Klumme

’OK, boomer’ lyder selvretfærdigt, men opfat det som en mulighed for at blive klogere

På KU anklager de studerende 68’erne for svigt af humanistisk uddannelse, mens unge klimaaktivister og identitetspolitikere vrænger »OK, boomer« i deres frustrationer over ældre generationers ignorance. Men de unge har ikke altid ret, bare fordi de er unge, skriver Mette-Line Thorup i dette debatindlæg
Barack Obama kritiserede i en tale ved Obama Foundations årsmøde i Chicago call-out-kulturen. Obamas lære var, at gode mennesker også har fejl, mens ens modstandere også elsker deres børn. Og han fik straks bemærkningen: »Boomer« som svar på sine udtalelser. Billedet er fra Obama Foundations årsmøde.

Barack Obama kritiserede i en tale ved Obama Foundations årsmøde i Chicago call-out-kulturen. Obamas lære var, at gode mennesker også har fejl, mens ens modstandere også elsker deres børn. Og han fik straks bemærkningen: »Boomer« som svar på sine udtalelser. Billedet er fra Obama Foundations årsmøde.

Scott Olson

Debat
14. november 2019

Barack Obama er en boomer. Med det menes der ikke bare en babyboomer, der er født mellem 1946 og 1964. Men også en ældre person, der ikke forstår yngre generationers frustrationer over voksende ulighed, urimelige boligpriser, tyngende studielån, klimakrisen og voksne, der ikke er woke.

Hvis du er blevet mødt med løftede øjenbryn fra en Generation Z’er (født mellem 1993 og 2000), når du igen har glemt at købe vegansk falafel eller har været lidt skeptisk over for de kønsneutrale tiltaleformer, så ved du, hvordan det er.

Udtrykket OK, boomer er himmelvendte øjne – bare på de sociale medier, hvor bemærkningen bruges som forsvar mod voksne eller ældre mennesker, der ikke har fattet en meter eller bare taler nedladende til unge. Og måske kan det føles rart, at du er i samme båd som den cooleste præsident, verden nogensinde har haft.

Obama kritiserede for nylig i en tale til sorte studerende den såkaldte »call-out-kultur«, som identitetspolitiske aktivister bruger til at udskamme folk, de mener bruger forkerte ord eller har forkerte holdninger. Den form for kompromisløs »renhed« er nemlig uforenelig med en verden, der er rodet, mente ekspræsidenten.

»Jeg får nogle gange fornemmelsen af, at visse unge mennesker tror, at man bedst opnår forandring ved at være så fordømmende som muligt (...) Men det er ikke aktivisme, det er ikke at skabe forandring. Hvis alt, hvad du gør, bare er at kaste med sten, så kommer du ikke særlig langt,« sagde han i en tale ved Obama Foundations årsmøde i Chicago.

Læren ifølge Obama var, at gode mennesker også har fejl, mens ens modstandere også elsker deres børn. Og han fik straks bemærkningen: »Boomer« som svar på sine udtalelser blandt andet i et læserbrev i The New York Times.

Gamle ved magten

Nu udskammer de yngste generationer så de ældre for at have skabt et samfund, hvor den økologiske katastrofe ikke er blevet adresseret, men blot accelereret i den tid, hvor de har haft magten eller i hvert fald har haft mulighed for at påvirke den.

OK, boomer-memet fik for alvor udbredelse efter en 25-årig newzealandsk parlamentariker i sidste uge brugte det under en debat om klimaforandringer. Chlöe Swarbrick sagde blandt andet:

»I årtier har politikere og ledere verden over vidst, hvad der ville ske, men ikke reageret. Den luksus har min generation og de kommende ikke,« før hun blev afbrudt af en ældre parlamentariker, hvorefter hun replicerede:

»OK, boomer.«

Herhjemme fik vi vores egen variant i fredags, da studenteraktivisten Harald Toksværd, som i forlængelse af en besættelse af ledelsesgangen kuppede Københavns Universitets årsfest og tiltvang sig adgang til talerstolen for at kritisere ledelsens besparelser på humaniora og »forkvaklede new public management«.

»I ønsker at se os som børn, der kan smides i seng, når vi bliver for højlydte. Men vi er flere end jer, og stærkere. Og vi vil ikke ignoreres,« sagde han.

I Toksværds tale var det 68’erne, som i princippet også kan være boomere, der stod for skud. De sidder på flæsket, mens småfag bliver ødelagt, mente Toksværd:

»I påstår at have lært af ’68. Men jeres ’68 er en gylden kalv. Vores ’68 er nu.«

Bliv klogere

Skal voksne og ældre mennesker så bare klappe i – uanset om de er boomere i kraft deres fødselsattest eller i kraft af, at de bare er generelt uforstående over for call-out-kultur, har forståelse for småfagenes belastning af det skrumpende universitetsbudget eller synes, at unge klimaaktivister er lettere hysteriske Greta Thunberg-kloner?

