Kronik

Gør alle produkters bæredygtighedsstatus transparent og tilgængelig

Det er tæt på umuligt at vurdere, hvilke firmaer og produkter der reelt er bæredygtige. For at kunne mobilisere investeringer og forbrug i en bæredygtig retning skal der laves et tilgængeligt sammenligningsværktøj, skriver Claus Strue Frederiksen og Frank Hvid Petersen i dette debatindlæg
Det er tæt på umuligt at vurdere, hvilke firmaer og produkter der reelt er bæredygtige. For at kunne mobilisere investeringer og forbrug i en bæredygtig retning skal der laves et tilgængeligt sammenligningsværktøj, skriver Claus Strue Frederiksen og Frank Hvid Petersen i dette debatindlæg

Illustration: Sara Houmann Mortensen

15. november 2019

I selskabslegen blindebuk får en person bind for øjnene, bliver snurret rundt og skal herefter forsøge at fange de andre festdeltagere. Når blindebukken fanger en, skal han identificere vedkommende. Hvis det ikke lykkes, snurres blindebukken rundt igen, og legen begynder forfra.

Selv om bæredygtighed og grøn omstilling har været på programmet i over 40 år, famler privatforbrugere, offentlige indkøbere og professionelle investorer stadig rundt som blindebukken efter de bæredygtige alternativer.

Problemet illustreres godt af pensionskassernes nylige udmelding om, at de vil investere ti procent af danskernes opsparede midler i den grønne omstilling. For hvad så med alle de almindelige investeringer, der jo trods alt udgør 90 procent af investeringsporteføljen, er de bæredygtige? Øh …, er nok det umiddelbare svar. Vi aner det ikke, er det sandfærdige.

Og det er et kæmpe problem. Solfangere og vindmøller er godt, men der findes jo rigtig mange andre brancher, hvor virksomheder producerer og handler med alt lige fra ringbind til søm og havregryn – hvad er deres bæredygtighedsstatus?

Hvis kursskiftet mod en bæredygtig levevis skal lykkes – og det skal det, alternativet er jo generationstyveri af værste skuffe – er det nødvendigt, at investorer, forbrugere og offentlige indkøbere kender produkters og virksomheders bæredygtighedsstatus.

Prøv at se dig omkring og udpege de produkter i dit hjem, du ved, er bæredygtige.

Medmindre du er gjort af et ganske særligt stof, er det garanteret ikke særlig mange, du kan få øje på. Mens vi snakker om klima, miljø og social retfærdighed, fylder vi kommoden, køleskabet og stuereolen med ting og sager, hvis bæredygtighedsstatus vi overhovedet ikke kender.

Har vi for travlt og handler ind med hovedet under armen? Måske.

Bæredygtigt offentligt forbrug

For offentlige indkøbere findes der dog ingen undskyldning, årvågenhed er simpelthen en del af jobbet. Og da det offentlige køber ind for over 300 milliarder om året, findes der her et stort uudnyttet potentielle i kampen for en mere bæredygtig udvikling.

Her er det vigtigt at bemærke, at den grønne omstilling ikke er i fuld gang – tværtimod stiger udledningen af drivhusgasser, arter udryddes som aldrig før, og ifølge forskerne bag det såkaldte Økologiske Fodaftryk forbruger vi på verdensplan i disse år ressourcer svarende til 1,7 planeter. I Danmark er vores ressourceforbrug så højt, at der er brug for fire jordkloder, hvis alle skal leve som os. Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at vi må nedbringe det drastisk. 

Ret skal være ret, mange kommuner arbejder med bæredygtighed og grønne indkøb. I Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb forpligter en række af landets kommuner sig til at følge konkrete indkøbsmål. Hovedparten af indkøbskravene forekommer dog yderst trivielle. Eksempelvis stilles der krav til, at legetøj til aldersgruppen 0-6 år »skal være uden ftalater, bromerede flammehæmmere, sundhedsskadelige tungmetaller, organiske opløsningsmidler, kræftfremkaldende azofarvestoffer, formaldehyd og parfume- og duftstoffer.« Ærlig talt, det manglede da bare!

Desuden er det en temmelig vanskelig opgave – for hvornår er en virksomhed egentlig bæredygtig? Og hvordan afgør vi, om det ene søm er mere bæredygtigt end det andet?

Det er svært at sige, faktisk ved vi det overhovedet ikke. Selv om det er indlysende, at forbrugere, investorer og offentlige indkøbere er selve nøglen til en bæredygtig omstilling, så har vi endnu ikke formået at udvikle værktøjer, der for alvor er i stand til at guide vores investeringer og forbrug i en bæredygtig retning.

Umuligt at sammenligne virksomheder

Alle store virksomheder producerer i dag en eller anden form for bæredygtighedsrapport. Det skal de, sådan er loven. Loven siger dog ikke særlig meget om, hvad rapporterne skal indeholde. Der er stort set frit spil. Og selv om der findes internationale rapporteringsstandarder, som mange virksomheder læner sig op ad, så siger de ofte meget omfangsrige rapporter nærved intet om virksomhedens eller deres produkters bæredygtighedsstatus.

En nylig undersøgelse fra PwC viser, at 79 procent af investorerne er utilfredse med deres nuværende muligheder for at sammenligne bæredygtighedsrapporter fra virksomheder. Og et af de mest grundige og omfattende studier af virksomheders samfundsansvar – det såkaldte IMPACT-studie – konkluderer, at de nuværende rapporteringsmetoder ikke gør interessenter i stand til at vurdere eller sammenligne virksomhedernes sociale og miljømæssige indsats.

Ud over bæredygtighedsrapporter udarbejdet af virksomhederne selv producerer mange af de store internationale aktieanalyseinstitutter ranglister, hvor de på baggrund af såkaldt ESG-data (ESG står for environmental, social og governance) forsøger at give investorer overblik over, hvilke virksomheder der klarer sig bedst på bæredygtighed.

Disse ranglister er imidlertid ikke særlig pålidelige. Eksempelvis viser et studie, at mange af de amerikanske virksomheder, der scorer højest på analyseinstituttet MSCI’s anerkendte ESG-rangering, har en særdeles aggressiv skattepolitik og gør flittig brug af skattely og derved undlader at betale for deres del af den grønne omstilling.

Et andet eksempel er, at MSCI sidste år havde Tesla helt i top af deres ESG-liste over bilproducenter, hvorimod et andet anerkendt analyseinstitut, FTSE, havde Tesla i bunden af deres liste. Et studie fra 2015 viser, at større analyseinstitutter kun er enige i omkring en tredjedel af de uddelte ESG-scores, på trods af at de er baseret på samme datasæt.

Der er brug for pålidelige og offentligt tilgængelige værktøjer, der gør forbrugere, indkøbere og investorer i stand til at vurdere og sammenligne virksomheders og produkters bæredygtighedsstatus for alle brancher. Og det bliver svært. Det kræver en grundig diskussion af, hvordan vi skal afveje umiddelbart usammenlignelige værdier som affald, CO2 og skattebetaling mod hinanden.

Inden vi for alvor kan komme i gang med at betale de grønne regninger, vi har ignoreret i årevis, har vi brug for at kunne skille de bæredygtige virksomheder og de grønne produkter fra dem, der blot fremstiller sig som bæredygtige, men ikke er det. Blindebuk er en sjov selskabsleg – men bæredygtig omstilling kræver viden og overblik, ikke famlen rundt i blinde.

Mens vi venter

Vi skal naturligvis ikke sidde på hænderne indtil disse værktøjer er udviklet, der er meget, vi kan gøre. Et godt sted at starte er at kræve her og nu-løsninger frem for 20-30-årsplaner. Eksempelvis bør regeringen med øjeblikkelig virkning indføre et grønt omprioriteringsbidrag, der tvinger alle kommuner og statslige institutioner til årligt at reducere deres CO2-aftryk og affaldsmængde med fem procent. De kommuner og institutioner, der ikke kommer i mål, straffes økonomisk, hvorimod de, der kommer længere, belønnes.

Regeringen, Folketinget og Kongehuset bør naturligvis gå forrest med elbiler og kulstofkompensation – de kan såmænd sagtens være CO2-neutrale allerede fra i år, det er udelukkende et spørgsmål om vilje.

Politikere, erhvervsliv og investorer har i årevis ageret klimagratister – grønt er fedt, bare det er gratis. Den leg må stoppe nu og erstattes af vilje til at levere viden og villighed til at bære omkostninger. Det er ikke for sent at gøre noget, men det er på høje tid.

Claus Strue Frederiksen er ph.d. i filosofi, bæredygtighedskonsulent i biotekvirksomheden Gubra og forfatter til Kæmp for Kloden.

Frank Hvid Petersen er cand.polit. og tidligere investeringschef og stifter af virksomheden Earlybird Research & Education.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • erik pedersen
  • Lillian Larsen
  • Thomas Tanghus
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • John Hansen
  • Jens Flø
Morten Lind, erik pedersen, Lillian Larsen, Thomas Tanghus, Claus Bødtcher-Hansen, John Hansen og Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det er svært at være uenig i hovedpointen.

Men er el-biler i virkeligheden bæredygtige, når der skal regnes materialeforbrug ud for elbilen og skrot-omkostninger for brændstofbilen ud. Og ikke mindst det fremtidlige forbrug af strøm til elbilens forbrug, som også skal fremstilles.
Mange af de skrottede bil-dele ryger på deponi i såkaldt shredderaffald. Det vil kort sagt sige, at de genanvendelige dele sorteres fra og de ikke-genanvendelige dele - altså dele som det økonomisk ikke kan svare sig at genbruge - bliver gravet ned i jorden. Er det bæredygtigt at deponere tonsvis af affald ugentlig i jorden? Det tror jeg ikke.

Omstillingen kræver omstilling i hele vores måde at tænke på, og det er svært. Og det skal gå stærkt nu. Men at satse på individuel biltransport i frmtiden, det er ikke nogen rigtig omstilling. Det er lappeløsninger, som vi ikke har råd til. Og som kloden ikke har råd til.

Morten Lind, Denise Krogsbøll, Lillian Larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Det er samme gamle svada, som man så ofte hører, pånær idéen om et nyt omprioriteringsbidrag. Hvordan skulle vi sikre os at det "grønne" omprioriteringsbidrag ikke skulle foranledige kommuner til at skære i det sociale sikkerhedsnet? Så har vi hurtigt en situation, hvor venstrefløjen ville blive splittet yderligere, da den grønne omstilling i praksis hverved ville blive neoliberal.

Det er en falliterklæring, hvis man tørrer statens eget ansvar af på kommuner og forbrugere. Vi hører ofte, at produkter skal flage mere med deres klimavenlighed. Man antyder herved at klimakrisen delvist skal løses ved at man regulere efterspørgsel i stedet for udbud. Det må grundlæggende være fordi at staten - i disse neoliberale tider - ikke tør at gribe ind i selve produktionen. Det er ellers den mest åbenlyse løsning. I stedet deltager mange kommentatorer i kapløbet for implicit eller eksplicit at give forbrugerne skylden. Herved opstilles en helt ny grøn dydighedsøkonomi, hvor de "gode" forbrugere, der har råd til dyre og klimarigtige produkter, kan få social status på bekostning af den ignorante, fattige pøbel, der måske stadig synes at en hakkebøf er bedre end de der hybride, multi soya produkter, man kalder "plantefars" og sælger til samme kilopris som oksekød, selvom der altså ikke er gået 10 kilo korn på dets produktion. Konsekvensen er et samfund, hvor vi stadig tilbeder tomme status symboler, hvor blot jernalderens elite udtryk såsom edsringen, farvet stof, eller det ornamenterede sværd nu erstattes af det 'etiske' forbrug, som symbol og bevis på individets overlegenhed ifht resten af fællesskabet.

Omstillingen kræver en socialt bevidst indgreb i produktionen. Ellers forlader vi os på at bygge en ideologiseret moral økonomi, hvor det "grønne" forbrug underkastes individets behov for at udtrykke sin dyd og status for andre.

Morten Lind, Christel Gruner-Olesen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Det er jo en af illusionerne vi lever i.
Det samme gælder jo vores pligter ang. at fravælge de u kvalificerede og u-etiske i den fri konkurences navn.
Men vi må ikke vide hvem vi støtter med vores skattekroner, under påskud af at vi ikke skal have agt indsigt, da det ville være konkurrence forvridende. Det er sluder der ikke giver mening.
Når man fravælger en u etisk arbejdsgiver, så får de tvangsudskrevet en ny med mine skattekroner i løntilskud. Hvad fanden hjælper det så man lever op til sine pligter og ansvar, når staten kun latterliggør en for det.

Deres ideer om bæredygtig produktion, vil på samme måde saboteres indefra, med diverse tilskud og kompensationer til erhvervslivet så evt virkninger af afgifter og andre tiltag ophæves igen, på vores regning.

Hvis man vil starte nu, så skulle man ligge Kilometer afgift på vare. Så jo længerer du vælger at transportere produkter fra produktions sted jo dyre bliver de. Og det uden at kompenserer erhvervslivet med skattekroner, så det alligevel ikke bliver fordyrende at tænke i at lukke fabrikken i DK for at åbne en ny i Kina.

Hvis det halve eller mere af prisen på regnskovstræ var transport gebyr, så fandt vi nok et alternativt materiale at bruge her i EU f.eks.
Så jeg tror det mest effektive sted at starte er, at få stoppet alt den unødvendige fragt, der kommer af at det kan betale sig at forurene.

Morten Lind, Jens Larsen, Christel Gruner-Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lillian Larsen, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

jeg synes, at det forslag om nutidige/samtidig indgreb mod CO2-udledningen er rigtigt for udviklingen af de næste danske politiske 3 år, altså at der udover den langsigtede
plan også kommer en kortsigtet plan med små og større ændringer for prisen ved klimabelastende varer.

Søren Winther Lundby

Helt enig i behovet for et “sammenligningsværktøj”. Lang historie kort: Det kommer kun til at fungere hvis man lægger en dækkende taksonomi til grund, én som dækker helheden, som efter min bedste vurdering må rumme alle væsentlige kategorier indenfor globalisering & bæredygtighed. Vi kan godt måle og lave præcise sammenligninger. Men vi få aldrig klare målinger og sammenligninger med mindre vi har en klar angivelse af hvad vi måler og sammenligner, og hvordan.

Atletik er et ord men flere ting. Dog er atletik en så entydig størrelse, at der ikke er tvivl om hvad og hvordan der skal måles og sammenlignes. I højde- og længdespring finder vi målebåndet frem. Og i 100 meter og 10.000 meter løb er det stopuret. I 10-kamp, som går på tværs af de enkelte discipliner, har vi et pointsystem som i sidste ende hviler på sekunder og centimeter i fe enkelte discipliner.

Bæredygtighed er også ét ord, men myriader af processer, der som en vandseng er påvirket af tryk andre steder. Alt hænger sammen med alt. Og vi er i disse dage i en pinligt tidlig fase i vores forståelse af, at bæredygtighed ikke kan indsnævres til ét eller få områder. Det kan det især ikke i vor tid, fordi de kræfter vi som art har sluppet løs - med en kapitalistisk produktionsform - er så enorme, at kun en delmængde af disse processer fortsat skal bevæge sig i forkert retning for at homo sapiens stempler ud i løbet af få generationer.

Homo sapiens kan - med vores jærger-samler-hjerner - overskue atletik, men næppe overskue de egentlige konsekvenser af en global produktion, som bl.a. resulterer i produktionen af 190.000 nye biler - hver dag.

Morten Lind, Lise Lotte Rahbek og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar