Kronik

Min mor fik ikke en værdig død, fordi kommunerne svigter de ældre

Min dødeligt syge mor blev tvunget til at blive i eget hjem, selv om hun åbenlyst havde behov for at komme på plejehjem. Hvorfor kan en gammel dame ikke få lov til at være et sted i den sidste tid, hvor hun føler sig tryg og får hjælp?
Som pårørende har Karina Nielsen på egen krop oplevet, hvor gennemhullet vores ellers så gennemtænkte velfærdssamfund kan være. Karina Nielsen oplevede, hvordan hendes dødeligt syge mor blev tvunget til at blive i eget hjem, selv om hun åbenlyst havde behov for at komme på plejehjem.

Som pårørende har Karina Nielsen på egen krop oplevet, hvor gennemhullet vores ellers så gennemtænkte velfærdssamfund kan være. Karina Nielsen oplevede, hvordan hendes dødeligt syge mor blev tvunget til at blive i eget hjem, selv om hun åbenlyst havde behov for at komme på plejehjem.

Astrid Dalum

Debat
29. november 2019

Igennem snart tre år har jeg set min mor på 78 år kæmpe og til sidst tabe kampen til kræft. For tre måneder siden blev hun konstateret terminal, al helbredende behandling blev stoppet, og herefter fik hun kun smertedæmpende behandling.

Den 9. november lukkede hun øjnene for sidste gang.

Som pårørende har jeg på egen krop oplevet, hvor gennemhullet vores ellers så gennemtænkte velfærdssamfund kan være.

I starten var hjælpen, støtten og behandlingen god og effektiv, men hullet opstod fra det øjeblik, mor var for dårlig til at være hjemme, og frem til at hun var ’dårlig nok’ til at komme på plejehjem.

Inden for det sidste år tog hendes sygdom til. Selve kræften var i stilstand, men mange rejser til og fra hospitaler, lægen og indlæggelser på grund af forskellige tilstødende sygdomme tappede hende for kræfter.

I juli blev hun indlagt på akutcenter Vestcenter Kilen i Struer, og her var hun så svækket, at lyset i hendes øjne til tider forsvandt.

På akutcentret udfyldte vi sammen med en hospicesygeplejerske, der var tilknyttet stedet, en ansøgning om at få mor på plejehjem, da hun inden for ganske kort tid ikke ville være i stand til at klare sig selv. Dette var både min mors, min og især også hospicesygeplejerskens vurdering.

Efter godt tre uger på akutcentret blev hun alligevel sendt hjem til sig selv.

Visitatoren gennemgik ansøgningen med os og gav derefter i samme åndedrag afslag på ansøgningen om en plejehjemsplads. Hun kunne jo stadig tage tøj på og komme på toilettet selv.

Hver dag tæller

Mor var gået fra at være en frisk, optimistisk og livsglad person, der altid havde kunnet klare sig selv og hjælpe alle andre i en håndevending, til at være en lille, sammenkrøllet skygge af sig selv, der sad og græd hver dag, fordi hun ikke ville være besværlig og fortælle, at hun havde ondt og ikke magtede at klare hverdagen alene.

I en periode skulle hun have piller syv gange i døgnet, hvor hjemmehjælperen eller sygeplejersken kom hjem til hende for at låse medicinen ud og se hende tage det. Medicinen blev senere lagt sammen, så de ’kun’ skulle ud til hende fire gange om dagen. Derudover havde hun brug for hjælp til at komme i bad, få gjort rent, vaske tøj, vaske op og få mad tre gange om dagen. Den økonomiske del af hendes husholdning overtog jeg, da hun havde en meget svækket hukommelse.

Jeg forstår ikke, hvordan det ressourcemæssigt kan hænge sammen, at der skal hjemmehjælp og sygeplejerske ud til en beboer mindst syv gange om dagen i stedet for at placere hende på et plejehjem, hvor plejen er lige ved hånden.

Der må kunne gøres noget, så indsatsen kommer hurtigere. På et år blev min mor 15 år ældre, og hun nåede ikke engang at nyde den ældrebolig, hun blev visiteret til, før hun kom på akutcentret i Struer, hvor hun til sidst døde.

Jeg ønsker på ingen måde at hænge kommunerne ud, for de gør det bedste, de kan, med de midler, de har til rådighed. Men der er noget, der halter.

Lovgivningen skal enten udbedres eller omfortolkes, så hjælpen følger den syge igennem hele forløbet og ikke kommer til at halte bagefter frem til slutningen af den sygdomsramtes liv, hvor hver dag tæller.

Fik hjælp for sent

I starten af mors kræftforløb fik hun masser af hjælp og støtte. Min far, der har fået konstateret Alzheimers, blev placeret på plejehjem, da de godt kunne se, at mor ikke samtidig kunne tage sig af ham.

Både mor og jeg følte os som pårørende hørt og set og var utroligt taknemmelige for den støtte, der flød vores vej. Mange gange fik jeg at vide, at jeg skulle huske at passe på mig selv, hvilket dog blev sværere, i takt med at mor blev dårligere.

Men fra midt-juli, hvor hun blev indlagt på akutcenteret, og frem til først i oktober havde vi flere gange fat i lægen, lægevagten og akutsygeplejersken på grund af hendes svækkede tilstand. De mange besøg af diætist, hjemmehjælpere og sygeplejersker øgede mors stressniveau betydeligt, og trods det konstante rend hos hende følte hun sig mere og mere ensom.

