Læserbrev

Juridisk kønsskifte er et rod af nonsens

Juridisk kønsskifte er i praksis et stort problem, for eksempel i kriminalforsorgen. Det burde afskaffes både på grund af den juridiske og generelle forvirring, det skaber i samfundet, skriver forfatter Birgit Bertung i dette debatindlæg
Debat
28. november 2019

Folketinget må indse, at følelser ikke afgør kønnet, og at indførelsen af juridisk kønsskifte dermed var en fejl.

Som isoleret fænomen har det ikke den store betydning, men hvis det bliver almindelig anerkendt, at følelser kan fortrænge virkeligheden og sprogets logik, bliver det katastrofalt. Dette forhold er overset i den løbende diskussion, men uden det bliver samtalen meningsløs, og tilliden mellem mennesker forsvinder. Det har intet som helst at gøre med aversion mod nogen.

Sprogets konsekvente logik er lige så gammel som Aristoteles. Det har således også vist sig i praksis, at ignorerer vi generelt logikken ved inkonsekvent at betegne ’en mand’ som ’en kvinde’, havner vi i et rod af nonsens.

Kort efter indførelsen af juridisk kønsskifte blev det modsagt af juraen selv, da en dommer slog fast, at en person, der har født et barn, ikke kan opføres som far på fødselsattesten. Dernæst blev en person med mandlige kønsorganer, som var anklaget for grov voldtægt af flere kvinder, nægtet at afsone i et kvindefængsel.

Fejlen ved at konstruere et begreb som juridisk kønsskifte ligger i, at det fysiske køn er den faktuelle kendsgerning, som personnummeret viser, mens den psykiske kønsbevidsthed stadig er åben for en række spørgsmål: Findes der en absolut adfærd, som er gældende for henholdsvis alle mænd og alle kvinder? Eller er det relativt, men hvor en vis sandsynlighed hersker? Eller er det totalt individuelt og skyldes blot påvirkning fra kulturen?

Hvad der ligger i begreberne mandlig og kvindelig i dag, står efter min opfattelse hen i det uvisse. Derfor er juridisk kønsskifte både misvisende og overflødigt.

Af Birgit Bertung, forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Og hvis ikke vi har styr på grammatikken og kan putte alting i kasser, UDBRYDER KAOS!!!

Sproget skal sgu nok klare sig. Og hvis vi endelig skal bekymre os om folk der gør grimme ting i fængsler, bør vi nok ikke undlade at betragte konsekvenserne af at sætte transkvinder i mandefængsler.

Kim Øverup, Thessa Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Tjah, og hvad så med os transmænd? Skal vi så sættes i kvindefængsel? Jeg garanterer for, at INGEN vil synes, det er bedre end transkvinder i samme. Er det her et virkeligt problem i Danmark, eller hvad?

Når man har problemer i udlandet, handler det måske mere om problemer med fængslerne end de transkønnede. Vi er her nu en gang, og det er myndighederne nødt til at håndtere. Og det tror jeg, gør det godt langt hen ad vejen.

Thessa Jensen, Clara Hein Damgaard og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

Måske er der brug for tilstrækkeligt personale i fængslerne, så alle indsatte ydes fornøden beskyttelse mod andre indsatte. Mig bekendt forekommer der også fængsler hvor mænd, der er dømt for vold mod mænd, er i afdelinger med andre mænd. Jeg forstår at kvinder har behov for beskyttelse, men det er altså ikke kun kvinder, det har alle mennesker.

Tak til den pågældende dommer for at stå vagt om kvinders rettigheder, så det ikke går som i UK
https://www.bbc.com/news/uk-england-leeds-45825838

Det er jo det glade vanvid at argumentere for voldtægtsmænds ret til at sidde i kvindefængsel

Der er to biologiske køn, det er virkeligheden, lad os forholde os til det når der skal administreres og laves papir.

Herefter skal man selvfølgelig tage hensyn til folk følelser, men virkeligheden er nu en gang som den er.