Hvis vi mener alvorligt, at vi vil ændre verden, har vi brug for en bedre slags økonomi

I 2017 stillede en meningsmåling i Storbritannien spørgsmålet: »Hvis vurdering stoler du mest på, når de taler om deres ekspertiseområde?« Sygeplejersker indtog førstepladsen – dem stoler 84 procent på. Politikere kom ind på sidstepladsen. Økonomer kom andensidst med 25 procent.

Dette tillidsunderskud afspejler sig i, at konsensus blandt økonomer (når den findes) tit er systematisk forskellig fra almindelige borgeres synspunkter. Booth School of Business ved University of Chicago spørger regelmæssigt en gruppe på omkring 40 prominente akademiske økonomer om deres syn på centrale økonomiske emner. I samarbejde med Stefanie Stantcheva lavede vi en undersøgelse: Vi valgte ti af de spørgsmål, som Booth-panelet stillede, og stillede dem til 10.000 amerikanere.

På de fleste punkter var vores respondenter stærkt uenige med økonomerne. For eksempel var samtlige medlemmer af Booth-panelet uenige i påstanden »indførelse af nye amerikanske toldsatser på stål og aluminium vil forbedre amerikaneres velbefindende.« Kun en tredjedel af vores respondenter delte deres holdning. Og kløften skyldes ikke bare, at folk ikke ved, hvad økonomer mener: At fortælle dem det lader ikke til at ændre deres holdning det mindste.

En kilde til håb

Det er bekymrende, fordi spørgsmål om økonomi og økonomisk politik er centrale for den igangværende krise. Truer migration faktisk fattige arbejdere på levebrødet? Har international handel øget uligheden? Hvorfor er vores samfund blevet mere og mere ulige, og hvad kan (eller bør) vi gøre ved det?

Økonomer har en masse at sige om disse emner: De studerer immigration for at se, hvad det gør ved lønninger; beskatning for at afgøre, om det begrænser virksomhederne; omfordeling for at finde ud af, om det opmuntrer til dovenskab.

De har længe bekymret sig om, hvad der sker, når nationer handler med hinanden. De har arbejdet hårdt for at forstå, hvorfor nogle lande vækster, mens andre ikke gør, og hvad, om overhovedet noget, regeringer kan gøre for at hjælpe. De samler data på, hvad der gør folk gavmilde eller tilbageholdende, hvad der får en mand til at forlade sit hjem og migrere til et fremmed land, hvordan sociale medier spiller på vores fordomme.

Forskning har ofte haft overraskende ting at sige om alle disse emner – især for dem, der er vant til de forsimplede svar, der kommer fra gymnasielærebøger og tv-’økonomer’.

Det er ikke, fordi økonomer altid har ret, når økonomer og offentlighed har forskellige holdninger. Vi økonomer er ofte for optagede af vores modeller og metoder og glemmer nogle gange, hvor videnskaben slutter, og ideologien begynder.

Men god økonomisk forskning kan være en kilde til håb – en måde at forstå på, hvad der gik galt, men også at forklare, hvordan verden kan blive repareret – så længe vi er ærlige i vores diagnose af problemet.

Skingre økonomer

For at det kan ske, er vi nødt til at forstå, hvad der underminerer tilliden til økonomer. En del af problemet er, at der er rigeligt med dårlig økonomisk forskning. De selvbestaltede økonomer i pressen – cheføkonom for Bank X eller Firma Y – er med væsentlige undtagelser primært talspersoner for deres firmaers økonomiske interesser, der tit tager sig den frihed at ignorere evidens.

Derudover har de en relativt forudsigelig tilbøjelighed til markedsoptimisme for enhver pris, hvilket er, hvad offentligheden forbinder økonomer med generelt. Det hjælper ikke på det, at der er en skole af økonomer, der kommer med forudsigelser om brede tendenser i økonomien, som ofte viser sig at være forkerte.

En anden del af problemet er, at en masse af den økonomiske forskning, der specielt i Storbritannien og USA er filtret ind i magthavernes tankegang, er tilbøjelig til ortodoksi og er dårligt i stand til at anerkende kendsgerninger, der ikke stemmer overens med den.