Den 17. oktober blev jeg ringet op af hjemmehjælpen. Mor var meget konfus, og hjemmehjælpen turde ikke at lade hende være alene, indtil akutsygeplejersken kom.

Jeg tog op til hende, og akutsygeplejersken kom cirka en time efter og tappede knap 1.200 milliliter urin af hende. Hun bad mig om at blive og sørge for, at mor fik nok væske, indtil hjemmeplejen havde været der.

Hele aftenen sad jeg så med en meget konfus mor, jeg skulle have til at drikke og samtidig forklare, at hun ikke skulle på toilet, men bare ’lade det løbe’. Hun kæmpede imod, for »man kunne jo ikke bare sidde i lænestolen og tisse«.

Dagen efter fik jeg et opkald fra den hospicesygeplejerske, der allerede i starten af forløbet havde anbefalet en plejehjemsplads til mor. Det var nemlig nu, vi skulle lave en ny ansøgning om en plejehjemsplads til hende, for hun kunne hverken komme i tøjet eller komme af med urinen uden hjælp.

Men hvorfor kan en gammel dame ikke få lov til at være et sted, hvor hun føler sig tryg og får hjælp, når hun har behov for den, så hun kan nyde den sidste tid med sit barn og sine børnebørn? Hvorfor skal hendes sidste tid være fyldt med frustrationer og afmagt?

Stol på fagfolk

Problemet starter for alvor der, hvor kommunen får mere magt end læger og fagfolk. Vi oplevede, at både onkologen, mors egen læge, sygeplejerskerne og hjemmehjælperne alle sammen stod uforstående og hovedrystende over for den vurdering, visitatoren kom frem til ud fra de fastsatte kriterier.

Vi bør som samfund udvise mere tiltro til fagfolkenes udsagn, når de siger, at en borger ikke er i stand til at tage vare på sig selv i eget hjem. Der bør lægges større vægt på de fagfolks udsagn, som har med ældre borgere at gøre hver dag. De ser, hvad der sker i hjemmet, og hvordan borgeren fungerer eller ikke fungerer i dagligdagen.

Der skal selvfølgelig være retningslinjer, men det er vigtigt, at vi ikke glemmer de mennesker, der lever og dør inden for retningslinjerne. Alle er forskellige og skal derfor vurderes forskelligt. Det går ikke, at man hovedløst udfylder et afkrydsningsskema, der bestemmer, at man er rask nok til at blive i eget hjem, hvis man opfylder to ud af ti eller 20 krav.

Min mors generation har altid været vant til at klare sig selv uden at klage, når det gjorde ondt. Det, fagpersonalet ser, er derfor kun toppen af isbjerget, hvor de pårørende som oftest kan se ind bag facaden. Derfor er det mindst lige så vigtigt at lytte til de pårørende.

Når en syg borger sidder alene og er utryg, kan smerterne føles voldsommere og mere konstante. Derved bliver der også behov for mere pleje, da akutsygeplejersken oftere bliver kaldt ud til borgeren. Behovet for hjælp i dagligdagen bliver også hurtigt mere aktuelt.

Vælger man at flytte en borger i en ældrebolig i stedet for på plejehjem, når situationen allerede er på det stadie, suger det en masse kræfter ud af borgeren, der efterfølgende igen får brug for endnu mere pleje.

I stedet kunne man spare en masse ressourcer både tidsmæssigt, men også især økonomisk, ved at sende den syge borger hurtigere på plejehjem, hvor plejen er lige ved hånden, og lyden af liv er lige uden for døren, så man ikke føler sig så alene.

Utrygheden bliver skubbet i baggrunden, og de eventuelle smerter træder i forgrunden. På den måde får man den hjælp, man har brug for, når man har brug for det.

En forebyggende indsats vil i mine øjne altid være billigere hjælp end at lappe symptomerne lidt efter lidt, som de kommer.

Karina Nielsen er lærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for et godt og sandfærdigt indlæg, ja kommunerne har meget at lære om omsorg og værdighed for de ældre syge. Man må håbe at de ansvarlige i kommunen får en øjen åbner.

Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Erik Winberg anbefalede denne kommentar

"Jeg ønsker på ingen måde at hænge kommunerne ud, for de gør det bedste, de kan, med de midler, de har til rådighed."
Det er ikke min erfaring der er brug for flere love og/eller systemer. Kommunerne har de midler staten/folketinget tillader dem at bruge, og uden flere midler bliver det ikke meget anderledes.
Tro nu ikke at alt er bedre på pejehjem.
"Når en syg borger sidder alene og er utryg, kan ....." Sådan kan en syg borger også sidde på et plejehjem, hvis der ikke er tilstrækkeligt med personale.

I Københavns kommune er der næste intet personale i week-enderne. Om du sidder hjemme eller på plejehjem er næsten det samme. Tag en tur til Gentofte, hvor forholdende er langt bedre. Det har noget med personale nomeringer samt især indstillingen hos personalet, og den er mange steder mangelfuld. Dø ung i stedet!
Sagt af en 72 årig der ikke ønsker at blive gammel!

Endnu et eksempel på kassetænkning og de nyslåede overflødige. Der var en gang, hvor Danmark målte værdien af demokratiet ud fra, hvor godt vi behandler de svageste sjæle. Nu tæller kun konkurence og afstand mellem folket. Jo mere vi kan trampe på hinanden jo bedre i Den-Lille-Svindlers samfundsmodel det "moderne" Danmark.

Estermarie Mandelquist, Ib Christensen, Karsten Lundsby, Dennis Tomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme, Kim Houmøller og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar