Kronik

Millioner af grise dør hvert år, fordi økonomi knægter forskningens uafhængighed

Pattegrises dødelighed stiger, men forskerne undlader kritik af erhvervets metoder. Det er et eksempel på, at konkurrencen om eksterne midler påvirker forskningens fokus, så den ikke længere er uafhængig, skriver dyrlæge og ph.d. Niels Peter Baadsgaard i dette debatindlæg
Noget tyder på, at man er nået til en biologisk grænse for, hvor langt man kan presse grisen, og alligevel er der ingen tegn på, at man vil ændre strategi, skriver dagens kronikør. Billedet er ikke taget i forbindelse med kronikken

Noget tyder på, at man er nået til en biologisk grænse for, hvor langt man kan presse grisen, og alligevel er der ingen tegn på, at man vil ændre strategi, skriver dagens kronikør. Billedet er ikke taget i forbindelse med kronikken

Sigrid Nygaard

12. november 2019

I kølvandet på den omstridte oksekødsrapport er medarbejderne på Aarhus Universitet blevet pålagt en stribe procedurer og dokumentationskrav for at sikre armslængdeprincippet i forhold til landbrugserhvervet. Vil dette pseudoarbejde så løse hele problemet? Næppe.

Det politiske stormvejr og de personalemæssige konsekvenser er sikkert kommet som et chok for mange landbrugsforskere. På samme måde har der nok også været rystelser i Landbrug & Fødevarers kontorer på Axelborg, og man har følt sig foranlediget til at komme med en beklagelse over forløbet.

Vi gik for langt, siger de, men i virkeligheden er det nok mere business as usual, end man bryder sig om at erkende. Resultatet af universitetets interne undersøgelse, hvor man fandt fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter, har til fulde bekræftet dette billede.

Landbrug & Fødevarer er en vigtig kunde for forskerne hvad angår bestillingsopgaver, og sektoren er en næsten uundgåelig samarbejdspartner, da det i mange eksterne udbudsrunder ofte er en betingelse for success, at erhvervet er med.

Endelig er landbrugets udviklingsbudget betydeligt, og en hel del af disse penge går til samfinansiering af forskningsprojekter. Med sin næsten monopolagtige stilling er Landbrug & Fødevarer ikke til at komme uden om.

Samtidig er forskerne blevet pålagt at hente en stadig større del af finansieringen af deres arbejde via eksterne midler.

Der er gode argumenter for at have et tæt samarbejde mellem erhverv og forskning, men der er risiko for, at de økonomiske relationer mellem den offentlige forskning og landbrugserhvervet kan få betydning for forskningens indhold.

Det handler om alt det, som er underforstået og usagt, når man har en lang tradition for samarbejde. Alt det, som ikke kan afsløres gennem en aktindsigt i en mailkorrespondance.

Aktørerne på begge sider af bordet kender hinanden rigtig godt. De har siddet sammen i utallige faglige fora, de samarbejder allerede i en lang række projekter, og de ved udmærket, at de sandsynligvis også skal være partnere næste gang, der udbydes forskningsmidler.

Ved formuleringen af nye projekter sættes den kritiske tilgang måske til side, og man ender med at vælge en mere pragmatisk vej, hvor man bliver enige om ordlyden, så alle kan være med. I det endelige resultat er der måske ikke noget at udsætte på den metodiske tilgang eller på analysen af data, men selve formålsformuleringen ville måske have været anderledes, hvis processen havde været mere uafhængig.

Supersoens bagside

På det veterinære område, mener jeg, at erhvervets økonomiske interesser har haft en tydelig indflydelse på forskningens fokus. Det gælder forskningen i dødelighed hos pattegrise.

En stor del af midlerne til svinebranchens forskning og udvikling kommer fra salg af avlsdyr. Dansk svineavl er blevet en gigantisk forretningssucces både herhjemme og i udlandet. Kronjuvelen i denne succes er supersoen, der har en frugtbarhed, som sprænger alle naturlige grænser.

Hvor soen tidligere fødte 12-14 grise, som svarer til det, hun under normale forhold selv kan passe, føder soen nu i mange af de effektive besætninger 20 grise pr. kuld – i gennemsnit vel at mærke. Mange vil føde endnu flere. De mange pattegrise udfordrer den fysiske kapacitet i hele produktionskæden. Det er en stor udfordring løbende at skaffe råmælk, plads og patter til et stadigt stigende antal grise i et system, som slet ikke er dimensioneret til denne vækst.

Dertil kommer den afledte effekt på de nyfødte dyrs vægt. Soens livmoder har ikke ubegrænset kapacitet, og mange pattegrise fra de store kuld vil have en unormalt lav fødselsvægt.

