alligevel blev mødt af trusler fra to af sine kolleger, som ville have ham til at melde sig ind i 3F.

Hummelgaard afviste at igangsætte en undersøgelse af, hvor chikane, der udspringer af fagforeningsspørgsmål, foregår på de danske arbejdspladser. Det har et flertal i Folketinget nu alligevel sat ham til. For danske lønmodtagere skal selvfølgelig ikke presses til at melde sig ind i en bestemt fagforening. Det skal ikke være jungleloven, der hersker.

Vi har i Danmark en grundlovssikret frihed til at være medlem af den fagforening, vi ønsker – og friheden til slet ikke at være medlem af en fagforening.

Det er selvfølgelig ikke rart at lægge sig ud med sine gode venner. Men som minister har man ansvar for helheden. Hensynet til de almindelige arbejdere – deres frie valg – skal altid stå højere end hensynet til at bevare en tæt relation til vennerne.

Mon ikke berøringsangsten stammer fra, at Socialdemokratiet godt ved, at det altid er nemmere at bevare en tæt relation til fagbevægelsen, når man er i opposition, og sværere, når man er i regering.

Det vil også Mette Frederiksen opdage. Det er kun et spørgsmål om tid.

Jeg tror, hendes første store prøve vil stå, når – og hvis – regeringen fremlægger sit bud på en ret til tidlig pension. Kan Frederiksen levere på sine løfter til Arne? Kan hun skrue en model sammen, som er fair – og som alle dele af fagbevægelsen støtter?

Det bliver svært, hvis den ikke samtidig skal slå et kæmpe hul i statskassen. Men vi må vente og se.

I mellemtiden vil jeg overveje, om vi måske skal invitere en repræsentant fra fagbevægelsen til Venstres næste landsmøde. Hvis det nu passer – sådan som nogen mener – at fagbevægelsens meget tætte bånd til Socialdemokratiet så småt er ved at smuldre.

Ja, så kan det være, at Lizette Risgaard vil sige et par rosende ord om Venstres kamp mod Socialdemokratiets skattestigninger, der rammer Risgaards egne medlemmer på pengepungen.

Eller at Risgaard er enig med Venstre i, at det er for uambitiøst, når regeringen ikke har ét forslag i deres finanslovsforslag til, hvordan Danmark – og dermed Risgaards medlemmer – kan blive rigere, så vi også på længere sigt kan finansiere vores velfærdssamfund.

Mon vi kan finde et interessefællesskab med fagbevægelsen dér? Eller er den røde flirt stadig for stærk?

Claus Hjort Frederiksen, folketingsmedlem og tidligere minister (V)

Serie

Fagbevægelsens magt

Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Når de arbejdsløses forhold bliver dårligere, bliver det nemmere at presse de mindste lønninger. Det vidste Lizette Risgaard godt. Og det ved Claus Hjort Frederiksen nok egentlig også.

Tommy Clausen, Estermarie Mandelquist, Elisabeth Andersen, Kim Folke Knudsen, lars søgaard-jensen, Carl Chr Søndergård, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Thomas Tanghus, Alvin Jensen, Britta Hansen, Anders Reinholdt, Dennis Tomsen, Carsten Wienholtz, Henning Kjær, Lars Løfgren, Tue Romanow, Caspar Christiansen, Ib Christensen, Susanne Kaspersen, René Arestrup, Bjarne Andersen, Uffe Gammelby, Lotte Schack, Poul Erik Pedersen, Mogens Holme, Steffen Gliese, Lillian Larsen, Jan Boisen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Tjo man kunne jo også stille spørgsmålstegn ved den logik der udsagde, at en nødvendig forudsætning for, at det skulle kunne betale sig, at arbejde skulle være, at andre grupper skal leve i relativ fattigdom. Mon ikke dem i arbejde nok, at kan se værdien af, at betale skat og, at der en socialstat? Dem i arbejde har i virkeligheden en fælles interesse med dem uden arbejde, for til syvende og sidst så skal de rekrutteres af samme pulje et godt stykke ad vejen.

