Kronik

LGBT+-personer og cismænd bliver glemt i kampen for seksuel sundhed

Hvis Danmark skal være foregangsland for seksuel sundhed og rettigheder, dur det ikke, at der kun er fokus på ciskvinderne. Ministeren bør også tage andre befolkningsgruppers problemer alvorligt, skriver forskerne Sif Lehman Jensen og Marlene Spanger i dette debatindlæg.
Når den danske delegation tager til Kenya og melder sig som foregangsland for at fremme seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed, håber vi, at den danske delegation opfordrer til, at disse rettigheder også bliver diskuteret i forhold til andre befolkningsgrupper end ciskvinder og -piger, skriver Sif Lehman Jensen og Marlene Spanger.

Når den danske delegation tager til Kenya og melder sig som foregangsland for at fremme seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed, håber vi, at den danske delegation opfordrer til, at disse rettigheder også bliver diskuteret i forhold til andre befolkningsgrupper end ciskvinder og -piger, skriver Sif Lehman Jensen og Marlene Spanger.

Illustration: Sara Houmann Mortensen

9. november 2019

Den 12.–14. november er Danmark medvært på ligestillingstopmødet ICPD25 i Nairobi. FN-topmødet markerer jubilæet for en handlingsplan, som 179 regeringer tilsluttede sig for 25 år siden. Denne handlingsplan forpligter landene til at sætte kvinders og pigers empowerment og ligestilling på dagsordenen.

For at klæde den danske delegation på afholdt Folketingets Udenrigsudvalg en høring tirsdag den 29. oktober om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i humanitære kriser.

Med kronprinsesse Mary, minister for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn og en række fremtrædende danske NGO’er stillede høringen skarpt på vigtigheden af, at kvinder og piger har ret til at bestemme over egen krop og har adgang til sundhedsfaciliteter og -klinikker i hele verden. 

Vi kan kun være enige i det overordnede budskab, men samtidig rejste høringen også en række ubesvarede spørgsmål. For det første til vores tilgang til udviklingslandene og for det andet til fraværet af en diskussion af udsatte mænd og LGBTQ+-personers manglende rettigheder.

Det er interessant, at ministeren bekendtgjorde, at Danmark er foregangsland for ligestilling, og for det han særmærker som »feministisk humanitære responser«. Men hvad betyder det, når ministeren erklærer Danmarks humanitære agenda for feministisk?

Set i et udviklingshistorisk perspektiv, kan man spørge, om netop en »feministisk« dagsorden er med til at skabe en sandhed om, at Danmark har opnået kønsligestilling og derved kan lære ’de andre’ i udviklingslandene, hvordan de også kan opnå det.

Dette er for det første problematisk, fordi det genkalder en nedladende, kolonial tankegang om den hvide mands byrde, som vi for længst skulle have gjort op med.

For det andet er det problematisk at fastslå, at vi i Danmark har opnået kønsligestilling, og at feminisme således ikke er relevant på vores breddegrader, fordi det bidrager yderligere til at underminere vigtigheden af debatten om kvinder og pigers ret til selvbestemmelse over egen krop herhjemme. En debat der i dansk politisk sammenhæng stadig opfattes som kontroversiel. 

Hvad med mændene?

Ofte kommer spørgsmål som ’Hvad med mændene?’ som forsøg på at afspore ligestillingsdebatten. Men lige netop dette spørgsmål må vi dog alligevel stille i denne sammenhæng. For vi undrer os også over den fuldstændige udeladelse af LGBTQ+-personer og cismænd, altså mænd hvis oplevede og biologiske køn er det samme.

Disse grupper er vigtige at inkludere i diskussionen om retten til at bestemme over egen krop, samt adgang til sundhedsfaciliteter og -klinikker. For hvad med homoseksuelle og transkønnede mænd og kvinders ret til at bestemme over egen krop?

Hvilke muligheder har unge marokkanske mænd, der rejser som udokumenterede migranter gennem Europa, og som sælger sex for transport, for at konsultere sundhedsklinikker? Eller hvad med unge mænd og drenge, der bliver voldtaget under deres flugt? Hvorfor taler vi ikke også om disse gruppers rettigheder og situationer?

Når de store NGO’er og danske politikere udelader disse grupper ved sådan en høring og ved det forestående topmøde, er det ikke blot med til at forsimple vores forståelse af, hvad seksuel sundhed er til kun at handle om ciskvinders sundhed i forbindelse med reproduktion. Det negligerer samtidig andre seksuelle sundhedsmæssige problemer, der ikke nødvendigvis handler om adgangen til menstruationsbind eller abort.

Det gælder for eksempel LGBTQ+-personers manglende rettigheder og adgang til sundhedsklinikker og -faciliteter, eller cis- og transkønnede sexarbejderes særlige udsathed og manglende retssikkerhed ved overgreb og voldtægt. Sidstnævnte eksempel er særligt relevant i sammenhæng med humanitære kriser, da salg af sex er et udbredt fænomen i forbindelse med militære operationer.

Tavshed omkring disse problemstillinger forhindrer helt indlysende, at den diskrimination og forfølgelse, der finder sted af homoseksuelle og transkønnede eller mennesker, der sælger sex, adresseres.