Økonomer ses derfor som dem, der bliver ved med at gentage, at regulering, skatter og offentligt forbrug alt sammen skal sløjfes for at lade markedet være i fred, og at alting i sidste ende vil trickle down til de fattige, selv om vi ser uligheden eksplodere.

Men god økonomisk forskning er meget mindre skinger og ganske anderledes. Det er mindre som naturvidenskab og mere som ingeniørkunst eller VVS-arbejde: Det deler store problemer op i håndterbare bidder og prøver at løse dem med en pragmatisk indstilling – en blanding af intuition og teori, trial and error.

God økonomisk forskning starter med nogle kendsgerninger, der er bekymrende; den gætter på baggrund af det, vi i forvejen ved om menneskelig adfærd, og teorier, der har vist sig at virke; bruger data til at teste disse gæt med; raffinerer sin angrebsvinkel (eller ændrer den drastisk) på baggrund af de nye kendsgerninger og når efterhånden med en lille smule held frem til en løsning.

Hvad der virker

Vi prøver at anvende denne form for eksperimenterende tilgang til de problemer, de fattige står over for. I stedet for at fæste lid til vores eller andres intuition tilrettelægger vi randomiserede, kontrollerede storskalaforsøg for at forstå, hvad der virker, hvad der ikke virker, og hvorfor.

Vi er ikke alene: Denne bevægelse har slået rod i den økonomiske videnskab. Abdul Latif Jameel Poverty Action Lab (J-PAL), det netværk, vi var med til at grundlægge i 2013, tæller nu 400 forskere, og sammen har de færdiggjort eller arbejder på tæt på tusind projekter om emner så forskellige som søvns indflydelse på produktivitet og lykke og incitamenters rolle for skatteopkrævere.

Dette arbejde er begyndt at gøre en forskel. Til dato har 400 mio. mennesker været berørt af politikker, som J-PAL-tilknyttede forskere har påvist effekten af. Lige så vigtigt er det, at, selv om ingen enkeltstående projekter giver et definitivt svar, så giver de os tilsammen mulighed for bedre at forstå mekanismerne bag fattigdommens vedholdenhed.

Mens vores eget område mest har været fattige lande, er der mange andre, der laver god økonomisk forskning i lande som USA, der kan hjælpe med at belyse de store problemer, vores samfund kæmper med.

Øje for værdighed

Økonomer har tendens til at adoptere en opfattelse af velvære, der tit er for snæver – en eller anden version af indkomst eller materielt forbrug. Og dog ved vi dybest set godt, at et tilfredsstillende liv kræver mere end det: respekt i lokalsamfundet, trygheden ved at have familie og venner, værdighed, lethed, nydelse.

Et fokus udelukkende på indkomst er ikke bare en bekvem genvej – det er en forvrængende linse, der ofte har ført selv de klogeste økonomer ned ad den forkerte sti og ført beslutningstagere til de forkerte beslutninger. Dette er en stor del af det, der overbeviser så mange af os om, at hele verden står lige uden for døren og venter på at stjæle vores vellønnede job.

Det er det, der har ført til et ensidigt fokus på at føre de vestlige nationer tilbage til en eller anden strålende fortid med hurtig økonomisk vækst. Det er også det, der får afvejningen mellem økonomisk vækst og planetens overlevelse til at virke så indlysende.

En bedre samtale må starte med at anerkende det dybe menneskelige ønske om værdighed og menneskelig kontakt – med ikke at behandle det ønske som en distraktion, men som en bedre måde at forstå hinanden på og gøre os selv frie fra det, der tilsyneladende er uforenelige modsætninger.

Igen at placere menneskelig værdighed på en berettiget central plads har potentiale til at åbne for en gennemgribende gentænkning af de økonomiske prioriteter og måden, hvorpå samfund tager sig af deres medlemmer på, især når de lider nød. I det mindste kan det hjælpe med at overbevise nogle af de utilfredse om, at økonomi også handler om dem, og at vi økonomer har nyttige bidrag til den genopbygning, der er nødt til at finde sted.

Esther Duflo og Abhijit Banerjee har sammen vundet Nobelprisen i økonomi 2019 og er forfattere til Good Economics for Hard Times: Better Answers to Our Biggest Problems

© The Guardian og Information

Oversat af Lone Nikolajsen