Kronik

Mere frit valg og konkurrence vil gavne velfærden, men fagforeningerne står i vejen

Den politiske modvilje mod at modernisere velfærdssektoren skyldes, at man ikke ønsker konflikt med de offentlige fagforeninger. Men den offentlige sektor er til for borgernes skyld, ikke for de ansattes, skriver direktør i Cepos, Martin Ågerup, i denne kronik i serien om fagbevægelsens magt.
Thorning-regeringen forsøgte sig med at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale. Det førte til lærerlockouten i 2013. Ambitionen var sympatisk, men indsatsen slog fejl. Læren bør være, at den slags top down-tiltag ikke virker og i øvrigt rimer dårligt med ideen om at sætte de offentligt ansatte fri og udvise tillid, skriver dagens kronikør.

Thorning-regeringen forsøgte sig med at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale. Det førte til lærerlockouten i 2013. Ambitionen var sympatisk, men indsatsen slog fejl. Læren bør være, at den slags top down-tiltag ikke virker og i øvrigt rimer dårligt med ideen om at sætte de offentligt ansatte fri og udvise tillid, skriver dagens kronikør.

Kasper Palsnov

14. november 2019

Danmark er et gennemorganiseret land, hvor organisationer har stor magt. Det har mange fordele, at interesser har indflydelse og tager ansvar. Men alle medaljer har en bagside, som er værd at studere.

Kombinationen af stærke offentlige fagforeninger og fravær af konkurrence i den offentlige sektor er til skade for Danmark. Vejen frem er ikke at stække fagforeningerne, som Socialdemokratiet forsøgte under lærerlockouten i 2013. Den farbare vej er at øge konkurrencen og borgernes frie valg. Så kommer fagforeningernes interesser i højere grad i harmoni med samfundets.

Det er påvist både teoretisk og empirisk, at interessevaretagelse kan skade almenvellet. For eksempel har produktivitetskommissionen påvist, at investeringer i infrastruktur ofte sker, hvor det ikke er samfundsøkonomisk optimalt – på grund af politikernes imødekommelse af geografiske særinteresser.

Forestil dig, at en interessegruppe, hvis medlemmer udgør én procent af samfundet, kunne øve indflydelse, der gavner alle i samfundet lige meget. Lykkes det, vil interessegruppens medlemmer kunne forvente at få omkring én procent af de samlede samfundsgevinster. Det indebærer, at medlemmerne kun vil vinde, hvis den samlede gevinst for samfundet var 100 gange større end gruppens omkostninger ved at arbejde for den gode sag. Det reducerer sandsynligheden for, at organisationen vil påtage sig opgaven.

Men organisationer er sat i verden for at fremme medlemmernes interesse, så de vil lede efter andre måder at gøre det på. Det kunne være tiltag, som specifikt gavner interesseorganisationens medlemmer, men skader samfundet, for eksempel statsstøtte eller regulering, der hæmmer konkurrencen.

Her gælder den omvendte logik: Det vil gavne medlemmerne, medmindre omkostningerne for samfundet som helhed er 100 gange større end medlemmernes gevinst. Det øger sandsynligheden for, at organisationen vil arbejde for specifikke privilegier til egne medlemmer, selv om det skader samfundet.

For lidt konkurrence

Der vil naturligvis ikke altid være en konflikt imellem særinteresser og almenvellet, men ofte. Fagforeninger er organisationer med egne interesser, som ikke altid harmonerer med samfundets. I den private sektor holdes fagforeningers interessevaretagelse lidt i skak af den konkurrence, der er imellem arbejdsgiverne. Den offentlige sektor er mindre udsat for konkurrence.

Det er kun omkring en fjerdedel af de opgaver, der kunne konkurrenceudsættes, som rent faktisk bliver det – og ofte i en svækket form. Den politiske modvilje skyldes i høj grad, at man ikke ønsker konflikt med fagforeningerne.

De private fagforeninger må på grund af konkurrencen indrette overenskomsterne, så de fremmer produktivitet. Lønstigninger kan ikke overstige væksten i produktiviteten, uden at det giver lavere konkurrenceevne og beskæftigelse. De fyrede medarbejdere vil søge over i andre erhverv, og derved risikerer fagforeningen at miste medlemmer.

Men fagforeningen skal sikre medlemmerne lønfremgang, ellers søger de også over i andre erhverv. Altså må den arbejde for at indrette overenskomsterne, så de fremmer produktivitetsfremgang. Det indebærer velvilje over for mere fleksible faggrænser, anvendelse af ny teknologi til at indrette nye arbejdsgange og mere fleksibel aflønning, som afspejler den enkelte medarbejderes dygtighed og flid.

Løn efter præstationer

Det private overenskomstsystem er i perioden siden 1980’erne blevet grundlæggende moderniseret. Fra at lønninger og arbejdstidsregler blev fastlagt i detaljer centralt af DA og LO, er man gået over til, at en væsentlig del af løn- og arbejdsforholdene bliver forhandlet mellem ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere på den enkelte virksomhed.

På det private arbejdsmarked er der derfor bedre muligheder for at aflønne den enkelte medarbejder efter præstationer og kompetencer samt at fastlægge arbejdstiden i takt med, at virksomhedens konkurrencesituation og behov ændres.

I den offentlige sektor er der ikke sket en lignende modernisering af overenskomstsystemet. Det er stadig præget af centralt fastsatte regler for løn, arbejdstid og arbejdsgange, som kun i begrænset omfang bliver tilpasset lokale forhold og ny teknologi. Den lokalt forhandlede andel af lønnen er fortsat beskeden og vokser stort set ikke. Forsøg på at indføre mere fleksibel aflønning såsom Ny Løn er blevet effektivt saboteret af fagforeningerne.

Størstedelen af lønspredningen i den offentlige sektor afspejler endda ikke præstationer, men rent formelle forhold såsom anciennitet og ekstrauddannelse. En medarbejder opnår ikke nødvendigvis bedre resultater, fordi vedkommende bliver ældre eller har været på kursus.

Dermed kan lønsystemet ikke bruges til at fremme gode præstationer og høj produktivitet. Der er ellers meget stærk dokumentation for, at sådanne lønincitamenter virker.

Ifølge Produktivitetskommissionen viser erfaringerne fra det private arbejdsmarked i både ind- og udland, at præstations- og resultatløn har positive effekter som faldende sygefravær, stigende medarbejdertilfredshed og højere produktivitet.

Aftaler bør indrettes efter driften

Det offentlige overenskomstsystem er langt mere kompliceret og bureaukratisk end det private, fordi meget detailreguleres ovenfra. Eksempelvis er HK-overenskomsten i staten reguleret af knap 400 sider sammenlignet med godt 100 sider på det private arbejdsmarked.

I det private er den væsentligste begrundelse hos både ledelse og tillidsfolk for at indføre lokale aftaler at sikre produktiviteten efterfulgt af ændret efterspørgsel og ønsket om at fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere – altså driftsfokus.

Når arbejdsforhold endelig fastlægges lokalt i det offentlige, angiver både ledelse og tillidsfolk, at lokale aftaler skal fremme trivsel snarere end drift. Det er en god ting også at have trivselsmål, og disse kan have positiv indflydelse på driften. Men fraværet af driftsmål er problematisk. Den offentlige velfærdssektor er til for borgernes skyld, ikke for de ansattes.

På skoleområdet forsøgte Thorning-regeringen sig med et indgreb, der skulle gøre op med nogle af disse forhold ved at afskaffe lærernes arbejdstidsaftale. Det førte til lærerlockouten i 2013. Ambitionen var sympatisk, men indsatsen slog fejl. Danmarks Lærerforening har efterfølgende formået at anvende sin magt til at få moderniseringen rullet tilbage i mere end halvdelen af kommunerne – og processen er stadig i gang.

Thorning-regeringen knækkede nakken på forsøget, og det vil næppe foreløbig blive gentaget på andre overenskomstområder. Læren bør være, at den slags top down-tiltag ikke virker og i øvrigt rimer dårligt med ideen om at sætte de offentligt ansatte fri og udvise tillid.

Vejen frem er at få mere frit valg ind i velfærdssektoren, så de enkelte institutioner kan miste kunder til andre, som gør det bedre. Når institutioner i højere grad konkurrerer indbyrdes og med private aktører, vil der opstå en dynamik i stil med den, vi har set i den private sektor.

Nedefra og op vil der komme ønsker om og ideer til modernisering af overenskomsterne baseret på lokal viden om de faktiske forhold og i en forståelse mellem parterne selv.

Modstanden imod frit valg og konkurrence er enorm. Det er uundgåeligt, at virksomheder og institutioner helst vil undslå sig at skulle konkurrere.

Men medarbejderne i velfærdssektoren bør huske en ting: konkurrence med private indebærer også, at deres arbejdsgivere får øget konkurrence om dem som medarbejdere. Det vil øge fokus på at sikre, at medarbejderne er tilfredse med løn og arbejdsvilkår.

Martin Ågerup, direktør i Cepos

Serie

Fagbevægelsens magt

Socialdemokratiet har historisk haft en stærk alliance med fagbevægelsen, som har sikret partiet legitimitet og folkelig forankring. Også andre venstrefløjspartier har et nært forhold til lønmodtagerorganisationerne. Men hvordan har alliancen det i dag? Og er den legitim og berigende, eller binder den partierne til bestemte faggruppers særinteresser? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Når man gør konkurrence til guddom,
bliver vindere et præsteskab.

