Læserbrev

Kulturborgmester: Jeg vil sætte krav om bedre kønsbalance til kulturinstitutionerne

Der er stadig en problematisk overrepræsentation af mænd inden for kulturverdenen. Dialog og oplysning er ikke nok til at opnå ligestilling. Vi er nødt til at tage kønskvoter i brug og stille krav om handleplaner, skriver kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde (Å), i dette debatindlæg
4. november 2019

Efter for nylig at have set Debatten den 17. oktober om ligestilling, må jeg sande, at vi som samfund stadig hænger fast i en kønnet og uværdig ubalance.

Følelsen af deja-vu indfinder sig desværre, når vi endnu en gang kan konstatere, at diskussionen forfalder til at handle om, hvorvidt vi overhovedet bør have et lige samfund, og om kvinder bør stræbe efter andet end at føde børn.

Underrepræsentation af kvinder er et strukturelt samfundsproblem. Det er mændenes blik, fortællinger og udtryk, der dominerer og bliver fremlagt som vores fælles historie. Og det sker på bekostning af kvinderne. Allerede som børn møder vi kønsstereotyper, der sætter kønnede forventninger og rammer for, hvad vi kan, skal og bør som mand og kvinde frem for som mennesker.

Samme ligestillingsproblem findes også andre steder i kulturlivet. For eksempel viste en optælling sidste år foretaget af Fagbladet Billedkunstneren, at 202 ud af i alt 291 udstillere på 15 af Danmarks største gallerier i 2015 til 2018 var mænd. Dette på trods af, at der uddannes cirka lige mange mænd og kvinder på kunstakademiet.

Et andet eksempel er musikscenen, hvor de kvindelige artister igen i år var i undertal til Danish Music Awards og på de seneste års festivaler.

Som samfund kan vi ikke lukke øjnene for den manglende ligestilling – hverken i erhvervslivet eller kulturverdenen. Vi er nødt til at stille større krav. Dialog og oplysning er ikke nok. Vi er nødt til at tage værktøjer som for eksempel kvoter i brug. Ikke fordi vi synes om kvoter, men fordi de er et middel til at nå målet om ligestilling.

Kvoter handler ikke om at gå på kompromis med hverken kvalitet eller kvalifikationer. Kvoter handler om at udfordre det privilegium, det i århundreder har været at være mand.

På kulturområdet, som jeg er borgmester for, så jeg gerne, at vi for eksempel stillede krav til teatre, spillesteder og museer om at udarbejde en plan for, hvordan de vil sikre mere ligestilling og diversitet, hvis de ønsker tilskud fra Københavns Kommune.

At arbejde målrettet med problemet kan rykke os noget af vejen. Vi kommer ikke til at skabe reelt lige muligheder, hvis vi ikke også anfægter de bagvedliggende strukturelle barrierer.

Af Franciska Rosenkilde (ALT) er kultur- og fritidsborgmester i København.

Når akademiske felter er organiseret omkring hvide mænd, så kan det at have respekt for traditionen og citere de rigtige oversættes direkte til et krav om at citere endnu flere hvide mænd, siger Sara Ahmed.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”For eksempel viste en optælling sidste år foretaget af Fagbladet Billedkunstneren, at 202 ud af i alt 291 udstillere på 15 af Danmarks største gallerier i 2015 til 2018 var mænd. Dette på trods af, at der uddannes cirka lige mange mænd og kvinder på kunstakademiet”.

På den ene side afspejler tallene i et sådant eksempel ganske vist, at der er tale om et problem, samtidig med at den måde, som tallene præsenteres på i artiklen, giver en stærkt populistisk fremstilling af problemstillingen for mennesker, der ikke er inde i de mekanismer, der fungerer på kunstens område, og som ikke er i stand til at læse statistikker og forstår den måde, som de bliver til på.

Den slags ”her og nu” statistik tilslører et historisk forløb og de grundlæggende årsager, der er til, at tallene falder ud, som de gør.

For mig at se, er det, på et generelt plan, mænds og kvinders præferencer og måder at tænke kunst på, der er årsagen til mange af de skævvridninger, der finder sted, og som er årsagen til, at det er mænds kunst, der i mange sammenhænge bliver den foretrukne.

Hvis man f.eks. begynder at kønskvotere, løser man ikke det egentlige problem. Man vil ganske vist få flere kvindelige kunstnere præsenteret, men det vil i så fald være kunstnere, der i høj grad har samme præferencer og tænker kunst som mænd. Det egentlige problem er således ikke kønnet, men spørgsmålet om præferencer og måder at tænke kunst på.

Som et eksempel: For et par år siden deltog jeg i et mindre seminar om performance inden for billedkunst, hvor over 80% af de deltagende var kvinder, og med hensyn til de resterende, var jeg stærkt i tvivl. De fleste lgbtqia – kategorier inden for køn og seksualitet var uden tvivl repræsenteret.

Jeg inddrog en kendt kunstkritiker i mine overvejelser og fik det svar, at inden for performance er kvinder stærkt overrepræsenteret.

Tilsvarende er det f.eks. min erfaring, at på CHART Art Fair, hvor bl.a. en række store danske gallerier markedsfører deres kunst, er det mandlige præferencer og måder at tænke kunst på, der dominerer.