Kommentar

Hvorfor tolererer vi, at børn meldes ind i en tradition, de ikke selv har valgt?

Dette er historien om en institution i vores samfund, som danskerne finder sig i, at de ikke selv vælger, om de vil være en del af, skriver Carsten Dibbern i dette debatindlæg
Som 13-årig bliver du og dine klassekammerater forberedt til det fortsatte medlemskab af Socialdemokatiet. Det er noget alle de andre deltager i, og du vil nødig skille dig ud ... De fleste vil sikkert finde, at en sådan favorisering af et politisk parti er urimelig. Min påstand er, at de færreste overhovedet overvejer folkekirkens tilsvarende position i vores kultur og samfund, skriver Carsten Dibbern i denne kommentar.

Som 13-årig bliver du og dine klassekammerater forberedt til det fortsatte medlemskab af Socialdemokatiet. Det er noget alle de andre deltager i, og du vil nødig skille dig ud ... De fleste vil sikkert finde, at en sådan favorisering af et politisk parti er urimelig. Min påstand er, at de færreste overhovedet overvejer folkekirkens tilsvarende position i vores kultur og samfund, skriver Carsten Dibbern i denne kommentar.

Susanne Mertz

Debat
30. november 2019

Dine forældre melder dig ind i Socialdemokratiet, inden du fylder ét år. Det er ikke noget problem, for du får lejlighed til senere selv at bekræfte dit tilhørsforhold til partiet.

Socialdemokratiet har ritualer for indmeldelse, og hele familien og alle vennerne er inviteret. Det er en af den slags invitationer, man ikke kan sige nej til. Selv om man ikke er enig med socialdemokraterne, møder man op. For sådan er det!

En eller flere fra omgangskredsen får det ærefulde hverv at være opdrager. Hvis der skulle ske dine forældre noget, inden du bliver voksen, så påhviler det opdragerne at sørge for, at du bliver oplært til at være en god socialdemokrat.

Som 13-årig bliver du og dine klassekammerater forberedt til det fortsatte partimedlemskab. Det er noget, alle de andre deltager i, og du vil nødig skille dig ud. Du er heller ikke gammel nok til at have væsentlig indsigt i politik – men der bliver stor fest med gaver.

Din far og mor er ikke helt enige om Socialdemokratiet. Din mor er ivrigt medlem. Det er din far ikke. Du har ikke meget forstand på Socialdemokratiet, men du har forstået, at det vil give mindst ballade i familien, hvis du bekræfter dit medlemskab. Du er i dit stiveste puds, da du siger ja – og alle er glade.

Rundt omkring i de nærliggende huse og restauranter bliver de unge menneskers indtræden i de socialdemokratiske rækker fejret denne weekenddag. Det foregår weekend efter weekend hele foråret, over hele landet.

Rødt bryllup

De følgende år bliver du mere loren ved dit medlemskab, som du flere gange overvejer at afslutte. Men det bliver ikke rigtig til noget. Du har hørt, at udmeldelse kræver, at du skal op på partikontoret, hvor du vil blive udspurgt af den lokale partiformand. Det har du ingen lyst til.

Efter yderligere et par år møder du Lis, som du bliver stormende forelsket i. Først efter den første forelskelse har lagt sig, finder du ud af, at hun er aktiv i partiet. Ikke at hun render til partimøder hele tiden, men hun er langt mere engageret end du. Det går op for dig, at hvis du vil have hende, så skal du fri til hende – og det skal være et rødt bryllup. Det har hun altid drømt om, siger hun.

Du indvilger – du er nemlig meget glad for hende. Så du ser dig selv, igen i dit stiveste puds, blive forenet med din elskede af den lokale partiformand og hører ham sige ting, som ikke giver nogen mening for dig. Igen er familien og alle vennerne inviteret, og de møder stort set alle op i partiets festsal. Alt andet ville da også være uhøfligt.

Og hvis sandheden skal frem: Det er de færreste, der lægger mere i det end det stemningsfulde og traditionsbundne. Socialdemokratiets ritualer er ikke noget, man skal tage stilling til. Det er bare noget, man deltager i. Det er så hyggeligt. Den efterfølgende middag og fest er i øvrigt meget farvestrålende og dejlig – og faktisk stort set ikke inficeret med partisange eller paroler.

Et par år efter brylluppet bliver din kone gravid. I er begge glade; det er et ønskebarn. Din kone begynder at finde den røde kjole frem, som hun selv havde på, dengang hendes forældre meldte hende ind i partiet. Du vil egentlig gerne diskutere, om det er nu, man eventuelt kan bryde kæden, men du ved uden at spørge, at det er det nok ikke.

Kultursocialdemokrat

Der er ikke så mange, der interesserer sig for Socialdemokratiet til hverdag, men mange tager hen til partiet juleaftensdag, fordi det er en tradition – og er så stemningsfuldt.

Senere samme aften, når alle danser om juletræet med de mange partisymboler på grenene og en rød rose på toppen, synger I også de gamle partisange. Der er jo mange forskellige, men »Når jeg ser et rødt flag smælde« skal I altid have.

Du har et par gange spurgt din kone, om I kunne lave noget andet i juleferien end at hylde partiet. Men i begyndelsen sagde hun, at det ville være synd for jeres forældre – nu vil det være synd for børnene. Børnene vil senere i livet ræsonnere, at de også hellere må blive hjemme i julen og fejre partiet – af hensyn til deres forældre.

Din far døde for nylig. Han var som nævnt ikke rigtig socialdemokrat, men din mor ville gerne have, at det blev en begravelse som alle andre. Det skal være efter de socialdemokratiske traditioner, sagde hun. Der er også det praktiske aspekt, tilføjede hun. Hvis han ikke kan komme i socialdemokratisk jord, hvor skal han så begraves?

Alle mødte frem til begravelsen. Den var meget fin med røde roser over det hele.

Nu venter du på, at det bliver din tur.

De fleste vil sikkert finde, at en sådan favorisering af et politisk parti er urimelig. Min påstand er, at de færreste overhovedet overvejer folkekirkens tilsvarende position i vores kultur og samfund. Vi bør afskaffe Folkekirken som statskirke.

Carsten Dibbern, chefkonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Det er et mærkeligt problem, vi har her. Indoktrinering tolereres. Siger man det højt, bliver man straks kritiseret for at tale ned til folk.
Er helt enig med C.D., men når 70% af befolkningen elsker at lade sig indoktrinere, er der ikke meget at gøre.

Hanne Ribens, Anders Graae, Hans Houmøller, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Jeg har gennem mit arbejde i mange år protesteret imod, at eleverne brugte den bedste undervisningstid, morgentimerne, på konfirmationsforberedelse, men det er ikke til at trænge igennem og blive hørt i det embedsværk og de politikere, der kommunalt godkender det.
Seneste skud på stammen er det såkaldte “minikonfirmand”.
- Undervisningen er frivillig og ikke nødvendig for at blive konfirmeret.
- Undervisningen foregår i fritiden, gerne lige efter skoletid.
- Alle børn i aldersgruppen kan deltage, uanset om de er døbt eller ej.
Suk.

Hanne Ribens, Anders Graae og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hans: Nej, selvfølgelig får en lærer ikke ret til noget i den retning. Folket har talt. Lovgivningen fungerer.
Undervisning er ideelt set oplysningsvirksomhed, men at undervise i kristendom og ikke i antikristendom, er et valg, og folket har talt igen. Der skal undervises i det, vi går ind for. I matematik kan man godt undervise i det, vi alle går ind for, netop alle, men kristendommen er kun et lille udsnit af alle de sandheder, der florerer. En lærer skal således undervise i en højst diskutabel sandhed, der fra statsmagtens, folkets, side udbasuneres som Sandheden. Det gør, at der aldrig bliver undervist i, hvad det vil sige at være menneske i en forvirrende verden fuld af modsætninger. Man kunne jo sige, at i virkeligheden ved vi ikke noget, og at det er et udmærket udgangspunkt for videre overvejelser. Det gør man ikke, og hvorfor ikke? Nej, man har nemmerlig fortalt folk, at hvis ikke børnene oplæres i den kristne tro, skvatter det hele sammen, og vi havner nede på dyrestadiet, nemlig. Det vil ateisterne gerne have, og derfor være de forbandet.
Man kan lave en rangliste over respektable mennesker, og nedenunder sigøjnere og jøder ligger vi ateister, og der ligger vi godt, synes flertallet.