Læserbrev

Moderskabet har spillet en væsentlig rolle i dansk litteratur gennem mere end hundrede år

Selv om det er glædeligt, at moderskabet har fået højere status i moderne dansk litteratur, må vi ikke glemme, at det allerede har spillet en righoldig rolle i dansk litteraturhistorie, skriver professor emerita Gunhild Agger i dette debatindlæg
15. november 2019

I berettiget begejstring over, at moderne forfattere som Dy Plambeck, Maja Lucas og Cecilie Lind højprofilerer nutidens moderskab i litteraturen, glemmer Nanna Goul en del af forhistorien i sin klumme den 8. november.

Ganske vist har graviditet, fødsel, barsel og amning, som Nanna Goul fremhæver, aldrig været højstatusemner. Det er dog en – åbenbart glemt – kendsgerning, at moderskabet gennem mere end hundrede år har spillet en væsentlig rolle i dansk litteratur.

Et godt eksempel fra tiden omkring forrige århundredskifte er Erna Juel-Hansen, der i Helsen og Co fra 1900 fokuserer på, hvordan moderskab indvirker på ægteskabet og erotikken. Selv om Agnes Henningsen mest er kendt for sin store appetit på livet og mændene, indgår også moderskabets glæder og skrammer sammen med erotikken som et uomgængeligt element i hendes erindringscyklus, der spænder fra 1941 til 1955.

Nanna Goul fremhæver Dea Trier Mørchs Vinterbørn fra 1976 som en enlig svale. Men netop i 1970’erne og 80’erne var der stor opmærksomhed på emnet.

I Ragnhild Aggers forfatterskab bliver graviditet og fødsel skildret, som de har været for mange kvinder. Fødslen i Aggers Parret fra 1978 begynder med en »levret sø« og ender med et lille rynket væsen, »slet ikke fyldt ud, næsten som en olding.« For at blive i familien tog jeg det selv op i min bog Kærnemælk og kaprifolier fra 1985.

Charlotte Strandgaards Når vi alle bliver mødre fra 1981 handler om at dele moderskabet. Vita Andersens bøger belyser det at være mor ud fra magtesløshedens synsvinkel – eksempelvis i Hva’for en hånd vil du ha’ fra 1987.

Og det fortsætter i andre forfattergenerationer, men på nye måder. I Christina Hesselholdts Kraniekassen fra 2001 modsvares Agnetes psykiske splittelse således af ve-smerterne og den konkrete sønderrivelse ved fødslen:

»Skamlæbe, skede, mellemkød blev lappet af en talende og talende syerske […] Så kom kærligheden gungrende ligesom kavaleriet.«

Det er blot nogle få eksempler ud af mange fra litteraturhistoriens righoldige lager. Eksempler, der fortjener opmærksomhed for at give den moderne bevægelse perspektiv.

Gunhild Agger er professor emerita ved Aalborg Universitet.

At det er kvinden, der hænger på den fødende krop, det er ikke noget, vi kan stemme os ud af. Det er heller ikke noget, vi kan tale os ud af, men derfor ville det være fint, hvis vi som samfund i det mindste kunne være med på, at den kvindelige erfaring, der hver dag skaber nyt liv verden over, ikke bare er en pinagtig foreteelse, der lugter af sur mælk og rådden navlestreng, skriver Nanna Goul.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu