Klumme

Det er så dejligt afslappende, når andre mennesker ser mig som et objekt

Kapitalismen har markedsgjort og afpersonaliseret vores relationer til andre mennesker, og det er let at være sur over. Men faktisk nyder jeg at få lov at være et afpersonaliseret objekt, en anonym krop midt i en lufthavn, skriver journalist Christian Bennike i dette debatindlæg
Lufthavne er virkelig symbolet på modernitetens tomhed: Her varer ingen relationer over 30 sekunder, her er alt til salg, og alle forsvinder i mængden, skriver klummeskribent Christian Bennike.

Lufthavne er virkelig symbolet på modernitetens tomhed: Her varer ingen relationer over 30 sekunder, her er alt til salg, og alle forsvinder i mængden, skriver klummeskribent Christian Bennike.

Vibeke Toft

Debat
27. november 2019

For nylig sad jeg på bagsædet af en Uber i Lissabon på vej til lufthavnen, og jeg var helt sikker på, at chaufføren havde valgt en åndssvag rute, for det sidste den tykke dame på mit hotel sagde, inden jeg slæbte min kuffert ned på gaden, var, at vi i hvert fald ikke skulle tage hovedvejen langs vandet. Og nu sad jeg alligevel i en trafikprop og gloede ud over havet.

Kunne jeg nu nå mit fly? Aargh, for helvede mand, jeg var ved at skumme over af irritation, og det hele blev bare værre af, at jeg ikke kunne handle som en mand, der havde travlt, jeg kunne ikke spurte ned ad gaden, men skulle sidde helt stille bag i en bil.

Det var her, jeg pludselig følte mig fanget i »den kapitalistiske dødsmaskine«, som forfatter Jonas Eika sagde i sin nu så berømte tale.

Hvis jeg sagde, ’Øh, hr. chauffør, du har vist dummet dig, hva’, ville han bare pege på sin Uber-GPS og sige, at det altså er den, der bestemmer ruten. Og hvis jeg blev sur, ville han give mig en dårlig rating i appen, når jeg trådte ud af bilen, og kunne jeg så få en taxa en anden gang? Og jeg ville i øvrigt gøre det samme ved ham.

Vi var begge både varer og handlende. Ingen af os havde for alvor nogen kontrol, og ingen af os havde noget at vinde ved at interagere mere end højest nødvendigt. Så vi sad bare dér i hver sin passiv-aggressive robotstilhed, mens vi var ved at eksplodere.

Forbrugere og kroppe

Den serbiske økonom Branko Milanovic beskriver i sin nye bog, Capitalism Alone, hvordan kapitalismen har bredt sig til alle afkroge af vores liv. Funktioner, der tidligere var forbundet med familien – madlavning, børnepasning, rengøring, sex – kan i dag rekvireres på markedet.

Vores relationer bliver markedsgjort og dermed også afpersonaliseret. Det betyder, at vi bliver høfligere over for hinanden – vi vil jo ikke risikere at miste en fremtidig businesspartner – men også mindre menneskelige.

»At være flink er en investering,« som han skriver.

Nu tænker læseren sikkert: ’åh endnu en Information-klumme om den kolde kapitalisme’. Og ja, det var faktisk min plan. For det er let at skrive sådan en klumme.

Især når man efter 40 minutter i Uber-kø ankommer til en lufthavn og trækker sin lille rullekuffert rundt mellem parfume-reklamer og Gucci-tasker. For lufthavne er virkelig symbolet på modernitetens tomhed: Her varer ingen relationer over 30 sekunder, her er alt til salg, og alle forsvinder i mængden. Det er et »ikkested«, som den franske antropolog Marc Augé har skrevet. Et sted, hvor »alt fast og solidt fordufter, og alt helligt bliver klædt af«, for nu at citere Marx. I lufthavnen findes der ikke mennesker, kun forbrugere og kroppe.

Men det her er alligevel ikke sådan en klumme. Det underlige er nemlig, at jeg altid slapper så dejligt af i en lufthavn.

Mit fly var heldigvis forsinket, så jeg satte mig på en bar med en stor øl. Og nød den totale anonymitet. Bare at kunne være en ukendt krop. Et afpersonaliseret objekt.

For det er så belastende at skulle være en hel person hele tiden. Det er derfor, familiefrokoster er anstrengende: ’Hvordan går det med dit arbejde, Christian? Hvordan har du det egentlig?’

Åh, lad mig dog være. Jeg orker ikke at forholde mig til mig selv hele tiden.

Folk siger, at vi ikke må gøre mennesker til objekter. Men mennesker er jo også objekter.

