Klumme

Obamas forræderi: Han forsvarer de rige mod dem, der vil skabe retfærdig forandring

Engang sagde Barack Obama til de unge idealister: »Yes, we can«. I dag taler han i kor med de rigeste og truer de progressive, som vil gøre op med ekstrem ulighed og afsindige magtkoncentrationer, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
Obama forråder alt det, han stod for, når han i dag taler i kor med plutokratiet og truer dem, der vil forandre et afsindigt ulige samfund med demokratisk skandaløse magtkoncentrationer. »Nej, I kan ikke,« siger Obama sammen med de rigeste, skriver Rune Lykkeberg.

Obama forråder alt det, han stod for, når han i dag taler i kor med plutokratiet og truer dem, der vil forandre et afsindigt ulige samfund med demokratisk skandaløse magtkoncentrationer. »Nej, I kan ikke,« siger Obama sammen med de rigeste, skriver Rune Lykkeberg.

Sven Hoppe

23. november 2019

Obama siger til demokraterne, at de skal passe på. Den forhenværende præsident, som stadig er den mest populære demokrat i USA, advarede forrige fredag mod dem, der vil lave for meget om:

»Den almindelige amerikaner synes ikke, man skal rive systemet fuldstændig fra hinanden og genopbygge samfundet«, sagde han i en tale, som han vidste ville blive hørt over hele landet.

Vælgerne har ikke samme holdninger som de venstreorienterede på Twitter og den »aktivistiske fløj i partiet«, sagde Obama. 

Folket vil have forbedringer, ikke revolutioner.

Han nævnte ingen navne og talte som en mand hævet over intriger og magtkampe. Men alle kunne høre, at Obama advarede mod to af de fire politikere, der er favoritter til at blive demokraternes præsidentkandidat: Bernie Sanders, som har skabt en bevægelse af aktivister, og Elizabeth Warren, der bliver hyldet af progressive på Twitter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Michael Larsen
  • Erik Karlsen
  • Thomas Tanghus
  • Lars Løfgren
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Astrid Goplen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • ingemaje lange
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Poul Anker Juul
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Ib Gram-Jensen
  • Tom Andreæ
  • lars søgaard-jensen
  • Anders Reinholdt
  • Tommy Clausen
  • Henrik Leffers
  • Katrine Damm
  • Niels Møller Jensen
  • Karsten Nielsen
  • David Zennaro
  • Anders Graae
  • Viggo Okholm
  • Espen Bøgh
  • Troels Ken Pedersen
  • Jens Flø
  • Charlotte Bæk
  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hanne Utoft
Anders Olesen, Klaus Lundahl Engelholt, Michael Larsen, Erik Karlsen, Thomas Tanghus, Lars Løfgren, Peter Beck-Lauritzen, Astrid Goplen, Morten Hjerl-Hansen, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Anker Juul, Anne-Marie Krogsbøll, Ib Gram-Jensen, Tom Andreæ, lars søgaard-jensen, Anders Reinholdt, Tommy Clausen, Henrik Leffers, Katrine Damm, Niels Møller Jensen, Karsten Nielsen, David Zennaro, Anders Graae, Viggo Okholm, Espen Bøgh, Troels Ken Pedersen, Jens Flø, Charlotte Bæk, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rigtig set, Rune! Slut med "Yes we can, but........."

Obama bragede ind i det Hvide Hus på en venstrepopulistisk "Hope" and Change" og "Yes we can" agenda. Til en vis grad gjorde Bill Clinton det samme i 1993. Ser man på deres valg af Wall Street-administrationer og på deres neoliberale politik, snød de naturligvis begge på vægten i deres kampagner.

Hillary Clinton valgte den konservative vej i sine kampagner. Den slags kampagner som andre konservative kalder midtersøgende, moderate eller center (men i en dansk sammenhæng: Tænk Naser Khader). Og det er der jo egentlig ikke noget galt med. De fleste mennseker synes de ligger politisk på midten. Men lige netop disse mennesker sidder på stort set alle kommercielle medier, så det er den eneste politiske betragtning vi får på den sag. Men hvordan gik det Hillary med hendes konservative kampagner? Hun tabte først til Obamas "Hope and Change", fordi vælgerne netop ville have forandring, og dernæst til en absolut nybegynder Trump, fordi, får vælgerne valget mellem to kandidater med hver deres konservative republikanske program - så vælger de altid Republikaneren.

I 2010 stod det allerede soleklart for alle at Obama at Obama var en skuffelse. Her fortæller Obama om sit nye slogan "Yes we can, but" til Jon Steward.

https://www.channel4.com/news/obama-tells-stewart-yes-we-can-but
(Fra 3:05, mens se endelig det hele)

Jørgen Tryggestad, Pia Nielsen, Søren Fosberg, Lasse I. V. Jakobsen, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Henrik Peter Bentzen, Rolf Andersen, David Zennaro, Anders Graae, Torben K L Jensen, Lene Krathmann Pedersen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"dernæst til en absolut nybegynder Trump, fordi, får vælgerne valget mellem to kandidater med hver deres konservative republikanske program - så vælger de altid Republikaneren."

Med skal det også at Trump for visse grupper faktisk kom til at stå for 'change' også; selvfølgelig var det bedrag - men det skal med til forståelsen af hvorfor Trump fik skrabet så mange vælgere til sig. Det skal også med at Hillary Clinton, af indlysende årsager, var og er ekstremt upopulær udenfor The Washington Consensus.

Per Torbensen, Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Anders Graae og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Det er helt rigtigt at Trump fakede "change" i sin kampagne:

Tropperne skulle hjem efter 20 år med war on terror, Arbejdspladser skulle hjem efter en uendelighed med NAFTA og andre handelsaftaler, og han legede endog med tanker om "Medicare for All".....

Per Torbensen, Peter Beck-Lauritzen, Astrid Goplen, David Zennaro, Anders Graae og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Er nødigt uenig med Lykkeberg, og måske er min sammenligning hen i vejret? Men, en stemme er en stemme, og det gælder om at få flest. Herhjemme: fx ser jeg fra toget på bilkøerne på motorvejene, ser jeg på andelen af økologiske varer i supermarkederne, ser jeg på myldret af ferierejsende i Kastrup, og jeg har svært ved at opdage at den nødvendige grønne omstilling har fundet sted i dette lille ret velstillede land. Kan hænde revolutionering af hele det amerikanske samfund ville være det bedste, men de der skal gennemføre omvæltningerne, skal først lige vælges af en masse der tror de kan nøjes med lidt forandringer - hvis de tænker så langt.
Ved valget i juni gik de to mest grønne partier faktisk tilbage, hvorimod to partier der var mere "obamaske", gik frem; vi var mange der var optimistisk glade for det endelige resultat, trods alt... Man kan så spørge, hvor nye de nye tider er? Og det i en lille jolle som DK, hvad så med supertankeren USA.

Anna Louise Flensborg, ingemaje lange, Tommy Clausen og Rune Mariboe anbefalede denne kommentar
Carl Chr Søndergård

Det er vel på alle måder svært at sammenligne DK og USA - da de i Amerika er langt mere liberale og højreorienterede som en del af deres kulturhistoriske arv.

Clinton tabte valget til Trump, da hun havde brugt mere tid og energi på bagvaskelse af Sanders og rænkespillet internt i partiet. Denne splittelse er stadig tydelig hos demokraterne og med denne interne kamp, er de ved at bane vejen for fire år mere med Trump.

kjeld jensen, Per Torbensen, Peter Beck-Lauritzen og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Det er nok lovlig typisk moderne-progressivt at give Obama skylden for den virkelighed han advarer imod. En virkelighed der vel gik op for ham da han ikke kunne få ret meget igennem som præsident, da republikanerne havde solidt flertal i kongressen.

At den almindelige befolkning foretrak en kulørt reality-klovn frem for det demokratiske partis kandidat gør ikke indtryk, nej det er russernes, facebooks og fake-news skyld, samt forråelse og udtalt racisme og kvindefjendskhed hos vælgerne. Fejlen ligger så absolut ikke i den valgte linje hos demokraterne.

Charlotte Juul, Ete Forchhammer , Peter Beck-Lauritzen, Jesper Sano Højdal og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Er der nogen, der for alvor tror, at Sanders ville have haft større chancer for at vinde i 2016 end Clinton? Det var ikke Trump, der var demokraternes store problem dengang - ham slog de jo faktisk målt på stemmer - det var deres egen indre splittelse. Clinton havde ikke alle demokrater bag sig, men det havde Sanders bestemt heller ikke.

Amerika er i sandhed modsætningernes land, - ikke kun fra nord til syd eller fra øst til vest, men i hele ånden, og helt ind til benet.

Hel denne ambivalens kommer ikke kun til udtryk, når vi atter - for gud ved hvilken gang, løser om et nyt skoleskyderi i Amerika med adskillige dræbte, og et politisk system der intet vil gøre for at standse dette vanvid, - "for amerikanerne både elsker og hader deres våben på en og samme tid"!

Når Obama udtrykker sig på den måde, som tilfældet er, så repræsenterer han lige netop denne ambivalens - ikke mindst i det demokratiske sind, der findes i Amerika; "i enhver sand demokrat banker der et sundt republikansk hjerte".

Vi kan desværre ikke diktere hvad USA `s befolkning skal stemme på, men vi må som nation have fuld ret til at nægte at følge deres vanvid udenrigspolitisk og moralsk,
Det er vores dilemma. men USA og dets mennesker viser jo tydeligt hvad begær og jeg er mig selv nok kan føre til!

nils valla, kjeld jensen, Ete Forchhammer , Lars Løfgren, Peter Beck-Lauritzen, Flemming Berger og Jens Flø anbefalede denne kommentar

Herhjemme har også lidt svært ved at rumme de lidt mere trængte arbejdere i den rødgrønne blok. Der er blevet lidt mere plads hos Socialdemokraterne. Men de Radikale holder benhårdt fast i den øgede ulighed, der kommer den mere privilegerede del af middelklassen til gode, på bekostning af dem der er på vej nedenud, som følge af aktiv løndumping. Så også i Danmark er rød-grøn blok, blevet for de lidt mere selvfede hattedamer.

Erik Winberg, Per Torbensen, Michael Larsen, Niels Østergård, Carl Chr Søndergård, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Anders Graae, Henrik Peter Bentzen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Tesen om at den danske udvikling gentager den angloamerikanske med 1-2 dekaders forsinkelse synes verificérbar på mange leder og kanter. Den neoliberale udvikling, som dels har været gældende i USA og UK siden 1980'erne og dels har været gældende i Danmark siden 1990'erne, er formentligt en fællesnævner i kompromitteringen af den klassiske socialdemokratisme, som har trukket venstreaksen i det ideologiske spektrum massivt mod højre. På samme måde som Demokraterne, hvor Clinton-komplekset indvarslede et opgør med bl.a. Jesse Jackson's arbejderprogressive og velfærdsuniversalitetssøgende linje i det Demokratiske parti tilbage i 80'erne, oplevede det danske Socialdemokrati i tilknytning til Nyrup's magtovertagelse i 1992 et paradigmeskifte. Solidariteten blev et arbejdsmarkedsansliggende, virksomhedsbegrebet overtog forvaltningsbegrebet i den offentlige sektor mens pligt og ret-diskursen fik en moderniserende tur i magtfuldkommenhedens tørretumbler.

"Det gamle socialdemokratiske mantra "Gør din Pligt og kræv din Ret", som var vævet ind i de røde faner, havde ikke noget at gøre med den nutidige "pligt-og-ret"-tanke. Det drejede sig om kampen mellem "manden med rettigheder uden pligter" og "manden med pligter uden rettigheder" - klassekampens strid om privilegiernes fordeling. Intet andet."
https://www.altinget.dk/forskning/artikel/socialdemokraternes-nye-syn-pa...

Jakob Silberbrandt, nils valla, Erik Winberg, Mikael Velschow-Rasmussen, Rolf Andersen, Michael Larsen, Martin Rønnow Klarlund, Søren Fosberg, Lars Løfgren, Carl Chr Søndergård, Jan Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Flø, Anders Graae, Tommy Clausen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

@Christian De Thura. Jeg bor og har boet i USA i flere år. Jo, vi er rigtig mange her, der kan se i de reelle tal og meningsmålinger at Jo! Sanders kunne have vundet i 2016 i de vigtige områder i the mid-west, som Hillary tabte. D.v.s hvis man havde ladet demokratiet virke, some det skal og Wall Street og “elite corporate establishment democrats” plus “the military complex’ (læs gullashbaroner) ikke havde haft så ekstremt travlt med på alle mulige måder at modarbejde ham. Flere vælgere, der ville have stemt på Sanders for president blev hjemme og nogle få af dem gik så langt som at stemme på Trump. Meningsmålingerne viser her i 2019, at af alle de mange demokratiske kandidater der lige nu forsøger at blive president kandidat, er det stadig Bernie Sanders der har de bedste chancer for slå Trump. D.v.s – hvis the “corporate elite USA (som i øvrigt også ejer de store mediekoncerner så som CNN, MSNBC, FOX og NYT) ikke lykkes med at køre ham ud på sidelinjen igen. Det er lidt vildt at se nogle rigmænd – der kalder sig “Democrats” - pt sidde på TV og sige at de hellere vil stemme på Trump end på Sanders. Sanders styrke er hans enorme græsrodsbevægelse. Nu får se om det er tilstrækkeligt til, at han kan vinde i primærvalget i 2020. Primærvalget er – som sidst - reelt nok hans største hurdle. Ikke præsidentvalget.

Curt Sørensen, Jakob Silberbrandt, Anders Graae, kjeld jensen, Jan Damskier, Hanne Utoft, Lars Jørgensen, Søren Fosberg, Jan Jensen, Lars Løfgren, Peter Beck-Lauritzen, Jens Flø, Steen Meyer, Carl Chr Søndergård og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Hej Hanne. Det vil jeg gerne. Først vil jeg lige skrive det forbehold ind at jeg ikke har en grad i Political Science, men gør det bedste jeg kan for at følge med i US politiske news når jeg har tid.
Tulsi. - På nogle områder USA’s real life svar på Wonder Woman. Hun er 38 år, US army combat veteran (Major) , Army medic, kickboxer og er fra Hawaii og surfer selvfølgelig også. Hun er stadig aktiv i Hawaii Army National Guard. Hun er en af de få hinduer i congress. Hun er og har været house representative for Hawaii siden 2012 og har siden da siddet i flere committees der har med foreign affairs, Middle East og Armed Services etc. at gøre. Har highest security clearence. Hun ved en enorm masse om foreign affairs og military operations. Hun opgav sin høj-status position som Democratic Natioal Committee Vice Chair for at nominere og støtte Bernie Sanders i 2016 (i stedet for H. Clinton). Og DNC har været super sur på hende lige siden. Jeg personligt har har det fint med Tulsi. På alle de vigtige punkter har hun de rigtige standpunkter og indgangsvinkler og viden. Tulsi Gabbard er på de fleste områder meget på linie med Bernie Sanders og Elizabeth Warren men på nogle ommåder er hun i en katagori for sig selv. Mest p.g.a hendes tilgang til det demokratiske preæsident kandidatur og at hun altid fremhæver at hendes motivation for at blive præsident er p.g.a. at hun vil ændre US Foreign Policy. Hun vil have US ud af regime change wars siger hun igen of igen. Hun har ret i, at det område en US præsident har mest magt er m.h.t. foreign affairs. Hun får kritik fordi hun er åben over for at mødes med diktatorer som f.eks Assad og Modi etc for at forhandle og som hun allerede har mødetes med (det har flere andre high ranking politicians for øvrigt også så som Hillary Clinton og Pelosi). Og så bliver hun kirtiseret for nogle conservative meninger hun havde som meget ung – ca 10 år før hun blev medlem af congress. (Hillary og Obama var for øvrigt også mere konservative i deres meninger, hvis man ser år tilbage). Tulsis voting records i congress er 100% pro-LGBT og pro-women’s rights. Hun får masser af kritik fra mange kanter, men især fra DNC og Mainstream Media. Selvsagt gør hun nok the US Military complex noget nervøs p.g.a. den indsigt hun har og p.g.a. at hun har bipartisan support. Hun har en meget loyal følgerskare (incl “Veterans for Tulsi”) og der hvor hun brillierer nok mere end de fleste andre demokratiske præsident kandidater er, at hun får en høj støtte fra ikke kun demokrater men også fra libitarians, independent voters og sågar også nogle republican voters. Jeg har set målinger, hvor hun er foran alle de andre kandidater m.h.t. bipartisan support. Nok fordi mange i den amerikanske befolkning-lige meget hvilket parti de tilhører- er trætte af at se unge mennesker dø eller komme hjem ødelagt efter deltagelse i krig på fremmede kontinenter. Men hos deciderede demokratiske vælgere står hun til kun ca 2% (op til 4-6% i visse local state polls). Så hendes chancer i primærvalget ser ikke specielt gode ud på nuværende tidspunkt. Hun bliver kritiseret for at hun måske har planer for a lave et “3rd party run”. Det har hun dog sagt igen og igen, at det har hun ingen planer om.

Lars Løfgren, Jørgen Tryggestad, Mikael Velschow-Rasmussen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Astrid Gople
Tak for orienteringen. Det er altid lærerigt at få sagen belyst indefra. Jeg kan dog ikke undgå at bemærke de mange hvis'er i dit indlæg. Det må betyde, at tingene skal flaske sig ualmindeligt heldigt, hvis Sanders skal have en chance.

Christian, om Trump blev det sagt at han ingen folkelig appel kunne have eller få - og at alting skulle udvikle sig mirakuløst, hvis han skulle vinde over Hillary. Der var end ikke nogle hvis'er på banen.

Som Astrid Gople er inde på, og dét er ej et hvis, har Sanders en bred, folkelig græsrodsbase at trække på, hvilket han har haft i mange år. Trump havde nogle rabiate storkapitalister, sit eget renommé og monetære lastrum samt nogle tv-fans, da han entrede præsidentscenen. Der var nærmest ingen hvis'er omkring Hillary's på forhånd udsete valgsejr, som udeblev.

Jeg er klar over art ovenstående logik kunne understøtte flere kandidater i Demokraternes nomineringsfelt, men Sanders har også i dén sammenhæng en fremskudt position, udmærkede målinger og masser af støtte ... foruden at han vil være dén, som bedst kan facilitere crossover-vælgere; ligesom Trump trak demokrater over ... i takt med at Hillary fik en hel del til at blive hjemme, vil Sanders kunne trække mange af disse retur fra Trump og op af sofaerne. Og naturligvis er dette betinget af en række hvis'er, ligesom Trump's nuværende vælgerbase i høj grad er influeret af de neoliberale Demokraters fejlslagne forsøg på at fælde ham juridisk, hvilket primært finder sted, fordi de ikke er i stand til at præsentere et nævneværdigt alternativ i den politiske strid. Vi har altså en situation, hvor mange Demokraters besættelse af at fjerne Trump med jura kontraproducerer, hvilket vil bringe mere Trump. Det er endda kommet så vidt at en del erklærede, typisk velstillede, demokrater, offentligt har udbasuneret at de hellere vil stemme på Trump end på Sanders. I sandhed en positionering, som demonstrerer hovedproblemerne.

Christian De Thura. Tak for interessen. Mine “hvisser” hænger for det første sammen med at tingene skal flaske sig heldigt for at Trump ikke vinder igen, f.eks hvis Binden (eller Warren) bliver Demokraternes pæsident kandidat. Som Hanne Utoft nævner, ser det ud til at Demokraternes forsøg på at fælde Trump juridisk muligvis i sidste ende vil give ham endnu bedre chancer og ammunition til at vinde præsidentvalget. Der er en meget lang liste af impeachable offences, som Demokraterne kunne have valgt at forsøge at fælde Trump på. – En meget lang liste! F.eks den ekstra stor Trump-Tower income i Saudi Arabia til Trump familien - med em efterfølgende stor military arms deal fra USA til Saudi Arabia – som så blev brugt til at slå en masse folk i Yemen ihjel. I stedet for bruger Demokraterne et telefon-opkald til ledelsen i Ukraine som potential impeachable offience. Det går (forståeligt) ikke rigtigt ind på lystavlen hos menig mand, som noget der er ret meget værrer end hvad tidligere højt rangerende politikere i USA også har gjort.
Hvad jeg siger er, at Bernie Sanders er Demokraternes bedste chance for at vinde præsidentvalget. Problemet er at de neoliberale established democrats -både i og uden for kongressen- (og det generelle US oligaki) vil gøre alt hvad de kan for at Bernie Sanders ikke vinder primærvalget. Til oligarkiet hører også de store medieconcerner MSNBC, NYT, CNN, FOX, NBC, ABC WP (Washington Post) o.s.v. Bezo (Amazon founder/ejer) ejer f.eks Washington Post og giver store millionbeløb til andre medier. Zuckerberg har opfordret rigmanden Bloomberg til at stille op som demokratisk præsident kandidat o.s.v. o.s.v.
Det store “hvis” for Sanders bliver, om han med sin enorme græsrodsbevægelse kan opnå at overkomme oppositionen af oligarki, militære gullasch-baroner/National Security State, plus low-information voters, plus hæve det traditionelle low-voter turnout. Han kan få hjælp ved f.eks at få en masse unge til stemmeboksene, i første omgang til primær-valget. Han har ind til videre over 4 millioner folk spredt over hele USA der donerer til hans kampagne. Det er selvfølgelig også en stor styke. “Hvisset” er, at denne form for “klassekamp” er ny og det derfor er det ekstra svært at forudsige udkommet.
Krystal Ball og Sagar Enjeti – Online Morning Show: Hills Rising forklarede igaar rigtig fint problemet med magten, de store medieconcerner i USA (og som mange DK medier/aviser tilsyneladende får mange af deres nyheder fra) har. Se nedenstående link
https://www.youtube.com/watch?v=axjSQ4Sxb7c

Martin Sørensen

faktisk. er der en gylden mellemvej, som der er oplyst af Andrew Yang.

Vi danskere falder overhinanden i begejstring over, bernie sanders nok mest fordi bernie skamroser vores dysfungtionelle. danske velfærssystem, uden og se på de fejl og problemer der ligger i vores system. hvor Andrew Yang der også er tilhænger af en universal offenlig sygesikring, som bernie, derudover har han det mest modige velfærdsforeslag, overhoved, med sin friheds dividendte. på 1000 $ om månden hvor det eneste jeg er uenig med andrew yang er hans finanserings model. som er via moms. og ikke som jeg ville ha gjort det nemlig via, land value tax ( fuld grundskyld) mens han så viser sig som langt mere georgistisk når man høre ham snakke,

årsagen til at jeg mener at vi bør lytte til andrew yang, er enkel. vores system fungere nemlig ikke ret godt. Danmark har verdens dyreste og mest dysfungtionelle, velfærdsystem. hvor vi bruger omkring 120,000 kr pr ledig eller omkring en ½ million til jobcenterne, pr formildet job, i administration burokrati. vi har i danmark rettet fokus fuldstændigt på brutto velfærd, uden og kikke på hvilken netto effekt den faktisk har, mens vores offenlige sektor bare vokser og vokser og vokser mens evnen til netto velfærd falder som antalet af djøffere, vokser med knopskydning. https://www.denoffentlige.dk/administration-og-bureaukrati-velfaerdsstat...

Vores model er dysfungtionel, for det passer direkte ikke at man ikke er angst for at blive syg i danmark, agsten handler om at man kan få en førtidspention, angsten handler om det stasi system vi har skabt med ridefoden jobcenteret. Almindelige mendesker ved ganske enkelt godt, at velfærdsstaten ikke er skabt for dem. men idag handler om at få flest mulige djøffer i beskæftigelses projekt. mens almindelige mendesker skal knokle til de dør danmarks velfærdssystem er velfærds ilusionen.
En ilusion der er drunket i konkurancestaten. og der er kun et svar, nemlig andrew yangs svar, en ubetinget basis indkomst, og vænsenligt mindre djøfferi.