Læserbrev

Man er ikke overgrebsmand, fordi man synger frække sange

I en kronik anklages humoristiske sange for at opildne os mænd til voldtægt og chikane, men man kan altså godt synge med på noget frækt uden at være overgrebsmand, ligesom Sys Bjerre kan synge om brandstiftelse og hærværk uden at være kriminel, skriver Nikolaj Weithaler i dette debatindlæg
21. november 2019

I Information den 4. november havde Sofie Kousgaard skrevet en kronik vedrørende mænds tilsyneladende alarmerende sexistiske humor. Hun indleder med fortællingen om en fællessang, der blev sunget til en fest, og hvordan hele festen var upåvirket af sangen, der vers på vers forklarer, hvordan en hr. Pedersen gerne vil have sex med en ung jomfru.

Kousgaard vælger dog lemfældigt at tillægge hr. Pedersen voldtægtsadfærd til trods for, at originalen ikke indeholder det, hvilket kronikøren derfor selv må stå på mål for.

Hun vælger dernæst at inddrage nogle indlæg fra et forum for værnepligtige og understreger aktiviteten frem til 2017, men vælger at udelade, at de nævnte indlæg, der refereres til, er fra henholdsvis 2005 og 2007 – der er altså sket meget de seneste 12 år, også med mænds adfærd.

Jeg har selv været værnepligtig og erkender, at jeg har sunget med på den før omtalte sang. Jeg har tilmed opfordret andre til at synge den. Især på kolde novembermorgener i felten, når regnen stod ned, fandt jeg det yderst opløftende at kunne synge en ’fræk’ sang.

De værdier, som kronikøren efterfølgende tillægger mig, kan jeg dog kun ryste chokeret på hovedet af. Derfor vil jeg gerne understrege, at jeg aldrig kunne finde på at chikanere eller voldtage en kvinde – tænk, at man som mand er nødt til at understrege dette på baggrund af en sang.

Selve præmissen om, at hvis man synger den sang, så er man også som hr. Pedersen, vidner vel i højere grad om kronikørens forventning til mandlig adfærd end om mændenes reelle hensigt med sangen. Hvis man spurgte, ville man nok finde ud af, at ingen af dem, der synger med på sangen, vil føle sig opildnet eller opfordret til »krænkende adfærd, vold, chikane og undertrykkelse«, som Kousgaard ellers anklager den slags humor for at gøre.

For det er bare sjov og tydeligvis ikke »på bekostning af kvindekønnet«, da der tilsyneladende ikke var andre end Kousgaard, der følte ubehag under fællessangen til venindens fest. Det gav festen et lille løft for alle andre end hende.

Så lad mig slutte med at vende den om: Næste gang jeg hører en gruppe kvinder synge Sys Bjerres hit »Malene« fra året efter, skal jeg så blive bange for, at I opildner hinanden til brandstiftelse, hæleri, hærværk og indbrud, fordi nogen mødte sit livs kærlighed, Malene?

Af Nikolaj Weithaler, folkeskolelærer

Fodboldspillere, personer i tjeneste og almindelige mennesker – vi er alle med til at fodre denne kultur af kvindeundertrykkende humor, skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Svendsen
  • ulrik mortensen
Carsten Svendsen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom Finkel: Hvad ved du om det?
Mig bekendt er fremmedes overfaldsvoldtægt/overfladsovergreb ikke den hyppigste form for overgreb. De hyppigste overgrebsmænd/overgrebskvinder er ikke helt fremmede, men er i en eller anden grad bekendte med offeret.

Anne-Sofie Christensen, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Først bruger man 4 timer på en yderst summarisk liste over ting man IKKE siger, IKKE mener og IKKE 'værer' (i virkeligheden ville den samlede forsikring fuldt udtrykt tage længere tid end at tælle universets stjerner) - hvorefter man fremfører sit forsøgsvise sandhedsindkredsende addenda. Hele formålet med denne bizarre samtale-norm der dyrkes en del for tiden er naturligvis at der findes ikke sandhed der er ilde hørt, men der er tid til at komme ud af vagten inden den rammer ens ører. På eet eller andet tidspunkt kommer der noget .... eet eller andet whatever .... 'IKKE' som man selv er, og så er det bare med at få afbrudt, eller komme ud af vagten.

Hvorfor er følgende omkvæd fra en Ove Bager-vise sjovt?

»Op i høet med dig lille Trine
du ka råve å skri’e å hvine,
lisså møj som du vil
for når jæ kommer til,
er det mig der bestemmer,
hvordan det går til.«

Jeg synes ikke, det er sjovt. Så jeg spørger bare - - -

Torsten Jacobsen, Anina Weber og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det står sløjt til med uddannelsesniveauet i Danmark, frygter jeg. Eller er det blot en helt grundlæggende dannelse, som sammen med meget andet godt er faldet ned mellem revnerne i konkurrencestaten, i denne af så magelig selvtilstrækkelighed prægede tid?

Bevares, i en endelig analyse er det måske i sidste ende en potentiel berigelse af den offentlige samtale, at det nu er snart sagt gud og hvermand forundt, sådan at komme til orde. Og ikke blot via de sociale medier, næh nej, skam også i velansete dagblade og på radio- og TV-stationer, hvor begejstringen for vox populi - folkets klare røst - vel aldrig har været større.

Hvis så bare folket havde noget videre gennemtænkt at sige. Ak ja..

Bevares, det hænder da, at man også i denne kakofoni af særdeles påtrængende stemmer får ramt et søm eller to lige på hovedet, og det endda - i sjældne tilfælde - med så stor kraft, at sømmet på særdeles tilfredsstillende vis går durk gennem brættet. Blot skuffer slagfærdigheden mestendels, og salget af fingerplastre har vel aldrig været større..

Ikke mindst ungdommen - børn og andet kræ under de 30 - synes at gribe denne mulighed for at udtrykke sig ganske uden videre format, og det endda med kyshånd. Besværligheder, som klare argumenter underbygget af gennemtænkte præmisser og et egentligt belæg eller to, finder man alt for ofte ingen videre anledning til at velsigne sin tekst med. Hvorfor dog besvære sig med den slags fortrædeligheder, når man kan nøjes med at henvise til egen navle, til 'syns'ninger' og 'for øvrigt mener jeg'er?

Og dog er det svært at lægge ungdommen en sådan mangel på dannelse alt for tungt til last. Man kan ikke uden videre konkludere, at vi er vidne til en manglende efterspørgsel på dette uundværlige kit i ethvert opbyggeligt samfunds grundstruktur. Måske er det snarere udbuddet, det kniber med? Hvilket i så fald vil betyde, at den harmdirrende pil i bebrejdelsernes hjul svinger tilbage mod ældre generationer: Os over de 30, som måske havde lidt for travlt med at få banket samtalekøkkenerne sammen, og derfor ganske glemte samtalen i sig selv og lidt efter lidt, et eller andet sted undervejs? Måske derfor ikke overraskende, hvis lidt for mange børn - i overført betydning - blev skyllet ud med badevandet?

Alt sammen spekulationer, naturligvis, udtrykt med en for denne skribent sædvanlig og ikke altid videre befordrende trang til at anvende flere ord end højst nødvendigt :).

Så til sagen, endelig:

Nikolaj Weithaler underskriver sig folkeskolelærer, hvilket i en vis forstand bidrager til at understøtte nogle af mine tidligere, vildtvoksende pointer. At vi samtidig har med et ungt menneske at gøre, efterlader hans tekst ingen videre tvivl om. Han reagerer på et andet ungt menneskes noget selvoptagede tekst, hvis indhold han finder vederstyggeligt.

Det er med en vis lettelse, at jeg kan konstatere, at Nikolaj Weithaler ikke bærer et medansvar for at (ud)danne mit barn. For en så demonstrativ mangel på evne udi disciplinen basal tekstforståelse fremstår mildest talt bekymrende. Man bør efter min mening kunne forvente sig mere af en folkeskolelærer, men her er vi så måske tilbage ved de mulige årsagsforklaringer til dannelsens begrædelige knaphed, i dette ellers på så mange måder lyksalige samfund: En grundlæggende mangel på udbud!

Sofie Kousgaard skriver, i det debatindlæg som Nikolaj Weithaler nu reagerer på, mangt og meget om sin forargelse over sjofle sange, om sin bekymring for en 'giftig maskulinitets' negative indvirkning på både den 'mandlige' og den 'kvindelige' psyke, sådan i bred forstand, og en deraf følgende forråelse af ikke mindst 'mandens' moral, som hun i yderste konsekvens finder medansvarlig for opretholdelsen af en hævdet og høj grad af sexisme, sådan generelt i samfundet. En høj grad af sexisme, som i sidste ende, hævdes det, medfører flere seksuelle krænkelse af kvinder.

Men hun skriver også, og dette er i denne sammenhæng afgørende:

"Det er ikke, fordi jeg tror, at de her mænd ikke forstår, at de ikke må voldtage og gøre med kvinder, som det passer dem – men hvorfor har mænd behov for at dyrke nedværdigelsen af kvinder? Hvorfor stiger stemningen, når de synger sådan en sang? Og hvorfor rangerer humoren højere end trygheden, end ligeværdet og højere end det etisk forsvarlige?"

Efter læsning af dette udsnit fra Sofie Kousgaards tekst, er der så egentlig behov for en Nikolaj Weithalers forargede forsikringer om, at "Man ikke er overgrebsmand, fordi man synger frække sange." Nej, det er der vel i grunden ikke, er der det? For det har Sofie Kousgaard jo ikke hævdet. Tværtimod gør hun sig den umage, som det tydeligt fremgår i citatet ovenfor, at komme dette billige stråmands-argument i forkøbet.

Nikolaj Weithaler hævder at være chokeret - chokeret, siger jeg Dem... Åbenbart så chokeret, at han end ikke kan sammenskrabe mod og mandshjerte nok til at besvare Sofie Kousgaards i grunden rimelige spørgsmål. Især dette: "Hvorfor stiger stemningen, når de synger [netop] sådan en sang?" Det gad jeg også gerne vide.

Selv er jeg blot træt. Umanerligt træt af al denne tomgang, denne talen forbi hinanden, dette spild af alles tid. Træt af avisers vedvarende trang til at bære selv de mest uigennemtænkte holdningsytringer frem på det offentlige torv. Træt af folkeskolelærere, som ikke kan læse tekster, studerende som ikke kan tænke ud over sig selv, fastlåst idioti.

Flemming Berger, Anne-Sofie Christensen, Henning Kjær, Anina Weber, Egon Stich og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tom Finkel.
Man kan sagtens have været i fare selvom der ikke fandt et ovegreb sted. Jeg tror dog heller ikke hun i den aktuelle situation var i fare, men mange kvinder føler sig i fare i mange situationer, hvor vi mænd overhovedet ikke har vores tanker i den retning.

Henning Kjær hvis hun følte sig i fare kunne hun vel have gået sin vej? Hun taler ingen steder om at være frosset fast til en stol af bare skræk.

Vi har alle følelser og sådan er der jo så meget. Man skal som voksen lære at skelne imellem sine umiddelbare følelser og andres rettigheder til frit udtryk.

Torsten Jacobsen

"Det er ikke, fordi jeg tror, at de her mænd ikke forstår, at de ikke må voldtage og gøre med kvinder, som det passer dem – men hvorfor har mænd behov for at dyrke nedværdigelsen af kvinder? Hvorfor stiger stemningen, når de synger sådan en sang? Og hvorfor rangerer humoren højere end trygheden, end ligeværdet og højere end det etisk forsvarlige?"

Sådan spørger en krænket Sofie Kousgaard i sidste uge, og siden denne uges krænkelsesparate yngling ikke tager tilløb til at forholde sig til hendes spørgsmål med andet end et skuldertrækkende ’Fordi’de’Sjaw!’, ja så føler jeg mig næsten kaldet til – lad os blot sige på de mere modne herrers vegne – at komme med et bud på et muligt svar. Et muligt svar, dels fordi jeg selvfølgelig kan tage fejl, og dels fordi de fleste interessante spørgsmål kan besvares på mere end en måde, uden at sandhedsværdien af det enkelte svar derfor med nødvendighed formindskes. Vi lever i en kompliceret verden fuld af komplicerede fænomener, kort sagt.

Mit bud på et svar tager sit afsæt i nogle præmisser – altså visse antagelser, hvis sandhed må tages for pålydende, hvis mit argument skal hænge sammen. Anerkender man ikke præmisserne, falder argumentet sammen som en dårlig souffle. Eller sagt på en anden vis: Ønsker man at modsige mit svar, kan man med fordel angribe en eller flere af disse præmisser

Præmis 1: Mænd, der i fællesskab kæmper for at nå samme mål, oplever en særlig grad af intim samhørighed.

Præmis 2: Mænd har generelt talt svært ved at give udtryk for denne i grunden intime følelse af fællesskab og hengivenhed, ikke mindst i forhold til andre mænd.

Præmis 3: Denne manglende evne til at finde passende udtryk, er blandt andet grundet i en manglende evne til både for sig selv og i forhold til andre at erkende og/ellere artikulere en meningsfuld forskel på en erotisk tiltrækning og en intim hengivenhed.

Således præmisserne. Jeg vil ikke argumentere videre for dem i denne kommentar, da jeg trods alt ikke har til sinds at skrive en hel afhandling. Det bliver langt nok, som det er ;).

”Hvorfor har mænd behov for at dyrke nedværdigelsen af kvinder?” , spørger Sofie Kousgaard. Hun antager dermed uden videre, at det er, hvad der finder sted, når man i maskuline fællesskaber udfolder sit sangtalent hen over sjofle og platte strofer, som:

”Så pulede han hende fra morgen og til kvæld. Så kussen den revnede med et mægtigt smæld.”

Eller når fodboldspillere efter en sejr messer ’Store patter’x3. En sådan ’syns’ning’ er Kousgaard naturligvis fuldt berettiget til. Dog skylder hun i og for sig at sandsynliggøre den. Altså at argumentere for den. For måske er der andet og mere på spil, end vor unge studerende sådan lige har evnet at forestille sig?

Mere interessant er Kousgaards næste spørgsmål: ” Hvorfor stiger stemningen, når de synger sådan en sang?”

Ja, hvorfor gør den det? I stedet for at forstå et sådant udtryk som en ’fornedring’ af kvinder, homoseksuelle og andet godtfolk, ja så kan man jo vælge at forstå det som en nødvendig forudsætning for gensidig bekræftelse af et i grunden intimt og ærligt kærlighedsforhold i det maskuline fællesskab. Nødvendig, netop fordi den sårbarhed som kærlighed og intimitet normalt fordrer, for mange mænd har for uoverskueligt meget tilfælles med den erotisk ladede kærlighed og intimitet – den sårbarhed - som ellers finder udtryk i forholdet til en (begæret) partner. Er det da så overraskende, at en overdreven og gensidig bekræftelse af en heteroseksuel maskulin identitet ikke blot virker opstemmende, men snart sagt kræves, i det mindste i situationer hvor mænd elsker andre mænd i kraft af fælles slid mod samme mål? Er denne groteske besyngelse af absurd hyperseksualiseret fremfærd ikke blot og i sidste ende et skjold, et behov for at sætte parentes om de virkelige følelser – og det i en akut mangel på bedre måde at give udtryk for samme?

Sådan tror jeg, det er. Og hvis jeg har ret, kan både kvinder og homeseksuelle mænd derfor – i en vis forstand – ånde lettet op: De modbydelige sange, den tilsyneladende udbredte afvisning af ’bøssen’, handler mestendels slet ikke om en afsmag for hverken kvinder eller homoseksuelle mænd. Nej, det handler primært om følelsesmæssigt udfordrede og forvirrede mænd – i grunden og mestendels ganske rare mænd - som blot ikke helt kan finde frem til de helt rette ord.

Tom Finkel.
Kvinderne kan bare gå!
Så du mener hun bare skal finde sig i mænds chauvinistiske sange? for mænd har ret til udtrykke sig frit, de skal sørme ikke begrænses i deres chauvinisme som de selv synes er så sjovt.

Personligt ville jeg heller ikke stå og synge/høre på en slem omgang plat mandehørm "Så pulede han hende fra morgen og til kvæld. Så kussen den revnede med et mægtigt smæld".

“Kvinder kan bare gå!” skriver du. Ja kvinder, mænd og hvad folk ellers måtte definere sig selv som kan da bare forlade en forsamling hvis de ikke bryder sig om forsamlingen. Hvis en geuppe har et samværdsudtryk man ikke bryder sig om står det faktisk frit for at finde en anden gruppe at have samværd med hvis man nu har så stort et behov for ikke at lytte til en bestemt sang.

Ligesom Sofie må moderere sine følelser og acceptere andre menneskers ret til frit udtryk må du finde en måde at forlige dig med Grundloven.

Hvad du personligt synger og ikke synger er uinteressant herfra hvor jeg sider. I øvrigt indeholder meget populær musik referencer til vold, mord, grådighed og en masse andre ting man kan blive fornærmet og forskrækket over. Og ja kvindelig musikere kan sagtens være med her også.

Netflix er tæt pakket med ekstrem vold og kriminalitet. Jeg beder om at folk forholder sig til deres egen krænkelsesparathed overfor andre folks gengivelser af tekster men ikke overfor teksterne selv eller filmindustriens produktioner.

Flemming Berger

Torsten Jacobsen. Tak for dine altid underholdende,læseværdige, velargumenterede og til tider endog morsomme kommentarer - eller mini-afhandlinger.
Om jeg er enig med dig eller ej, har jeg svært ved at udgrunde, for mig er det nok at det er tankevækkende.