Jeg kommer til at tænke på dengang, Tour de France afskaffede podiepigerne med den begrundelse, at det objektiviserer dem. Det er jeg meget imod, for hvorfor skal den del af os fjernes? Hvorfor skal vi hele tiden have psykologisk dybde?

Det er befriende at være et objekt. At kunne glide ind i en folkemængde, at danse i mørket på en klub, at spille en fodboldkamp, at have sex. At træde ud af en Uber og forsvinde ind i en lufthavn.

Men Milanovic har alligevel lidt ret.

Den moderne eksistens bygger på en paradoksal præmis: Vi har brug for at være hele personer med autentiske relationer til andre mennesker. Men det er også belastende at skulle være sådan en person.

Derfor kan det føles som en befrielse at forsvinde i en lufthavn. At være fri fra andres blik og kontrol. Problemet er bare, at grænsen mellem frihed og ensomhed nogle gange er ikkeeksisterende. Det er vilkåret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Du skal slet ikke gøre brug af Uber.

I Danmark har vi helt forbudt Uber, der ikke indgår aftale om noget som helst med chaufførerne - hverken overtids- eller helligdagsbetaling - for slet ikke at snakkes om løn under sygdom.

Senest er Uber smidt ud af London.

Anders Lund, Kim Houmøller, Steen K Petersen, Kim Schrøder, Flemming Berger, Jesper Sano Højdal, Jan Damskier, Mogens Holme, Steffen Gliese, Hans Ditlev Nissen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Aah lige hurtig nok på aftrækkeren der Torben. De kører skam stadig i London. Det får de også lov til fremover, de skal bare lige ryde lidt op.

Noget helt andet er at Uber ikke er andet end klassisk amerikansk løndumping og ja hold jer fra det skruebrækker-lort.

Hanne Ribens, Erik Winberg, Jan Damskier, Hans Ditlev Nissen, Carsten Wienholtz, Ete Forchhammer og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

He, Christian Bennikke,

Sådan kan man med lidt sprogligt trylleri stille det hele på hovedet ;).

For det lyder grangiveligt som om, at det er muligheden for at forholde dig til andre mennesker som rene objekter, du finder nydelse ved. Du kommer sågar snublende nær ved at erkende dette, når du i sidste del af din klumme beskriver følelsen af befrielse, der i lufthavnen, hvor du hævder at "være fri fra andres blik og kontrol".

Helvede er som bekendt 'de andre', 'den andens blik' (Sartre). Et eksistensvilkår, som måske mest påtrængende gør sig gældende for engagerede storbymennesker, som du selv. Behovet for i ny og næ at føle sig frigjort fra dette tilsyneladende evigt bestående krav om forholden-sig-til er det svært at bebrejde dig. Lad den, der aldrig har syndet kaste den første sten, ikke sandt? ;)

Men det er for mig at se tale om en grundlæggende misforståelse af virkelighedsforhold, når du beskriver en lufthavn som et sted, hvor mennesket er så at sige ophævet - opløst - og erstattet alene af 'forbrugere og kroppe'. For sådan tager det sig måske nok ud for dig, det er din subjektive oplevelse. Men er det så ikke netop dig, der begår denne 'opløsning', denne reduktion af 'den anden', og ikke omvendt, som du ellers hævder? Og ville en mere sandfærdig rubrik til din klumme så ikke lyde:

"Det er så dejligt afslappende, når jeg tillader mig selv at se andre mennesker som objekter"

Bevares, en sådan rubrik klinger måske ikke helt så sympatisk, men sådan forholder det sig såmænd ofte med sandheder, inden de køres gennem (selv)bevidsthedens filter..Inden spejlet dugger til:..De vrænger af os. ;)

Du overser for mig at se en afgørende forskel på din egen situation, der i lufthavnen, og så på for eksempel ekspedientens i den toldfrie butik eller i kiosken; rengøringsassistenten, som netop har rengjort det pissoir, du øjeblikke senere skyller din nyrefiltrerede øl ud i; damen, der i skranken, som nu på syvende time har betjent alverdens blaserte globetrottere og forretningsfolk på vej andetstedshen. Alle er de situeret i præcis samme lufthavn som du selv, alle oplever de dag efter dag samme 'objektivisering' som du så nydelsesfuldt beskriver. Men i modsætning til dig, er denne fremmedgørelse for dem ikke blot af forbigående karakter, et 'frigørende' øjeblik. Det er et vilkår, ikke en momentan fornøjelse. Der er med andre ord friheden til forskel: For hvor du gnidningsfrit og efter behov kan glide ind og ud af rollen som 'manden, der går forbi', så har ingen af dem adgang til den luksus.