Mogens Holme, Dina Hald, Carsten Wienholtz, Sven Elming, Birte Pedersen, Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anina Weber, Palle Raabjerg, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Når velfærden blot udføres i nødvendigt omfang, er konkurrence ikke nødvendig.
Hele ideen om udbud og opgavebeskrivelse tjener jo kun til at begrænse end velfærd, der tidligere gik ud på at gøre det nødvendige og det tilstrækkelige for den enkelte. Garantien er kun nødvendig, fordi hele ideen om privatisering og udbud kræver så mange ressourcer, at man ikke længere kan honorere den indlysende opgave at gøre det, der skal til.

René Bach, Werner Gass, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, kjeld jensen, Susanne Kaspersen, Lars Løfgren, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Anina Weber, Carsten Munk, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Ligesom CEPOS bliver betalt af private "profitmagere"/investorer for at fremme disses profit i form af arbejdsfrie gevinster, bliver fagforeningerne betalt af arbejderne for at få bedre arbejdsforhold, herunder at få mest muligt af udbyttet som løn i stedet for arbejdsfrie gevinster til private investorer.
Som bruger af velfærden foretrækker jeg, at pengene går til dem, der yder velfærden fremfor dem, der ønsker at skabe personlige formuer/velstand på velfærden.

Flemming Jensen, René Bach, Mogens Holme, Claus Poulsen, Carsten Wienholtz, Søren Andersen, Kurt Jørgensen, Werner Gass, Flemming Berger, lone hansen, Morten Sørensen, Birte Pedersen, kjeld jensen, Susanne Kaspersen, Lars Løfgren, Karsten Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anina Weber, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Søren Bro, Nike Forsander Lorentsen, P.G. Olsen, Carsten Munk, Kim Houmøller, Poul Erik Pedersen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvordan kan det være bedre for VOR Velfærd, at private skal udføre det frem for fællesskabet.
Hvorfor er det bedre, at private kan trække et evt. overskud ud i stedet at det går til investeringer i den pågældende institution.
Hvordan kan det være bedre for samfundet, at kommunerne SKAL overtage den private ældrepleje på dag et, ved en konkurs.
Osv........

Undskyld Martin Ågerup men er der ikke flere BAGDELE end fordele ved at privatiserer de offentlige opgaver.
Ved privatisering ses ofte dårligere løn og arbejdsforhold for de ansatte større arbejdspres og der med færre penge til medarbejderne , som de kan støtte det private erhvervsliv med ved indkøb. Med større stres og arbejdsskader belaster det sundhedssektoren Her gør fagforeningerne et godt arbejde for de private erhverv med at forhandle gode løn og arbejdsforhold så folk kan købe af de private erhvervsdrivende og være sunde og raske så de kan sælge deres gode arbejdskraft til de private erhvervsdrivende.
Osv........

René Bach, Carsten Wienholtz, Kurt Jørgensen, Werner Gass, lone hansen, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, kjeld jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Palle Raabjerg, Carsten Svendsen, Poul Erik Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Undskyld - men hver gang Martin Ågerup udgyder sin galle, kommer jeg altid til at tænke på et tågehorn.

Carsten Wienholtz, Søren Andersen, Kurt Jørgensen, Werner Gass, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, kjeld jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Anina Weber anbefalede denne kommentar

@Dorte Sørensen
Lige præcis. I artiklen skrives der også *direkte*:
"Det er en god ting også at have trivselsmål, og disse kan have positiv indflydelse på driften. Men fraværet af driftsmål er problematisk. Den offentlige velfærdssektor er til for borgernes skyld, ikke for de ansattes."
Kan man overhovedet sige det på en måde som giver mening?
Hvem *er* de ansatte i Martin Ågerups hovede?
Det lyder i den sætning som om han snakker om "ansatte" som en eller anden tredjepart som man kan behandle separat fra "borgere".
Hvad er det nu lige det minder mig om, rent historisk?... Nå ja, slaveriens tid!

Carsten Wienholtz, Birte Pedersen, kjeld jensen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Anina Weber og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Mange offentlig ansatte sidder og udfører samfundsskadelig virksomhed - efter reglerne.
Tag jobcentrene. Både "kunder" og "plageånder" tager skade og frustrationerne breder sig.
Nå, det kommer måske ikke denne sag ved. Fagforeningerne er i hvert fald ligeglade ?

