I disse dage forhandles der på livet løs om næste års finanslov, og der er ikke meget at sætte næsen op efter, hvis man er hjemløs.
Dog har de hjemløses tænder fået noget opmærksomhed. Desværre sker det på et tilsyneladende uoplyst grundlag, og det giver sjældent de bedste beslutninger.
I dag er det sådan, at langt de fleste hjemløse kan få langt størstedelen af udgifterne til tandbehandling betalt, hvis kommunen ellers bruger loven, som den er tænkt.
Kommunerne har gode muligheder for at hjælpe hjemløse og andre fattige med at få betalt tandlægeregningerne. De bruger bare alt for sjældent muligheden. De er for nærige, kender ikke lovgivningen godt nok og er generelt ikke interesserede i at få et godt ry i hjemløsekredse.
Kommunen skal betale
Hvis en hjemløs går til kommunen og beder om økonomisk støtte til at få lavet sine tænder, vil kommunen bede ham om at gå til tandlægen for at få vurderet, hvad det vil koste at få lavet det, der skal til. Det kaldes et prisoverslag.
De vil formentligt sige, at han selv skal betale for at få det prisoverslag, og at der er en egenbetaling på 600 kr., som typisk kan finansiere overslaget. Det kan kommunen imidlertid sagtens betale for.
Principafgørelse 90-15 fra Ankestyrelsen slår fast, at kommunen skal finansiere tandbehandlingen for »personer, som ikke har økonomisk mulighed for at afholde udgiften«. Prisoverslaget betragtes som en del af den samlede behandling.
Den hjemløse kan med den rette kommunale vejledning altså gå til tandlægen og få et overslag på, hvad der skal laves, og hvad det koster. Det går den hjemløse tilbage til kommunen med.
I de kommuner, der rådgiver deres borgere korrekt, vil de give den hjemløse besked om, at kommunen betaler 65 procent af tandlægeregningen. De sidste 35 procent af regningen skal den hjemløse selv betale. Dog kan han søge om, at kommunen også betaler denne del, hvis han ikke selv har mulighed for at betale efter loven om aktiv socialpolitik.
Finansieret med kviklån
For en måneds tid siden var der en sag fra Syddjurs Kommune, der viste, at kommunen ikke havde rådgivet Anette Christensen, en borger på kontanthjælp, korrekt.
De havde rådet Anette til at tage et kviklån for at finansiere tandlægeudgifterne i stedet for at oplyse om muligheden for, at hendes egenfinansiering også kunne være en kommunal udgift.
Efter lidt medieomtale viste kommunen sig pludselig lidt mere velvillige til at leve op til sine forpligtelser om at levere en ’helhedsorienteret vejledning’ om borgerens rettigheder og muligheder for at få hjælp.
Det endte med, at størstedelen af de 35 procent, hun som udgangspunkt selv skulle betale, blev lånt til hende af kommunen. Den såkaldte egenbetaling på 600 kr. betalte de også.
Hvis den hjemløse skal have betalt sine 35 procent af regningen og også sin årlige egenbetaling, skal han have et så lavt rådighedsbeløb, at han kan kaldes fattig, og han skal ikke have mulighed for at spare op eller betale af på et lån, sådan som kommunen i første omgang vurderede, at Anette havde mulighed for.
I nærværende forhandlinger er der fremsat et forslag om at afsætte 60 millioner om året i årene 2020-2023 til tandpleje for de mest udsatte grupper.
Pengene smøres tyndt ud over alle kommuner, og det bliver en ’kan-bestemmelse’ frem for en ’skal-bestemmelse’. Hvis kommunerne gør, som de plejer, gør de ingenting og håber på, at ingen fattigfolk kender loven.
Opsøg hjemløse
Der går også rygter om, at en del af pengene skal gå til socialpædagogisk personale, der kan hjælpe udsatte borgere med at komme til tandlæge. Det har kommunerne allerede i dag mange muligheder for at gøre. For eksempel via en mentor, en støttekontaktperson eller en bostøttemedarbejder.
På Frederiksberg bruger man denne opskrift. Her opsøger man hjemløse, tager dem i hånden og hjælper med både tandlægeskræk og papirarbejde. Der er også andre kommuner, der har gode erfaringer med specialindsatser på området. For eksempel fik Svendborg Kommune fra 2013 til 2015 satspuljemidler til et projekt, som gav imponerende resultater.
Tag dog udgangspunkt i de gode erfaringer og modeller, der er. Få dem til at leve i andre kommuner, hvis ønsket er at hjælpe hjemløse og udsatte med at få smil på læben og fast føde i munden. Pengene skal ikke foræres bort til noget, kommunerne i forvejen er forpligtet til at betale for.
Hvis staten vil give ekstra penge til området, kunne man starte det mest oplagte sted: at lægge op til at kommunerne skal lave en indsats som på Frederiksberg og i Svendborg. Skal. Ikke kan.
Man kan også vælge at gøre prisoverslaget og egenbetalingen gratis for hjemløse. Det ville betyde mindre bureaukrati og større gennemsigtighed og formentlig flere hjemløse, der får mod på at få lavet tænder og på den måde komme videre i tilværelsen.
Ask Svejstrup er sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation
