Der er kun én person, som jeg vil erklære mig som uforbeholden fan af. Det er Prince. Jeg hører Prince, når jeg er glad. Jeg hører Prince, når jeg er ked af det. Jeg hører Prince, når jeg er sur. Jeg hører Prince, når jeg er træt, når jeg er overgearet, når jeg er fuld, ædru, introvert, lykkelig, dansende, sulten, mæt, nyklippet, whatever. I perioder hører jeg stort set ikke andet.
Jeg mener, at han er den største, og at han trods sin popularitet er kraftigt undervurderet som musiker. Og ja: Prince vil i denne klumme blive omtalt i nutid. Det er ikke, fordi jeg tror, at hans død var et cover up, og at han lever på en øde ø sammen med Elvis. Jeg er helt med på, at Prince er død. Jeg foretrækker bare nutid.
Jeg er ikke ene om at mene, at Prince er undervurderet. VI ER MANGE (som man siger, når man skal overbevise andre om, at man har ret), der ikke forstår, at der findes mennesker, som ikke kan lide hans musik – eller endnu værre: er ligeglade med den.
Når folk hader Prince, tænker jeg, at det er, fordi de inderst inde godt kan høre storheden, men endnu ikke er i kontakt med de følelser, som hans musik vækker i dem. De ligeglade, derimod … man må i det mindste tage stilling til Prince. Det andet svarer jo til ikke at have en holdning til Jesus.
Næsten religiøst
Og nu er vi fremme ved klummens ærinde: Mit forhold til Prince kan til tider få en religiøs karakter. Når jeg er alene hjemme, sidder jeg og finder gamle Prince-koncerter på nettet. En guitarsolo fra en tilfældig koncert i Holland i 1990’erne kan gøre mig lykkelig. Så læser jeg kommentarerne, og det er her, jeg kan se, at jeg ikke er alene. De fleste begræder hans død eller henviser til konkrete genialiteter i videoen: »Soloen ved 3:27!« osv.
Men der er også nogle, som er decideret tilbedende:
»GOD SENT A MUSICAL GENIUS TO THIS PLANET … WE HAD AN OPPORTUNITY TO WITNESS IT.«
En anden skriver:
»A God walked amongst us«.
Der er mange, for hvem Prince har så stor betydning, at han har defineret deres profiler på de sociale medier. Jeg følger en, som hedder Purple Hassan, og en, som hedder Darling Nikki (opkaldt efter en Prince-sang).
Der er også en, som hedder Darling Nisi, formentlig fordi Darling Nikki allerede var taget. De lægger musik ud og snakker kun om Prince. Når jeg er i det humør, læser jeg med.
Der er ingen tvivl om, at det er for meget. #purplearmy skriver mange. Som om det var en bevægelse. Jeg er ikketroende. Jeg har det svært nok med de gamle religioner, nye kan jeg slet ikke holde ud, så jeg står af, når der går for meget #purplearmy i den.
Prince var selv medlem af Jehovas Vidner, og flere af hans sene album har covere – og musik – med nyreligiøse undertoner. Nu er han så selv blevet en religiøs figur. Og jeg forstår det godt. At han er et musikalsk geni, er hævet over enhver tvivl.
Men der er et lag mere, noget nærmest overnaturligt ved Prince. Han er vanvittigt produktiv, omkring 1.700 sange har han skrevet. Der er en del forbiere imellem, men det er stadig uvirkeligt. Snart udkommer to nye album med overskudsmusik alene fra året 1982.
Vigtigere er dog hans udstråling. På koncertvideoerne kan man se, at han hviler så meget i sit eget talent, at han altid bevarer kontrollen. Prince synger aldrig falsk. Han kan ikke sætte en fod forkert på scenen, for det, han gør, opleves pr. definition som det rigtige. Han insisterer på at lege og bryde forventningerne. På at være progressiv.
»Make the rules, then break them all cause you are the best,« som han synger.
Til sammenligning kan jeg næsten altid spore usikkerhed hos andre musikere, når de spiller live – forsangeren vælger at ’improvisere’ i stedet for at gå op på de høje toner i omkvædet. Eller peger mikrofonen ud mod publikum, når det svære stykke kommer. Hvis Prince peger mikrofonen ud mod publikum, så er det, fordi han har lyst til det.
Den stemning, som omgiver Prince – kombineret med hans vanvittige talent – skaber noget, som ikke bare er ekstraordinært, men til tider kan virke overnaturligt, så selvfølgelig kommer der en #purplearmy.