Hele problemet med den tankegang, den offentlige sektor er blevet påført, er, at man i stedet for at forvalte strukturelle statiske forhold mener, at man skal fremme en forandring og afskaffelse af disse forhold.
På den måde bliver politikerne skuffede, når en ordentlig kompensation ved arbejdsløshed, sygdom og anden uarbejdsdygtighed ikke fører til, at disse minimeres som forekomster i statistikken; men det er slet ikke det, der er meningen, meningen er at opretholde et system, der sikrer borgere imod fattigdom og marginalisering i fællesskabet.
På samme måde med efterlysningen af social mobilitet: her er det netop meningen, at folk godt kan vedblive at udføre de opgaver, de er uddannede til eller har erfaring i, fordi disse opgaver er ønskede eller uomgængelige for fællesskabet og have et godt liv.

Werner Gass, Dennis Tomsen, Birte Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Kom til at tænke på de medicin auktioner der pt er så meget snak om
er det konkurrence eller omvendt konkurrence ?
Auktionen er tilrettelagt sådan at de bydende kender bud historikken hele vejen.
Man må åbenbart godt snakke sammen før bud.
se Cepos det er liberalisme, det bliver dyre.
Usa bruger 3-4 gange højre udgifter på deres sundhedsvæsen, pr. syg.
så hvorfor skulle konkurrence gøre det bedre og billiger end et offentligt system?
Der findes der ingen evidens for så hvidt jeg ved.
tænk på at his du har et blodtryk der er over 135 - 140 i US skal du betale ekstra i forsikring, da du så er en øget risiko.
Samt der er rigtig mange der slet ikke har en forsikring, fordi de er for syge eller bare ikke har råd.
for derover har man fået stækket fagforeninger, som det primært er Cepros mission at få stækket.

Mogens Holme, Kurt Jørgensen, Werner Gass, Steffen Gliese, Birte Pedersen, kjeld jensen, Bent Gregersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gerhardt Petersen

For at følge op på Carsten Svendsens indlæg, har det undret mig såre, at CEPOS kaldes for en "tænketank"!. Så vidt jeg ved, er det en organisation som er stiftet med formålet at påvirke politikere m.fl. til at sænke skatten. Organisationen sponsoreres af velhavere, heriblandt Michal Laudrup. Havde den haft adresse i Rusland, ville den blive beskrevet som et propagandaorgan. Havde det været i USA, ville man have kaldt den en lobbyvirksomhed.
Da den nuværende regering udarbejdede et forståelsespapir med dens støttepartier, blev det af flere medier benævnt som et "såkaldt forståelsespapir". Nu undlades ordet "såkaldt" efterhånden. Mit forslag vil være at gå den modsatte vej angående CEPOS: fra en nuværende beskrivelse som "tænketank", kunne man med fordel begynde at indføre et "såkaldt" - CEPOS, den "såkaldte tænketank". Så ved vi hvor vi står.

Carsten Svendsen, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Marie Jensen, Kurt Jørgensen, Werner Gass, Morten Sørensen, Steffen Gliese, Birte Pedersen, kjeld jensen, Palle Jensen, Jaan Kilbouy, Bent Gregersen, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

”En medarbejder opnår ikke nødvendigvis bedre resultater, fordi vedkommende bliver ældre eller har været på”

Dette citat er uforståligt. Hvorfor bliver man med alderen ikke mere erfaren? Og hvorfor søger eller sendes en medarbejder på kursus?
Hvad er en offentlig fagforening? Er de gule fagforeninger private forretninger og er det så grunden til denne påstand? De offentliges fagforeninger er de ansattes organisering ikke statens eller kommunernes.
Er aktieselskaberne til for befolkningen. Iflg. De liberalistiske oldermænd er det en grundgæggende fejltagelse. Den samfundsmæssige behovsdækning er kun en hyggelig biting ved selskabsdriften. Det er forræderi mod ejernes frihed til uhæmmet virksomhed.

Kurt Jørgensen, Werner Gass, Steffen Gliese, Palle Jensen og Per Christiansen anbefalede denne kommentar

Devisen for kronikøren er, at al aktivitet, der kan markedsgøres er en gevinst - ikke bare for virksomhederne, men også for dem, der betaler, de markedsgjorte aktiviteter. Den såkaldte Produktivitetskommission kom ifølge kronikøren frem til samme konklusion. Ingen spørgsmålstegn ved det administrative/bureaukratiske apparat, der skal måle og veje og tildele aktiviteterne til private virksomheder. Liberal bragesnak fra ende til anden....

Skal vi derhen hvor hospitaler smider patienter på porten, når patienten har en lav kredit-rating? Eller at hjemmehjælpen holder sig væk, fordi man skylder den sidste regning. Private firmaer tager hensyn til profit, og det er intet i vejen med, men det stemmer ikke med velfærd (for alle). Dem med penge skal nok klare sig.