Frihed i et samfund handler også i et vist mål om en grad af lighed og et socialt sikkerhedsnet-

Estermarie Mandelquist, Elisabeth Andersen, Viggo Okholm, Lillian Larsen, Kim Folke Knudsen, lars søgaard-jensen, Carsten Mortensen, Thomas Tanghus, Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Dennis Tomsen, Carsten Wienholtz, Lars Løfgren, Tue Romanow, Ib Christensen, Susanne Kaspersen, Marie Jensen, Bjarne Andersen, Uffe Gammelby, Lotte Schack, Poul Erik Pedersen, Troels Ken Pedersen, Mogens Holme, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Der er nogle principper, som velfærdssamfundet hviler på, og som Hjort Frederiksen altid forsøger at skjule med sine illusionskunster.
1) Et arbejde, der ikke genererer en anstændig løn, må være et arbejde uden nogen særlig værdi. Lykketoft har sagt det temmelig tit: vi bestemte os til efter krigen, at der var arbejde, der var så usselt, at vi ikke ville bruge tid og kræfter på det. Derfor har dansk industri og service i vores lille land ganske målrettet være højt specialiseret nicheproduktion. Det kan man mene er en luksus, men vi er nu engang et lille land med få indbyggere, så det har konkret betydning for velstanden, at høj produktivitet og høj kvalitet kaster meget af sig.
I den anden ende kan man meget nøgternt konstatere, at der næppe er nogen i en privat virksomhed, der mere regelmæssigt øger indtjeningen hvert minut, end kasseassistenten i supermarkedet.
2) En demokratisk stat har som sin første forpligtelse borgeren og borgerens velfærd. Hvis arbejdsmarkedet ikke har plads til en medarbejder for en tid, er det vitalt, at dette ikke fører til fattigdom og marginalisering. For at hjælpe med til at gøre dette muligt, tillader samfundet private virksomheder, der har adgang til alle samfundets ressourcer til sin egen profitmaksimering, herunder borgernes arbejdskraft. - Det er en venlig gerning at stille sig til rådighed for at proppe pengesedler ned i virksomhedsejernes lommer, for hvilket de bør udvise den størst mulige taknemlighed og honorere medarbejdere og samfund behørigt. At finde på en fidus at berige sig med er i sig selv ikke noget at beundre, særligt ikke da den som oftest beror på opdagelser, som andre, langt ringere betalte har gjort; men der kan i højere grad bæres over med den, der virkelig brænder for med sit produkt at gøre noget godt i verden - og i øvrigt honorere medarbejdere og samfund behørigt.

David Joelsen, Tommy Clausen, Elisabeth Andersen, Viggo Okholm, Lillian Larsen, Flemming Berger, Kim Folke Knudsen, lars søgaard-jensen, Carl Chr Søndergård, Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Dennis Tomsen, Jan Boisen, Ib Christensen, Susanne Kaspersen, Marie Jensen, Jan Søbæk Rasmussen, Uffe Gammelby, Poul Erik Pedersen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Der er to ting, der er interessant her - mindst.
Den ene er at Hjort Frederiksen stædigt fastholder det perspektiv at arbejdet er det centrale, men ikke forholder sig til kvaliteten af den produktion dette arbejde indgår i. Andet sted i dagens avis kan man læse om en stadig tiltagende biodiversitetskrise, her i landet. Der lå måske en ide i, for Hjort Frederiksen og ligesindede, at overveje om der kunne være en sammenhæng mellem biodiversitetskrisen og den produktionsformen (dermed indirekte relateret til lønarbejdet). Jeg er godt klar over at dette kræver at man tager flere parametre med ind, i overvejelserne over lønarbejdets nødvendighed. Men for en intellektuel kapacitet, som en forhenværende minister jo nødvendigvis må være, burde øvelsen nok kunne lade sig gøre.
Noget andet er så et lidt mere fundamentalt spørgsmål: nemlig om læseren af dagens kronik så bliver så meget klogere, taget i betragtning af at den er forfattet af en politiker fra Venstre der indtil for få måneder siden har været minister i den afgåede regering. De fleste af Informations læsere har vel en så god hukommelse, at de godt kan huske den afgåede regerings (herunder ministerens) politiske position.
Det havde vel egentligt været lidt mere spændende, hvis vi var blevet præsenteret for et medlem af Venstre (eller blot en person med et liberalt udgangspunkt) der på kættersk vis havde ros til overs for fagbevægelsen. Det kunne vel have været med til at nuancere debatten - eller lige frem provokere den!
mvh. poul.

Elisabeth Andersen, Lillian Larsen, Kim Folke Knudsen, lars søgaard-jensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Britta Hansen, Alvin Jensen, Dennis Tomsen, Susanne Kaspersen, Marie Jensen, Jan Søbæk Rasmussen, Trond Meiring og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar

Manden der aldrig har haft et job deler stråmænd ud.

Tommy Clausen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Alvin Jensen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Det er godt nok lidt sølle og trist at læse.
Ikke en eneste ny eller anderledes kant.
Som en musiker, der er totalt falmet og alligevel træder op på scenen.
Tak for indsatsen Claus. Nu skal du lave andre ting. Tillykke med det.

Lillian Larsen, Flemming Berger, Carsten Mortensen, Torben Burkal, Poul Erik Pedersen, Steffen Gliese, Dennis Tomsen, Carsten Wienholtz og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Venstre et modernt arbejderparti!

Interessant synsvinkel.

Vibeke Hansen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Carsten Mortensen, Thomas Tanghus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Leo Nygaard
Lønnen for et 27 t. job vil ALTID være beder end hvad man kan få ved ikke at få jobet. Eller var der jo ikke nogen der ville have det.

Det er modsat, Leo Nygaard, lønnen ligger tæt på ikke dagpenge-, men kontanthjælpsniveau, fordi det er dér, arbejdsgiverne kan presse den ned.

Claus E. Petersen

Tænk engang. Da jeg første gang hørte Venstre's nye mantra "Det skal kunne betale sig at arbejde" var jeg helt enig, for naturligvis skulle det da kunne betale sig.
Da Venstre dengang sad ved roret lænede jeg mig derfor roligt tilbage og ventede på lønstigningerne.
Det turde være overflødigt at nævne at jeg har ventet lige siden.

David Joelsen, Tommy Clausen, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Lillian Larsen, Kim Folke Knudsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

@Leo Nygaard

Jeg satsede på at regeringen ville sætte gang i nogle tiltage der ville give lønstigninger

"Du ventede på din fagforening !"

Helt til grin. Allerede dengang havde jeg opdaget at pamperne i fagforeningerne var i båd, seng og interessefælleskab med magten og ny liberalisterne i både Danmark og EU.

Poul Erik Pedersen

Leo Nygaard 16.48: det er vel en diskussion værd, om fagforeningerne så er så impotente.
Lige frem at nedlægge dem, uden at overveje hvad der så skal/kan sættes i stedet, er et skridt der ikke kan advares kraftigt nok imod.
Skulle man være i tvivl, kan man blot se lidt på hvorledes lønningerne er i vort store naboland mod syd - og længere ned i Sydeuropa, for den sags skyld. Her er der faktisk en ganske stor gruppe af working poor. Det er ikke en situation, der er ønskværdig i dansk sammenhæng.
mvh. poul.

Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Lillian Larsen, Flemming Berger og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar

> Et kontanthjælpsloft, som satte et loft over, hvor meget kontanthjælpsmodtagere samlet set kan modtage i offentlige ydelser

Jeg følte mig også vældigt motiveret, da jeg blev syg, og skulle leve for 7200/mnd til alt!

Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Alle partier lever jo af at der er klasseforskel. På den røde side er det stemmerne fra de fra underdanmark. Fra den blå side er det selve motivationen for at give den en skalle. Og dem der er til grin er dem i den nedre middelklasse der går på arbejde hver dag. De får dog en hel del mere end der lige regnes ud i kroner. De fleste jobs følger der jo en masse fryns med, som sagtens kan være mange tusinde værd.

Henrik Plaschke

At det skal kunne betale sig at arbejde, er en gammel traver hos neo-liberale økonomer og politikere, der tror, at såkaldte økonomiske incitamenter (løn- og skattesatser, arbejdsløshedsunderstøttelse osv.) kan løse alle mulige økonomiske ubalancer. Kan det ikke betale sig at arbejde, bliver det alt for givtigt at tilbringe dagen hjemme på sofaen i stedet for at stå tidligt op og slide i det!

Interessant nok har to af årets tre nobelprismodtagere i økonomi - Esther Duflo & Abhijit Banerjee - netop offentliggjort en artikel i New York Times, der handler om og forklarer, hvorfor incitamenter generelt set ikke forklarer det, alt for mange vil have dem til at forklare – eksempelvis beskæftigelse og arbejdsløshed. Denne korte artikel bygger på et større værk under udgivelse: Good Economics for Hard Times (https://www.goodeconomicsforhardtimes.com/).

Eller som Duflo & Banerjee siger det:

Economic Incentives Don’t Always Do What We Want Them To

Vi er nok nogle stykker, der længe har været klar over, at hele incitamentstankegangen er dybt problematisk.

Nu har vi så også to nobelpristageres ord for det.

Esther Duflo & Abhijit Banerjee, Economic Incentives Don’t Always Do What We Want Them To, New York Times, October 26, 2019: https://www.nytimes.com/2019/10/26/opinion/sunday/duflo-banerjee-economi...

Lise Lotte Rahbek, Poul Erik Pedersen, Rasmus Knus, Lillian Larsen, Ole Henriksen, Kim Folke Knudsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, Poul Erik Pedersen, folk, der lyttede til den nye FM kanal i eftermiddag kunne i programmet Genau høre en ret grundig gennemgang af de noget fortvivlede forhold forhold for pensionister og arbejdsløse, samt ufaglærte.

Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar

Henrik Plaschke, jeg tror, at problemet er, at folk netop ikke ville blive hjemme på sofaen, men i stedet gøre ting, som de selv fandt nyttige og interessante uden at behøve at tjene en løn på dem.
Derfor er det mere agtværdigt fra et blåt synspunkt, hvis folk snyder med dagpengene for at arbejde sort. :-)

Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Venstre bedriver en kunstig debat skabt af partiet selv. Den samme falske melodi og klagesang hører vi fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, med flere etablerede slidte partier.

Undertegnede har selv stået i situationen at blive sagt op og skulle se hen til det forrygende dagpengebeløb på +18.866 DKK/MD før skat. Der er ikke mange job i Kongeriget Danmark med 37 timers beskæftigelse, hvor lønnen er lavere end dette beløb. Hvem ønsker selvom de teoretisk kunne opnå 2.000 DKK/MD mere ved at forblive på dagpenge og undslå sig et lavtlønsjob ?. INGEN - det kan ikke lade sig gøre, for står du ikke tilrådighed for arbejdsmarkedet så lukkes der helt for dagpengene.

Dagpengemodtagerne er underlagt så mange regler og kontrol, at man skal befinde sig virkelig langt ude på overdrevet for at foretrække denne statsovervågede tilværelse uden et lønarbejde. Det er fri fantasi som kun trives oppe i partiet Venstres hoved.

Endnu værre bliver beskrivelsen af den forrygende tilværelse som arbejdssky person på Kontanthjælp. Ja alle der har blot en lille opsparing kan slet ikke få kontanthjælp og ydelserne er endnu lavere end dagpengene.

Hvor er det statistiske belæg for at utallige lønmodtagere pønser på at gå på dagpenge eller skjule sig på kontanthjælp, fordi det er meget sjovere at leve for under +18.866 DKK/MÅNED ?

Så skal Venstre lige huske, at Arbejdsmarkedsbidraget (8%) er betalt af alle lønmodtagere, også de arbejdsløse, som førhen betalte skat. Det er en særskat på lønarbejde som udover Dagpengekontingentet reelt finansierer Jobcentrene og ledighedsindsatsen. Jeg tror, at hvis alle lønmodtagere ser, hvor meget de gennem et helt liv har betalt i Arbejdsmarkedsbidrag, A-kasse kontingent med videre.

Så begynder det samlede regnestykke at tage sig underholdende ud, for er der balance mellem forbrug af dagpenge i en periode, og alle de bidrag vi har betalt i Arbejdsmarkedsbidrag og A kasse kontingent ?. Der kan end ikke fradrages noget beløb i Arbejdsmarkedsbidraget, så skatteværdien er over 8%.

Derfor er jeg ved at være godt træt af at høre på de etablerede såkaldte liberale og borgerlige partiers klagesang om for høje dagpengesatser og for sin sags skyld for høje kontanthjælpssatser, når de selv samme partier har accepteret en brandbeskatning af almindelige lønmodtageres indkomst for at holde deres overadministrerede Jobcenter system oven vande.

Måske kunne vi gøre det bedre selv etablere en egen selvstændig forsikringsordning, som er uafhængig at statslig medfinansiering. Så er vi ude over den evindelige diskussion om, at søle 18.866 DKK/MÅNED før skat skulle få flertallet af danskere til at afstå fra at arbejde.

Kilde Dagpengesatserne År 2019:
https://www.a-kasser.dk/dagpengesatser/

Kilde AMB bidrag særskat på lønindkomst:
https://www.legaldesk.dk/artikler/arbejdsmarkedsbidrag

Thomas Tanghus, Ebbe Overbye, Susanne Kaspersen, Ole Henriksen, Steffen Gliese og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Tjo - men nu er det måske også en tvivlsom sandhed, at kontanthjælpen har et niveau der gør, at det ikke kan betale sig, at arbejde. Beskæftigelsesministeriet er tidligere kommet med tal, der viser, at effekten af kontanthjælpsloftet er til, at overse. Kontanthjælpsmodtagere er sikkert en differentieret gruppe, men en del af gruppen er reelt ikke tilgængelig for arbejdsmarkedet.