Nogle pattegrise bliver nu født med en vægt på 500-700 gram, hvilket er mindre end halvdelen af den normale vægt, som ligger på cirka 1,5 kilo. Den lave fødselsvægt følger grisen gennem hele livet, og den øger risikoen for sygdomme og risikoen for at dø en for tidlig død.

Nogle af de mindste pattegrise er ved fødslen ikke fuldbårne. Skelet, lunger, tarmsystem og immunsystem er ikke færdigudviklet på fødselstidspunktet.

Det er velkendt, at man i udendørs svineproduktion har en højere dødelighed blandt pattegrisene end i indendørs produktion. I økologisk produktion, der jo foregår udendørs, er det derfor afgørende, at pattegrisene fødes med en normal fødselsvægt.

Mange økologiske producenter har derfor skiftet genetikken ud og anvender nu søer, som føder det antal grise, som soen selv kan passe. Det giver færre, men stærkere og sundere grise og en lavere dødelighed. Det er faktisk muligt at reducere dødeligheden så meget, at den ligger under niveauet for indendørs produktion på denne måde.

Ingen udfordrer skadelig vækststrategi

I løbet af fem til ti år vil mange supersøer føde 25 grise pr. kuld. 30 grise i et kuld vil slet ikke være unormalt på det tidspunkt. Det vil forværre situationen.

Svinebranchen indgik i 2014 sammen med blandt andet den daværende fødevareminister Dan Jørgensen og Dyrlægeforeningen en politisk aftale om at øge overlevelsen med en gris pr. kuld i 2020. De seneste tal for effektiviteten viser, at dødeligheden nu er på 22,5 procent, og den er steget for andet år i træk.

I 2017 blev det estimeret, at knap ti millioner danske pattegrise enten var døde ved fødslen eller i diegivningsperioden det pågældende år. På trods af en massiv indsats viser de nyeste tal, at selv ikke hos de 25 procent mest effektive besætninger er man i stand til at reducere dødeligheden.

Noget kunne tyde på, at man er nået til en biologisk grænse for, hvor langt man kan presse grisen, og alligevel er der ingen tegn på, at man vil ændre strategi.

Man vælger at fortsætte væksten i kuldstørrelse og dermed den faldende fødselsvægt – selv om det strider mod al eksisterende veterinærfaglig viden om sundhed og sygdomsforebyggelse.

I en sådan situation skulle man tro, at forskningen ville igangsætte undersøgelser for at afdække de negative konsekvenser af denne udvikling, og at forskerne offentligt ville kritisere strategien. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Forskerne har stort set undladt offentlig kritik. Sammen med erhvervet arbejder man i stedet på at afbøde de værste konsekvenser af strategien. På Københavns Universitet, Institut for Produktionsdyr og Heste, undersøger man for eksempel, hvor meget mælk de undervægtige grise kan drikke, og hvor hyppigt de skal have mælk for at øge deres chance for at overleve.

Grænser for udnyttelse?

Det bemærkelsesværdige er, at man både inden for bioetikken og i regi af Dyrlægeforeningen har haft mange diskussioner om det etisk forsvarlige i avl på hunderacer med medfødte genetiske defekter og avl på kødkvægsracer, hvor kalvene er så store, at de skal forløses ved kejsersnit. Hos grisene, hvis intelligens i øvrigt overgår begge de nævnte arters, har man åbenbart ikke de samme betænkeligheder.

Forskningen i pattegrises dødelighed rejser en række etiske spørgsmål. Ville forskningens fokus være anderledes, hvis der var flere frie midler til rådighed?

Er der grænser for, hvor langt den offentlige forskning vil gå i udnyttelsen af vores husdyr?

Har offentligt ansatte forskere en ytringsforpligtelse over for samfundet, hvis der handles i strid med eksisterende viden?

Blandt de politiske partier er der en hidtil uset erkendelse af, at vi ødelægger liv og natur, hvis vi fortsætter som hidtil.

Vi skal genfinde respekten for det levende omkring os. Drømmen om den grænseløse vækst er et anakronistisk natursyn, som stadig findes i dele af forskningen og i dele af landbruget.

Den grønne omstilling vil udfordre mange særinteresser, og derfor er det afgørende, at politikerne har adgang til uafhængig viden.

Niels Peter Baadsgaard, Dyrlæge, ph.d. og tidligere ansat ved Aarhus Universitet og SEGES

Alle snakker om vildsvinehegnets symbolske effekt, men på den tyske side af hegnet skal man lede længe efter forargelsen. Det handler jo om penge – og dermed om en industri, hvis klima- og miljøfølger vi danskere bliver nødt til at diskutere frem for et måske virkningsløst hegn
Læs også
På vej til den sidste forlystelse – gondolen – har det kvikkeste af dyrene nok opfanget, at der ikke ligger en forfremmelse til frilandsgris lige om hjørnet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Palle Yndal-Olsen
  • Erik Karlsen
  • Carsten Mortensen
  • Per Torbensen
  • jørgen djørup
  • Anne Albinus
  • Torben Larsen
  • Anders Reinholdt
  • Viggo Okholm
  • John Hansen
  • Henrik Leffers
  • Steen K Petersen
  • Dina Hald
  • Gert Romme
  • Karsten Nielsen
  • Arne Thomsen
  • Jens Christensen
  • Ervin Lazar
  • Rune Bjørnvig
  • Jørgen Lindahl
  • Carsten Enevoldsen
  • Johnny Christiansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Thomas Tanghus
Morten Lind, Palle Yndal-Olsen, Erik Karlsen, Carsten Mortensen, Per Torbensen, jørgen djørup, Anne Albinus, Torben Larsen, Anders Reinholdt, Viggo Okholm, John Hansen, Henrik Leffers, Steen K Petersen, Dina Hald, Gert Romme, Karsten Nielsen, Arne Thomsen, Jens Christensen, Ervin Lazar, Rune Bjørnvig, Jørgen Lindahl, Carsten Enevoldsen, Johnny Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forskningens mangel på uafhængighed er et alvorligt problem, som vel kun - men også meget let - kan løses politisk.
Jeg hæfter mig her og nu ved dette:
"Mange økologiske producenter har derfor skiftet genetikken ud og anvender nu søer, som føder det antal grise, som soen selv kan passe. Det giver færre, men stærkere og sundere grise og en lavere dødelighed. Det er faktisk muligt at reducere dødeligheden så meget, at den ligger under niveauet for indendørs produktion på denne måde."
Så mangler der kun, at vi forbrugere vælger de økologisk producerede svin.
De koster lidt mere, men reducerer vi kødmængden - hvad vi jo bør - bliver det jo ikke dyrere ;-)

Per Torbensen, kjeld jensen, søren ploug, Mogens Holme, Viggo Okholm, John Hansen, Steen K Petersen, Helene Kristensen, Susanne Kaspersen, Rune Bjørnvig, erik pedersen og Elisabeth From anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Klart formuleret.
Selvfølgelig vælger vi økologisk grisekød. Vi er jo ikke medvidende dyremishandlere.. vel?

Morten Lind, Per Torbensen, søren ploug, Christina Laugesen, John Hansen, Steen K Petersen, Helene Kristensen, Susanne Kaspersen, Hans Larsen, Elisabeth From og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Enevoldsen

Baadsgaard giver en knivskarp analyse af et forskningsområde - med næsten 40 års engagement indenfor, på og udenfor sidelinjerne i samme område (husdyr- og veterinærforskning) kan jeg bevidne analysens validitet. Det således nemt at pege fingre af forskerne på netop dette område, men problemet er langt større - gælder nok de fleste områder. Helt overordnet er det fundamentale problem, at 'den der betaler for musikken bestemmer melodien'. Og det ved de enkelte forskere, forskernes ledere ('uafhængige' universiteter), myndigheder (der bestiller 'myndighedsbetjening') og, IKKE MINDST, politikere (som lader sig styre af politiserende medier). Her er det gammelkendte fænomen, at 'l..t falder nedad'. Det er meget prisværdigt, når skarpe samfundsbevidste forskere som Baadsgaard siger fra ved at sige en sikker stilling op - og råber op om problemet. Det er dog nok illusorisk at forlange tilsvarende af alle forskere, der ikke får opbakning af deres ledere, der primært tænker i publikationer og bevillinger uanset kilden ('fra faktura til forskning', kan vi vel kalde det omskrevet efter Helge Sander). Og ledere er ikke politisk tonedøve. Jeg har ingen indvendinger imod, at erhverv, brancher OG politikere KØBER kvalificeret forskningsindsats. Det skal blot deklareres, hvem der betaler - det gøres bedst ved, at de indkøbte forskere aflønnes direkte fra kunden, og at resultatet 'sælges' på købers brevpapir. Der produceres skam megen god forskning uden for universiteter (se bare NOVO). Som skatteborger ønsker jeg imidlertid ikke at betale for forskning til fremme af erhvervsmæssige og politiske interesser, der sælges som uafhængig forskning. Se blot, hvordan politiske partier shopper efter de 'rigtige' forskere/forskningsresultater, som'førende forskere' beredvilligt leverer. Jeg drømmer om, at nogle medier afsætter graverjournalister til at følge pengesporene i forskningsindsatser - også når det gælder chefredaktørers egne kæledægger som fx Informations 'klimakamp'. Når jeg nu påstår, at forskning sjældent er uafhængig, hvad skal samfundet så gøre? Der er ikke nogen enkel patentløsning, men et centralt almengyldigt redskab er 'gennemsigtighed'. I forskningsverdenen findes begrebet 'Open Science'. Kort fortalt, lægges alle data, analysemetoder, finansiering osv. åbent frem til fri undersøgelse og ikke-anonym fagfællebedømmelse, så er vi på vej mod troværdighed. Til et sådant kvalitetssikringssytem kræves offentlige bevillinger, som skal gives fuldstændig betingelsesløst til fagfolk helt uden gedulgte interesser.
Carsten Enevoldsen
Tidligere professor og leder af forskeruddannelsesprogram