Nej, det ville være ærgerligt. Det at være boomer er nemlig mere en tilstand end noget, der har med alder at gøre. Man kan jo sagtens mene, som Obama, at man ikke kommer nogen vegne med fordømmelse af enkeltindivider, man er uenige med. Og være under 30. Og samtidig kan 90-årige være klimaaktivister, der kræver snak erstattet med handling.

Fælles for de unges protester, uanset om det gælder identitetspolitik, klima eller uddannelsesbesparelser, er imidlertid, at de mobiliserer en generation, som skal overtage den verden, boomerne er på vej til at abdicere fra. Derfor: Skulle du blive mødt med et ’OK, boomer’, uanset hvor selvretfærdigt det end måtte lyde, så opfat det som en mulighed for dialog.

Men de unge har ikke ret, bare fordi de er unge. Og man kan godt blive klogere, uanset hvor gammel man er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er trættende med den evindelige sætte folk i kasser og pegen fingere af.

En generation er ikke en ens masse der gør det og det. Jeg er en babyboomer, men jeg har altid levet økologisk, har aldrig haft en bil og aldrig fløjet pga. miljøhensyn.
Ligeledes så er det vel denne årgang, der fik skabt de gode gamle "danske værdier" med kvindefrigørelse, osv......

SKAL "vi" ikke heller samle kræfterne på at få gjort noget ved klimaproblemerne osv... end at bruge kræfterne på at hænge hinanden ud.

Benta Victoria Gunnlögsson, Bjørn Pedersen, Werner Gass, Karsten Lundsby, Hans Houmøller, Ole Frank, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

"»Jeg får nogle gange fornemmelsen af, at visse unge mennesker tror, at man bedst opnår forandring ved at være så fordømmende som muligt (...) Men det er ikke aktivisme, det er ikke at skabe forandring. Hvis alt, hvad du gør, bare er at kaste med sten, så kommer du ikke særlig langt,« sagde han i en tale ved Obama Foundations årsmøde i Chicago."

Obama kom virkeligt langt med sine opråb om change? Det viste sig at hans ord var tomme, at han (var og?) blev en del af the establishment, som bestemt ikke ønsker systemforandringer. Derfor er det forudsigeligt og logisk at han idag surfer rundt med jetsettet og holder taler, som kritiserer og nærmest defamerer protestbevægelser. Obama-taler om forandring og ræsonnement er helt til rotterne.

H. Ørnstrup, John Andersen, Pia Nielsen, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Jan Jensen, Martin Rønnow Klarlund og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

I 2009 i København kunne Obama ikke skrive under på nogke FN-klimamål. Han skulle lige fracke skifergas og tjæresand og hvad har vi....ok, boomer

Thomas Frisendal

Her gik man lige og troede at det var elitens skyld altsammen. men det er altså boomerne i stedet for? Så alle boomer er eliter? Eller omvendt?
Hvem skriver de her narrativer? Det er bekvemme måder at pakke de reelle problemer helt, helt væk.

Bjørn Pedersen, Werner Gass og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Voksende ulighed, urimelige boligpriser, tyngende studielån, og klimakrisen oveni. Jamen er der noget at sige til at de er frustrerede. Selvfølgelig er de det.
Ulighed - den er som bekendt voksende - slår ihjel. Så simpelt er det. Et jobmarkedet hvor konkurrencen hærger og som ikke længere bugner af jobtyper hvor du kan sidde indtil du går på pension - trygt og godt med en fin pension og ordnede forhold. Det er svært at se ret langt frem i en utryg og uforudsigelig verden. Spiseforstyrrelser,- stress, depressioner og i sidste ende sygdom og selvmord er følgevirkninger og symptomer på et sygt samfund.
Gældsslaveriets indførelse med tårnhøje priser på boliger. Og så klimakrisen oveni som de generationer der har levet på "frihjul" og som synes at befinde sig i osteklokker i forhold til tyngden af de unge generationers problemer slet ikke tager alvorligt. Jeg kender selv et par stykker som rejser kloden rundt 4-6 gange om året og ikke har tænkt sig at ændre noget - ikke før det sociale pres får dem til at holde inde. Deres sociale omgangskreds ligner desværre dem selv og det tager nok nogen tid inden det trænger ind at det skam er alvorligt. For som de siger hvorfor bekymre sig for noget der ligger ude i fremtiden som de ikke selv kommer til at opleve. Det synes de ikke de skal bruge tiden på nu, det må andre gøre, - de yngre generationer kan få lov at rydde op. Det tangerer det uansvarlige.
Hvad skal vi bruge Obamas banale udtalelser til. Det drejer sig om at de ældre generationer påtager sig og viser de yngre generationer at de tager et medansvar og ændrer adfærd her og nu for at den verden de efterlader også bliver tålelig at leve i for kommende generationer.

De sidste århundreder har hver generation levet i en forhåbning om at næste generation ville få et bedre liv end den forgående. At de ville leve længere i en mere tryg verden uden frygt for krig og fattigdom, med bedre uddannelser, bedre fødevarer og mere fritid. Den forhåbning er slået ihjel i løbet af blot et par generationers tid med neoliberalisme .

H. Ørnstrup, Anna Regine Irgens Bromann og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar