Vi drømmer om rygende pistoler. Det, mange af os håber på, når vi følger høringerne i sagen mod Donald Trump, er afsløringen, som afgør sagen definitivt, så hans periode som præsident bliver afsluttet.
Håbet er betinget af, at dem, som har magten til at fjerne Trump fra hans embede, er frie til selv at beslutte deres stemme og kan overbevises af afsløringer. Det er en forudsætning for, at sagen ikke blot er et offentligt skuespil.
En rigsretssag er som ofte anført ikke en straffesag, men en politisk proces, hvor de 100 medlemmer af Senatet fungerer som nævninge, der kan afsætte præsidenten. Republikanerne har flertal i Senatet, og det kræver to tredjedeles flertal at fjerne en præsident. Det vil sige, at omkring 20 republikanske senatorer skal være klar til at vælte en præsident fra deres eget parti.
Den republikanske veteran Mike Murphy, som har været rådgiver for præsidentkandidater som John McCain og Mitt Romney, har sagt, at han kender til 30 republikanske senatorer, som ville stemme imod Trump ved en rigsretssag – hvis afstemningen var hemmelig.
Det fik den forhenværende republikanske senator Jeff Flake til at sige, at han kendte til 35, som ville vælte præsidenten, hvis de ikke selv skulle stå frem.
Det skal siges, at de begge er såkaldte never-trumpers, som oplever, at Trump har overtaget og ødelagt deres parti. Men deres fortællinger understøttes af den stadige strøm af republikanere, som under betingelse af anonymitet undsiger præsidenten i pressen.
Det, de ikke vil, er at stå offentligt frem. Og det skal de gøre under afstemningen i Senatet, hvor man ikke kan gemme sig under anonymitet. Hvilket grundlæggende er rimeligt: Hvis man vil afsætte en præsident, må man stå frem og begrunde det.
Bange for straffen
Sagen er, at Donald Trump har udviklet en bemærkelsesværdig magt over dem, som skal dømme ham. Og det er svært at tro, at de skulle gøre sig fri af hans effektive kontrol. Ikke fordi de nødvendigvis personligt tror på ham eller er tilhængere af hans politik. Men angiveligt fordi de er bange for straffen, hvis de går imod ham.
Han har gjort meget, man skulle tro, ville være ødelæggende for en republikansk præsident.
For 15 år siden var Nordkorea ifølge George W. Bush en del af ondskabens akse. Nu beretter deres præsident, at han får smukke breve af Nordkoreas leder, og at de er »forelskede«.
Mange af dem er vokset op med russerne som den absolutte fjende. Nu beundrer deres præsident Putins »kontrol over hans land« og kalder ham »meget, meget klog«.
For 25 år siden førte de et moralsk korstog mod Bill Clintons affærer, men nu har de en leder, som har betalt en pornostjerne for at tie stille om deres affære og praler med, at han griber kvinder i skridtet.
For tre år siden var Trump ifølge den republikanske senator Lindsey Graham »fremmedhadsk og religiøst fordømmende«. I dag er Graham blevet Trumps trofaste støtte.
Mange republikanske senatorer forsvarer således aktuelt en præsident, som går direkte imod alt, hvad de tror på. De tør angiveligt ikke følge deres overbevisning, de er underkastet Trumps kommando.
En forklaring er, at Trump har kolossal opbakning blandt de republikanske vælgere. Så hvis man som folkevalgt undsiger Trump, er det med stor risiko for, at man ikke vil blive genvalgt. Den magt har Trump perfektioneret: Han overvåger og håner dem, der har undsagt ham og tabt. De ved, han bruger sine tweets til at mobbe alle, der kritiserer ham.
Som en stammeleder kræver han ubetinget loyalitet og sanktionerer illoyalitet. Trump har indført en slags direkte demokrati, hvor partiets autoriteter er marginaliseret, og forbindelsen mellem ham selv og kernevælgerne er den eneste kilde til magt. Han taler, kernevælgerne jubler, og resten skal adlyde.
De, der har den formelle myndighed til at dømme præsidenten, forekommer kontrolleret af ham. Det er derfor, man får fornemmelsen af, at vi venter på et øjeblik, der aldrig kommer, når vi drømmer om rygende pistoler.
Men det befriende er her, at høringerne netop også er et offentligt teater, og de reelle dommere i Trumps direkte demokrati er dem, som sidder og ser det hele på tv.
De er stadig frie til selv at fælde dom.
Man må da håbe at nogle Republikaer har nosser.........
Undskyld, Rune Lykkeberg, gider du lige skære konklusionen af din analyse af begrebet demokrati ud i fire- fem tilgængelige sætninger?
Henrik Ljungberg
... 2 ting.
1.Prøv lige at forholde dig til hvis Bill Clinton sagen var sket omkring eller efter metoo... Jøses det havde været svært for demokraterne at finde et ben at stå på, men de vil have prøvet!
2. Overvej lige om årsagen er forholdet til resten af det republikanske parti og de konsekvenser det kan have internt at være skyld i selvmål.
Forståelse af amerikanske parti politik kræver i visse tilfælde forståelse af at det er rendyrket amerikansk fodbold kamp. Et hold vinder, et andet hold taber. Nix wider, fuld stop. I USA er det stadig altid bedst at være en vinder og derfor har ingen lyst til at være ham der gav et point væk.
Donald Trumps forventede reaktion, hvis russerne vælger at genindlemme Estland, Letland, og Litauen. De 3 frie baltiske nationer besættes af Rusland.
Jeg tager på visit hos Præsident Vladimir Putin. Jeg meddeler den russiske Præsident, at vi har et helt fantastisk og enestående samarbejde, som bygger på at vi ligner hinanden som magtmennesker.
Dernæst meddeler jeg mine NATO allierede, at USA ikke ser sig i stand til at afsætte militære ressourcer til at komme Estland, Letland, og Litauen til undsætning. De andre NATO lande har ikke betalt det forventede tilgodehavende til Præsident Donald Trump. Derfor ingen amerikansk intervention. Kun en buldrende protest Tomme tønder buldrer mest as we say.
Da Danmark vover at protestere over Donald Trumps manglende indgriben svarer USA´s Præsident igen på hans Twitter Konto. Købsprisen for Grønland er sænket med -30%.
Herhjemme har medierne det med at se de amerikanske politiske kampe udfra det Demokratiske Parti's perspektiv. Man kan ikke, siger de, bruge et danske politisk udgangspunkt, da vores to lande er væsensforskellige, og det Demokratiske Parti er det som kommer nærmest. Så kan journalisterne i ro og mag læse New York Times og se CNN for input, så har den artikel næsten skrevet sig selv. Måske man kunne analysere amerikansk politik fra der hvor de fleste amerikanske vælgere befinder sig, nemlig som såkaldt independent..............
Iøvrigt, og her kunne Information starte som uafhængigt medie, der beskriver amerikanske forhold:
Trumps gamle ven Roger Stone blev fundet skyldig i flere forhold forleden. Et af de forhold havde relation til WikiLeaks. Men dommen var ikke, som alle (de Demokratiske Parti's) mainstreammedier har beskrevet det hidtil, nemlig at Stone blev fundet skyldig i at have været Trumpholdets "back channel" til WikiLeaks.
Roger Stone blev fundet skyldig i at lyve (prale)under ed om at han var "back channel" til WikiLeaks, men retten fandt at dette IKKE var tilfældet, og således at alle de oplysninger Roger Stone havde om WikiLeaks kom fra de meget offentlige sociale medier.
Jo før han forlader politik og embedet des bedre. Han er uværdig til jobbet og i min optik gal.