kjeld jensen, søren ploug, jørgen djørup, Anne Albinus, Jane Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, John Hansen, Morten Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Helene Kristensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Vi er lige kommet hjem til Sverige i nat fra vores hus i Čukur, og her så vi ganske andre metoder for svineopdræt.

Flere steder så vi 20-30 svin befinde sig i store indhegninger. I stedet for at være bundet eller placeret på meget lidt plads, for ikke at røre sig så meget, at de taber i vægt, lever de her et ægte grise-liv, hvor de roder med trynen i jorden efter føden.

Trøffel sagde vores landbrugskyndige nabo. De finder faktisk trøfler i jorden, som de spiser sammen med nedfaldne spise-kastanjer og valnødder, og på den måde sparer bonden penge til foder. Og når hele området er renset, flyttes de blot videre til næste større indhegning.

Og kødet da? - Disse glade grise bliver til magert og meget velsmagende kød, hvor alle de gode råvarer smages.

Morten Lind, søren ploug, Christina Laugesen, Per Torbensen, Viggo Okholm, John Hansen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Økologisk kød er faktisk ikke dyrere, hvis man ser det færdige madlavningsprojekt. Økologisk kød kan steges, uden at det opløser sig i bestanddelene vand, fedt og sålelæder. Når man køber økologisk svinekød, har man et forbløffende velsmagende stykke kød, man forstår så hvorfor, der er så mange opskrifter på retter med svinekød - de er formodentlig fra dengang, hvor konventionelt svinekød ikke var fabriksfremstillet. Har nogen lagt mærke til, at når der jubles over svinekød fra de landbrugselskende politikere - er et bacon der jubles over, ellers er det konventionelle svinekød en trist tyggeøvelse.

søren ploug, Per Torbensen og John Hansen anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Hvis dyreværns foreninger gik lige så hårdt til svinekødsproduktionen, som de er gået til minkskindsproduktionen, så ville det problem være løst. Men det er nok nemmere at få publicity når det er søde mink med flotte pelse det går ud over, end 100 gange så mange nyfødte grise. Og hvordan er det lige de svageste dør. Det spørgsmål vil jeg overlade til de andre læsere at tænke over. Men det er ikke et pænt syn.

Per Torbensen, Mette Møhl, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Som gammel bondedreng i 50 erne var jeg ikke vidende om disse masse fødsler- spøjst eller tragisk når vi som mennesker kritisere andre samfund for at få for mange børn,som de så risikerer at miste, men at vi indenfor dyre området har så stærk et begær at man mishandler dyrene på denne måde. Ved at lade søerne få så mange grise ,vil selv nogle dødsfald alligevel langt overstige niveauet fra "gamle" dage. Dengang var ca 10 grise flot.

søren ploug, Eigil Hansen, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Dette land styres stadig fra Axelborg. Selv om landbruget ikke er landets største erhverv længere er det tilsyneladende ikke kommet på lystavlen hos politikerne.
Landbruget som organisation har stadig masser af undtagelser fra diverse regler, og er højrøstede, når der forsøges at røre ved deres privilegier.
Den overordnede måde at agere på gør det ikke just nemmere at være landmand, der gerne vil forbedre forholdene for både dyr og marker.

kjeld jensen, søren ploug og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Landbruget lever af overførelses indkomst uden kontrol. 10.000.000.000 kr. uddeles til 35.000 landmænd i Danmark alene. 35.000 landmænd, som lægger beslag på vanvittige 62% af Danmarks landarealer. Samtidig går 80% af dansk landbrugs produktion til eksport. 20% forbruges således i Danmark. Eller med andre ord, så får dansk landbrug 8.000.000.000 kr. i landbrugsstøtte for at svinne 50% (80% af de 62% landarealer) af Danmarks landarealer til med pesticider for siden at sende produktionen ud af landet. En produktion, som kun hænger sammen økonomisk grundet de 8.000.000.000 kr. i overførelsesindkomst.

Og det alt imens landets sygehuse, børnehaver, skoler, syge og ledige i over 15 år er blevet økonomisk rundbaberet helt ned til huden - Der er noget helt glat her.

Morten Lind, Per Torbensen og søren ploug anbefalede denne kommentar