Men her er et link til en artikel om effekten på dette medie

https://www.information.dk/indland/leder/2018/03/fattigdomsydelserne-faa...

Claus Hjort så sikkert gerne en opbakning til Venstre, men at fagbevægelsen ligefrem skulle bakke op om asociale reformer, og en politik der ikke ligefrem er i arbejderklassens interesse er måske alligevel, at håbe på for meget. Det er endnu ikke glemt, at dagpengeperioden blev halveret, optjeningskravet skærpet, for ikke, at tale om eklatant ministerielt fejlskøn, hvorved tusinder røg ud af dagpengesystemet.

At det hele sikkert har været til gavn for kapitalen og konkurrenceevnen og ydet et tryk på mindstelønnen kan vi så selv regne lidt på.

Thomas Tanghus, Lillian Larsen, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Poul Erik Pedersen, Susanne Kaspersen, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kim Folke Knudsen, du ender i den argumentatoriske fejlslutning, der går ud på at tage forhold, der kun er en folketingsbehandling fra at blive ændre, for givet. Curt Sørensen gav det i en anden debat i dag en meget præcis betegnelse: at definere en problematik ud af eksistens.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jeg bliver næsten rørt til tårer, når jeg læser et så varmhjertet og uegennyttigt forsvar for de arbejdsløse fra hjorten. Næsten.

Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek, Susanne Kaspersen, Lillian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men, Anders Guldagger, det er jo sandt, at dagpenge og kontanthjælp lægger bundniveauet for, hvor langt arbejdsgiverne kan presse en ufaglært mindsteløn.

Marie Louise Shea

Det skal kunne betale sig, efter man i årevis har indbetalt til en arbejdsløshedsforsikring, at man rent faktisk er sikret økonomisk i det svære øjeblik, hvor man har mistet sit job. At man øjeblikkeligt bliver jagtet som vildt i tiden efter, mens man søger nyt, er uanstændigt. Hvis alle, ikke kun dem på top posterne, var sikret en formidabel bonus/et gyldent håndtryk ved fratrædelse, så stod de fleste af os ikke her, med hatten i hånden og skal belæres om noget så gudsjammerligt som, 'at det skal kunne betale sig at arbejde'. Det siger kun en, som aldrig har skulle leve af dagpenge eller har været direkte i sigtekornet hos en tjenesteivrig jobcenter konsulent.

Steffen Gliese, Lillian Larsen, Poul Erik Pedersen, Ib Christensen, Elisabeth Andersen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Fagforeningerne har altid arbejdet på, at det skal kunne betale sig at arbejde ved at forhandle løn og arbejdsforhold - ikke om at syge og andre folk skulle have forringede vilkår.
Dagpengesystemet var fagforeningernes opfindelse, som Staten senere så en fordel i og fik lov at være med i. Om det i dag var en fordel kan der sættes et stort spørgsmålstegn ved - da Folketinget nu kan vedtage den ene forringelse efter den anden og endda uden at nedsætte dagpenge kontingentet.

Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

En af ulykkerne er vel også, at selve formidlingsdelen er blevet lagt ind under de kommunale jobcentre - og dermed fjernet fra den ekspertise de enkelte fagforeninger sidder inde med, på hver deres respektive fagområder.
At jobcentrene så samtidigt både skal varetage rene formidlingsopgaver og socialpolitiske problemstillinger, er nok ikke just fremmende for kvaliteten i arbejdet. Hermed ikke være sagt, at der ikke er dygtige og kvalificerede medarbejdere på jobcentrene - indtrykket er bare at de er blevet pålagt opgaver der peger i mange forskellige retninger. Det kan medvirke til at det ikke, nødvendigvis, er 100 % professionelt arbejde der leveres hele vejen rundt.
Når det så er sagt: det kunne være spændende at finde ud af, hvor mange penge der hældes i de eksterne konsulentfirmaer, i relation til jobsøgning, og hvilken effekt denne investering mon har! Noget siger mig at det ville være godt at få et lidt kritisk blik på, hvor store beløb der egentligt bruges og om den samfundsmæssige investering vi taler om rent faktisk har den ønskede effekt.
mvh. poul.

Dorte Sørensen

Men det værste var at gøre største delen af socialpolitik til beskæftigelsespolitik, som Hjort Frederiksen stod fader til.
Se dog at få adskilt beskæftigelse politik og socialpolitik igen - det vil løse mange problemer på jobcentrene og se så at gør dem statslige igen samt give fagforeningerne deres mulighed for at hjælpe deres medlemmer igen.

Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen, Thomas Tanghus og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar