Klumme

Nattefrosten er kommet

Den første nattefrost er kommet. I den tidlige morgen, inden solen er stået op, virker havens konturer fremmede og sære. Nu er det kun grønkålen og porrerne, der endnu står, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme.
Den første nattefrost er kommet. I den tidlige morgen, inden solen er stået op, virker havens konturer fremmede og sære. Nu er det kun grønkålen og porrerne, der endnu står, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme.

Lars Skaaning

Debat
4. november 2019

Så kom den første nattefrost. Om morgenen, da vi vågnede, kunne vi ligge og kigge ud på et hvidt tag på den anden side af gårdspladsen. Taget over portrummet og værkstedstaget var også hvidt.

»Æblerne,« udbrød gemalen, hele æblehøsten stod stadig ude.

Vi burde have anet det. Aftenen før, hvor vi var kommet hjem efter mørkets frembrud, havde himlen været tindrende stjerneklar. Karlsvognen stod lavt og stor som en lastbil mod nord. Mod syd blinkede Orions sværd, så det næsten så ud, som om den store, græske jæger svang det. Og lagde man nakken tilbage, kunne man se langt, langt ind i Mælkevejen.

Vi var ikke specielt sent hjemme, men vi nøjedes med at nyde synet, uden at skænke æblerne en tanke. Nu stod vi op til et hvidt landskab. Græsplænen i forhaven var dækket af rim, markerne udenfor var hvide, og græsplænen i baghaven var ligeledes kridhvid – lige indtil en meter foran pergolaen, hvor æblerne stod. Der var den grøn og våd. Pergolaens tag, der er helt overdækket af klematis og blåregn, havde beskyttet dem.

Men nu skulle de ind, og ind kom de i eftermiddagens strålende solskin. Vi opbevarer dem i vores ’siddedrivhus’, hvor der er hylder langs to glasvægge og et rundt bord midt på gulvet. Trods en meget rigelig æblehøst i år er der plads nok. Dog er og bliver mus et problem, som vi må tage højde for, selv om det er mig en gåde, hvordan de kan mase sig ind i det tilsyneladende hermetisk lukkede drivhus.

Men mus er små og sultne og behøver bare en lille sprække under døren for eksempel. Derfor har vi fundet på den perfekte musesikring, der er al sin enkelhed går ud på at brede et stykke klart plastik ud over bordet, så det hænger ned som en dug. Klar plastik kan selv sultne mus ikke forcere, og æblerne er reddet. Drivhusets hylder er holdt oppe af glatte stålben, som en mus næppe heller kan klatre op ad.

Så nu kan både mus og nattefrost bare komme an.

Daggryet

Om morgenen må jeg ud og se, hvordan det står til. Det er stadig mørkt, men nu er luften næsten lun, ikke en vind rører sig, og græsset knaser ikke under fødderne. Tværtimod drypper det ganske sagte fra havens træer. Himlen er overskyet, bortset fra en lysere stribe mod øst, som langsomt rødmer nedefra. Ellers er alt tyst.

Så pusler det bag garagen. En fugl? En ræv? En kat? Jeg retter min mobil mod lyden og tænder lyset, men opnår kun at se en skygge forsvinde gennem hegnet. Kat, tror jeg.

Alt er stille igen. I haven. For mod syd lyder der pludselig brag og hyl og skrig, som, gætter jeg, må skyldes, at en lastbil med tre etager på ladet er ved at blive lastet oppe på svinefarmen til kurs mod slagteriet. Det lader til, at postyret vækker Susannes hunde, for de begynder at gø. Men støjen udenfor understreger nærmest havens stilhed.

En stund endnu. Samtidig med at det bliver lysere, kommer vinden så småt, træerne begynder at rasle. Vinden kommer fra vest, så hvis jeg vil møde nogen af nattens skabninger, kan jeg godt opgive min position ved garagen. De vil få færten af mig, så snart de nærmer sig.

Samtidig kommer havens konturer langsomt til syne, fremmede og sære og slet ikke fortrolige, som i dagslys. En gren på Graham Thomas-rosen rager så langt ud, at jeg får en fornemmelse af, at den vil fange mig. Squashen, der er slut for i år, har efterladt et par fede, bugtende slanger i bedet, og aspargesbedet, hvor asparges er blevet stående for at samle energi til rødderne og næste års høst, bliver til en lang, brusende bølge.

Ellers er det kun grønkålen og porrerne, der endnu står. Det får de lov til vinteren over, hvor vi høster af dem, når de skal bruges. Fra grønkålen plukker vi den næstøverste rand af blade, så vokser den videre og kan høstes igen. Kålen bliver hakket fint og blandet med appelsin, Cox Orange-æbler og hakkede valnødder fra valnøddetræet, der lige nu tårner sig helt op i himlen. Porrerne bliver til tærter og supper.

Nu skræpper den første solsort. Klokken er 6.16 på mobilen.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er vigtigt, at give sig tid til at gøre sig sine betragtninger, også fra kanten af en trillebør.