Læserbrev

Flere universitetsuddannelser bør omlægges til professionsbachelorer

Selv om jeg reelt er kvalificeret til at undervise i gymnasiet efter en bachelor, tvinges jeg til at tage en kandidatuddannelse. En del universitetsuddannelser kan med fordel omlægges til professionsbachelorer, så vi får mere virkelighedsnære uddannelser, skriver studerende Rosemarie Nørgaard Visby i dette debatindlæg
Debat
5. november 2019

Vi uddanner hvert år alt for mange akademikere, der aldrig har været i kontakt med arbejdsmarkedet. Derfor skal vi turde tage et opgør med vores ekstremt teoretiske og forskningsrettede studier på universiteterne og sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi uddanner studerende på.

Er vores universitetsuddannelser virkelighedsnære nok? Det vil jeg påstå, at de ikke er. Ikke når der er universitetsuddannelser, vi kan omlægge til bacheloruddannelser.

Lad mig komme med et eksempel. Jeg er selv en af de meget omdiskuterede humaniorastuderende, som efter endt uddannelse ikke har en bestemt profession.

Jeg vil gerne være gymnasielærer og er nu i gang med mit tredje år på min bachelor i Teater- og performancestudier med tilvalg i Historie.

Efter fem år på universitetet og et år i pædagogikum vil jeg endelig kunne kalde mig selv gymnasielærer. Men efter en nærmere granskning af mit studies sammensætning har jeg fundet ud af, at de faglige mindstekrav til gymnasiet allerede vil være opfyldt på bacheloren.

Det vil altså sige, at man allerede er kvalificeret til at undervise i gymnasiet, når man har læst på universitetet i tre år.

Virkeligheden er bare en anden. Jeg ​skal tage en kandidat for at blive gymnasielærer. Selv om jeg ønsker at undervise, ikke forske.

Vi skal selvfølgelig stadig sikre høj faglig kvalitet på uddannelsen. Men samtidig skal vi også inkorporere praktik i uddannelsen, så de pædagogiske og didaktiske kompetencer også̊ sættes i spil allerede under uddannelsen.

Vores universitetsuddannelser åbner mange døre. Men disse døre hører ofte forskerverdenen til. Det virker fuldstændig absurd, at vi ikke omlægger flere uddannelser til professionsbachelorer, så vi for eksempel uddanner gymnasielærere til gymnasieskolen og ikke til en forskerkarriere.

Rosemarie Nørgaard Visby, studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Det er en temmelig gammel sang, der her synges igen, og den handler om at uddanne gymnasielærere specifikt til det. Det skulle ikke undre mig, om det lykkes, for det er billigere, men det ville være synd for gymnasiet, hvis man lod sig nøje med " de faglige mindstekrav".
Argumentet om, at man ikke har brug for al den akademiske "overkill", når man ikke skal være forsker, er ikke særlig godt. For det første kan alle jo ikke vide på forhånd, hvad de vil bruge deres uddannelse til. For det andet skal gymnasielærere ud og formidle forskningsbaseret stof, og så er det en stor fordel at have en fornemmelse af, hvad forskning er.
Det hele bunder nok i personlig usikkerhed, når man skal ud og stå ansigt til ansigt med det "mangehovede uhyre" i klasselokalet. Personligheden kan universitetsuddannelserne ikke gøre så meget ved, men de kan i det mindste sørge for, at det ikke er faglig utilstrækkelighed, de nye lærere går ned på.