Læserbrev

Københavns Kommune: Vi har ikke stoppet vores målrettede klimaindsats

Københavns Kommune boykotter ikke det nationale energimærke. Vi har dog ansøgt om at blive fritaget fra ordningen for i stedet at investere i andre konkrete energiforbedringer, skriver Mikala Haag Kreiser, direktør i Københavns Ejendomme og Indkøb i dette debatindlæg
Debat
29. november 2019

Det er ikke korrekt, når Karsten Mehlsen i Information den 14. november skriver, at Københavns Kommune har stoppet de målrettede indsatser for at spare energi i kommunens bygninger. Borgerrepræsentationen har besluttet at nedbringe energiforbruget i kommunens bygninger med 40 procent frem mod 2025.

Den beslutning arbejder vi hver dag på at føre ud i livet. Samtidig er det sund fornuft at spare på skattekronerne ved at begrænse brugen af lys, vand og varme. Og det går heldigvis fremad – til gavn for både klima og økonomi.

Påstanden om, at Københavns Kommune har boykottet det nationale energimærke, er heller ikke korrekt. Dog har vi ansøgt om at blive fritaget fra ordningen. Det har vi, fordi vi vurderer, at det skaber mere værdi at investere i konkrete energiforbedringer end i certificeringer. Vi fortsætter dog med at energimærke vores bygninger, indtil vi eventuelt bliver fritaget.

Siden 2010 har politikerne på Københavns Rådhus afsat mere end 700 mio. kr. til at mindske energiforbruget i kommunens ejendomme. Det betyder blandt andet, at vi i dag har energirenoveret en stor del af kommunens tekniske anlæg. Vi har også fået et moderne og centralt overvågningssystem, hvor vi holder øje med forbruget af el, vand og varme i kommunens bygninger og anlæg. Dermed kan vores teknikere reagere hurtigt, hvis de opdager uhensigtsmæssige udsving.

Systemet bruges også til at planlægge energibesparende indsatser, så der eksempelvis automatisk skrues ned for varmen i ferier. Af andre aktuelle tiltag er vi i fuld gang med at udskifte lyset i en stor del af vores ejendomme, så der fremover kun vil være klimavenlig LED-belysning. Energioptimering er desuden også en naturlig del af arbejdet, når kommunens bygninger løbende bliver renoveret.

Effekten af indsatsen er også til at få øje på. Siden 2010 er det samlede energiforbrug fra kommunens bygninger nemlig reduceret med knap 20 procent. Jeg så selvfølgelig gerne, at energirenoveringerne var sket endnu hurtigere, så vi var endnu tættere på 2025-målet i dag. Men vi må også erkende, at det ikke er muligt at skrue yderligere op for tempoet under det nuværende anlægsloft. I København har vi dog fortsat fuldt fokus på at nedbringe vores energiforbrug.

Mikala Haag Kreiser er direktør i Københavns Ejendomme og Indkøb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her