Læserbrev

Regeringens forslag om at løfte hjemløses tandpleje med 60 millioner kroner er tiltrængt

Med regeringens forslag om 60 millioner kroner om året til hjemløses tandpleje vil vi kunne udbrede klinikker som de sociale tandlægevagter, der lige nu varetager hjemløses tandpleje langt mere effektivt end kommunerne kan, skriver Peter Østergaard, tandlæge og formand for Bisserne, i dette debatindlæg
Debat
21. november 2019

Hjemløse skal til akut tandbehandling gang på gang. Derfor nytter det ikke med bureaukratiske ansøgninger og kommunale sagsbehandlingstider. Selv en mere opsøgende kommunalpolitik med hjælp til at få betalt regningerne, som Ask Svejstrup fra SAND foreslår i Information den. 13. november, er ikke nok. Kommunernes værktøjer og lovgivningen i Lov om Aktiv Socialhjælps paragraf 82-82a passer ikke til den hjemløses behov.

Behov for straksbehandlinger passer ikke til, at der skal søges fra privat praksis og sagsbehandles i kommunalt regi. Tandsmerterne skal fjernes hurtigt, for livet som hjemløs er kaotisk og fyldt med mange problemer.

Derfor startede vi Bisserne – De Hjemløses Tandklinik – i 2002 i København. Frivillige tandlæger og tandplejere tog fat, for systemerne virkede jo ikke for den voksende flok af hjemløse. Nu har 17 års erfaringer ført til det forslag, der er på finansloven om at tildele 60 millioner kroner pr. år til en professionalisering af dette frivilligtilbud. Det er udregnet, så strakstandbehandlinger kan blive en mulighed for hjemløse over hele landet.

Regeringens finanslovsforslag vil betyde, at der kan oprettes sociale tandlægevagter ligesom Bisserne i alle kommuner. Her skal der være straksvisitation til akutte tandbehandlinger. Regnestykket viser, at 20.000 af de dårligst stillede borgere dermed kan henvende sig direkte og være sikret nødbehandling for 3.000 kroner om året. Det er for eksempel røntgenbillede, bedøvelse, 1-2 tandudtrækninger eller 1-2 fyldninger.

For noget må der gøres for de hjemløse, de nederste i sundhedssystemet, siden skiftende regeringer og Danske Regioner kun har øget brugerbetalingen til over 80 procent i voksentandplejen. Det kan hverken hjemløse eller vi andre leve med.

Af Peter Østergaard, tandlæge og formand for Bisserne på Mændenes Hjem og Kofoeds Skole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her