Alt afhænger, som bekendt, af øjnene, der ser..

Denne nydelse ved at tillade sig selv alene at se andre som et objekt, går igen i din ærgrelse over fraværet af 'podiepiger' i cykelløbet Tour de France: "Hvorfor skal vi hele tiden have psykologisk dybde?", spørger du, i et for mig at se beklagende tonefald.

Men dette spørgsmål er jo i grunden absurd. Som et barn, der frustreret spørger sin far - i ærgrelse over ikke at kunne holde sig neddykket i hotellets pool i mere end 57 sekunder - hvorfor vi dog har brug for at trække vejret?! Svaret på begge spørgsmål giver sig selv på en måde, der udstiller absurditeten i spørgsmålet. Ikke mindst hvis spørgsmålet stilles hen over en øl, i en med viljens kraft øde-lagt lufthavn..

Det lyder måske som om, at jeg bebrejder dig noget her. Men bare rolig - jeg er såmænd ikke bedre selv: Også jeg finder stor nydelse ved at øde-lægge verden. Reducere den til mit eget lille kongerige. Blot bilder jeg mig ikke ind - som jeg har dig lidt mistænkt for - at en sådan tilbøjelighed er en pryd i min sjæls krone, ligesom jeg heller ikke tvivler på, at der i sidste ende er tale om et fald, snarere end om en frigørende flugt..

P.S. Jeg håber ærindet i Lissabon var de 6-800 kg co2 værd.

Tik-Tak!

Jon Mangerel, Emil Davidsen, Peder Hau Lyng, Hanne Ribens, Lasse Glavind, Steen K Petersen, Hanne Utoft, Lise Lotte Rahbek, Jens Fup, Jørgen Larsen, Bjørn Pedersen, Jakob Dahl, Kim Øverup, Henrik Günther, Thessa Jensen, Sarah Schein, Mette Justesen, Mogens Holme, Rosa Maluna Dahl, Hans Ditlev Nissen, Eva Schwanenflügel, Ete Forchhammer , Jens Larsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Så vidt jeg kan se, roder Bennike ting sammen her, som ikke (nødvendigvis) hører sammen. At fortabe sig i en menneskemængde, hvor alle har travlt med deres egne sager og ingen forholder sig direkte til dig, er en storby-ting, som ikke kræver kapitalisme. Det kunne du opleve på præcis samme vis i det gamle Rom, f. eks. Og det er en fornøjelse, jeg i allerhøjeste grad godt kan sætte mig ind i -- jeg elsker at gå tur i storbyer af samme grund.

Men den anden del, med vare-gørelse, det er sgu ikke det samme! At Bennike vil have lov til at reducere "podiepigerne" til hjerneløst kød, det er en helt anden sag, som ikke er 1-1 med fremmede i en lufthavn.

Hanne Ribens, Hanne Utoft, Lise Lotte Rahbek, Hans Ditlev Nissen, Mogens Holme, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

"Belastende at skulle være ... en person" Hm - at være belastet.. det vil sige at skulle bære på noget, ens, tungt og længe ad gangen. Ja, det er sandelig ikke godt. Men hvis man ER en ... person, så er belastningen den modsatte, hvis man ikke kan være sig selv.
Kan det problem/dilemma overhovedet undgåes og hvor interessant er det? Jeg tror nu nok at problemet er mindre for den der kender sine masker, roller..?

Niels-Simon Larsen

Bennike: Jeg har svært ved at følge dig. Overskriften forvirrer mig. Hvad mener du egentlig, elsker du virkelig den maskine, der ødelægger dig?

Hans Ditlev Nissen

En typisk dansk boomer som mig ville ikke være så selvcentreret på lige dén der måde.
Så måske ku man bare svare:
OK Millennial

Det blir tilsyneladende generation Y, der skal tage kampen for at vende skuden for os andre.
(Y som i ydmyg og yderligtgående? Som vand?)

Bjørn Pedersen, Kim Øverup, Ete Forchhammer og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

blot til overskriften : Ja, 'subjekt' er sandelig ikke et plusord brugt om nogen person.

Nikolaj Lykke Nielsen

Den der vægtløse lufthavns-/banegårdsfornemmelse, handler den ikke om at føle sig løsrevet fra alt og alle, fri fra at være både subjekt, objekt, arbejdskraftssælger, forbruger eller nogen anden kategori - bare en frit i rummet svævende partikel?

"Det er så dejligt afslappende, når andre mennesker ser mig som et objekt"
Jeg tænkte nok, du var en mand. Ellers ville du ikke have skrevet sådan.