Læserbrev

Vertikalt landbrug kan blive Danmarks næste vindmøllesucces

Vertikalt landbrug er en billig og bæredygtig måde at producere både fødevarer, brændstof og materialer på. Og så kan det frigøre enorme mængder landbrugsjord til natur og dermed skabe større biodiversitet, skriver Jens Hardy Madsen i dette debatindlæg
2. december 2019

Vi har allerede teknologien til både at reducere CO₂-udslip og trække CO₂ ud af atmosfæren – teknologi som endda også nemt kan udbredes til fattige lande. Med vertikalt landbrug kan vi nemlig producere fødevarer, planteolier, der kan fase fossil olie ud, og materialer, der kan erstatte træflis til kraftvarmeværkerne.

Vertikalt landbrug kræver nok en smule forklaring: Vertikalt landbrug er landbrug, der lever og har det godt – indenfor. På meterlange og ditto høje hylder vokser der allerede salat og krydderurter flere steder i verden. På meget mindre arealer kan man producere lige så meget, som man kan på markerne, fordi man gør det i lette, lodrette lag oven på hinanden. Det vertikale landbrug trives med et minimalt forbrug af sprøjtemidler og bruger kun LED-lys, der kan produceres af vedvarende energi.

Denne dyrkning uden jord og naturligt lys har et kæmpe potentiale til at forsyne verdens storbyer med lokalt producerede fødevarer. Lokalt vertikalt landbrug sparer både energi til transport og pesticider og reducerer vandforbruget med op til 95 procent.

Med lokalt og vertikalt producerede citrusfrugter, sparer man for eksempel den ofte lange transport. Desuden bruges der næsten ingen energi til at køle de færdige produkter ved lagring, og man kan producere i takt med forbruget. Når der produceres indendørs, er man ligeledes mindre sårbar over for tørke, skybrud m.m.

Vertikalt landbrug kan ud over at producere fødevarer også bæredygtigt producere rapsolie, som kan bruges i stedet for diesel og producere bygningsmaterialer og tekstiler som hør og hamp. En sidegevinst ved det vertikale landbrug er, at vi kan frigøre enorme mængder landbrugsjord til natur og dermed skabe større biodiversitet.

Derfor burde der faktisk ikke være nogen tvivl: Danmark bør gå ambitiøst og strategisk til værks med at fremme udviklingen af vertikalt landbrug. Teknologien er allerede udviklet. Danmark skal nu investere i at finpudse den og udbrede den i både Danmark og resten af verden, ligesom vi i sin tid gjorde med vindmøller. På den måde kan vi være med til at give verden et mærkbart spark i retning af bæredygtig udvikling. Hvor svært kan det være?

Jens Hardy Madsen er apoteker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Petter A. Urkedal
  • Christian Mondrup
  • Thomas Tanghus
  • Christian Skoubye
  • Lillian Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Arne Albatros Olsen
  • Grethe Preisler
Petter A. Urkedal, Christian Mondrup, Thomas Tanghus, Christian Skoubye, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer