Margaret Atwood
I dag udkommer bogen ’The Testaments’ på dansk med titlen ’Gileads døtre’. Det er fortsættelsen til succesen »The Handmaid’s Tale«, som blev til den anmelderroste tv-serie. Der skulle gå 34 år mellem 1’erne og 2’eren, men ifølge udenlandske kritikere var den værd at vente på.
Stephen King
Den ventetidsrekord kan Stephen King faktisk godt slå, for hans verdensberømte hotelgyser ’The Shining’ udkom i 1977, og efterfølgeren Doctor Sleep, som netop er blevet filmatiseret, kom først i 2013. Det giver en ventetid på imponerende 36 år, skriver The Guardian.
Harper Lee
Rekorden menes Harper Lee dog at have. Hendes anden bog, ’Go Set a Watchman’, udkom i 2015, kort før hun døde, og selv om det er omdiskuteret, så bliver den betragtet som en efterfølger til klassikeren ’To Kill a Mockingbird’, som udkom i 1960, altså 55 år tidligere.
Ellis og Tolkien
I kategorien ’hædrende omtale’ kan Bret Easton Ellis og J.R.R. Tolkien nævnes. Ellis var 25 år om at udgive Imperial Bedrooms (2010), som er efterfølgeren til debuten Less Than Zero (1985). For Tolkien gik der 17 år mellem »The Hobbit« (1937) og »The Lord of the Rings,« (1954).