Kronik

Fagbevægelsen skal være politisk, men ikke partipolitisk

Samarbejdet mellem de røde partier og fagbevægelsen er godt og gavnligt. Men det må ikke stå i vejen for, at vi i fagbevægelsen råber op, når der bliver ført politik, vi ikke kan støtte – uanset ministrenes partibog, skriver murersvend Louis Jacobsen i dette debatindlæg
Louis Jacobsen er murersvend og aktiv i Enhedslisten.

Louis Jacobsen er murersvend og aktiv i Enhedslisten.

Jakob Dall

11. november 2019

Fagbevægelsens bånd til de politiske partier strækker sig langt tilbage. Socialdemokratiet udsprang i 1878 direkte fra fagbevægelsen og i 1919 udsprang Danmarks Kommunistiske Parti fra Socialdemokratiet. Meget vand er løbet igennem åen siden, og flere partier, der bakkede op om arbejderbevægelsen, har siden set dagen lys.

Når man kigger på mange af de partier, der gennem det 20. århundrede poppede op på venstrefløjen, så kunne der være uenighed om meget partierne imellem, men opbakningen til arbejderbevægelsen havde de dog til fælles.

I dag må det siges, at det med at stifte nye partier i flæng er noget, man mest ser til højre for midten. Sådan skifter tiderne jo.

Blandt partierne med repræsentation i Folketinget, der i dag støtter fagbevægelsen, er der Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Det store spørgsmål er jo så, om det er sundt med de her bånd.

Det korte svar er: Ja, det er sundt. Men det er kun sundt under forudsætning af, at fagbevægelsen danner sig sine egne holdninger og står ved dem. Fagbevægelsen skal være politisk, men ikke partipolitisk.

Et lidt længere svar er, at det er fagbevægelsens opgave at arbejde for et godt liv for de organiserede kolleger, samtidig med at sikre kollegerne ordentlige forhold gennem forhandlinger af overenskomsterne. Selv om arbejdslivet tager langt størstedelen af vores vågne timer, så bestemmer overenskomsterne jo ikke alt i vores samfund. Derfor er det også en fagforenings pligt at arbejde for det gode liv for kollegerne også uden for arbejdstiden.

Løsninger bæres ind på Borgen

Når så man kigger på de tre partier, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, er det så de eneste partier, som fagbevægelsen skal kunne tale med?

Nej, ligesom alle andre steder her i livet skal man bestræbe sig på at kunne føre en dialog med hinanden – også med dem, der ikke nødvendigvis bakker en op. Kigger man på kollegerne, der er medlemmer af fagbevægelsen, er det selvsagt heller ikke kun ved de tre partier, at krydset sættes, eller der hvor partibogen ligger.

Jeg har selv min partibog hos Enhedslisten og min fagforeningsbog hos 3F. Fagforeningsbogen har jeg, fordi den overenskomst, jeg arbejder på, har til huse der. Partibogen har jeg af ideologiske årsager, men også fordi jeg oplevede, at det var der, arbejderbevægelsens problematikker blev taget alvorligt. Og så er spørgsmålet, om det er i orden?

Er det i orden, at partier tager fagbevægelsens løsninger og bærer dem med ind i byråd, regioner og Folketing? Jeg vil sige, det er partiernes opgave.

De Radikale tager for eksempel arbejdsgiverforeningernes forespørgsel på lempelser på import af arbejdskraft og en fortsat hævelse af vores pensionsalder direkte med ind på Christiansborg. Det er jo politik direkte groet i arbejdsgiverforeningernes have med det ene formål at øge udbuddet af arbejdskraft og dermed stille os ringere i en lønforhandling. Det lyder måske hamrende usympatisk. Men det er i min optik helt efter bogen, og en opgave som et politisk parti skal løfte.

Partiernes opgave er at tage ideer og løsninger, der opstår ude i samfundet, og skabe politiske løsninger på det. Man bliver jo ikke et orakel af i sig selv at repræsentere et politisk parti. Man er nødt til at rådføre sig, når der skal udarbejdes løsninger, eller når man skal vurdere, hvor der skal sættes ind politisk. Og der kan man konstatere, at det er forskelligt, hvor partierne søger deres løsninger og perspektiver.

Et forhold mellem fagbevægelsen og politiske partier kan være godt i det omfang, at partierne rent faktisk bakker op. Men det nytter ikke noget, at man fra fagbevægelsens side råber op, når de borgerlige forsøger at gøre livet mere besværligt for kollegerne, hvis der til gengæld er radiotavshed, når andre partier gør det samme. Deri ligger betydningen af at være politisk og ikke partipolitisk.