’Hvad med mændene?’ er også et centralt spørgsmål for at fremme ciskvinder og -pigers seksuelle og reproduktive rettigheder. For langt de fleste steder i verden er det cismænd, der har magten til enten at forhindre eller tillade ciskvinder at bestemme over deres egen krop og få adgang til sundhed.

Høringen burde adressere spørgsmålet ud fra en bredere forståelse af udsatte grupper end kategorien ciskvinder og -piger. Dette er afgørende for, at vi kan sikre mange forskellige sårbare menneskers ret til selvbestemmelse over egen krop og adgang til sundhed i humanitære kriser og konflikter.

Indskrænket ret til egen krop

Der melder sig et åbenlyst spørgsmål om, hvorvidt fraværet af de førnævnte udsatte grupper i diskussionen om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder hænger sammen med, at Danmark samarbejder med Kenya om topmødet; et land hvor homoseksualitet er forbudt ved lov.

Og nu hvor Danmark melder sig som bannerfører for en feministisk agenda om at styrke seksuelle og reproduktive rettigheder, savnede vi på høringen konkrete udmeldinger om, hvordan vi fra dansk side holder andre regeringer ansvarlige for at fremme disse rettigheder.

Som Alvaro Bermejo, administrerende direktør for International Planned Parenthood Federation, fremhævede ved høringen, er kvinders ret til egen krop i stigende grad under direkte angreb af statsledere i disse år – både i vestlige lande og udviklingslande, hvilket er årsag til, at den feministiske agenda har lidt alvorlige tilbageslag.

Eksempelvis annoncerede den filippinske præsident, Rodrigo Duterte, under et udbrud af konflikt i den sydlige del af landet i 2017, at han ville tage straffen på vegne af soldater, der voldtog civile kvinder. Med en sådan udmelding bagatelliserede præsidenten ikke kun seksuel vold, men gav også frit lejde til udførelsen af det. Dette blev fremstillet som en del af præsident Dutertes jokende jargon, som også siden er blevet videreført med flere jokes om voldtægt i andre sammenhænge.

Et andet og vestligt eksempel på indskrænkningen af kvinder og pigers ret til egen krop er den restriktive linje i abortlovgivningen under Donald Trump i USA.

Med Rasmus Prehns erklæring om, at kvinders og pigers – og forhåbentlig, selv om det ikke var tydeligt under høringen, andre sårbare gruppers – frihed til at bestemme over egen krop har særlig vigtig udenrigspolitisk prioritet, må man spørge, hvordan dette konkret kommer i spil, som et krav til andre regeringer, der ikke tilslutter sig værdien om individets ret til at bestemme over egen krop.

Når den danske delegation tager til Kenya og melder sig som foregangsland for at fremme seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed, håber vi, at den danske delegation opfordrer til, at disse rettigheder også bliver diskuteret i forhold til andre befolkningsgrupper end ciskvinder og -piger og samtidig minder om, at disse problemer ikke blot vedrører udviklingslande, men er under pres globalt i disse år.

Sif Lehman Jensen og Marlene Spanger er hhv. ph.d-stipendiat og lektor ved Global Refugee Studies ved Aalborg Universitet.

Det er ekstremt transfobisk at ekskludere mennesker på baggrund af den krop, de er født med, mener Justice Monir Mooghen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Troels Ken Pedersen
David Zennaro og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har forsøgt at læse indlægget et par gange eller tre, men kunne simpelthen ikke fastholde den røde tråd, indtil det gik op for mig, at jeg simpelthen ikke kan forholde mig til 'cis-mænd', 'cis-kvinder', 'cis-børn', 'cis-piger' eller 'cis-drenge'.... Eller 'cis-tanter' eller 'cis-skorstensfejere' for den sags skyld. Debatindlæggets tema, anledningen, konteksten, agendaen, budskabet (EHVJ) er ikke eksisterende i min bevidsthed, når 'cis-personer' optræder, beskrives, omtales (EHVJ) i en tekst.

LGBT+-nomenklaturen hører hjemme indenfor LGBT+-miljøet, ikke hvor jeg færdes.

Torsten Jacobsen

Anina Weber,

Du er ikke alene. Jeg har selv kun forsøgsvis læst teksten to gange, men hver gang måtte jeg give op undervejs. Det ryster mig mere end en anelse, at det er universitetsuddannede mennesker, som har sat dette miskmask sammen.

Sif og Marlene har fat i noget væsentligt. Det er vigtigt at tage fat i kvinders rettigheder. Men det er enøjet, kun at gøre dette.

Forfatterne kommer ud i en selvmodsigelse, når de først advarer mod at promovere en feministisk dagsorden, fordi "det genkalder en nedladende, kolonial tankegang om den hvide mands byrde, som vi for længst skulle have gjort op med" og senere opfordrer til at stille krav til andre regeringer og udtrykker deres håb om, at den danske regering opfordrer (også) ulandene til også at diskutere rettigheder i forhold til LGBT-personer og cismænd.

Uanset dette har de ganske rigtigt fat i noget væsentligt. Og det er godt, hvis angsten for kolonial tankegang, hvor berettiget den end kan være i forskellige sammenhænge, ikke forhindrer dette væsentlige i at komme frem - også i udviklingslandene.

Thomas Østergaard

Jeg har gjort mig den med erfaring at man med fordel kan undlade at læse debatindlæg der anvender udtrykket "kolonial" for andet end underholdningens skyld.