Når den nyreligiøse dyrkelse af Prince tager over, bakker jeg som sagt ud. Men når jeg så et par aftner senere sidder der i sofaen og ser en video, som Darling Nikki eller Nisi har delt. Og hører soloen ved 3:27. Så er det sgu svært ikke at falde i.
07/nov/2019
Hej Kristian Villesen,
et menneske består, som jeg ser det,
af en sjæl, et sind og en krop :-) ...
Så, et menneske er ikke en krop, et
menneske bliver født ind i en krop :-) ...
Og når kroppen ikke kan mere,
forlader sjælen kroppen :-) ...
Så hvem ved, måske kommer Prince en
dag ind i en ny krop og til en ny opgave :-) ...
Venlig hilsen
Claus
Et illustrativt eksempel på mandens musikalske overskud. Jeg bliver aldrig træt af denne lille musikalske godbid:
A Tribute to George Harrison - Prince, Tom Petty, Steve Winwood, Jeff Lynne and others -- "While My Guitar Gently Weeps" -
https://www.youtube.com/watch?v=6SFNW5F8K9Y
Jeg er ikke troende på den måde, så for mig er der intet hverken mystisk, religiøst eller helligt over Prince. Han var bare en anelse bedre end så mange andre i sin generation. Ofte er disse kunstneriske "genier" 2.generationsudøvere indenfor deres felt og altså begunstiget af en positiv social arv, for så vidt hvad der vedrører deres professionelle liv, i dette tilfælde som musiker. Har du også det ydre med dig og en vis portion likeability, ja så gælder det næsten bare om at trykke den af. Og det kan man vist roligt sige, at Prince gjorde.
...Omvendt skal man også passe på med sådan entydigt at opløfte de enkeltstående 'genier' til den rene guddommelighed. Som Søren Kristensen ovenfor også er inde på, så står selv genier på skuldrene af andre, ligesom deres genialitets udfoldelse i musikken som regel afhænger af andre musikeres medvirken. For eksempel er det svært at gisne om, hvorvidt en John Coltrane i samme grad som tilfældet blev, ville have kunnet finde fuldt udtryk for sit genis potentiale, uden Elvin Jones, Jimmy Garrison og Mccoy Tyner - Coltranes 'classic quartet'.
I og for sig er musik mestendels en kollektiv affære. En stor del af glæden ved at spille musik - som de fleste musikere ved - er den musikalske interaktion med andre - samspillet, den gensidige lydhørhed, hver enkelt briks uafviselige plads i det store hele.
Som publikum er det nemt at lade sig forblænde af 'stjernen' - ham eller hende i forgrunden. Navnet skrevet med stort på plakaten, trækplasteret. I en for stor forblindelse risikerer man ganske at misse hele pointen, og der er så ikke længere tale om en begejstring for musikken, men om idoldyrkelse - et helt andet og mere tvivlsomt dyr..
Et stærkt eksempel på rytmisk musik løftet op på et højere niveau af et kollektiv, kan man finde herunder: Samtlige musikere på scenen mestrer deres instrument, og under kyndig direktion af komponisten John Zorn - i sig selv et musikalsk 'geni' - leverer de guddommelig rytmisk og harmonisk opbakning til tre stærke sangere..
Musikals 'genialitet' i plenum - Værd at lytte til ;)
John Zorn - Zorn@60 // Warsaw Summer Jazz Days 2013 // Sala Kongresowa, Warszawa, Poland
https://www.youtube.com/watch?v=c4eO2o9u1j0
Kære Kristian - tak for din glimrende klumme. Den var dejlig at læse. Vil du med til Prince koncert i Schweiz? :-)
https://youtu.be/DGFVDwjUwwY
He Torsten Jacobsen, jeg syntes så ikke fem guitarister - inclusive Prince, hyldende George Harrison lige er der, hvor Prince står stærkest hos mig - bevares helt sikkert nydeligt og venligt.
Har altid haft det lidt tungt med guitarister, der gir' den gas med soloer: jeps vi har hørt du er rigtig god til at spille guitar - kan vi så komme videre...;)
Mit musikalske gen kan helt bestemt ligge på et bette sted, ikke desto mindre kan jeg jo godt høre, hvad der siger mig noget, og lige det Youtubeklip synes jeg så er ret kedeligt...
Jeg har nu altid syntes at Prince, var lidt af en dengse, både musikalsk og mht karisma.
Næh, Jimmy Hendrix og Meat Loaf, modsætninger, men med vildskab, også musikalsk
Katrine Damm,
Sådan er vi mennesker jo så forskellige. Sandt at sige har jeg ikke just medlemskort til 'the purple army', finder det meste af mandens musik jammerligt kedelig. Helligbrøde, i know..;)
Det er dog netop modsætningen mellem de tre bedagede herrers sakrosante befamling af Harrisons signaturkomposition og så en fyrig og absolut fantastisk Prince i al hans overskud, som jeg finder så fornøjelig i det linkede klip. Det er som åbner der sig en afgrund mellem historie og nutid, gammelt og (relativt) nyt, lige der på scenen. Jeg tvivler ikke på, at Prince med sin optræden hylder George Harrison. Ligesom jeg ikke tvivler på, at han samtidig gør sit bedste for at hyle de øvrige medvirkende helt ud af den - sådan i al venskabelig sjov og ballade. Forskellen i overskud og energi lader sig for mig at se ikke fornægte, og netop deri opstår en vis udsøgt humor. En humor der kan aflæses på både Princes ansigt, såvel som på Dhani Harrisons..
Måske du skal se klippet igen? ;)
Det er kedeligt og ret dengse, og man overvejer om linket er en nitte, lige ind til Prince blæser taget af bygningen med den sygeste solo.
Ret cool!
Det vil og gør jeg Torsten Jacobsen, og har allerede gjort, og vil gøre igen, har kun mobiltelefon til rådighed, så formoder detaljer muligvis kan være undsluppet mig... ;)
Jep, jeg tror, jeg faktisk godt ser, hvad du mener Torsten Jacobsen; hvis jeg ikke husker forkert er dette nummer oprindeligt et meget kort slut-nummer (kunne det hedde en vignet? - det er dig, der er den musikkyndige) på et album.
-Og de ældre gutter bruger en krig på at få det afviklet, Prince gir den gas og prøver lige at peppe det lidt op, og skulle vi så se lige at få lavet en afslutning ...? ;)
Well, for mig er det i og for sig blot en humoristisk magtdemonstration: "Ballet er forbi, drenge - I missede toget!".
Samtidig er der for mig et eller andet dybt saliggørende ved at se et menneske beherske musikken som sprog i et sådant omfang. Manden ved i bogstavelig forstand, hvilke strenge han skal spille på.
Tilsat en imponerende grad af 'showmanship'.
Hvad synes du om John Zorns venskabelige forening, som jeg linkede til tidligere? Hvis indledningen synes lidt hård kan jeg anbefale at starte ved 2:20-mærket. For mig er det, som tidligere beskrevet, måske en mere ærlig form for musik: Et kollektivt udtryk, alle en del af et organisk hele..
P.S.
Keder du dig, kan du google hver eneste medvirkende musiker og sanger. Du vil så opdage, at hver eneste er anerkendt som en kapacitet på sit felt. Har det så nogen betydning? Ja, i netop dette tilfælde har det: Der er ikke nogen vandbærere her - ingen over, ingen under. Blot musikalske kammerater, som mødes om at skabe en lille pause i en ellers alt for frygteligt vedkommende verden..
John Zorn, Mike Patton, Sofia Rei, Jesse Harris, Marc Ribot, Cyro Baptista, Joey Baron, Kenny Wollesen, Trevor Dunn, John Medeski.
P.P.s - det sidste ;).
Det jeg vil frem til, er glæden ved musikken. Det er et forhold hinsides personlige smagspræferencer. Den helt nøgne glæde ved musikken, som Prince - på trods af sit gøgleri - udstråler i sin tilvægssætning af et bedaget regime. Den glæde ved musikken, som hvert eneste medlem af John Zorns ensemble - for ikke at tale om ham selv - udstråler. Den glæde ved musikken, som Kristian Villesens klumme er et udtryk for. Den selvsamme glæde ved musikken, som jeg selv på mest taknemmelige vis har været præsenteret for - igen og igen - som koncertarrangør i godt 15 år.
Der er noget dybere på spil, her. Musik er i og for sig ikke andet end en luftens bevægelse - svingninger i æteren. vibrationer i ørehinden. I den forstand ikke væsensforskellig fra hverken eksplosioner eller kommandoråb. Og dog af en helt anden verden..
Musikken tjener intet formål. Den er sit eget formål, eksisterer (som al kunst) hinsides verdens normale orden. Kun i det omfang den operationaliseres og integreres i et marked, omsættes og omformes til et kulturelt produkt, lader den sig begrænse af menneskets dårskab..