Konsekvent linje uanset regeringsfarve

Jeg husker stadig et eksempel tilbage fra 2010, da den daværende borgerlige regering gik i gang med at smadre løs på dagpengene. Der lancerede 3F kampagnen »Som tyve om natten«, hvor flere store profiler fra den borgerlige regering og deres støtter blev portrætteret i diverse medier med sorte masker på, så de lignede bjørnebanden. Man kan mene, hvad man vil om den kampagne, men i mine øjne gjorde man, hvad et fagforbund skal: Man kæmpede kollegernes sag. Det var skidegodt.

Men da den efterfølgende S-R-SF-regering med socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt i spidsen effektuerede angrebet på vores dagpengesystem, gjorde man til gengæld det værste, man overhovedet kunne have gjort. Nemlig ingenting.

Det er mig den dag i dag et under, hvad man har tænkt. Stilheden fra den ellers yderst frembrusende fagbevægelse var øredøvende. Jeg ved ikke, om de har siddet inde i Kampmannsgade og sagt: »Shhhhhhh!!! Hvis bare vi holder nok kæft, så er der nok ikke nogen, der opdager, at vi ikke siger noget.« Det var katastrofalt, intet mindre.

Og hvorfor nu nævne det her igen? Skal vi aldrig videre?

Jo, vi skal godt nok videre. Vi skal så meget videre, at vi sikrer, at det aldrig sker igen.

For skal fagbevægelsen være politisk, og det skal den, så skal den være det konsekvent. Vi har i 3F for eksempel ført en massiv kampagne mod den stigende pensionsalder. Den er jeg faktisk stolt af at sige, at jeg selv var en del af sammen med masser af gode kolleger på tværs af fag. Bliver der ikke ført en gangbar løsning til dørs på det her, skal kritikken være konsekvent, og presset skal holdes. Uanset hvilken partibog vores ministre måtte have.

Soleklart hvem der bakker op

Et godt eksempel på vellykket politisk handling fra fagbevægelsens side var, da forbundet Dansk Metal med forbundssekretær Kasper Palm i spidsen lancerede et udspil, der muliggjorde uddannelse gennem hele livet. Udspillet forholdt sig til, at kollegerne i Dansk Metal ofte tog uddannelse tidligt i livet, men manglede muligheder senere i livet, hvis der var brug for nye kompetencer eller ganske enkelt et brancheskift.

Udspillet er et eksempel på en fagbevægelse, der forholder sig til kollegernes eventuelle behov og skaber en politisk løsning. Altså er politisk uden at være partipolitisk.

Det korte af det lange er, at fagbevægelsens tilhørsforhold til Socialdemokratiet og venstrefløjen i dansk politik bunder i mere end en historisk forankring. Den bunder i, at det står soleklart, hvem der bakker politisk op om et velorganiseret arbejdsmarked. Selvfølgelig læner man sig ikke op af dem, der aktivt modarbejder én, det giver lidt sig selv.

Men når man i fagbevægelsen læner sig mest op af de røde partier, er man samtidig nødt til at være konsekvent, når det kommer til, hvilken politik man bakker op om. Tilhørsforholdet må ikke forhindre, at man råber op, når der er politik fra de røde partier, man ikke kan bakke op om.

Louis Jacobsen, murersvend, tillidsvalgt og aktiv i Enhedslisten

Serie

Fagbevægelsens magt

Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Thomas Tanghus
  • Peter Tagesen
  • Steen K Petersen
  • Marie Jensen
  • Carsten Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Tommy Clausen
  • Hans Ditlev Nissen
Alvin Jensen, Thomas Tanghus, Peter Tagesen, Steen K Petersen, Marie Jensen, Carsten Hansen, Dorte Sørensen, Tommy Clausen og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du har fuldstændigt ret, fagbevægelsen skal være politisk, men ikke partipolitisk. Og den sande fagbevægelse må gerne fortælle hvad medlemmerne får for sine penge. Og sige sandheden om de løgnaktige , de gule, de lever på nass foreninger, de der lover guld og grønne skove. Og intet holder.
Den røde fagbevægelse skal vise sin styrke...offentligt !

Bent Gregersen, Jeppe Lindholm, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Jaan Kilbouy, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Jan Bisp Zarghami, Steen K Petersen, gert rasmussen, Egon Stich, Anker Heegaard og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Verden over har fagforeninger gennem tiderne været forbudt og lønmodtagere blevet dræbt af højreorienterede staters politi. Højreorienterede stater og politi, som kun har været på arbejdsgivernes side. De danske ægte fagforeninger har en stor andel i, at løn og arbejdsforhold er tålelige i Danmark. Forstår ikke, at nogen lønmodtagere synes at have glemt dette.