Medierne – og nogle politikere – har på det seneste koncentreret sig om udbuddet af en skattefinansieret digital taleradio. Man kunne få det indtryk, at medieverdenen var på randen af et sammenbrud, fordi godt en halv million ugentlige lyttere blev tvunget væk fra deres yndlingskanal.
Men der er en langt mere alvorlig krise under opsejling. Den berører mere end to millioner mennesker, som hver uge læser deres lokale gratisomdelte ugeavis. Der er over 200 af slagsen fra Cityavisen i København over Elbobladet i trekantområdet til Vesterhavsposten. I snesevis af lokalsamfund er ugeavisen den eneste lokale avis, og indtil for nylig bugnede den af annoncer.
Ugeaviserne blev i årevis anset for det stabile, sikre indtjeningskort i printøkonomien. Det gør de ikke mere. Sidste år faldt annonceomsætningen med over ti procent, og i år styrtdykker tallene. Det har ført til masseafskedigelser i landets næststørste dagbladsvirksomhed, Jysk-Fynske Medier, der ejer 53 ugeaviser med over 800.000 læsere. 150 stillinger nedlægges, knap 100 mennesker afskediges.
Forklaringen har intet med journalistik at gøre. Den er uhyggelig enkel. Efter at have rundbarberet dagbladenes annoncebudgetter med et par milliarder er ikke mindst Google og Facebook taget på landet, hvor de store digitale annoncemejetærskere for alvor er begyndt at hærge.
Reklame og hykleri
Flere af de lokale ugeaviser har i de senere år øget deres journalistiske indsats. Fra loyalt at registrere, når lokale butikker fejrede jubilæer, og referere det månedlige møde i handelsstandsforeningen, begyndte redaktionerne så småt – deres ressourcer er små – også at drive gedigen, kritisk journalistik med historier, der var lokalt relevante, men ikke store nok til at tiltrække sig opmærksomhed fra det store dagblad, der lå i en større by en snes kilometer eller længere væk.
I andre lande – ikke mindst i USA – er fraværet af kritisk lokaljournalistik nu så stort, at lokale og regionale politikere og myndigheder er helt uden kritisk bevågenhed fra en medieoplyst offentlighed.
Man kan frygte, at ugeaviskrisen på længere sigt kan medføre lignende tilstande. Ikke mindst, når man læser medietrends.dk, som forleden interviewede chefredaktør i Hovedstadens Mediehus Jesper Gisli.
Han går stik imod den herskende opfattelse af god journalistik:
» … alt for mange lokalaviser over det ganske land har i de seneste årtier haft en frygtelig vane med at lave en klar overvægt af systemhistorier, berette om lokalpolitikeres skærmydsler og konflikter og generelt lavet avis til de få. Derfor er læsertallene gået ned, og lokalaviserne har mistet deres touch,« siger Gisli, der har forfattet et »begejstringsmanifest« for sine syv københavnske lokalaviser, og fortsætter:
»Vi skal have noget lokalpatriotisk begejstring, hvor vi igen skruer op for superlativerne, slipper håndbremsen og ikke rædselsslagent bruger alle vores kræfter på objektivitet, integritet og vandtætte skotter.«
Jeg strammer måske pointen en anelse nu, men det kan oversættes til, at de redaktionelle kræfter skal bruges på subjektivitet, reklame og hykleri.
Det er mere end ærgerligt, at ugeavisernes gradvise udvikling fra rene reklametryksager til små lokalaviser nu risikerer at blive bombet tilbage. Hvis de journalistiske vagthunde – så få de endnu er i antal – forvandles til rene skødehunde.
Her såvel som på dagbladene sætter udgiverne deres lid til en øget digital indsats. På dagbladene er indsatsen i høj grad fokuseret på at skaffe flere digitale abonnenter. Det kan ugeaviserne ikke. De kan gradvist reducere oplaget – og dermed de dyre distributionsomkostninger – og prøve at lokke printlæserne over på nettet. Man kan håbe, at det lykkes.
Man kan også håbe, at bestræbelserne på helt at fjerne journalistikken fra lokalaviserne ikke lykkes.
Men først og fremmest kan man håbe, at alle gode kræfter – inklusive de politikere, der indtil nu helt har lukket øjnene for de globale techvirksomheders massive og ødelæggende erobringstogt – samles om at gøre det næste medieforlig til det forlig, hvor hovedfokus bliver et forsøg på at imødegå den globale trussel imod samtlige danske medier.
Det er nok desværre en umulig kamp. De elektroniske medier har efterhånden gjort alle mennesker til journalister, der selv bestemmer, hvad deres egne nyheder skal handle om, så de kan få de nyheder de gerne vil have. På den måde bliver ønsketænkning det, der karakteriserer nyhedsstrømmen.
Ironisk men både lokal- og globaljournalistik lider under debatindlæg i aviser og også under tilfældige kendisser i nyhederne der giver deres personlige holdninger om ting de ikke har forstand på.
Fakta er fortabt og personlige holdninger er den nye sandhed. Hvad blev der af Humboldt og Darwin? Og hvad skal vi egenligt med Sidney Lee og Girlsquad?
De københavnske lokalaviser har været journalistisk stendøde i de sidste 30 år. Det er hverken Google eller Facebooks skyld, det er såmænd de store danske mediekoncerner, der har brugt aviserne til at støvsuge markedet for primært boligannoncekroner og samtidig holde eventuelle nytænkende konkurrenter fra fadet. Samtidig har de samme hovedstadsbaserede aviser nedlagt deres kritiske dækning af Københavns Rådhus, så reelt har hovedstaden ikke haft nogen kritisk presse i ret mange år. Lige nu forsøger en sammenslutning af de københavnske "boligannonceaviser" at relancere sig selv som "rigtige" aviser, og den journalistiske "relancering" har man så valgt at sætte en aktiv konservativ spindoktor i spidsen for, hvilket jo på ingen måde øger troværdigheden omkring journalistikken - tværtimod.
Det paradoksale er, at det eneste sted, hvor man som borger faktisk kan føre en kritisk samtale om hovedstadens problematikker er på Facebook. De store aviser har været helt fraværende i kritikken af byens udvikling - de har snarere heppet på den - og ikke sjældent får man det indtryk, at Københavns Kommunens presseafdeling har fast spalteplads til at promovere rådhusets dagsordner og vikler. Derfor er det ærlig talt også lidt træls, hvis historien i mediebranchen nu skal være, at det er "truslen fra udlandet", der lægger lokaljournalistikken i graven. Den har de store danske mediekoncerne i hvert fald her i hovedstaden for længst begravet.
De store mediekoncerner har gået og købt op på landet for at teste, hvor lave redaktionelle omkostninger, man kan gå ned på uden at miste annonceindtægterne.