Kommentar

Det ville klæde Cepos også at være kritiske overfor deres egen velfærdsmedicin

Når Cepos kalder på en kritisk og evidensbaseret debat om velfærd, er det værd at støtte op om. Man kunne dog ønske sig, at Cepos var lige så kritiske, når de liberalistiske forslag kom på bordet, skriver læge Christian Wegener Jørgensen i dette debatindlæg.
5. november 2019

Mange tak til specialkonsulent i CEPOS Jonas Herby for gennem læge- og samfundsvidenskaben at rette et kritisk blik på brugen af mentorordninger i sin kommentar den 26. oktober.

Som engageret samfundsborger er jeg ligesom Jonas Herby oprigtigt interesseret i at skelne mellem, hvilke tiltag der lyder godt, og hvilke der faktisk er gode. Det sidste kan selvsagt blive en lang diskussion, men som jeg forstår Jonas Herby, er vi enige om, at vi skal »forsøge at hjælpe de mest udsatte«.

Jonas Herby lægger op til at gå såkaldt evidensbaseret til samfundsvidenskaben og inddrager et forsøg fra 1939, der oprindeligt er udtænkt af lægen og filantropen Richard Clarke Cabot. I forsøget viste det sig, at en mentorordning enten ikke havde nogen effekt eller endda forværrede resultaterne for interventionsgruppen – altså dem, som fik en mentor.

Jeg er personligt ingen ekspert på området, hvilket jeg heller ikke antager, at Jonas Herby er, men efter at have gransket det refererede »Cambridge-Somerville Youth Study« synes det klart at besidde store metodiske vanskeligheder. Det ville også være mærkeligt andet. Det var trods alt det første af sin art, og interventionsperioden løb samtidig med en verdenskrig, hvilket betød, at mange af mentorerne droppede ud.

Mentorerne havde heller ikke nogen specifik træning eller uddannelse. Men som jeg læser Herby, så er hans pointe heller ikke, at mentorordninger som sådan altid er spild af penge, men snarere at effekten af dem er usikker, og at de måske faktisk kan have negative effekter. Vi ved det dog ikke, og derfor er der behov for at gå varsomt frem og lave ordentlige, videnskabelige evalueringer.

Herby refererer også et skræmmende eksempel på noget, som lød godt, men bestemt ikke var det – nemlig Thalidomid.

Thalidomid blev produceret af det vesttyske medicinalfirma Grünenthal og var på markedet i Vesttyskland fra 1957 til 1961, hvor det forårsagede tusinder af fostres død og manglende udvikling af lemmer. Heldigvis var der i både DDR og USA grundige offentlige kontrolsystemer, som modstod fristelsen til at godkende Thalidomid.

Presset for at markedsføre præparatet var stort i USA, men der blev ikke givet markedsføringstilladelse til Thalidomid i USA – takket være en standhaftig læge i FDA ved navn Frances Kelsey.

De skrappe markedsføringstilladelser, Herby selv refererer til, er dog ikke kommet til verden, fordi industrien har efterspurgt dem eller lavet dem selv. De er kun blevet til på grund af et rimeligt krav om evidens og sikkerhed fra offentlige myndigheders side. Havde de såkaldt frie markedskræfter rådet, havde der ganske givet været endnu flere af sådanne skandaler.

Evidens for, lighed virker

Når Jonas Herby efterspørger evidensbasering på velfærdsområdet, er der grund til at slutte op om dette. Det kan være besværligt og dyrt, men det er pengene værd. Det ville derfor også øge Cepos’ egen troværdighed, hvis de selv gik kritisk til værks over for deres egen liberalisme. Er der f.eks. evidens for, at privatisering er godt?

VIVE’s rapport fra 2014 »Dokumentation af effekter ved konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver« tyder ikke på, at konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver højner kvaliteten, sænker prisen eller kommer almenvellet til gavn.

Evidensen peger derimod på lighed som den vigtigste faktor, hvis et samfund skal være et godt samfund for flest mulige borgere. Her er der primært tale om lighed i indkomst og uddannelse. Det er veldokumenteret af Wilkinson og Pickett i bogen The Spirit Level – Why Equality is Better for Everyone.

Herhjemme har professor Signild Vallgårda netop udgivet bogen Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed? med stort set samme konklusion.

Mit håb er, at Cepos for fremtiden vil være lige så kritiske over for offentlige tiltag, der (måske) er gode, som over for liberalistiske forslag. Det kan godt være, at vækst, konkurrenceudsættelse, topskattelettelser og frie markedskræfter lyder godt, men er det også godt?

For at blive ved Herbys case med Thalidomid, så var det vist meget godt, at relativt stærke, kritiske, statslige institutioner i USA i sin tid holdt den profitjagende medicinalindustri tilbage fra markedet.

Spørgsmålet er, om Cepos selv forholder sig kritisk til sin egen velfærdsmedicin. Og til os andre er spørgsmålet, om vi selv er villige til at underlægge vores teorier en kritisk videnskabelig prøvelse. Jeg ser det som en nødvendighed, for kun med ordentligt indsamlet viden om samfundet kan vi skabe grundlaget for evidensbaserede beslutninger til gavn for flest mulige mennesker.

Christian Wegener Jørgensen, praktiserende læge og medlem af Enhedslisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Morten Wieth
  • lars søgaard-jensen
  • Katrine Damm
  • Hans Ditlev Nissen
  • Bjarne Jensen
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ingolf Bent Skipper
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Morten Lind, Morten Wieth, lars søgaard-jensen, Katrine Damm, Hans Ditlev Nissen, Bjarne Jensen, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Ingolf Bent Skipper, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu